forskerspiren

Bloggen holder flyttedag

2008-06-02T10:42:00.003+02:00

Jeg har flere gange overvejet at flytte bloggen over til Wordpress, og nu har jeg endelig fået gjort alvor af det.

Fra nu af er jeg på http://effenberger.wordpress.com. Bemærk, at der ikke er genetiv-s på i den nye adresse, så det kun er 'effenberger' og ikke 'effenbergers'.

Vi ses forhåbentlig derovre. :)

Kommentarer

2008-05-29T12:16:00.001+02:00

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at nogle afholder sig fra at kommentere, fordi man skal være registreret bruger. Nu prøver jeg lige at åbne for mulighederne, så alle kan kommentere. Så må vi håbe, at jeg ikke drukner i spam. Ordet er (atter) frit. :p

Udsigt eller badekar?

2008-05-29T10:22:00.000+02:00

Jeg står i et helt urimeligt dilemma. Skæbnen har vist sine bidske tænder, og jeg er sikker på, at en eller anden derude må være skyldig (og bør kriminaliseres snarest!)

Sagen er denne: I alt har jeg modtaget 3 tilbud om boliger:

1) 2. sal - med badekar
2) 7. sal - uden badekar
3. 9. sal - med badekar

Nr. 1 er jeg tilbudt som nr. 16 på listen, nr. 2 som nr. 14, nr. 3 som nr. 13. Jeg har takket ja til dem alle og er nu blevet bedt om at vælge mellem nr. 1 og 2. Dvs. - udsigt eller badekar. Jeg kan ikke få begge dele. Og det på trods af, at jeg var nr. 13 på listen til den, der havde begge dele.

Det er tydeligt, ikke sandt, at der ligger noget lusket og sandsynligvis også kriminelt eller kriminaliserbart bag! I hvert fald er jeg nu stedt i et helt usandsynligt vanskeligt dilemma. Jeg kan godt lide en god udsigt. Og jeg elsker at tage karbad.

Den flinke dame hos udlejningen forbarmede sig over mig, da jeg snublede over ordene og sagde: "Møh, bøh, buh" - jeg skulle egentlig have givet besked senest i morgen, om jeg ville have den 2. sals-lejlighed, jeg fik tilbudt først. Og da det først var, da jeg ringede ind (for at høre, om jeg tilfældigvis også ville blive tilbudt nogle af de andre), at jeg fandt ud af, at 7. sals-lejligheden også kunne blive min. Hun gav mig lov til at tænke over det til på mandag - og gav mig også nummeret til en gut, jeg kunne ringe til for at forhøre mig om muligheden for evt. genetablering af badekar i lejligheden på 7.

Havde jeg dog ikke bare været så vanvittigt begejstret for at gå i karbad, så havde det været let som ingenting. Lejligheden på 7. er endda 100 kr. billigere pr. måned end den på 2. Nu kan jeg så bruge min weekend på at gå og messe: "Udsigt? Badekar? Udsigt? Badekar?"

F*ck den fri vilje!

(Og tillykke til mig, der kan flytte allerede 1. juli ;) )

At begribe Gud

2008-05-27T09:26:00.002+02:00

Min datter er et eftertænksomt væsen, og det der med Gud fylder af og til hendes tanker og dermed vores samtaler - især dem lige før sengetid. Tankerne bærer præg af en opvækst hos en kristen mor og en ateistisk far, og det er tydeligt, at en af os enten er klarere i talen, eller at noget fremstår mere virkeligt end andet, for - til faderens lettelse - kan pigen f.eks. finde på at spørge i relation til en bibelsk fortælling: "Men hvordan sker det så i virkeligheden?"

Det er ikke ensbetydende med, at Gud er hende fremmed. Hun forsøger at begribe Gud. Med et åbent sind og et ordvalg, der viser, hvordan hun har vanskeligt ved at forstå, men ikke ved at tro. For eksempel snakker vi om det med, at Gud er overalt. For nogle uger spurgte hun mig så, hvordan man egentlig kan trække vejret, hvis Gud også er nede i halsen. Og hun tænkte over, om det ikke gjorde ondt på Ham, for vi træder jo på ham, når vi går.

I aftes vendte hun tilbage til emnet om Guds allestedsnærværelse. Og særligt hans tilstedeværelse i hendes krop. Hun undrede sig over, om han mon syntes, det var ulækkert, når hun har bussemænd i næsen, og så vendte hun tilbage til det med halsen og det besynderlige i, at vi stadig kan trække vejret, selvom han også er der. "Han har nok en masse små lufthuller, så det er derfor, vi ikke bliver kvalt", sagde hun. Hvem ved, måske har hun ret? :)

Ateistiske værdier

2008-05-26T09:42:00.000+02:00

Der tales, ofte kritisk, om forskellige religiøse værdier. Til en vis grad kan religiøse værdier tolereres, men hvis de f.eks. afholder en person fra at vælge et bestemt arbejde, så opfattes det som et signal om, at en person lader religionen fylde for meget. Måske handler vedkommende endda ufrit i kraft af en streng, religiøs opdragelse. Der tegnes et billede, hvor 'religiøse værdier' kommer til at stå i vejen for en neutral forholden sig til verden.

Problemet er ikke så meget, at religion på den måde bliver behandlet negativt. Det virkelig problematiske er snarere antagelsen om, at den vestlige ateisme er neutral og værdifri. I debatten om de muslimske tørklæder argumenteres der fra modstanderes side om, at ansatte ikke bør sende signaler om religøse eller politiske holdninger. En sådan udmelding må hvile på nogle antagelser, der ikke kan være værdifri. Man må se signaler om religiøse og politiske ståsteder som et brud mod nogle principper, som har en værdi, ellers ville det ikke give mening at ville fjerne dem.

Når jeg diskuterer religion med forbenede ateister, kan jeg godt finde på, provokatorisk, at kalde ateismen for en religion med Videnskaben som den overmenneskelige kraft, som vi mennesker må underkaste os og adlyde. Det er en påstand, jeg naturligvis aldrig får overbevist en ateist om, men ikke desto mindre synes jeg, den giver ganske god mening. Jeg er et religiøst menneske, men jeg forholder mig skam også til videnskaben, så derfor mener jeg mig i stand til at vurdere det forhold, mennesket har til denne.

Tænk for eksempel på den status noget får, når det først er 'videnskabeligt bevist'. Og tænk på de kontroverser, der opstår, når forskellige hold forskere finder ud af noget forskelligt. Når to hold forskere står med hver deres dokument og hævder, at det, de selv har er Sandheden, og det de andre har er 'uredeligt'. Og tænk på, hvordan videnskaben, i lighed med de fleste religioner, har en skabelsesberetning (Big Bang), en række profeter der har bragt 'Gud' og mennesker tættere (Darwin, Newton, Galileo, Einstein, etc.), en teori om frelse (lægevidenskaben, genetikken) og så videre.

Når jeg lufter disse påstande over for ateister, vil det hurtige modsvar være: "forskellen er, at videnskaben kan bevise de her ting, mens det religiøse er baseret på ren tro". Så må jeg ty til at spørge, hvorfra den standard, at noget er 'sandt', når det kan bevises, stammer fra. Her bliver det mere tricky, og det er vanskeligere at forklare, at kravet om bevis i lighed med de anerkendte metoder hvormed sådanne beviser kan føres, stammer fra det selvsamme Akademi, der har bragt os al denne viden. Ligesom det er fra tidligere generationers religiøse ledere, vi kender til, hvordan det religiøse sandheder skal efterprøves og fortolkes.

Med 'beviset' har ateisterne fået et kort på hånden, som det er særdeles svært at argumentere sig ud af, når man selv er opdraget i en verden, hvor beviset har den status, som det har. Man er nødt til at dykke ned i konkrete sager for at få øje på, hvor problematisk selve 'beviset' kan være. Det er f.eks. videnskabeligt bevist, at afrikanere er mindre intelligente end europæere. Det er også videnskabeligt bevist, at euroæpæere er mindre intelligente end afrikanere. Og så er det videnskabeligt bevist, at de intelligenstest, hvormed man har lavet de to førnævnte beviser, slet ikke er i stand til at udsige det, der hævdes om dem.

For at vende tilbage til udgangspunktet: selv et rum, der er blottet for synlige religiøse symboler, vil være et værdiladet rum. Ikke mindst, fordi vi ville vide, at en lang række religiøse mennesker ville have klædt sig anderledes, hvis ikke neutralitetsbudet havde eksisteret. Det neutrale findes ikke. Der findes intet, som er blottet for værdier, og som er fuldstændig neutralt. Idealerne om det neutrale og værdifri er netop i sig selv baseret på nogle bestemte værdier om, at vi skal have fokus på det saglige og rationelle, og at det personlige og følelsesladede bør glide i baggrunden. Objektivitet er en menneskabt utopi - et ideal, som man kan stræbe efter, men som i sin rene form ikke vil kunne findes. Jeg bliver altid lidt bange, når folk hævder, at de er fuldstændig objektive. Især når det siges i det der spidse tonefald, der får en til at forvente, at sætningen afsluttet med: "min fine ven".

Hvad er så konklusionen på dette? I praksis er der vel ikke den helt store konklusion. Jeg synes bare, det er vigtigt - og sundt - at være sig bevidst om de bagvedliggende værdier og andre processer, der medfører, at det er noget bestemt, vi opfatter som 'neutralt'. I dag betragter vi ikke kvinder i lange bukser som nogen, der sender et særligt signal. Det gjorde man engang. Mon det er helt forkert at hævde, at det vi betragter som det neutrale og værdifrie, er sammenfaldende med det, der er anerkendt som overensstemmende med et verdsligt, ateistisk værdi- og normsæt?

Myten om den afstumpede kunde

2008-05-25T09:58:00.001+02:00

I de seneste år har der været en tendens til at ville flytte fokus fra den prostituerede og over på kunden. Det ville have været en udmærket ting, hvis det havde været ud fra et oprigtigt ønske om at lære disse kunder at kende og ikke et ønske om at tilføre disse mennesker et stigma på samme måde, som det sker med de sælgere, de henvender sig til.

Der er forskellige myter om luderne. Først gik vi mod myten om den lykkelige luder, fordi det var vigtigt at forstå, at disse kvinder bestemt ikke altid havde det godt med at sælge sex. Måske som en konsekvens af den menneskelige tendens til enten/eller-tænkning, blev dette hurtigt til, at så var ingen kvinder glade for at sælge sex. Af dette er opstået myten om luderen som offer. Og i visse debatter er det denne dikotomi, der bliver styrende: vi må afgøre, om luderen er lykkelig eller om hun er offer - det er svært at begribe, at der nok findes nogle få tilfælde i hver ende af skalaen, og at resten så ellers fordeler sig ganske normalt. Nu taler jeg også mod bedrevidende - jeg har faktisk aldrig set en normalfordelingskurve over, hvordan ludere trives, men det kunne være ganske interessant. Mit gæt ville være, at den er klokkeformet med et flertal, der er sådan okay tilfredse uden at være oven ud ekstatiske, og så gradvist færre der er hhv. særligt tilfredse og særligt utilfredse.

Tilbage til kunderne. Jeg vil hævde, at vi står over for en ny myte om kunderne, nemlig myten om den afstumpede kunde. Det er ham, der helt uden at tænke på andre end sig selv - betaler en skummel bagmand for at onanere i en levende kvindekrop. Om ham, der tvinger luderen til at gøre lige præcis, hvad han ønsker, og som slår eller voldtager hende, hvis hun ikke makker ret.

Nyere forskning som f.eks. den der præsenters i bogen Mænd, der køber kvinder fastslår, at det er ganske almindelige mænd, der går til prostituerede. Og læser man, hvad Sus Luder fortæller om sine kunder, for eksempel på Camilla Lærke Mors' blog bliver det bekræftet, at der - i hvert fald ikke hos Sus - er tale om kyniske kvindenedgørere, der bare er ude efter en levende organisme at onanere i. Hun fortæller, hvordan det er mange mænds ønske, at hun - som kvinde mere end som luder - skal få noget ud af sexakten, og at hun jævnligt hører mænd fortælle, at det værste er de kvinder, der bare lægger sig ned, lukker øjnene, og giver udtryk for, at de egentlig bare venter på, at han bliver færdig.

Når man tænker på, at de fleste prostitutionskunder er ganske almindelige mænd, så er den tanke vel ikke så fremmed? Egne erfaringer, og det jeg har hørt fra veninder gennem tiden, tyder i hvert fald på, at hovedparten af mænd er interesserede i, at deres partner skal nyde samværet. Det er ikke altid, det lykkes, men det er deres udgangspunkt. Hvorfor bliver det så oplagt at tro, at noget fuldstændig andet er på spil, fordi der er penge involveret?

Mit gæt er, at meget af det ligger i vores måde at snakke om tingene. Vi snakker om mænd, der køber kvinder, frem for at snakke om mænd, der køber sex. Vi taler om, at kvinderne sælger sig selv eller deres kroppe, frem for at de sælger seksuelle ydelser eller oplevelser. Vi tænker måske også på alt det, vi hører om kvindehandel og vi hører prostitution omtalt som noget, der per definition er vold mod kvinder. Alle disse forforståelser har vi med os, når vi skal vurdere og forholde os til, at en helt almindelig mand betaler en helt almindelig kvinde for at have sex. Det præger os så meget, at vi næsten ikke tør tro på, at der faktisk kan være tale om dette: en helt almindelig mand og en helt almindelig kvinde.

Den svenske feminist, Nina Bjørk, skriver i bogen Kvindelighedens Maskerade noget med, at det vi tager mest for givet, ofte er det, der er mest gennemsyret af ideologi. Det er en rigtig fin tanke at basere sig på, når man skal prøve at vurdere ting sagligt og nøgternt - at man spørger sig selv, om det kan passe, at der ikke er mere på spil, end man lige går og tror. Og når man tager sig selv i at tænke eller sige: "det kan der slet ikke være tvivl om", så kan det være gavnligt at stille spørgsmålstegn ved netop det udsagn. Det ligger i øvrigt i god forlængelse af aktørnetværkteoriens udsagn om, at hvis noget fremstår enkelt og entydigt, så må en masse arbejde være gået forud for at gøre dette muligt - taget i betragtning, hvor rodet og uregerlig verden ellers er.

A public apology to Finland

2008-05-25T00:08:00.007+02:00

On behalf of my country, I hereby solemny apologize for the gross Danish ignorance which led to Sweden receiving points from us in the Eurovision Song Contest, while Finland did not receive a single point. There is nothing which can correct this terrible mistake, and I can arrive at only one reasonable conclusion as to why this most unlikely incident came to happen: Each and every Dane must have thought that their neighbor would definitely vote for Finland, so they voted for their second best.

Of course, this can only be part of the explanation. To believe that any Dane would have the Swedish song as their second best is so far fetched that I can think of no other explanation than pity. They are our neighbors, after all, and I am sure that a part of the Danish people simply voted for Sweden because they were so certain that nobody else would do so. How else could it be that a hideous tune would receive so many votes where a true masterpiece as the Finnish received none at all?

So, all Finns out there, please accept my sincerest apologies on behalf of the entire, Danish nation. Hyvä Suomi!

Vi varmer op til Eurovision

2008-05-24T20:49:00.002+02:00

I dagens anledning: her er Israels bidrag til Eurovisionens sangkonkurrence, 1987. Hub-baaaa!

Mere om (mangel på) dialog

2008-05-23T09:24:00.000+02:00

For nogle dage siden spurgte Gorzelak mig direkte, hvorfor jeg orkede at diskutere på Kvinder for Friheds blog. Måske var det ikke noget særligt dybsindigt spørgsmål, men det fik mig alligevel til at tænke. Hvorfor orker jeg det? Jeg ser jo, hvordan jeg gang på gang skriver ting derinde, som jeg egentlig slet ikke gider bruge min tid på - og hvordan de andre ting, dem jeg egentlig godt gider bruge tid på, ofte ender med at blive fordrejede eller brugt til at konkludere, at jeg lider af Stockholmsyndrom, er hjernevasket, svigter mine medsøstre - eller slet og ret, at jeg bare vil spille modsat.

Der er sikkert mange ting på spil. At påstå, at der er een og kun een klokkeklar og strømlinet årsag til, at man gør som man gør, vil være alt for forsimplet. Men jeg tror, at en væsentlig årsag er min fascination af menneskelig interaktion og kommunikation. Ved at læse forskellige blogs, bliver det meget tydeligt, hvordan der findes 'retoriske kulturer' eller hvad man skal kalde det. 'Debatkultur' er vist ikke helt dækkende, for det handler netop om andet og mere end debat. På jævnt dansk kunne det måske oversættes til: "der er utroligt mange forskellige måder at snakke sammen på" - det er nok i virkeligheden den mest præcise.

Vibeke Manniche synes selv, at tonen på debatten, og måden man snakker på, er god og fornuftig - med undtagelse af, naturligvis, når angreben rettes mod hende. Jeg skal ikke selv gøre mig for god. Mange af mine kommentarer derinde er præget af frustration og irriation, snarere end et ønske om at blive klogere på de emner, der sættes til debat. Debatten på Forkvindens Blog er et tydeligt eksempel på, at der er mere i debat end bare emnet - der er også hele måden disse emner diskuteres på. Det gælder både i forhold til selve sagen og i forhold til måden at møde de øvrige debattører.

I virkeligheden bryder jeg mig hverken om ironi, spydigheder eller hån. Alligevel er også min egen retorik præget af disse tilstande. Jeg tror, det skyldes dobbeltbindingerne i måden at føre debat på - man kan gøre sig umage med at formulere sig lødigt og sagligt og dermed "bevise" den forudindtagede holdning om, at man er en lost case - eller man kan bide fra sig og være usaglig og så blive kritiseret for, at man ikke holder sig til emnerne. Jeg tror ikke, der findes nogle andre udfald, så længe ens holdning afviger meget fra den, der er gældende hos Kvinder for Frihed.

Det interessante er, i hvor høj grad det også er tilfældet andre steder, hvor det måske blot er mindre synligt. De fleste blogs, jeg læser, vidner om intellektuelle skribenter, der formulerer sig på højt niveau. Jeg er ikke altid enige med det, jeg læser i disse blogs, men ofte er det ikke noget, jeg kaster mig ud i lange diskussioner om, fordi der sjældent er behov for det: man enes så at sige om at være uenige. Resultatet bliver naturligvis, og desværre, at der er mindre kommunikation disse steder, hvor hvordan bliver man ved med at snakke om noget, man enten er enige om, eller enige om at være uenige om? Det er som om, behovet for debat forsvinder, når man anerkender hinandens forskellige ståsteder. Man kan spørge og få svar og snakke, sådan som venner gør det, når de interesserer sig for hinandens måder at forstå verden på, men det trækker sjældent ud på samme måde, som det gør på de fora, hvor folk er rygende uenige, og hvor man ikke kan enes om at være uenige.

Det er lidt et dilemma, for hvem vil ikke gerne have kommentarer og gode diskussioner på sin blog? Hvis så vi respekterer hinandens forskelligheder og er i stand til at forstå, hvorfor den anden mener noget helt andet, end man selv gør, dræber man så ikke blogkulturen? Det håber jeg naturligvis ikke. Jeg vil nødig se en blogkultur, hvor respekten for medmennesker kommer til at få mindre vægt end ønsket om lange diskussioner ført ud fra antagelsen om, at den ene har mere ret til sine holdninger end den anden.

Det beviser muligvis bare påstanden om, at jeg er en hjernevasket pladderhumanist. Og egentlig er det temmelig ligegyldigt hvad jeg, og andre er. For mig er det mere interessant, hvad vi gør, i forhold til os selv og andre mennesker. Bush og andre statsledere sender soldater i krig i fjerne lande, og paradoksalt nok tror jeg et stykke hen ad vejen på, at det kan gøre en forskel, og at det ikke nødvendigvis er så dårlig en idé, som især venstrefløjen har tendens til at fremstille det som. Det er bare ikke min metode. Jeg kan ikke agere på den måde. Jeg kan derimod observere verden og søge at forstå nogle træk ved den, som kan være vanskelige at begribe. Ikke nødvendigvis træk, der er vigtige eller i videnskabelig forstand sandfærdige. Og jeg kan ikke mindst bevare troen på, at vi kan komme rigtig langt ved blot at være beskedne og ydmyge i vores tilgang til andre mennesker - også selvom disse mennesker står for noget, der strider voldsomt mod vores mavefornemmelse.

At magte dette til fulde er en vanskelig ting, og jeg fejler dagligt, men jeg tror fuldt og fast på, at den tilgang kan forandre verden i lige så høj grad, som forbud og protester kan.

Eksempel på vellykket dialog

2008-05-18T16:57:00.000+02:00

Jeg mindes en taxatur for et års tid siden. Jeg var i København og overnattede hos en bekendt, der boede noget uden for byen. Chaufføren var den der type, der virker tilbagelænet, veltilfreds og svær at bringe ud af balance - sådan en type, der gør det let for mig selv at slappe af og sludre løs, selvom jeg ikke kender vedkommende. Han hørte noget musik, som lød temmelig særpræget, så jeg spurgte, hvad det var. "Det er muslimsk musik", sagde han med et stort smil. "Kender du islam?" Jo, lidt kendte jeg da islam, svarede jeg. "Alle skulle blive muslimer!", sagde han så - på en egentlig ret indadvendt måde, der ikke virkede som et forsøg på at presse eller missionere. Jeg kom til at grine lidt og sagde, at jeg nu var kristen og glad for det. Så grinede han også.

Vi snakkede om mange ting på turen, der vel varede en halv times tid. Han fortalte om sit syn på Allah og profeten Muhamed - på en måde som afviger en del fra nogle af de udlægninger, jeg har hørt. Men jeg lyttede bare, og kunne sådan set godt forstå mandens valg. Vel mere fordi, han virkede glad og tilfreds, end fordi hans ord sådan gav den helt store mening for mig? Han spurgte også til, hvorfor jeg var kristen, og han lyttede også uden at virke fordømmende. Ved turens afslutning sagde chaufføren pænt farvel og sagde så: "Jeg håber for dig, at du bliver muslim!" Hvad siger man så? Jeg valgte at smile pænt og sige: "Ja. Og jeg håber for dig, at du bliver kristen." Så var det, manden sagde noget, som var ret tankevækkende - nemlig: "tak!"

Hvis alle møder på tværs af religion og andre overbevisninger kunne forløbe ud fra en sådan formodning om, at parterne ønsker hinanden det bedste, så tror jeg, at vi kunne nå langt. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ville have svært ved at bevare sådan en rummelighed i alle situationer. Alligevel er det en situation, jeg godt kan lide at vende tilbage til i tankerne. Det er rart at tænke på, at man nogle gange kan få den slags små gaver fra folk, man sikkert aldrig møder igen, og hvis livssyn egentlig ligger temmelig langt fra det, man selv har.

En anekdote om påklædning

2008-05-18T13:28:00.000+02:00

For nogen tid siden var der et forældrearrangement i Josefines børnehave. Det sker med jævne mellemrum, at man holder sådan et arrangement med fællesspisning, hvor hver familie tager en madret med til en buffet. Så får man mulighed for også at nyde godt af den brede etniske sammensætning i institutionen.

Til et af disse arrangementer oplevede jeg en sjov lille hændelse. Tre mødre sad og hyggesnakkede, mens ungerne rendte rundt og legede. En af drengene havde en kæmpestor edderkop af plastik, og på et tidspunkt tog den ene af de tre mødre denne edderkop og holdt den op foran ansigterne på de to andre - der, som reagerede som et fornuftigt menneske kun kan gøre - ved at skrige op og flygte ned ad gangen, med edderkoppekvinden bag sig. Så fik vi os alle et godt grin.

Jeg tænker tit på den historie. For egentlig var optrinnet vel slet ikke så underligt. Ganske vist formodes vi at være voksne mennesker, men lidt leg og venskabelig drilleri gør vel ikke det store? Nu er det sådan, at det besynderlige heller ikke var optrinnet i sig selv. Det, som fik situationen til at gøre så stort indtryk på mig, var at de tre kvinder alle var klædt i den slags muslimsk dragt, hvor kun ansigtet er frit - måske var den ene endda fuldstændig tildækket, så kun øjnene kunne skimtes?

Det sagde mig noget om, hvor meget vi kan tolke ind i folks påklædning. For havde der været tale om tre kvinder i tøj som mit eget, havde jeg nok ikke undret mig så meget. På samme vis har det krævet tid for mig at forstå, at man godt kan tale med kvinder i den slags påklædning om ganske almindelige ting, når man møder dem i Fakta eller andre steder: "Nu må det godt snart blive forår!" og "utroligt, at Fakta aldrig har det, man skal bruge."

Vi er så vant til at kæde muslimske tørklæder og andre religiøse klædedragter så meget sammen med religion, at vi helt kan glemme, at de mennesker der bærer det tøj, også rummer så mange andre ting. Vi har nogle forventninger til folk, når de ikke ligner alle andre, og de forventninger henter vi som regel fra det, vi hører fra pressen og andre steder, snarere end at vi tager os tid til at skabe vores eget indtryk, baseret på individuelle erfaringer, ligesom vi gør med alle andre.

Måske er det ikke så meget anderledes, end dengang jeg havde hanekam og bevidst opførte mig ekstremt høfligt i det offentlige rum, fordi det var rigtig skægt at opleve folks overraskelse over, at "sådan en" kunne finde på at rejse sig i bussen for en gangbesværet eller tilbyde at holde en dør for en person, der havde hænderne fulde af indkøbsposer. Klæder skaber folk, siger nogle. Jeg vil hellere sige: "Klæder skaber forventninger". Spørgsmålet er så, om vi er i stand til at se mere end det, vi forventer at møde. Det er altid en udfordring.

Nogle gamle ord om mangfoldighed

2008-05-18T11:22:00.003+02:00

Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.

Om forudsætningerne for dialog

2008-05-16T09:47:00.000+02:00

Hvis noget ord er blevet kendt som den magiske kode, der skal løse alverdens konflikter, må det næsten være 'dialog'. Gennem dialogen, lærer vi, får vi mulighed for at forstå hinandens udgangspunkter og opnå en fælles referenceramme. Vi får øjnene op for, at vi ikke kun er forskellige, men at vi også har ting til fælles.

Det lyder smukt, og jeg er bestemt ikke modstander af dialog. Problemet er, at for at dialog kan lykkes, må nogle forudsætninger være på plads. Og jeg tror ikke meget på, at disse forudsætninger kan skabes gennem samtale - måske er det endda sådan, at det ganske enkelt er umuligt i visse situationer?

For nogen tid siden skrev jeg om mit problem med en bestemt type besværlige mennesker:

Andetsteds i cyberspace følger jeg en debat, der er begyndt at kredse sig om temaet: 'at skyde andre folk motiver i skoene'. Jeg tror, at det er en central egenskab hos den type, jeg omtaler her: at jeg oplever, at de ligesom danner sig et indtryk af mig, som de kaster tilbage på mig og bruger som ressource til at anklage mig - og som jeg kommer til at føle mig forsvarsløs over for, fordi jeg ikke føler, jeg har en chance for at blive forstået som andet end det billede af mig, den anden har skabt i sit hoved. De fører monologer og bruger de ting, jeg forsøger at byde ind med som ressource til at føre monologerne videre - frem for at gå i dialog.

Hvis den ene part i et dialogmøde går til verden på den måde, så tror jeg, at dialog er umulig. Nu er sagen den, at jeg ikke tror, noget menneske kan undlade at tale ud fra en antagelse om, hvem de taler til, for i bund og grund kan vi vel aldrig vide, at vi forstår hinanden? Forståelse er vel primært, at vi den samtale, vi fører sammen, giver mening for begge parter? Hvordan skelner man så mellem et oprigtigt ønske om at forstå hinanden, og så det scenarium, jeg har skitseret oven for? Hvornår er der tale om, at den ene part blot bruger den anden som ressource til fortsat monolog, frem for at gå i dialog?

Jeg synes, at måder at snakke sammen er lige så interessant et emne som det, vi snakker om. Nogle mennesker kan jeg føle mig totalt på bølgelængde med, selvom vi egentlig ikke er enige om ret meget. Vi har bare et fælles sprog, som gør, at vi forstår at snakke sammen på en måde, der åbenbart bekræfter noget meget grundlæggende: vi forstår og værdsætter hinanden. Andre gange kan jeg være stort set enig med nogle mennesker og alligevel føle en dyb afgrund i vores tilgang til verden. I ovenstående eksempel ligger ikke nødvendigvis, at modparten er uenig med mig - det kan lige så vel være, at mine ord bliver til ressource for en monolog, som jeg i bund og grund er enig i, men som alligevel skyder forbi i forhold til min egen oplevelse af situationen, og det jeg forsøger at udtrykke.

Den gode test er at gøre opmærksom på, at man føler sig misforstået. I de mest grelle tilfælde vil den, der fører monolog på bekostning af andre, blot konstatere, at der sørme ikke er tale om misforståelser. Måske vil vedkommende endda gå så vidt som til at mene, at det er den anden, der ikke vil forstå, og som blot bringer misforståelse på banen for at vildlede debatten og skabe forvirring i mangel af (andre) argumenter.

Jeg er opvokset med den måde at tale sammen, og muligvis kan man sige, at jeg er hærdet og kender rutinen. Alligevel er der ikke ret meget, der får mig til at føle større uvilje. Måske er det netop på grund af de talrige erfaringer jeg har med, hvor lidt det nytter at lege, at man har en dialog med den slags mennesker? Cecilie skrev for nogen tid siden om, at man nogle gange kunne tale forbi hinanden, fordi man i virkeligheden ikke svarer den, man snakker med her og nu, men nærmere en, man snakkede med for længere tid siden. I den her situation betyder det, at der er mennesker, jeg helt holder op med at diskutere med, fordi jeg på et tidligt tidspunkt fornemmer, at vi er ude i den her: "jeg snakker ikke med dig, jeg bruger dig bare som ressource til min egen selvretfærdige monolog".

Dialog er en glimrende ting. Men spørgsmålet er, om konflikter overhovedet spidser til, når dialog er mulig. Om det ikke snarere sker, fordi forudsætningerne for dialog netop ikke er til stede?

Farvel 8210?

2008-05-15T15:17:00.005+02:00

Jeg kan ikke huske, hvem jeg havde diskussionen med, men jeg mindes en eller anden, der hævdede, at det ikke var rigtigt, at man fik fortrinsret til andre boliger efter at have boet et år i boligforeningen. I dag kan jeg fejre to ting (tre faktisk, men kun de to har med boligsituationen at gøre): 1) Jeg har haft min lille etter i Århus V-ghettoen et år. 2) Jeg har allerede modtaget det første tilbud om bolig. 3) Josefine fylder 5½ i dag.

Indrømmet - jeg er screenshot-nørd. Min harddisk er fyldt op med forskellige ting, jeg på et eller andet tidspunkt har fæstnet mig ved, men langt det meste når sikkert aldrig videre. For to dage siden tog jeg et screenshot af min placering på ventelisten hos boligforeningen - som nr. hhv. 394 og 281.

I går modtog jeg så det første tilbud om bolig - tilbudt mig som nr. 16, så sandsynligheden for at få den, er nok ikke videre stor (men jeg krydser fingre for, at jeg alligevel kan flytte allerede 1. juli, det ville være skønt). Egentlig troede jeg, at jeg først fik fortrinsret pr. 15. maj, men tilbuddet kom altså nogle dage før. Alligevel er det først i dag, min ventelisteplacering har ændret sig drastisk på Århusboligs hjemmeside:

Fra 394/281 til 15/12 - det er da et herligt syn. :) (Og så er der vist ikke længere tvivl om, at den med fortrinsretten efter et år er god nok)

Just mens jeg skrev dette, tikkede der endnu en sms ind for at fortælle mig, at jeg i morgen kan logge ind og se endnu et tilbud. Udsigten til at komme nærmere Josefines kommende skole allerede før skolestarten efter sommerferien, ser åbenbart lovende ud. Jeg havde ellers væbnet mig med tålmodighed og tænkt, at jeg forhåbentlig kan komme tilbage til Klostervangen inden årets udgang.

Nu håber jeg så, at morgendagens tilbud byder på noget, der er placeret højere oppe end 2. sal. Når man nu skal bo i højhus, så ville det da være fedest at komme så højt op, at man også har en udsigt at nyde. For slet ikke at tale om den hån, jeg skal leve med fra Josefines far, hvis jeg havner så langt nede i bunden. Så... kryds fingre for, at jeg ender i en lejlighed på mindst 10. sal, will you?

Påtvunget monogami

2008-05-15T07:42:00.000+02:00

Sagen om den irakiske tolk, hans to koner og tre børn fortsætter. I går bragte Politiken en artikel hvoraf det fremgik, at hustruerne ikke vil skilles fra manden. Jeg skrev også om den irakiske tolk i juli sidste år (Bigami), hvor jeg problematiserede sagen og prøvede at spørge til, hvordan spørgsmålet om bigami og kvindeundertrykkelse pludselig kolliderede med princippet om at tage udgangspunkt i barnets tarv.

Jeg synes, at sagen er rigtig interessant af mange årsager. Dels handler det om monogamiets status og de argumenter, der bruges for at legitimere, at dette er eneste tilladte samlivsform herhjemme. Vi er begyndt at anerkende, at køn ikke skal have betydning for, hvem man vælger at leve livet med, men stadig mener vi, at antallet er yderst afgørende. Hvem har afgjort, at to er et mere rigtigt antal end tre (eller fire eller fem)?

I den konkrete sag er det interessant, at ægteskabsstrukturen - dvs. en aftale mellem voksne, kommer til at veje tungere end fokus på de børn, der er kommet til inden for rammerne af dette ægteskab, der vel at mærke var legalt i familiens hjemland. I skilsmissesager herhjemme er det kotyme, at udgangspunktet skal tages i barnets tarv - altså må man først og fremmest tænke på barnets eller børnenes trivsel. Her har vi så den omvendte situation: det offentlige vil tvinge en familie til skilsmisse, og en politiker fra Dansk Folkeparti foreslår endda, at den ene af hustruerne må flytte til en anden del af landet.

I almindelige skilsmissesager opfordres forældrene til, så vidt det er muligt, at blive boende så tæt på hinanden, at børnene stadig kan beholde deres omgangskreds og en god kontakt til begge forældre. Når forældre fra monogame forhold vil gå fra hinanden, er det ofte en smertefuld beslutning, der får konsekvenser for alle medlemmer af familien - også dem, der eventuelt ikke har ønsket bruddet. I det konkrete tilfælde vil en skilsmisse betyde, at en hel familie med tre voksne og tre børn bliver splittet, uden at noget medlem af familien har ønsket det.

Det fremgår af en artikel fra sidste sommer, at danske teologer forsvarer flerkoneri. For mig er det ikke så vigtigt, hvad der står eller ikke står i de hellige skrifter om den sag. Vigtigere er det at tænke på, at vi har at gøre med en familie, hvis eneste "synd" er, at de har fået ophold i et land, der ikke anerkender deres familiestruktur. Det virker helt sort for mig, at man på den baggrund vil gøre børn til skilsmissebørn.

Åben kommentar til "Kvinder for Frihed"

2008-05-14T18:47:00.003+02:00

Allerførst. Jeg erkender blankt, at jeg tror, at det her indlæg er tidsspilde. Jeg tror simpelt hen ikke på, at det er muligt at trænge igennem til noget, der ligner et almindeligt forsøg på at forstå hinandens udgangspunkt. Det kommer sig dels af Vibeke Manniches retorik i Forkvindens Blog, dels af reaktionerne på min kommentar, hvor jeg stiller Manniche følgende spørgsmål ang. kvinders ret til at gå med tørklæde:

Hvilken ret har du til at udtale dig entydigt om, hvad tørklædet symboliserer?

Har du tænkt over, hvor friheden er henne, når du vil TVINGE tørklæderne af hovederne på en lang række kvinder?

Hvor er disse kvinders frihed, hvis det engang lykkes jer at tvinge tørklæderne af deres hoveder?

Bemærk, at mine kommenatar ikke drejer sig om, hvorvidt de muslimske tørklæder er problematiske - blot hvilken ret vi andre har til at tvinge folk til at tage dem af.

Andrea har den første kommentar:

Tørklædet med tildækkede arme og ben er forbundet med Islam. Hvor kompliceret kan det være, Zenia? En kvinde, som ikke kan smide sit tørklæde for at få sit drømmejob, må være temmeligt fanatisk. Samtidigt er hun ligeglad med dem af sine medsøstre, som er tvunget til at gå med tørklæde. En sådan person tiltror jeg ikke sund fornuft og ikke evnen til at leve sig ind i andres tankegang og er derfor uegnet til at være dommer.

At tørklædet er forbundet med islam er ikke spor kompliceret. Men at hævde, at fordi denne første konstatering er ukompliceret, så er resten af diskussionen det også, er i sig selv en temmelig kompliceret påstand.

Hvis en kvinde ikke kan få sit drømmejob, fordi hun ikke vil klæde sig, som det er påkrævet, så er det naturligvis problematisk. Men at tilskrive det fanatisme, er for mig at se et udtryk for manglende vilje til at sætte sig ind i det væld af bevæggrunde, der kan være for at træffe den slags valg. På samme vis er det skudt langt over mål at antage, at en sådan kvinde er ligeglad med de medsøstre, der er tvunget til at gå med tørklæde. Hvilket i sig selv er ret interessant.

Jeg går altid med BH, som regel med høje hæle, og jeg plukker mine øjenbryn. Jeg ved, at nogle kvinder gør disse ting, fordi de føler sig pressede til det. Hånden på hjertet - jeg er ikke ligeglad med, at nogle kvinder gør den slags mod deres vilje, men jeg betragter det på ingen måde som mit ansvar. Hvorfor skulle en kvinde, der bærer tørklæde af egen fri vilje lade være, fordi der findes andre kvinder, som ikke gør det frivilligt? Jeg synes, man skal være uhyre forsigtig med den måde at gruppere folk og derefter tillægge dem et fælles ansvar.

Andrea slutter af med at skrive, at den slags kvinder, der ikke evner at leve sig ind i andres tankegang er uegnede som dommere. Det ligger meget godt i tråd med de "eksempler på krænkelser fra offentligt ansattes side", som Margrethe Nørskov lister op i en kommentar længere nede:

- En kvinde kommer ind til en praktiserende læge for at bede om abort, eller for at blive undersøgt for evt. kønssygdomme. Den samme læge sidder med et stort fédt kors om halsen. Er det OK over for den kvinde?

- En HIV-smittet bøsse kommer ind på sygehuset til kontrol. Ind ad døren træder en kvindelig muslimsk læge med shariaklud på hovedet - en påklædning, der står som symbol for den sharialov, som påbyder, at henrette homoseksuelle, hvad de så også bliver i Iran. Er det OK over for den mand?

- En dommer skal dømme i de utallige sager om vold og voldtægt begået af unge mænd med indvandrebaggrund. Den samme dommer sidder iført en badge påtrykt “Dansk Folkeparti”. Er det OK? (det må det jo være iflg. Birte Dum Hornbech. Tørklædet er lige så iet symbol, som et DF-badge. Og vi er jo lige for loven)

- En socialrådgiver, der er hindu, føler for at bruge sin personlige (religions-)frihed til iklæde sig det hinduistiske frugtbarhedssymbol, på arbejde. Den samme hindu, skal servicere temmellig mange indvandrere. Og nu er der liiige den detalje ved det samme frugtbarhedssymbol, at Hitler anvendte dette symbol spejlvendt under navnet “hagekorset”. Er denne socialrådgivers pålædning så OK?

Måske er det symptomatisk for Kvinder for Friheds tendens til at forsimple verden i det ekstreme, at eksemplerne listes på den måde. "Er denne påklædning OK?" spørger Margrethe til de forskellige situationer. Jeg vil undlade at tilføje til listen, om det er okay, at en debattør giver en anden debattør øgenavne, bare fordi hun har besluttet, at modparten mener noget forkert, men jeg synes, det er en tanke værd. Om de forskellige situationer er okay, er een ting. Om alt "ikke-okay" skal forbydes, er en anden. Det er første indvending. Dernæst: for mig at se er det virkelige problem i den her debat, at ingen mennesker er neutrale. Spørgsmålet er så, om vi må udtrykke vores ståsted eksplicit.

Man kunne spørge tilbage: Hvis den kristne læge lod korset ligge i natbordsskuffen, før han/hun tog på arbejde, ville vedkommendes holdning til kvinden, der ønskede abort eller undersøgelse mod kønssygdomme så ændre sig? Den sidste situation er særlig - der ville være tale om, at symboler blev misforstået på samme måde, som schweiziske flag blev brændt i Mellemøsten, fordi de lignede danske. Men bortset fra dette eksempel, så kalder Margrethes liste på en diskussion om det, der vel er eksemplernes egentlige dilemma: hvordan sikres neutralitet i et samfund af værdistyrede mennesker?

Korset, tørklædet, DF-badgen, og alle de andre symboler, vi bærer i vores påklædning, kan betragtes som det yderste, synlige tegn på bestemte overbevisninger. Jeg kan spørge mig selv, om jeg selv er blevet mindre kristen i de måneder, der er gået, hvor jeg ikke har båret mit kors om halsen, fordi kæden er gået i stykker. På samme måde kan man spørge, om DF'eren ville blive mere venstreorienteret af at tage sin badge af, eller om den muslimske kvinde ville blive mindre muslimsk af at tage tørklædet af. Jeg vil undlade at besvare spørgsmålene og gå videre i teksten, så kan hver enkelt læser tænke videre og sandsynligvis nå frem til vidt forskellige svar.

Margrethe indleder sin kommentar med ordene: "Ang. det Zenianske Stockholm syndrom m.m." Indtil videre har det handlet om "m.m." og jeg vil fortsætte dette en stund endnu, men skal nok nå frem til denne version af Stockholmsyndromet, før jeg runder af. Først noget om, hvor entydigt symboler kan/bør tolkes. Margrethe fortæller mig, at man ikke kan tolke tørklædet på hovedet af en muslimsk kvinde som andet end religiøst funderet kvindeundertrykkelse: " Du kan ikke løsrive et symbol fra de værdier og holdninger, som symbolet repræsenterer." Herefter bruger Margrethe kommunisternes "hammer og segl" som eksempel på, hvordan man ikke kan løsrive symbolet fra det værdisæt og syn på verden, som symbolet skal repræsentere.

Hammer og segl kan jeg forholde mig til, for jeg har selv brugt dette symbol og i det set et håb om frihed, lighed og fællesskab. Vel vidende, at der blandt kommunister har eksisteret store uenigheder om såvel mål som midler, og at symbolet også har været brugt til at retfærdiggøre massedrab og andre menneskelige uhyrligheder, herunder i øvrigt kvindeundertrykkelse. Lad os tage et andet eksempel:

Hvis det er sandt, at symboler kun kan have een entydig fortolkning, hvordan skal vi så forstå kvindetegnet? Hvad betyder det? Dette symbol har været anvendt af kvinder med et væld af forskellige bud på, hvad kvindesag burde have af mål og midler. Hvad ligger der i dette symbol?

Jeg er ikke uenig i, at det islamiske hovedklæde hænger sammen med et religiøst og politisk tankesæt, der i de fleste fortolkninger jeg kender til, hænger uløseligt sammen med kvindeundertrykkelse. Men det er en alt for hastig konklusion at antage, at det dermed aldrig kan forholde sig anderledes. Symboler bliver kun, hvad folk lægger i dem. Jeg er enig i, at der sikkert altid vil være nogle, der - som fundamentalistiske muslimer og Kvinder for Frihed - aldrig vil kunne se andet i det end det traditionelle kvindefornedrende, men det er ikke ensbetydende med, at tørklædet ikke kan have andre betydninger. For en del af de muslimske kvinder, jeg kender til, bæres tørklædet netop ikke som en anerkendelse af mandens overlegenhed, men nærmere som et statement om, at også selvstændige og selvbevidste kvinder kan tilvælge en religion og forvalte den på egne præmisser. Faktisk ikke meget ulig det, Jesus gjorde i sit opgør med jødedommen, og som Luther senere gjorde i sit opgør med katolicismen. I begge tilfælde tog man fat i det samme symbol - den samme bog, de samme ord, men tillagde disse en helt anden betydning.

Lad mig til sidst sige et par ord om det hersens Zenianske Stockholmsyndrom. Skal jeg finde en alvor i Margrethe Nørskovs replikker der, så må det næsten være, at hun bruger en trættende og alt for gennemskuelig retorik, når hun sætter mine argumenter i forbindelse med Stockholmsyndromet. Hun forsøger at diskvalificere mig som en stemme, man ikke behøver tage alvorligt - i det hele taget synes jeg, at retorikken minder utroligt meget om den, George Bush lagde for dagen, da han slog fast, at var man ikke med ham, var man mod ham.

Jeg kender godt Stockholmsyndromet. Jeg kender også til andre syndromer som f.eks. det såkaldte Nightingale-syndrom, hvor mennesker forsøger at skabe sig en mening ved livet ved at gøre det til deres kald at hjælpe mennesker, der er endnu dårligere stedt end sig selv. Et problem ved dette syndrom er, at det ofte viser sig, at den slags mennesker i virkeligheden ikke har interesse i at hjælpe andre end sig selv. Så når objektet for velgørerinteressen viser sig at have en anden dagsorden end den, der er ramt af Nightingale-syndromet, vil sidstnævnte søge efter forklaringer hos den anden - hos offeret - snarere end hos sig selv. Således kan vi altid finde spidsfindige psykologiske forklaringer på, at vi handler, som vi gør. Jeg synes ikke, det er konstruktivt, og da jeg i øvrigt heller ikke er psykiater, vil jeg afholde mig fra at stille diagnoser.

Margrethe skriver sidst i sit indlæg om kvinder, der lider af Stockholmsyndromet, at de efter en årrække er chokerede over, at de virkelig har sagt det, de gjorde. Og så kalder hun ellers folk, der "forsvarer tørklædets undertrykkelse" for "Stokholm-syndromer". Jeg er ikke bekendt med at lide af Stockholmssyndrom, og jeg er ellers i årenes løb blevet gennemanalyseret og diagnosticeret grundigere end de fleste. Og dog - jeg genkender godt det med, at man år efter at have sagt noget, kan undre sig over sine ord. For noget, der vel efterhånden er 10 år siden, holdt jeg en tale til en feministisk demonstration. Her sagde jeg blandt andet:

Med risiko for at blive kaldt ”forstyrret kvindemenneske”, vil jeg lige pointere, at jeg mener, at pornografi er yderst problematisk. Ikke fordi jeg mener, det principielt set er værre at gøre sex til en vare, mere end at alt andet i det kapitalistiske samfund bliver gjort til varer, men fordi den er med til at fastholde et dybt nedværdigende kvindebillede. Det er et stort fremskridt, at kvinders seksualitet bliver anerkendt, men i pornografien er det netop ikke en anerkendelse af kvindens seksualitet, der er tale om. Det er en anerkendelse af visse mænds behov for at se på kvindekroppe, der bliver udnyttet af mænd. At kvinderne ser ud til at nyde det, kan ikke tolkes som meget mere end et forsøg på at undgå, at man får dårlig samvittighed over at se på det.

I dag kan det undre mig, at jeg havde den mening. Men det giver mening, når man tænker på det radikalfeministiske tankesyn, jeg var fedtet ind i dengang. Siden da har jeg bevæget mig, og ser i dag ikke det samme, som jeg gjorde dengang. Det er vel meget naturligt, at et menneske på den måde kan ændre mening, og ikke noget, man nødvendigvis behøver forklare med kulørte psykiatriske syndromer. Men det er måske et statement, feministerne fra Kvinder fra Frihed har brug for at komme med?

Her er så, til sidst, et statement fra feministen bag denne blog:

Vampyrforskningsfrihed nu!

2008-05-13T17:42:00.003+02:00

Efter lidt ping-pong inde i The Jiggly Room er der ikke længere tvivl: Vampyrforskerne må have ordentlige arbejdsvilkår!

Det er et presserende behov!

Et rant om Vibeke Manniches rants

2008-05-12T17:41:00.001+02:00

Det er ved at være en gammel nyhed, men jeg har aldrig pralet af at være up-to-date. For en måneds tid siden, bragte Politiken Vibeke Manniches ord om kvinder med tørklæde. Hun siger blandt andet om den potentielt manglende frivillighed i de valg, kvinder træffer:

Du vil også finde kvinder, der mener, at kyskhedsbælter er herlige. Du vil finde kvinder, der søger at blive nonner. Og du vil finde den lykkelige luder. Det ændrer ikke ved, at for langt størsteparten af de tørklædefængslede, er det ikke et frivilligt valg.

I sin blog, som hun skriver i sin egenskab af forkvinde for Kvinder for Frihed, skriver Manniche:

Læsere af denne blog er ikke i tvivl om, at mit hjerte banker for solidaritet.

Det sker ikke ret tit, at jeg ranter i min blog. Det gør jeg til gengæld ofte, når jeg snakker med mine venner. Jeg tror, det er vigtigt at rante, og jeg holder meget mere af et godt rant, end jeg holder af syrlige konstateringer af, at "den og den da vist nok lige burde tage at tænke sig lidt om". Skal der brøles, skal der brøles igennem! Og når jeg læser Vibeke Manniches udtalelser, får jeg et frygteligt behov for at brøle. Så er det pludselig lige meget, at hun (forhåbentlig) er så marginaliseret, at hun ikke har politisk slagkraft. Jeg får lyst til at brøle, og det gør jeg ikke af nogen som helst anden grund, end at jeg synes, Vibeke Manniches udtalelser er så himmeråbende selvmodsigende og i modstrid med almindelig sund fornuft, at jeg får lyst til at gribe fat i kvinden og ruske hende godt og grundigt i håb om, at noget falder på plads og begynder at give mening.

Jeg forstår simpelt hen ikke, hvordan det menneske, hvis hjerte banker for solidaritet, kan være så forblændet af sin egen version af, hvad der er godt for mennesker, at hun slet ikke interesserer sig for at forstå andre menneskers udgangspunkt. I et indlæg beskriver hun, hvordan hun selv har set et billede, "hvor en lille tilhyllet pige står passivt uden for legen". Det er da også synd for den pige - men endnu mere synd er det næsten, at Manniche fuldstændig ukritisk lægger skylden på tørklædet, som hun ikke nøjes med at have et problematisk forhold til, men som hun ligefrem betegner som vanrøgt. Måske skulle jeg begynde at tage nogle billeder af de legende børn i gården her, hvor jeg bor - hvor små indhyllede piger kører rundt på løbehjul og boltrer sig, så godt som tøjet tillader det, i legestativerne. Måske skulle jeg også optage nogle samtaler mellem disse legende børn, så folk kunne høre, hvordan nogle af disse stakkels indhyllede piger til tider dominerer legepladsen.

Det er SÅ forstemmende, at problematiske emner ikke kan diskuteres uden at kamme over i ekstremer. Jovist kan en burkha gøre, at mennesket under ikke får tilstrækkelig med D-vitamin, men det samme gælder for den generation af blegfede, danske computernørder, der aldrig kommer ud i den friske luft. Desuden findes der gode kosttilskud på markedet, som gør, at problemet slet ikke behøver være presserende.

Selvfølgelig er bevægelsesfrihed en vigtig ting for et barn, der har brug for at lege. Og jeg skrev netop, at pigerne boltrer sig så godt, som tøjet tillader, for det ser somme tider ud til, at den påklædning kommer lidt i vejen for den måde, de gerne vil lege på. Men ærligt talt - hvorfor kan vi ikke bare tage den derfra - snakke om det som civiliserede mennesker, frem for at begynde at snakke om tørklædefængsling og vanrøgt?

Måske er grunden til, at det faldt mig ind at rante, at stort set alt i Manniches blog netop er rants - der er ikke rigtig noget, der bare er besynderligt eller muligvis problematisk - hendes verden er åbenbart fyldt med krænkelser og vanrøgt og inkompetente mennesker i positioner, hvor de skader andre. Det er som regel sjældent en konstruktiv strategi at besvare et unuanceret rant med et andet unuanceret rant... til gengæld er det en konstruktiv strategi for sikringen af ens egen sjælefred og mulighed for, bagefter, atter at kunne se selv Vibeke Manniche som et menneske, der kæmper for noget, hun oprigtigt tror på det hæderlige og ordentlige i. Men pyha, hvor gør hun det svært for mig at kunne se!

En banal filmkliché du absolut bør se

2008-05-12T15:10:00.001+02:00

Jeg var med Helena i biografen i går. Det var også hende, jeg var i biografen med sidst, hvor vi så den fremragende spanske gyser, Børnehjemmet, som jeg frarådede folk at se.

I går så vi Iron Man. Den vil jeg fraråde, at man vælger fra! Som de er inde på hos Filmland, så er der på ingen måde tale om en banebrydende storfilm - og for mig er det netop noget af det gode! Der er det, der skal være: dygtige skuespillere (for mig skal der en virkelig dårlig historie til, før det ikke er værd at se en film, hvis skuespillerne er dygtige), lækre effekter, fedt soundtrack, tech-lir, hurtige replikker, labre larver og selvfølgelig den stereotype fortælling om helte, der er gode og skurke, der er onde. Den minder mig lidt om de gamle Star Wars-film, som jeg også holder rigtig meget af - i modsætning til de nye, der keder mig en smule. Iron Man forsøger ikke at være mere end den her drengedrøm om at kontrollere teknologien og redde verden - og have "one hell of a good time", mens det hele står på.

Så ja - det er lidt ærgerligt at kvæle oplevelsen med en masse højpandede anmelderord, men noget er jeg jo nødt til at skrive, når nu det _er_ et blogindlæg - det kommer man ikke så langt med uden tekst. Og dog? Måske skulle du bare læne dig til bare og nyde det her:

Voldtægt og prostitution

2008-05-11T10:21:00.000+02:00

MetroXpress har i dag to artikler om voldtægt og prostitution. I den ene hører vi, at Københavns Byret for første gang kompenserer en prostitueret fuldt ud i en voldtægtssag. Udover, at jeg ikke var klar over, at man fik penge for at blive voldtaget, kan jeg kun bifalde sådan en dom. Selvfølgelig skal man ikke stilles dårligere retsmæssigt, fordi man lever af at sælge sex. Og det overrasker mig, at det er første gang, at Københavns Byret ikke giver "rabat" til voldsmanden, når offeret har været prostitueret. Bekymringen opstår, når MetroExpress kombinerer denne udmærkede nyhed, med en artikel, der proklamerer, at voldtægt er hverdag i miljøet. Denne udtalelse kommer øjensynligt fra Odile Poulsen, tidligere prostitueret, og i dag aktiv i kampen for at få stoppet alt, hvad der indebærer at mænd betaler penge for at have sex med kvinder.

Jeg ved ikke, hvor ofte prostituerede generelt bliver voldtaget. Det vil ikke undre mig, hvis de er mere udsatte for voldtægt end andre befolkningsgrupper - det giver mening i samme forstand, som det giver mening at antage, at dørmænd eller politibetjente er mere udsatte for vold. Problemet er, at sammenhængen mellem prostitution og voldtægt skal gøres til følelsespornografi, der skal få os allesammen op af stolene og himle: "Ih, det er også forfærdeligt, nu MÅ det stoppes!"

Går man artiklen igennem, finder man i øvrigt ud af, at udtalelsen "voldtægt er hverdag i miljøet" underbygges af fortællingen om, hvordan Odile Poulsen en gang oplevede, at hendes veninde og kollega blev voldtaget i lokalet ved siden af hendes. For mig at se, tyder artiklens opbygning på, at voldtægt netop er et særtilfælde i prostitutionsmiljøet. Odile fortæller kun en enkelt historie, og den er ikke engang personlig, men handler om veninden. Jeg ved ikke, hvor ofte prostituerede bliver voldtaget, så jeg kan kun forholde mig til artiklens besynderlige konstruktion af virkelighed: vi fortæller om een prostitueret, hvis veninde oplever, at hun bliver voldtaget, og fra det konkluderer vi, at voldtægt er hverdag.

I en spørgeskemaundersøgelse om prostitution på massageklinikker svarer 7 ud af 128 respondenter, at de har været udsat for voldtægt. Der er ingen tvivl om, at det er 7 for mange - alligevel er det meget, meget langt fra at retfærdiggøre konklusionen 'voldtægt er hverdag i miljøet'. Og ja - jeg ved godt, at der er forskel på arbejdsbetingelserne for prostituerede i forskellige sektorer, og at de, der arbejder på gaden måske er mere udsatte end de, der arbejder inden døre på klinikker eller i escort.

Mens jeg skriver disse ord, larmer min indre hær af stemmer, der ønsker at afholde mig fra at anlægge den vinkel på luderfaget, som jeg har valgt at gøre. Jeg hører dem sige ting som: "Hvorfor er det så vigtigt, om det er hverdag, eller om det ikke er? Så længe det sker er det vel dybt forkasteligt!" og "du glemmer nok at spørge, hvordan 'voldtægt' er defineret, for mon ikke der er tale om voldtægt i langt flere situationer, end de her officielle kilder vil gå med til at anerkende?" Dem, der råber: "prostitution er ALTID vold mod kvinder!" er jeg efterhånden begyndt at give fingeren - dermed ikke sagt, at de holder kæft af den grund.

De andre spørgsmål er ikke helt dumme. Jeg er helt enig i, at voldtægt til hver en tid er dybt forkastelig, og at det er vigtigt ikke at anerkende en holdning om, at prostituerede jo i forvejen er fordærvede kvinder, der næsten selv har bedt om det. Der er flere grunde til, at jeg mener, det er særdeles vigtigt at understrege, at voldtægt IKKE er hverdag i prostitutionsbranchen. Først og fremmest, fordi det ifølge de undersøgelser jeg har læst, ganske enkelt ikke er sandt. I afrikanske og sydamerikanske lande lader det til, at temmelig mange prostituerede oplever at blive voldtaget med jævne mellemrum, men det lader ikke til at være tilfældet helt så ofte i USA. Hvad angår Danmark kender jeg kun til undersøgelsen om prostitution på klinikker, så jeg kender ikke nogle mere generelle tal.

En anden grund er, at udsagnet i sig selv fortæller en historie om, hvem de prostituerede er. Hvis voldtægt er hverdag, så må gruppen af prostituerede være nogle fordærvede og følelsesmæssigt forkrøblede væsener, der søger prostitutionen som en sidste udvej før Helvedes Forgård. Hvis jeg, som det pæne og ordentlige menneske jeg jo er, en dag skulle have et økonomisk overskud og lyst til at købe mig til tilfredsstillelse af nogle seksuelle behov, så ville jeg ikke have lyst til at gå til mennesker for hvem voldtægt er hverdag. Den slags mennesker tror jeg slet ikke, jeg ville kunne tænde på at have sex med, jeg ville have alt for dårlig samvittighed. Hvis jeg derimod var kold i røven og bare skulle have noget på den dumme, så havde jeg nok ikke tænkt så meget over det. Og tilhørte jeg den sidste lille gruppe af forstyrrede mennesker, der ligefrem synes, det er en sport at begå overgreb på kvinder - ja, hvor nemt ville det så ikke være at tænke: "Hey, det er sgu' nok helt okay - de er jo alligevel så vant til det."

For at angribe den samme problematik fra en anden vinkel, så forhindrer udsagn som "voldtægt er hverdag for prostituerede", at man betragter prostitution som et erhverv på lige fod med alle andre. Man giver de forretningsdrivende dårlige vilkår i forhold til at nå ud til den målgruppe, de ønsker at nå. Nu tror jeg ikke, der er lavet så mange undersøgelser om targeting af kundesegmenter for prostituerede, og det er nok ikke helt urelateret til det faktum, at vi taler om prostitution som vi gør. Hvilken marketingskonsuletent vil have lyst til at tilrettelægge en salgskampagne for et bordel, så længe virkeligheden om prostitution tegnes, som det gør?

Den sidste af de to bemærkninger, mine indre stemmer forstyrrer mig med, som jeg vil tage alvorligt i denne ombæring, handler om det med definitionen af voldtægt. Burde vi ikke udvide definitionen af voldtægt, så det ikke kun omfatter aktiv tvang, men også det passive overgreb der sker, fordi kvinden grundet nød eller dårlig opdragelse blot ikke tør sige fra - eller måske endda slet ikke ved, at hun har mulighed for det?

Nej, nej, og atter nej! I min tid som feministisk aktivist var det her en af de problematikker, jeg virkelig fandt alvorlig, og som jeg i høj grad kunne identificere mig med - som den, der lod mig styre og dominere af de mænd, jeg var sammen med. Ikke, at jeg havde været udsat for reelle overgreb - jeg havde bare ligesom altid ladet dem tage initiativet, og det var ikke altid, jeg lige fik det helt vilde ud af at ligge der...

...det er vigtigt at piger lærer at forstå, hvordan de selv kan udtrykke deres seksuelle behov og have sex på deres egne præmisser. Men det er ude i hampen at begynde at tale voldtægt, når der er tale om "passiv tvang". Netop fordi voldtægt er så alvorlig en sag, er det vigtigt at skelne. Og jeg synes, det er vigtigt at fastslå, at voldtægt er, når en person med aktiv magt tvinger sig til sex med en anden, og når denne aktive magt foregår mod den andens vilje. Det er ikke ensbetydende med, at det er uproblematisk, hvis kvinder ikke tør sige fra eller ikke ved, at muligheden findes. Og det er problematisk, at mennesker kan være så dårlige til at læse hinandens signaler, at de ikke opfatter, hvis deres partner ikke er helt med. Men det er almene, mellemmenneskelige problemer, som ikke bør være kriminelle.

Så for at opsummere: voldtægt er ikke hverdag for prostituerede, og det er skide vigtigt at holde fast i. Både fordi det er sandt, og fordi det ikke tjener nogen at påstå det modsatte. Det er vigtigt at kunne snakke frit og nuanceret om kunde/sælger-relationerne i prostitutionsfaget, og det besværliggøres noget, hvis alt skal vurderes i lyset: voldtægt eller ej. Ikke mindst, hvis vi skal begynde at forstå voldtægt som ethvert seksuelt møde, hvor kvinden (eller manden) ikke helt entydigt og eksplicit (og med en dyb, inderlighed og bevidst frivillighed) har sagt ja til, hvad der foregår.

Ghettoromantik

2008-05-10T19:00:00.000+02:00

Mit forhold til den lille ghetto, jeg efterhånden har boet i nogle år, er ikke altid lige positivt. Men sådan en dag som i dag - dagen efter sådan en koncert, hvor man kan stå og lege, at man styrer verden, bare fordi man bor i 8210, og hvor solen skinner og børn fra alle kroge af verden leger på legepladsen, er jeg alligevel glad for at være lige præcis her.

Ghettoromantikken begyndte allerede få timer efter, jeg var vågnet, da et liveband begyndte at spille et sted, jeg fik lokaliseret til beboerhuset. Noget, der lød som arabisk rockmusik rungede ud over det hele som om det lige ville forsikre os allesammen om, at den altså er god nok, den der med, at vi bor i en ghetto.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg faktisk ikke, der er så meget ghetto over det herude. I hvert fald ikke, hvis man med ghetto mener sådan et hårdkogt gangstermiljø med skumle typer, der lurer i krogene. Ofte tænker jeg området mere som en lille multinational landsby lige der, hvor Århus stopper.

For en times tid siden fik jeg langt om længe hevet mit blegfede korpus ud på den nødvendige tur til Fakta, hvor jeg blev mødt af kirkeklokkernes ringlen ud over et torv, hvor en hel flok unge fyre stod samlet omkring biler, hvorfra hiphop med heftig bas akkompagnerede den umiskendelige lyd af dansk kristendom. De fleste af de unge, der stod der i flokken, har nok muslimsk baggrund, hvis de overhovedet orienterer sig religiøst, så man fik næsten det indtryk, at kirkeklokkerne udførte et stykke missionsarbejde, som musikken fra bilerne afviste bastant.

På hjemvejen gik jeg gennem gården og passerede de containere, som de unge landsbyrødder har det med at sætte ild til, når de rigtig skal slå til Søren. I dag var der ingen bål - til gengæld stod der tre porcelænsfigurer på låget, sammen med emballagen til noget kalktilskud. Jeg havde ikke min mobil med, men jeg var nødt til at hente den og få indfanget det finurlige set-up - og resultatet kan du så se som illustration til dette indlæg.

I dag er ghettoen dejlig, og i morgen eftermiddag skal Helena og jeg en tur i Botanisk Have og nyde vejret. I morgen aften skal vi i biffen og se Iron Man, og så er den weekend gået. Ganske vist er det helligdag på mandag (og der er friluftsgudstjeneste i Botanisk Have, men jeg må hellere allerede der begynde at minde mig selv om, at jeg har en projektbeskrivelse, som meget gerne snart må være revideret, så jeg da for pokker snart kan komme i gang med at lave andet end at forberede mig på noget og forblive i den her frustrerende tvivl, om det overhovedet kan lykkes, og om jeg overhovedet gider, når det kommer til stykket.

Tøsehygge

2008-05-10T18:19:00.002+02:00

Josefine har sin veninde/kæreste på besøg til overnatning. Her bliver der leget prinsesseleg, lavet lakrids-suppe, og så bliver et par bamser omhyggeligt udvalgt til at blive vasket. Moderen er måske en smule flov over datterens manglende oprydningsinitiativ, men kan ikke rigtig give andre end sig selv skylden for det.

8210

2008-05-10T04:07:00.008+02:00

Jeg omtaler meget sjældent sexede mænd i min blog. Måske fordi jeg synes det er ordspilde - for lækre mænd er lækre, og hvad er der så mere at sige?

Hvorom alting er: jeg var til aftenens koncert med L.O.C. i Århus. Og L.O.C. er lækker, det kan ikke siges for ofte. Til gengæld er der heller ikke så meget andet at sige. Det er nok derfor, jeg sjældent blogger om sexede mænd. Det er de jo bare, det er ikke noget, der kalder på at blive italesat, det handler mest bare om en god fornemmelse i kroppen, når man er tæt på dem eller forestiller sig at være det.

Det er over et år siden, jeg sidst har været til koncert. Med undtagelse af Grøn Koncert og vist også et enkelt eller to andre friluftsarrangementer. Jeg stod ikke helt så godt, som jeg gjorde til Nephew sidste år, og billederne blev ikke særligt gode. Videoklippene blev endnu dårligere end billederne. Det var en formidabel oplevelse, selvom jeg må erkende, at jeg ikke kender musikken særlig godt, og at jeg egentlig mest af alt kom, fordi manden bare er så tæskedejlig at se på, når han sådan vader rundt på en scene iført sit alt for store tøj og sin kejtede drengerøvsattitude.

Måske ville det passe perfekt til bloggens feministiske undertoner, hvis jeg afsatte nogle linjer til en kritisk kulegravning af sjofelhederne i L.O.C.'s tekster, men det orker jeg ærligt talt ikke. Det er ikke mit ansvar at redde de stakler, der ikke formår at se andet end sjofelheder og kvindehad i teksterne, det må de selv ligge og rode med.

Derimod vil jeg gerne bruge lidt tid på den her:

Den fik vi selvfølgelig også i aftes. Forleden snakkede jeg med en kollega om L.O.C. og mit hang til det banale, som jeg oprigtigt holder meget af. Jeg ser ikke banalitet og simplicitet som udtryk for noget mangelfuldt, og jeg bruger meget sjældent det udtryk nedsættende, sådan som andre har for vane at gøre. "Du gør mig" er et glimrende eksempel på den form for banalitet, jeg sætter så stor pris på. Under koncerten kom jeg lidt nærmere noget, der måske forklarer hvorfor. L.O.C. spurgte lidt tilfældigt og koket ud mod tilfældige kvinder blandt publikum, om de ville gribe ham, hvis han faldt. Og mange kvinder blandt publikum hujede og hvinede, for hvem ville ikke gerne gribe L.O.C. og lindre hans smerte og gøre ham tryggere end nogen psykiater nogensinde kunne gøre ham?

Mens de andre hvinede og hujede blev jeg indadvendt og dyster. Hvor jeg ellers elsker det der fanlir: "kunstner elsker fans, fans elsker kunster, alt er skøn harmoni og ikke mindst en fremragende leg", så blev jeg pludselig ramt af en usædvanlig harsk trang til at råbe: "I ved for fanden ikke, hvad I snakker om!" Det var meget besynderligt. Hvad ved jeg om, hvad folk ved om noget, jeg ikke engang selv ved noget om? Det lille optrin gjorde bare, at jeg kortvarigt blev hevet tilbage til en periode af mit liv, hvor det at gribe mig, når jeg faldt, var skånsesløst urimeligt at forlange af nogen. Jeg kender ikke Liam O'Connor og ved ikke, om alle referencerne til paranoia, psykiatri og psykofarmaka er del af et image eller virkelige fortællinger, men uanset hvad teksten udspringer af, så stod jeg de øjeblikke der og oplevede det kåde spil mellem kunstner og publikum forvandle sig til et af de der fænomener i mit liv, som ordproducenterne endnu mangler at levere mig de rette måder at forklare. Det kan overraske mig gang på gang, hvor dyb, dyster og gutteral den "fuck, I aner ikke, hvad det vil sige"-tanke kan føles.

Og på en eller anden finurlig vis ligger min fascination af det banale måske gemt i ovenstående mærkværdighed af tekst. Jeg mangler ordene; klokken er også hest og fuglene synger allerede. At være banal er noget med at lade tingene være og bare sige det, man nu kan - at undlade at foregive, at man kan sætte ord på det ubeskrivelige, hvis bare man har et tilstrækkelig sofistikeret ordforråd. Og ikke mindst, at man trods alt at peger i retning af det ubeskrivelige, frem for at give op, fordi man er bange for at lyde... banal...

Det banale tillader bratte stemningsskift som ord slet ikke egner sig til at beskrive, fordi ord kun kan udtrykkes eet efter eet, så de ikke har en chance for at følge med. Teksten kan handle om det dystre sted, jeg befandt mig dengang, og som jeg nok aldrig helt slipper fra igen, samtidig med, at stemningerne der gemmer sig bag ordene, allerede flere gange har været på rundtur og efterladt et smil og en kluklatter, fordi selv disse dystre øjeblikke er flygtige og umulige at fastholde, når man står der og sveder, råber og basker med armene på den fjogede måde, man nu engang gør det til en god koncert. Det er fuldstændig umuligt for mig at forblive i de der skumle og skræmmende krinkelkroge, jeg nogle gange kan miste mig selv i, når jeg står der med L.O.C. på scenen foran mig og galer "8210" sammen med flokken af fremmede, jeg deler musiksmag med, og som for en stor dels vedkommende garanteret ikke som jeg kunne klukke over at skulle med 3'eren hjem efter koncerten - hjem til ghettolejligheden i 8210 og skrive det her blogindlæg, bare fordi L.O.C. er for lækker, og det ikke kan siges for tit.

Talarbejdere og sexarbejdere

2008-05-09T07:14:00.001+02:00

For et års tid siden gjorde jeg mig munter på bekostning af revisorerne. Af en eller anden grund er der noget bundkomisk i at sammenligne ludere og revisorer, og spørgsmålet "findes der lykkelige revisorer?" vil nok altid kunne få mig til at fnise barnligt. Så var det, jeg kom til at tænke på, om revisorerne måske har behov for at løsrive sig fra denne stigmatiserende betegnelse og i stedet kalde sig "talarbejdere" eller noget i den stil - for at eksplicitere, at der er tale om arbejde, og at det er tal, de arbejder med.

En oplagt fordel ved at tale om talarbejdere frem for revisorer er desuden, at man får mulighed for at se revisorernes ligheder med andre mennesker, der arbejder med tal: økonomer, statistikere, matematikere - selvom mange af sidstnævnte nok hårdnakket vil hævde, at matematik ikke har noget med tal at gøre, men mon ikke også man finder nogle strippere der hævder, at striptease ikke har noget at gøre med sex?

Der er selvfølgelig en mening med al denne ironi. Nemlig den, at jeg sagtens forstår behovet for at bruge udtrykket "sexarbejder". Jeg vil også gerne selv være med til at bruge det, men samtidig håber jeg også, at det kun vil være for en periode, og at man igen på et senere tidspunkt kan differentiere feltet i ludere, pornomodeller, strippere - og hvad der ellers findes. Jeg ved ikke, om der er noget særligt rationale bag, at jeg har det sådan. Det er muligt, at det bare er fordi, jeg er blevet så frygtelig glad for det ord: Luder! Der er et skær af lilla ble over såvel "prostitueret" som "sexarbejder". Derudover synes jeg, at de ord, vi har til rådighed, når vi snakker om prostitution, vidner om, at området for længe har været tabuiseret og gemt væk bag nogle begreber, vi blindt har anvendt, fordi vi har haft dem til rådighed.

Det interessante er ikke kun, hvordan vi italesætter prostitution, men også, hvordan vi bruger disse begreber på en markant anderledes måde, end vi snakker om andet arbejde. Det er som om, sprogbrugen i sig selv bærer budskabet med sig: "Det er ikke arbejde! Det er ikke arbejde!" Man arbejder ikke som prostitueret, man "prostituerer sig". Jeg læste det så sent som i går i en artikel om kvinder, der henvendte sig på bordeller for at prostituere sig. Hvor går matematikere hen, når de vil matematisere sig?

Av, for en vending

2008-05-05T10:42:00.000+02:00

Politisk korrekt sprogbrug udspringer af en idé om, at visse ord er nedværdigende og derfor bør undgås og erstattes. I Danmark griner vi lidt i skægget over amerikanernes udgave, for der er da i hvert fald ikke noget i vejen med at sige 'blind', så det burde ikke være nødvendigt at erstatte det med 'visually impaired'. Sådan er det så nemt at lægge afstand til sig selv ved at pege i retning af noget, der tydeligt markerer et skel mellem 'dem' og 'os'. Problemet er, at vi udpeger nogle standarder, der ikke er vores, men vi får aldrig rigtig taget temperaturen på vores egne.

Hvad er det ved ord der gør, at de må anvendes med varsomhed? Hvordan kan ord gøre skade? Når jeg spoler lidt tilbage og tænker over samtaler, jeg har haft om det emne, bliver det meget tydeligt for mig, hvor lidt konsistens der er i mine egne argumenter. Det ene øjeblik ruller jeg med øjnene over, at man i Prostitution i Danmark gør et stort nummer ud af at redegøre for sine terminologi-valg, og f.eks. undlader begrebet 'narkoluder' til fordel for 'prostitueret stofmisbruger', fordi det første er stigmatiserende, mens det sidste ikke er. Det næste øjeblik finder jeg mig selv langt fremme i skoene for at advare mod vendinger som 'at sælge sin krop' og foreslår det erstattet med 'at sælge sex' eller lignende. Fordi det første er stigmatiserende og det sidste ikke er?

Det er muligvis en letkøbt undskyldning for mine egne selvmodsigelser, men jeg synes, der er forskel på forholdet mellem 'narkoluder'/'prostitueret stofmisbruger' og 'at sælge sin krop'/'at sælge sex'. Bortset fra, at det vel burde hedde 'narkomanluder' frem for 'narkoluder' for helt at passe, så er de to udtryk stort set identiske. Sidstnævnte lyder mere neutralt og mindre nedsættende, men det har vel snarere at gøre med, hvordan udtrykkene er blevet brugt gennem tiden, end det har at gøre med ordene i sig selv?

'At sælge sin krop' er derimod et ganske andet udtryk end 'at sælge sex'. Hvis man sælger sin krop, kan en anden komme og købe den, tage den med hjem og beholde den. Man kan måske tale om, at mennesker, der sælger deres nyrer og andre organer, sælger deres kroppe? Kun dele af dem, naturligvis, men her må der kunne tales om kropsdele til salg? Hvad gør den prostituerede? I og med, at kunden kun har råderet over kroppen i en begrænset periode, lejer hun den vel allerhøjst ud? Det er muligvis en plat bemærkning, men jeg synes, det er en diskussion, der er værd at tage. Igen handler det om ord: førnævnte bog, Prostitution i Danmark, vil ikke anvende ordet 'sexarbejder', fordi bogens holdning er, at prostitution er et socialt problem og ikke et arbejde. Spørgsmålet er, hvordan der kan være tale om en økonomisk udveksling, uden der er tale om arbejde. Ved at nægte at anvende udtryk som 'arbejde' og 'erhverv', mister man også en del af mulighederne for at forstå, hvad det er, en prostitueret praktiserer.

Jeg må altså medgive, at ord gør et eller andet. Jeg er tilbøjelig til ganske ofte at mene, at det ikke betyder det store, om man siger 'perker' eller 'nydansker', 'luder' eller 'prostitueret' og den slags. Dog forstår jeg, at man ønsker at bruge begrebet 'sexarbejder'. Netop ikke bare for at erstatte et 'stigmatiserende' udtryk med et, der ikke er det - men for at pege på et forhold ved prostitutionen, som det er væsentligt at få frem i lyset. Hvis formålet med at bruge andre vendinger end de gængse udelukkende er, at de gængse er 'stigmatiserende', så er jeg tilbøjelig til fortsat at mene, at det er spild af ord.

Bagscenetanker

2008-05-04T23:47:00.002+02:00

Der tegner sig et finurligt mønster i min blogger-adfærd. Hvis jeg først har været fraværende en periode, er det nærmest umuligt for mig at vende tilbage. Jeg tror ikke helt, jeg er klar over hvorfor, men jeg kom til at spekulere på det, da jeg netop havde lagt mig til at sove, og tankerne var så påtrængende, at jeg måtte op og skrive dette, skønt klokken er uhørt mange i forhold til min nye døgnrytme, der sender mig i seng senest kl. 22 og op kl. 6. Det passer mig rigtig godt at stå så tidligt op, har jeg opdaget. Problemet er, at det ikke altid passer mig tilsvarende godt at gå så tidligt i seng, men sådan må det være, for jeg holder heller ikke til for mange dage med mindre end 8 timers søvn.

Som så mange gange før opdagede jeg, mens jeg lå der og prøvede at falde i søvn, at jeg i tankerne formulerede fuldendte sætninger, der passede under en bestemt overskrift. Vel vidende, at jeg aldrig ville kunne genskabe præcis samme formuleringer, når jeg først får sat mig til tasterne. Selv temaet kan være svært at fastholde, når lys og computer bliver tændt. Det er som om, jeg træder ind i en helt anden virkelighed, hvor tankerne der i mørket ikke længere giver den samme mening.

I tankerne indledte jeg mit indlæg med at skrive: "Det hænder, at nogen sender mig en mail om noget, de har læst i denne blog." Herefter ville jeg skrive noget om, at jeg gerne vil takke de, der skriver, og at jeg vist nok har svaret alle, der har skrevet. Måske stoppede klarheden i tankerne her, for jeg ved faktisk ikke, om alle har fået svar. Jeg bliver slet ikke overbebyrdet med mails, men det hænder jo, at man læser noget og lægger det til side med den intention, at man vil svare, når man har bedre tid eller er i det rette humør - og jeg kunne forestille mig, at jeg nogle gange kommer helt fra det igen. Sådan går det i hvert fald med nogle af de mennesker, jeg regelmæssigt skriver med. I mine tanker har jeg løbende kontakt med dem. I praksis kan der sikkert gå halve år mellem mine livstegn.

Jeg tror nogle gange, jeg savner bare at slippe ordene løs og følge stemningen og tankerne, snarere end at koncentrere mig om et bestemt emne. Sådan skrev jeg tit, da jeg var yngre. Satte mig bare med min notesbog og gav mig til at skrive. Nogle gange følte jeg mig helt skamfuld, når jeg senere vendte tilbage og opdagede, hvad jeg skrev dengang. Andre gange har jeg lavet noget, jeg til stadighed kan blive helt forundret over - at jeg havde det i mig, at kunne skrive de ord.

Bloggen her fylder meget i min hverdag, skønt der efterhånden går dage mellem, at jeg rent faktisk kigger på den. Jeg vil tro, at jeg flere gange dagligt tænker over, hvad jeg kan skrive, og måske er det karakteristisk for mig, at jeg så netop ender med slet ikke at skrive noget? Det ligner mit shoppemønster. Jeg kan sætte mig for at skulle købe en ny nederdel og ende med at komme tomhændet hjem, fordi det viser sig at der er 5, jeg gerne vil have, og det ikke lykkedes mig at beslutte mig for en enkelt. Eller jeg kan beslutte mig for at se en film og ende med ikke at gøre det, fordi jeg ikke kan vælge, hvilken det skal være. Jeg tænker mange kringlede tanker, men i bund og grund tror jeg, at jeg er temmelig simpel. Der skal helst ikke være for mange valgmuligheder, så bliver jeg forvirret, mister overblikket og ender med ingenting.

I tankerne, mens jeg stadig lå i mørket uden at vide, at jeg ville tænde lyset og sætte mig til at skrive, kredsede jeg om ordet "bange", som jeg har brugt i den korte beskrivelse af mig selv. Jeg tænkte, at man ofte søger et svar på, hvad man er bange for, hvis man hører at nogen er bange. Jeg tror ikke, der findes et sådant svar. Jeg er bare meget tit bange. Ikke sådan forstået, at jeg ikke tør gå uden for en dør, eller at jeg hele tiden kigger mig nervøst omkring. Jeg tror egentlig ikke, jeg er specielt nervøs? Det er bare sådan, at hvis jeg bliver bevidst om det og spørger mig selv: "er du bange nu?", så bliver jeg det om ikke andet, hvis ikke jeg lige syntes at være det forinden. Måske er det den der følelse af falsk tryghed, der gør mig bange? For jeg føler mig meget tryg, og hvordan pokker kan man rationelt set føle sig tryg, når man befinder sig på et himmellegeme, der bevæger sig med en hastighed, man slet ikke kan forstå - endsige mærke? Det er måske også i denne her pokkers banale erkendelse, jeg møder min religiøsitet? Den her erkendelse af, at nok kan mennesket tilegne sig megen viden om, hvad der foregår omkring os, men at vi stadig ikke kan undslippe det, at vi oplever og undersøger alting med afsæt i vores begrænsede sanseapperater. Alene det, at der altid foregår så meget mere, end vi formår at sætte på skrift, giver mig den her følelse af, at verden er så uendeligt meget større, end jeg er mig bevidst til dagligt, og at det netop i særlig grad er i den begrænsede form for bevidsthed, jeg hævder at være rationel.

Men hvor rationelt er det at tro, at man nogensinde står med fødderne solidt plantet nogen som helst steder? Findes der overhovedet noget solidt?

Jo, jeg er vist altid bange. Ikke "bange for", bare sådan "bange" i al almindelighed og i al uskyldighed. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det har med de lange pauser fra bloggen her at gøre, men jeg ved, at der i hvert fald er den sammenhæng mellem disse ting, at tankerne om kombination var det, der fik mig til at tænde lyset og computeren, fordi jeg tænkte, at jeg kunne skrive mig frem til en større klarhed. Måske er det noget med, at når jeg tænker på alle de emner, jeg kunne skrive om, eller alle de nederdele, jeg kunne købe, eller alle de film, jeg kunne se, eller alle de huslige opgaver, jeg kunne gå i gang med, eller... - så bliver jeg bange - og overvældet - og ender med den der oplevelse af at svæve frit omkring i det hersens fænomen, vi kalder "universet". Ikke, at jeg tænker det bevidst hver gang, men jeg tror, at jeg ofte ender med at dømme uafgjort, når der skal træffes den slags valg. Fordi det ikke har den store betydning, når alt kommer til alt. Så ender det med, at jeg slet ikke synes, jeg har brug for at få en ny nederdel, eller at se en film, eller at støvsuge, eller at skrive i bloggen.

Min idé med at indlede blogindlægget her med at nævne de mails, jeg af og til modtager i forbindelse med bloggen, var egentlig at komme ind på blogosfærens sociale aspekt, eller sagt på en anden måde: alle jer, jeg har lært at kende via min blog, og via min læsning af jeres blogge eller kommentarer på min eller andres. Ofte, når nogen kommenterer min blog, går jeg i gang med at skrive et svar, men de fleste gange ender jeg med ikke at poste det. Jeg tror ikke, der er nogen særlig grund til det, udover noget i stil med: "næh, det vil jeg alligevel ikke skrive". Problemet er, at så ved I jo ikke, at jeg har forholdt mig til, hvad I har skrevet. Hvis det altså er et problem.

Det er en sær kontraintuitiv følelse... der løber så mange ord gennem mig, og mange af dem har jeg lyst til at omsætte til noget, der består i en form, så jeg og andre kan vende tilbage til det. Jeg har med andre ord "noget på hjerte", og det har jeg stort set konstant. Der er altid noget at fortælle. Intet er for småt eller for stort. Og samtidig er der jo ikke noget, der er så vigtigt, at det absolut skal skrives. Måske er det derfor, jeg så ofte lader være? Fordi jeg lider af den vrangforestilling, at noget skal være vigtigt, hvis det skal købes, opleves, gøres, deles? Måske lider jeg også af den vrangforestilling, at man skal kende de sociale spilleregler, før man har ret til at være en del af det finurlige fællesskab, som findes i den hersens såkaldte blogosfære? Jeg tror, det er her, det bliver skånselsløst forvirrende for mig. Hvor meget kan man tillade sig at snage i andres tanker og tænke dem videre uden at give udtryk for det? Hvor meget kan man tillade sig at give udtryk for det? Hvor meget kan man tillade sig at skrive selv uden at interessere sig for, hvad andre skriver? Og hvor ligeglad må man være med, hvordan andre tænker de tanker videre, som man selv har tænkt?

Forleden dag kom en snak, jeg havde med en veninde, forbi det forhold, at jeg altid har følt, at det er andre, der laver reglerne, og at min opgave er at forstå dem og følge dem. Det er aldrig rigtig mig selv, der laver de regler - de findes altid på forhånd. Det er selvfølgelig ikke helt så simpelt, men jeg tror, det er temmelig karakteristisk for mig. Om det har nogen sammenhæng med noget af det andet, jeg har skrevet i dette indlæg, kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt. I det hele taget kan jeg ikke sige så meget andet, end at et indlæg som dette med temmelig stor sandsynlighed aldrig var blevet postet, hvis ikke det var fordi, jeg havde truffet den beslutning, at jeg skulle have nogle af de her tanker ned og ud. Ikke noget emne, ikke nogen bestemt struktur - bare lade tankerne flyde og prøve at få dem sat på ord så godt, som det nu engang lader sig gøre... det har taget præcis en time.

Bemærkelsesværdigt

2008-04-23T10:30:00.000+02:00

Jeg kan godt lide ordet 'bemærkelsesværdigt'. Det er vigtigt, at man ikke forveksler det med 'vigtigt', 'relevant', 'unikt', 'betydningsfuldt' og den slags, der indikerer, at her er virkelig noget, vi ikke må gå glip af. Bemærkelsesværdigt er sådan et fint ord, fordi det sagtens kan betyde blot det: at noget er værd at bemærke. Ikke nødvendigvis efterfulgt af 'fordi'.

Det næste stykke tid vil min blog være dedikeret fænomener af den slags, jeg finder bemærkelsesværdige. Jeg tror, jeg er ved at være fed up med at skulle tænke i relevans, mening og konvention, og jeg trænger virkelig til bare at slippe sanserne fri og lade dem dvæle ved det, de nu engang dvæler ved, og så bare lade det være okay. Studietræthed? Forårskådhed? Det er nok en blanding af begge dele.

Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor. Det frister dagligt at stoppe efter opnåelse af kandidatgraden. Ligeledes frister det dagligt at klø på og køre hele ph.d.-forløbet igennem. Så indtil videre satser jeg på det sidste. Det er nemmere at fortryde igen, end det første er.

En fremragende film, du ikke skal se!

2008-04-19T12:50:00.000+02:00

For et par måneder siden, var jeg i biografen med min søde veninde, Helena. Vi så El Orfanato, Børnehjemmet, som den hedder på dansk. Dette indlæg har været undervejs i tankerne siden da, men jeg har haft svært ved at få det skrevet. En advarsel skal lyde her, allerede fra start. Dette er ikke en lille appetitvækker - det er en såkaldt "spoiler". Ikke fordi, jeg vil spolere oplevelsen for folk, der har tænkt sig at se filmen, men fordi jeg nok ikke kan undlade at komme ind på aspekter, som nogle måske helst ville have været foruden. Så er det sagt - og ansvaret dit eget.

Som mere end antydet i overskriften, er El Orfanato en fremragende film. Jeg er ikke så hjemmevandt med de spanske film, men jeg synes, den har det til fælles med de få andre, jeg har set i mit liv, at den har et fint, upoleret visuelt udtryk. Man kommer tæt på skuespillernes rynker og andre imperfektioner - i bogstaveligste forstand tæt på dem. Og langt de fleste af dem spiller og fremragende.

Så er der effekterne: musikken, kameraføringen, klipningen, de udefinerbare lyde - alt det, der til sammen sender det klokkeklare signal: "Jeg er altså en gyserfilm, nå!!" Nu vidste jeg godt, at det var en gyserfilm. Jeg havde selvfølgelig læst anmeldelser på forhånd, og jeg var forberedt på, hvad der ventede. Havde endda aftalt med Helena, at vi lige skulle på café bagefter for at sunde os og vende tilbage til virkeligheden. Som regel har jeg det sådan med gode gyserfilm, at jeg bliver skræmt til vid og sans - og nyder det. Det er en generel fascination, jeg har med film: det er en helt igennem sikker oplevelse - slet ikke så farlig som de vilde forlystelser i forlystelsesparkerne, der dog trods alt kan styrte sammen. Uanset om man griner eller græder eller gyser, sker der ikke andet, end at nogle teknologier i fællesskab fremviser billeder og afspiller lyd. Med mindre der er tale om en dokumentarfilm eller andet, der er "based on a true story", så er der ikke tale om andet end overordentlig livlig fantasi.

El Orfanato starter med, at man ser nogle legende børn. Hende, der er den, står med ryggen til de øvrige og tæller. De andre går så langsomt nærmere, og så gælder det for dem om at stå fuldstændig stille, når hun har talt færdig og pludselig vender sig. Når en så når tæt nok på, prikker han hende på skulderen, og så bliver det hele til en munter fangeleg. Denne leg foregår på et børnehjem - det sted, hvor den kvindelige hovedperson er vokset op, og hvortil hun som voksen vender tilbage for selv at starte et hjem for børn med særlige behov.

Før den virkelige action starter, lærer vi, at hovedpersonen og hendes mand har adopteret drengen, Simón, og at denne er HIV-positiv. Vi lærer også, at han har en besynderlig evne til at interagere med venner, der ifølge ham selv er ganske virkelige, men som ingen andre kan se. Selvfølgelig - det er jo en gyser - tyder noget på, at der er noget om det der med de usynlige venner. Nogle børn, der engang for mange år siden gennemgik nogle forfærdelige pinsler, og som derfor end ikke har kunnet finde fred efter døden.

Og hermed kommer den første spoiler - det forholder sig nemlig sådan, at de børn, vi så vores hovedperson lege med i starten af programmet, måtte lide en frygtelig død, fordi de i kådhed blev skyld i et andet barns død, en ansats vanskabte søn, Tomás. Den vanskabte dreng bar altid en mærkværdig hætte over hovedet for at skjule hans misdannelser (det er ham, der gemmer sig bag det uhyggelige væsen som filmen via plakaterne er blevet kendt for, og som illustrerer dette indlæg.) De andre børn, Lauras barndomsvenner, legede engang på stranden og hev da hætten af Tomás' hoved. De ville se, hvordan han så ud, men drengen flygtede i stedet ind i en klippehule, og da han ikke turde vise sig, druknede han derinde, da det blev højvande. Moderen, der i god gammeldags gyserstil naturligvis ikke kunne nøje med at sørge, tog herefter de andre børn af dage på den grusomste måde - og gemte ligene af vejen i fundamentet under et skur i haven.

Alt dette opdager Laura, fordi hendes søn forsvinder. På åbningsdagen for hendes nye børnehjem er der stress på, og Laura formår ikke at give Simón den opmærksomhed, han vil have. Drengen vil vise hende "Tomás' lille hus", men gæsterne er allerede kommet, og Laura har ikke tid til sønnens fantasivenner. Drengen insisterer, Laura stikker sønnen en lussing - noget, der plager hende, kan man se - men gæsterne venter, og Laura skynder sig tilbage. Senere går hun tilbage til drengens værelse, men da er han forsvundet, og filmens egentlige handling kan begynde.

Forældrene sætter alt ind for at finde deres dreng. Til at begynde med er det som om, de hele tiden hører lyde, der kunne være ham. Udefinerbare lyde i huset - der naturligvis er såvel gammelt som kæmpestort - får forældrene til at fare rundt uden at finde det, de håber på. Tiden går, og spiritister og politifolk gør, hvad de kan for at finde drengen. Husets ånder vågner mere og mere til live, og spiritisten er overbevist om, at gennem dem vil Laura finde sin søn igen. Hun får ret. Enkelthederne og kronologien i forløbet husker jeg ikke længere. Dels er der gået et par måneder, dels var det hele så intenst og sammefiltret, og dels sad med med sjalet for øjnene en stor del af tiden. (Jeg var dog temmelig tapper. En mand rejste sig brat på et tidspunkt og bedyrede med klar og determineret stemme: "Nej, NU går jeg!")

Det, jeg husker, er derimod det skånselsløsheden i de begivenheder, der til sidst viser os sammenhængen i det, CinemaZone.dk kalder "den afsluttende og ømme forløsning". Hen mod slutningen af filmen, hvor de udefinerbare lyde er konstante og Laura er et nervevrag, der kun udholder tilværelsen ved hjælp af mere psykofarmaka end hvad godt er, beslutter manden, at nu må de flytte fra huset og komme videre. Laura nægter pure. Hun VIL finde sin søn, og hun har på fornemmelsen, at ånderne forsøger at fortælle hende noget. Mand og kone aftaler, at kone får 2 dage alene i det store hus. Mutters alene...

Det skånselsløse er ikke så meget alle gyser-klicheerne. Det er mere, at der bag ved alle disse viser sig en virkelighed, der på få sekunder forvandler gyserdramaet til en erkendelse om virkelighedens tilfældighedsspil og den nogle gange rendyrkede ondskab, der kan lure bag disse. Laura finder Simón. Efter at have leget barndommens leg med ånderne efter hendes barndomskammerater, ender hun i et kosteskab, som blev præsenteret kortvarigt i begyndelsen af filmen - vist nok omkring det tidspunkt hvor det gik op for os, at Simón ikke længere var på sit værelse. Døren gik pludselig op, og koste og strygebrædter og hvad man ellers har i sådan et skab, væltede ud. Laura fik det hele maset ind i skabet igen - og så tænkte man ellers ikke mere på det. Nu viser det sig, at det håndtag, som Laura har fundet - Simón havde før sin forsvunden haft gang i sin yndlingsleg - en skattejagt, hvor en genstand fører til næste, indtil man får det man ønsker sig - hører til en hidtil ukendt dør i kosteskabet. Bag døren fører en faldefærdig trappe ned i et kælderrum, som man hurtigt forstår må være det, Simón omtalte som "Tomás' lille hus." Her ligger Simón - eller det, der er tilbage af ham. Gelænderet er knækket, og det tyder på, at drengen må være faldet igennem og er blevet dræbt. Om han døde på stedet eller lå der et stykke tid, melder historien ikke noget om.

Så er det, flere ting går op for en: At Lauras sidste kontakt med drengen var den lussing, hun i en stresset situation kom til at give ham - og som hun aldrig fik sagt ordentlig undskyld for. At ikke alle de udefinerbare lyde i huset skyldtes husets alder og de hemmelighedsfulde ånder. Nogle meget insisterende bankelyde må have været Simón, der opdagede, at kælderdøren pludselig var blevet smækket i. Og det efterfølgende brag var så barnekroppen, der røg gennem gelænderet. Vi hørte allesammen de lyde, der _måske_ - hvis der ikke blot var blevet trukket på skuldrene - kunne have reddet drengen, eller i det mindste reddet forældrene fra et års fortvivlende uvished. Det er en af de ting, jeg tog med mig ud fra salen. Jeg er ikke så bange for, om udefinerbare lyde skyldes ånder der bevæger sig rundt i et parallelunivers, der krydser mit eget fra tid til anden. Men hvad med lyde, vi hører og ignorerer hver dag, som signalerer ulykkestilfælde, der måske kunne forandres, hvis ikke vi blot tænkte, at det nok var vinden?

Afslutningens ømme forløsning var i øvrigt, at Laura - med sin døde dreng i armene - hurtigt slugte, hvad hun havde til rest af medicinen, foldede hænderne og bad en bøn om, at hun ville få drengen at se i live igen. Herefter slutter filmen med, at ikke bare Simón rejser sig og bliver levende for Laura - men de legekammerater, der har spøgt i huset gennem hele filmen, kommer også hen til hende og udtrykker med barnlig forundring, at det jo ER Laura - og at hun er blevet voksen ligesom Wendy i Peter Pan. Således fader billedet af Laura med en flok glade unger på skødet, og til allersidst fader det så op igen for at vise billedet af gravstedet og manden, der besøger huset for at mindes sin afdøde hustru og søn.

Øm forløsning? Hvis du deler min evne til at leve sig ind i film og føle med de karakterer, man møder der, så skal du ikke se den film. Det er i sandhed en perle, men lad alligevel være. Som regel har jeg lyst til at gense en god film - og mine yndlingsfilm har jeg nok set mindst en 10-15 gange. El Orfanato er en virkelig fremragende film på alle måder, og jeg skal aldrig nogensinde se den igen.

34

2008-04-08T07:13:00.000+02:00

Palindromalderen er forbi for mit vedkommende. Jeg skal endnu engang vænne mig til at sige et nyt tal, når folk spørger til min alder, og det har jeg prøvet så ofte før, at jeg er ganske fortrøstningsfuld og tror på, at det skal jeg nok klare.

At dømme på vejret i forgårs, har jeg været sådan flink og rar og lidt kedelig det forgangne år. Når man har fødselsdag i starten af april, kan man rigtig få noget ud af den med, at fødselarens adfærd bestemmer vejret den dag. Troen på, at man er skyld i stormvejret, fortager sig selvfølgelig allerede, når man som barn finder ud af, at man deler sin fødselsdag med andre. Selvom forældre kan være yderst kreative når det gælder at få børnene til at føle, at det er deres skyld, vejret er dårligt.

Jeg fyldte 33 Langfredag sidste år. Meget symbolsk på en eller anden måde, selvom jeg ikke rigtig ved, hvordan det er symbolsk. I år faldt min fødselsdag på en ganske almindelig søndag, og jeg tænkte ikke meget på, at det var min fødselsdag. I dagene op til, drømte jeg jævnligt, at jeg havde glemt min fødselsdag. Og det har jeg vel? Ikke glemt datoen, eller hvad den betyder - men jeg tror faktisk lidt, at jeg har glemt "at have fødselsdag". Mon ikke de fleste voksne har det sådan? Vi fylder efterhånden bare år.

For et par måneder siden var jeg næsten sikker på, at jeg ville holde lidt fest eller noget i den stil i forbindelse med dagen. Men jo tættere, jeg kom på, jo mindre gad jeg. Det er egentlig finurligt. Vi fejrer med fynd og klem ungernes fødselsdage - hver enkelt af dem. Vi spørger ikke os selv: "Hvad er det lige, der er at fejre ved en 7-års fødselsdag?" Hvorfor skulle 5 lige være så meget mere fantastisk end 4, at fødselsdagen helst skal overskygge sidste års?

Jeg kender en del, som i forbindelse med deres fødselsdag har sagt, at de jo nok bliver nødt til at holde en fest eller lignende. I år gad jeg ikke. Jeg har ikke fortrudt. Josefine fik en reol med skuffer og skabe - og en masse bamser, hårpynt og lidt legetøj af naboens datter, der har ryddet op i sine gamle ting. Naboen kom uden at ane, om nogen havde fødselsdag og spurgte, om vi ville have det. På mange måder tror jeg, at jeg foretrækker at holde fester eller at forære ting væk, uden nogen direkte anledning.

Madame Butterfly

2008-03-30T23:16:00.000+02:00

Fredag aften, næsten 34 år gammel, har jeg for første gang i mit liv siddet en hel opera-forestilling igennem. Allerede før jul spurgte min veninde, Helena, om jeg ville med, og da jeg har sådan et ambivalent forhold til opera besluttede jeg mig for, at det skulle jeg prøve. For at sige det straks og ærligt: jeg har altid haft en fordom, som jeg er mig selv meget bevidst om som værende en fordom - jeg har svært ved at forestille mig, at folk der går i operaen udelukkende gør det, fordi de holder af det, og ikke kun fordi, det er lidt fint.

Hvis man har fulgt denne blog gennem et stykke tid, vil man vide, at jeg er mægtig begejstret for at lære mine fordomme at kende - og at udfordre dem. Og at prøve at gøre det så hæderligt som muligt. Ikke sådan forstået, at jeg kan give en neutral og objektiv beskrivelse, der slet ikke hænger sammen med, hvordan jeg havde det med opera før forestillingen, men blot at fremstille oplevelsen, som den nu engang var.

Det skal nævnes, at jeg aldrig har haft noget særligt mod opera som sådan. Har aldrig dyrket det særlig meget, men har da set Tryllefløjten i fjernsynet og den slags. Og ja, i den første pause spekulerede jeg da også på, hvorfor jeg egentlig rendte rundt med den fordom. Jeg har alle dage elsket Les Misérables, som jo ganske vist ikke er opera, men dog er en af den slags forestillinger, hvor et symfoniorkester spiller, og skuespillerne synger i stedet for at snakke. Undervejs i forestillingen grundede jeg af og til over, hvor grænsen mellem opera og musical egentlig går. En af mine kolleger udtrykte stor begejstring for opera, men brød sig meget lidt om musicals. Jeg må spørge, hvad den store forskel er. Så vidt jeg kunne se, var der ingen egentlig forskel ud over det sangtekniske.

Hvad så med Madam Butterfly? Var det pengene værd? Bestemt pengene værd. Om det giver mig lyst til at gå ind og se opera igen, skal jeg lade være usagt. Jeg tror, at det der tiltrak mig, var roen - smukke stemmer, dejlig musik. Det rolige tempo og den simple historie gør det muligt at sidde og drømme sig lidt væk undervejs, samtidig med at man føler, at man er helt med. Lidt forstyrrende var det, at den lille sommerfugl blev spillet af en kvinde, der var mindst lige så høj og en smule mere kraftig end den mandlige hovedrolle, og som samtidig havde den der lidt bastante kone-klang i stemmen, som mange kvindelige operasangere har. Jeg savnede noget lidt mere fløjlsagtigt, syntes ikke rigtig, at mit billede af den unge, naive geisha blev opfyldt af den stemme. Det var en fin og smuk stemme, ingen tvivl om det - men troværdig var den ikke.

I fredags måtte jeg også give slip og erkende, at jeg er en forbandet snob, når det slår mig. I anden pause stod jeg i den alenlange toiletkø og ovehørte et par damer, der brægede om, hvordan det altså ikke var noget for dem. "Aj altså - så meget tid på at sprede nogle blomster ud, det holder bare ikke" og "der er jo ikke en eneste sang, man har hørt før". Jeg fik den der trang til at vende mig rundt og minde dem om, at de var der ganske frivilligt. Hvilket så heldigvis gav mig anledning til at grunde over de tanker, mens jeg ventede på, at det blev min tur. Hvorfor lader jeg mig så nemt rive ud af en stemning, fordi man hører den slags i pausen? Og hvorfor blev jeg så irriteret over de pensionister, der sad bag os, og som tydeligvis ikke mente, at forestillingen var i gang, når det kun var musikken, der spillede?

Måske er det snobberi? Måske er det noget andet? En sjælden lejlighed til at svømme ind i en naiv og forsimplet verden, hvor store menneskelige dramaer udspilles til lækker musik og stærkt stiliseret skuespil? Og en uvilje mod at slippe den verden og blive mindet om, at det ikke bare er et "mig-scene"-forhold, men at jeg deler publikumsrollen med en masse andre, hvis optræden jeg ikke har betalt for, men som alligevel bliver til en del af den samlede forestilling?

Skal jeg se opera igen? Jeg kan ikke udelukke det. Har jeg sluppet fordommen? Både/og... der var noget dejligt og dragende ved oplevelsen, og jeg kedede mig ikke et sekund. Jeg forstår bare ikke, hvad der gør opera til noget så anderledes end f.eks. Les Mis, at det kommer til at figurere i hver sin kategori. Er det virkelig sangteknikken i sig selv, der betyder så meget, eller har jeg overset et aspekt?

Banebrydende prostitutionsforskning!

2008-03-06T19:15:00.002+01:00

Kenneth Reinickes kronik i Politiken indeholder blandt andet et helt afsindigt overraskende forskningsresultat. Jeg må lige fordøje det, før jeg er i stand til at læse videre:

Prostitutionsforskningen viser, at mange mænd, som har købt sex, også kunne have undladt at gøre det, og der findes mænd, som ikke har købt sex, men som måske i fremtiden kunne finde på det.

Gad vide, hvem det mindretal er, der ikke kunne have undladt at købe sex?

Vægelsind

2008-03-06T11:08:00.000+01:00

Undertitlen på denne blog indikerer, at jeg stadig er i gang med mit andet halvår. Det passer ikke. Det tredje blev skudt i gang for en måneds tid siden, selvom det ikke rigtig afspejler sig i noget konkret. Faktisk blev andet halvår ikke engang afsluttet på den tilsigtede måde. Vægelsindet overmander mig i denne tid. Hvad er det egentlig, jeg skal med det her? Det første halve års tid gik med masser af nysgerrighed, overskud og gå-på-mod, men ikke så meget retning - mere sådan en skøjten rundt på må og få i et spændende landskab, hvor jeg et eller andet sted håbede på at få øje på det, der senere hen kunne blive mit projekt.

Begrebet om oplevelsesøkonomi har været øverst på dagsordenen. Og uden helt at være opmærksom på det, er det som om, jeg har fået mig stirret blind på dette begreb. Indtil min vejleder for et par uger siden nævnte, som hjælp til, hvordan jeg skulle formulere en mere præcis projektbeskrivelse: "Det handler også om andet end oplevelsesøkonomi, så hvordan får du disse ting koblet sammen?"

Herefter hev jeg fat i den projektskitse, der ledsagede min ansøgning. Den tekst, der over tre sider overordnet skitserede det felt og de emner, jeg gerne ville beskæftige mig med. Her vendte begrebet om den sociotekniske virkelighed mellem faktum og fiktion tilbage. Sammen med Donna Haraway og hendes "cyborgfeministiske" tilgang til verden.

I skrivende stund er der tomgang i knolden. Masser af overvejelser kolliderer med hinanden, og jeg ved snart ikke, hvilken af de mange løse tråde, jeg skal gribe fat i først. Vinteren har ikke gjort sagen stort bedre. Masser af sygdom har gjort det svært at arbejde målrettet, og jeg har glemt, hvor jeg lagde min energi. Jeg håber snart, jeg finder den igen, for jeg stærkt brug for den. Mit immunforsvar ligger muligvis samme sted. Jeg skal nærmest bare høre om folk, der er syge, før næsen begynder at løbe. Sådan er det nu engang bare. Det gør ikke sagen bedre, men det burde heller ikke gøre den så meget værre. Problemet er, at jeg har en tendens til, at når tingene først skrider, så begynder jeg at se dem i sådan et dommedagslys, hvor det bliver svært for mig at se andet, end at nu kører det helt af sporet.

Derfor er disse dage præget af vægelsind. Et vægelsind, hvori jeg søger klarhed om såvel mine egne motivationer og fremtidsplaner, såvel som mit projekts udgangspunkt og faglige interesse. Det største problem synes at være, at jeg hele tiden går i stå ved spørgsmålet: Kan det, jeg har lyst til, overhovedet lade sig gøre? Vil det, jeg gerne vil, overhovedet være interessant? Og sådan nogle spørgsmål er svære at besvare, i særdeleshed fordi det ikke rigtig er lykkedes mig at få beskrevet, hvad der er kernen i det, jeg gerne vil.

Begrebet om socioteknisk virkelighed mellem faktum og fiktion rummer to aspekter:

1) den sociotekniske virkelighed
2) forholdet mellem faktum og fiktion

Jeg tror stadig, det er dette, jeg synes er helt centralt for mit projekt. Oplevelsesøkonomien var et felt, som jeg tænkte som egnet som empirisk ressource i forhold til dette projekt, og med prostitution som oplevelsesøkonomi så jeg nogle muligheder for at undersøge, hvordan begrebet om "oplevelsesøkonomi" fungerer som retningsanviser og gør det muligt at studere forskellige former for professionelt hverdagsliv i nyt lys. Desuden så jeg i prostitution muligheden for at undersøge, hvordan den sociotekniske virkelighed - de relationer mellem mennesker og teknologier, som "det sociale rum" udgøres af - skaber forskellige konceptioner af Luderen som et fænomen med en udstrækning der overskrider det, der kan siges om den enkelte prostituerede.

Spørgsmålet er så, hvordan jeg får dette interessefelt omsat til noget, der ligner fornuftige forskningsspørgsmål, og hvordan jeg metodisk set kan gå til værks. Jeg mærker, at jeg ikke har skrevet speciale. Det er en proces, jeg mangler. Et andet vigtigt spørgsmål er selvfølgelig, om jeg overhovedet kommer til at gide det her igen. Det finder jeg kun ud af ved at fortsætte. Forhåbentlig kommer foråret snart og får alt til at lysne.

Retten til at bestemme over egen krop

2008-03-04T01:29:00.002+01:00

For mange feminister gælder eet princip mere, end rigtig meget andet: Enhver kvinde har ret til at bestemme over sin egen krop! Dette princip har blandt andet medført, at kvinder i Danmark i dag har ret til at få foretaget abort inden 12. uge.

Jovist, jeg går varmt ind for retten til fri abort. Jeg tror aldrig, jeg selv ville kunne gennemføre det, men jeg mener, at det er en principiel rettighed, som jeg gerne vil kæmpe for, trods min egen iboende modstand over for fænomenet. For mig er det et spørgsmål om, hvorvidt det er værdigt at skulle sætte uønskede børn i verden, når vi har teknologien til at undgå det. Alligevel kan jeg ikke fravriste mig følelsen af, at der SKER en form for drab. Jeg er med på, at fostret ikke er et menneske, og at det mest af alt er nogle præstadier til menneskeliv, der bliver fjernet. Men det er dog liv, der kunne blive til et menneske.

Jeg ved også, at nogle kvinder får varige mén efter en abort. Det ved vi alle. Vi ved, at det ofte er en utroligt tung beslutning for den kvinde, der er blevet gravid mod eget ønske. Vi ved, at der er en potentiel risiko for sterilitet ved indgrebet - den er ikke stor, men den er til stede. Og: vi ved, at der i kraft af den fri abort går mænd omkring derude, der gerne ville have været fædre, men som ikke kunne blive det. Af den simple grund: Ethvert menneske har retten til at bestemme over sin egen krop! Det er ærgerligt, og mit hjerte bløder for de mænd, hvis partnere fik foretaget en abort mod deres ønske. Det er nu engang blot sådan, at menneskeliv udvikles i kvindekroppe, så derfor har mænd desværre ikke muligheden for at overtage byrden. Kunne de det, ville jeg have kæmpet for deres ret til at vælge det, før kvinden fik mulighed for abort.

Der går i øvrigt også mænd rundt derude, der er blevet fædre mod deres ønske. Hvor kvinden ønskede at beholde barnet - og gjorde det. Fordi, endnu engang, barnet vokser nu engang i kvindens mave. Det er måske urimeligt, men det er svært at gøre noget ved. Det er svært at tvinge et menneske til at gennemføre en graviditet og føde et barn, som hun ikke selv ønsker.

Så vigtig er retten til at bestemme over sin egen krop altså. Så vigtig, at potentielt menneskeliv får lov at gå tabt. Så vigtig, at kvinder risikerer fysiske og psykiske mén. Så vigtig, at mænd risikerer at miste ufødte børn, de brændende ønsker sig... men dog ikke så vigtig, at kvinder i fred kan få lov at bruge deres kroppe til at have sex mod betaling. Dér må vi trods alt sætte grænsen!!?!

Hvem kæmper feministerne for?

2008-03-02T20:03:00.003+01:00

I forbindelse med 8. marts, er der stablet et initiativ på benene, hvor mænd inviteres til at tage stilling til sexkøb. Som baggrund for initiativet, kan man på http://www.tagstillingmand.dk/ læse som det første argument, at "Prostitution rammer hovedsagelig kvinder og købes primært af mænd. Derfor er det helt afgørende, at mænd deltager i debatten om prostitution - at mænd tager stilling."

Næste argument er de psykiske og fysiske skader, som "en del kvinder i prostitution" pådrager sig. Trods dette, er sexindustrien vokset ekspansivt. De sidste argumenter handler primært om menneskehandel. Men argumenterne er ikke videre underbyggede, og den væsentligste rygdækning ligger i, at vores skandinaviske søsternationer allerede har og er i gang med at forbyde køb af sex.

Det første argument er næsten så tåbeligt, at jeg helst bare så bort fra det. Men jeg kan se, at det øjensynligt er en retorik, der går igen på samme ureflekterede vis andre steder. "Det rammer hovedsageligt kvinder. Og det er mænd, der forårsager det. Ergo er det forkert!" Jeg synes, vi straks må agitere for aldrig mere at sætte børn i verden! Desværre synes jeg ikke helt at kunne forsvare, at man ganske ureflekteret lader dette argument florere. Her i bloggen skal der i hvert fald lyde en opfordring til, at man lige lader budskaberne synke ind, så man bliver klar over, hvad der egentlig ligger til grund for flosklerne.

Vibeke Manniche udvikler argumentet ved hjælp af udsagn som: "Købesex - læs: mænd som køber kvinder - er udtryk for massiv ulighed mellem kønnene. Ulighed hvor kvinden gøres til mandens redskab. For penge." For penge! Hvordan er det lige, at de der penge kommer ind i billedet som noget, der fungerer som et ekstra argument for, at der foregår noget slemt? Hvad er det for en rolle, pengene spiller i prostitution? Det lader til, at der foregår noget i relationen mellem sex og penge, der ikke foregår i andre sociale relationer.

Forestil dig fagnørden, der bruger oceaner af sin fritid på at skrive artikler til Wikipedia. Der er opstået et helt akademisk felt, der søger at forstå, hvad der foregår, siden folk gider gøre alt det arbejde gratis. "Hvad får de dog ud af det?" "Hvorfor tjener de ikke penge på det? Det kunne de jo sagtens!" Enhver amatør, der gør noget rigtig godt og ganske frivilligt, kender sikkert til den der: "Pas nu på, du ikke lader dig udnytte. Du kunne altså sagtens tage penge for det!" Men ikke kvinden, der gerne har sex med mænd, også selvom hun måske ikke har lyst til at lege kernefamilie med dem.

Det er næsten et mantra i kvindebevægelsen, at man en kvinde IKKE bliver luder af at have mange one night stands. Pyha, så kan man ånde lettet op. For godt nok har man haft mange one night stands og været sammen med så mange finurlige typer, at man kunne skrive en hel bog om det, men man har lige godt aldrig krævet sig betalt for det.

Hvordan kan det så være, at en kvinde, der indser, at hun har et aktiv, hun kan score kassen på - og som vælger at professionallisere sig selv, ikke får at vide, at det er godt, hun ikke længere lader sig udnytte som gratis arbejdskraft, ligesom amatørfotografen kunne få det at vide, efter at begynde at kræve sig betalt for sine ydelser? Hvorfor ændres opfattelsen af, hvornår man lader sig udnytte, på forskellig vis i forhold til, om der er penge med i spillet, når det drejer sig om sex, og når det drejer sig om amatørfotografi eller andet frivilligt arbejde?

Lad mig vende tilbage til Manniche. Hun bruger, som så mange andre, udtrykket "mænd køber kvinder". Jeg er lige begyndt at gå til en fysioterapeut. Han er en yngre mand. Jeg betaler en ydelse ved kassen, som han ikke engang får fuldt del i. Og herefter er han til min rådighed - det er ham, der skal sørge for, at min krop får det godt igen. Når jeg kører i taxa, er chaufføren ofte en mand. Han skal sørge for at bringe mig sikkert fra en destination til en anden. Her er der tale om en kvinde, der køber mænd til at gøre ting for sig. Manniche skriver: "Prostitution er ALTID den stærke (pengestærke) som udnytter den svage. Det er immervæk IKKE luderens ønsker og seksuelle behov som tilfredsstilles." Måske har hun ret. Spørgsmålet er, om det er meningen, at det er luderens behov, der skal tilfredsstilles. Det er trods alt kunden, der har betalt.

Jeg tror, jeg ville undre mig, hvis min fysioterapeut pludselig begyndte at forlange, at nu måtte jeg altså også lige tænke lidt på hans behov. Og nu vi er ved undren, så undrer Manniches argument om den pengestærke mig også. Er man nødvendigvis den pengestærke, blot fordi man er den, der betaler? Efter mødet mellem luder og kunde, har kunden trods alt lidt et økonomisk tab, mens luderen har fået en økonomisk gevinst. Mon ikke Sus og andre prostituerede har en højere indtægt end flere af deres kunder?

Før jeg runder af, vil jeg lige kommentere argumentet om, at flere prostituerede får fysiske og psykiske skader. Jeg tror, jeg har nævnt det tidligere, men som forsker må man indse, at man befinder sig i en branche, hvor folk er udsatte for at få alvorlig stress. Min fysioterapuet nævnte også mit arbejdes krav om mange timers stillesiddende arbejde, som en af grundene til, at jeg overhovedet havde brug for at søge behandling.

Igen er det som om, at der for prostitution gælder nogle helt andre logikker, end det er tilfældet for andre erhverv. På min arbejdsplads er der tilbud om kurser i stresshåndtering. Der bliver tænkt i ergonomisk udstyr. Mange års forskning har medført en god portion viden om, hvordan forskellige psykiske og fysiske skader kan forebygges. Når det gælder prostitution, er der åbenbart ikke den samme mulighed for at tage skaderne i opkøbet og forske i forebyggelse. Her er det enten/eller: du må ganske enkelt bare holde op, færdig basta! Ingen har kunnet forklare mig, hvordan det er muligt at komme med så entydige udsagn.

Selv soldater, der får konstateret Posttraumatisk Stresssyndrom, kan komme i behandling og vil i nogle tilfælde komme sig så meget, at de kan vende tilbage til arbejdet. Får en prostitueret konstateret samme syndrom, så er det blot et argument for at få hende langt væk. Hvis en forsker får stress, sættes mange foranstaltninger ind, for at vedkommende kan komme sig og vende tilbage. Det er ingen hemmelighed, at hele den politiske linje i udgangspunktet ønsker, at flest mulige skal være i arbejde. Og særlig partierne til venstre for midten er kendt for at fokusere på arbejdsmiljø.

Desværre er prostition ikke anerkendt som erhverv. De fleste prostituerede holder ganske vist til i erhvervslokaler af den ene eller anden art. De har en indtægt. De skal betale skat og moms, og de er sikkert ikke berettigede til at modtage offentlig understøttelse. Hvordan defineres erhverv, hvis ikke prostitution skulle kunne betragtes som et sådant?

Der er et spørgsmål, jeg har stillet mig selv igen og igen, mens jeg har beskæftiget mig med det her prostitutionshalløjsa: "Hvem kæmper feministerne for?" Som jeg har vist gennem dette indlæg, så ser det ud til, at man gang på gang søger at holde fast i en opfattelse af, at prostitution, sex for penge, er noget radikalt anderledes end alt andet, der har med sociale relationer og penge at gøre. For mig at se lader det til, at det handler mere om meninger, end det handler om mennesker.

Hver gang en prostitueret dukker frem i offentligheden og fortæller, at hendes hverdag ikke er, som folk forestiller sig, og som den stærke, feministiske diskurs hævder det, smides de sædvanlige kort på bordet: "Du vil jo ikke frem med dit navn, så tæller din mening ikke!" Eller slet og ret: "Jaja, ingen regler uden undtagelser. Det der er jo bare en undtagelse."

Jeg ved det ikke. Jeg ved godt, hvad jeg tror, men jeg kan ikke hævde, at jeg VED, hvad der er mest dækkende om prostitutionsfaget. Men jeg ved, at der findes så tilpas mange undtagelser derude, at det er meget forsmående at se, hvordan de søges tilintetgjort som vægtige bidragydere til den offentlige debat. Engang var der et ideal om at kæmpe for minoriteters berettigelse i socialistiske og feministiske kredse.

Det siges blandt disse feministiske frontfigurer - og en del af de mænd, der er hoppet på den aktuelle kampagne - at prostitution forkvakler menneskers forhold til sex. For mit vedkommende tror jeg, at den her skildring af købesex forkvakler mit forhold til sex. For hvis sex er noget så radikalt anderledes end alle andre livsytringer og sociale relationer, at helt andre logikker træder i spil, så snart der er sex med i billedet, så tror jeg altså, at det med sex er noget ret farligt noget. Den slags tror jeg ikke rigtig, jeg tør røre ved.

Om Knighthood og transformation af regler

2008-01-13T14:42:00.000+01:00

Jeg fortsætter med at sludre om min nye yndlingsoverspringshandling, Knighthood. Det er gået op for mig, at en af de ting, jeg synes er rigtig spændende ved den slags spil er, at man får mulighed for at studere det fænomen, man kan kalde 'transformation af regler'. På den måde elsker jeg regler. Det er interessant at se, hvordan regler kan stå som sort på hvidt i et dokument, men i kraft af en mere kompleks virkelighed blive transformeret og fortolket og dermed handlet på på forskellig vis.

Knighthood er på mange måder en social verden i sin egen ret. Forskellige sociale dynamikker er på spil. Nogle spillere allierer sig for at beskytte sig mod foul play - andre allierer sig, så de for alvor kan være grumme. Forskellige muligheder i spiller, som f.eks. at blive sat fri fra den, man pt. tjener og midlertidig tilslutning til en anden, udnyttes f.eks. til at skabe een stærk spiller, der så kan stjæle ca. alt fra spillere med lavere rang. Herefter frisættes de enkelte stærke spillere igen og tilslutter sig andre, så de hver især får en lavere rang end den, de har ødelagt spillet for. Og spillets regler siger, at når man har en højere rang end den, der har erobret ens undersåtter, så kan man ikke redde dem tilbage. Eneste mulighed for at få dem tilbage er altså, at spilleren med den lavere rang frivilligt sætter vedkommende fri, at det lykkes vedkommende at gøre oprør og stikke af - eller at man selv finder en måde at få sin rang bragt ned, så man har mulighed for at redde fangerne.

Egentlig er det ganske kreativt med den slags måder at omgås spillets indprogrammerede regler og begrænsninger. Men jeg synes jo også, at det skal være sjovt at spille, og at det ikke bør være vigtigere, end at alle har mulighed for at være med. Etik og moral entrerer pludselig en ny setting - det er et spil, men det er ikke "bare" et spil.

Overspringshandling: Knighthood

2008-01-12T17:17:00.000+01:00

Takket være Linda er jeg blevet hooked på et spil, der kører via Facebook. Det er sådan lidt liverollespilsagtigt, samtidig med, at det minder lidt om Civilization: man starter med et slot, og så skal man rekruttere nogle folk til at producere ressourcer til at udvide riget og forsvare det.

Det finurlige ved Knighthood er, at man ikke producerer sine tropper i selve spillet - dem får man ved at rekruttere sine venner. Jeg fungerer således i øjeblikket som spillebrik et sted i Lindas baronessedømme. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg laver derinde. Måske arbejder jeg på slottet med at lave tilbygninger til fæstningsværker eller også står jeg på markedspladsen og tjener penge? Eller måske står jeg og kigger ud over naborigerne fra vagttårnet? Jeg ved det ikke. Men jeg er i hvert fald blevet til en spillebrik i Lindas spil, ligesom mine venner bliver spillebrikker i mit spil.

Som ethvert andet computerspil har Knighthood nogle regler, og siden spillet er i betatest, er der stadig mange ting, der ikke fungerer optimalt. Jeg har brugt nogen tid på at sidde og læse diskussionsboardet, der hører til applikationen, og det er sjovt, som nogle mennesker virkelig lægger blod, sved og tårer i spillet - det lader til, at de helt glemmer at lege.

Nu er jeg næsten lige begyndt på spillet og er endnu ikke særlig stærk. Det med at angribe andre baroner og baronesser er jeg ikke begyndt på endnu, men jeg oplevede i nat at blive angribet - og at få en af mine trofaste tjenere stjålet! Det tilføjer spillet en helt ny dimension, at man ikke bare får sin lvl 5-spearman caputered, men at det er Helena eller Anne, der pludselig befinder sig hos en, ingen af os kender.

Jeg kan forestille mig, at når jeg først får begyndt, så bliver det en herlig sport at stjæle folk fra andre. Jeg kan også forestille mig, at jeg vil blive rædsomt frustreret over et bagholdsangreb, hvor jeg mister en masse folk og penge. Her træder det interessante ind, som udfolder sig på diskussionsboardet: nu er det pludselig ikke længere bare "Ghandi" eller "Elizabeth" eller en anden AI, der invaderer dig. Det er et rigtigt menneske af kød og blod, hvis eksistens du ikke har noget som helst billede af, men som alligevel bryder ind i din tilværelse og forstyrrer din spiloplevelse. Og bedst/værst af alt: der bliver pludselig nogle konkrete mennesker at hænge ud. Nu kan man pludselig råbe på boardet, at et eller andet konkret menneske er en røv, fordi han eller hun har raidet ens rige fuldstændig skånselsløst og bare været en skide dårlig legekammerat.

Hvis jeg var kalif i stedet for kaliffen ville jeg klart bestemme, at spillet skulle spilles på en måde, så det var sjovt for alle. Okay at stjæle folk og guld fra hinanden, men ikke okay at angribe så massivt, at modspilleren stort set ingen chance har for at klare sig videre i spillet. Men jeg er også så blødsøden og foretrækker at gå efter Culural Victory, når jeg spiller Civilization. Men spillet viser klart, at med en krigsliderlig, despotisk attitude, så har man en bedre chance for at udradere de andre og komme til tops. Samtidig med, at man selvfølgelig gør det nemmere for sig selv at modstå angreb.

Spørgsmålet er, om denne iboende "regel" ved dette spil kan transformeres ved hjælp af andre sociale spilleregler? Det ser ud til, at boardet bruges til at fortælle om folk, der bruger ufine metoder og appellere til, at andre hjælper med at bekæmpe denne spiller. Boardet - og muligheden for at skrive til de forskellige andre Knighthood-spillere gør det muligt at alliere sig mod en fælles fjende.

Som det er nu - med meget simpel grafik og småkedeligt gameplay, er der måske ikke de helt store chancer for, at sådanne alliancer opbygges over tid, men potentialet synes virkelig interessant. I hvert fald rummer spillet mange andre aspekter end blot det, hvor man flytter rundt på sine venner, som om de var spilleregler (og uden at de nødvendigvis har sagt ja til at være med, for det eneste de bidrager med, er deres avatar på noget, der lige så godt kunne have været ren AI. Eller måske endda bare ren A - for intelligente er de ikke, de brikker. De har bare et par simple stats, og ud fra det vurderes det, hvor gode de så er til at slås eller hvor meget de kan producere i timen. Meget simpelt, meget rigidt konstrueret - men med en masse potentialer for social interaktion af en art, jeg ikke tidligere har kendt til.

Hvis du også har fået lyst til at spille Knighthood, så skal du selvfølgelig melde dig under mine faner og ikke f.eks. sådan en som Lindas. :p Hun har jo allerede mig - indtil jeg måske en dag bliver stjålet eller bliver så stærk, at jeg hellere vil stå på egne ben. Og nu: teknologifilosofi, blev der sagt!!

Don't judge too quickly!

2008-01-11T23:50:00.001+01:00

Overspringshandling: Blachman og X-factor

2008-01-11T21:27:00.000+01:00

Jeg indrømmer det: jeg er blevet hooked på X-factor. Måske kommer det ikke som nogen overraskelse - jeg har trods alt tidligere postet indlæg om Paul Potts, det der tykke, usikre menneske, der bare skulle ha' lov at synge opera for at blomstre. Opgaven kalder, og jeg er ved at skrive mig i stemning til at vende tilbage til den. Thomas Blachman, den ene af dommerne i X-factor, må være et godt emne at fordybe sig i. Den mand er bestemt et overspringsstudium værdig.

Navnet Thomas Blachman er sådan et, jeg har hørt fra tid til anden. Han har bevæget sig i nogle musiske sfærer, som ikke rigtig har tiltalt mig, og jeg er heller ikke sådan på røven over de musikalske produktioner, jeg har hørt via showet. Men der er noget ved mennesket bag, som træder meget tydeligt frem, og som jeg synes, er afsindigt inspirerende. Han har en helt særlig ærlighed og nysgerrig interesse i de folk, han lytter til - og han virker fuldt ud bevidst om, at han er et menneske, der lader sig fange af en øjeblikkelig stemning og lader den guide ham ind i en oplevelse, der bliver til andet end bare det eller de mennesker, der står foran ham og synger.

Jeg ved ikke, om Thomas Blachman er sprogligt kompetent nok til at komme ud over floskelniveauet, når han skal sætte ord på den form for talent, han er så dygtig til at spotte, men jeg er ikke i tvivl om, at han besidder et helt særligt talent for at fange nogle umiddelbare indtryk og engagere sig i dem helt og holdent, uden at spekulere så meget på det 'face work', størsteparten af os har travlt med at udføre, når vi omgås hinanden offentligt. Måske forpligter han sig over for sig selv på en bestemt attitude, men det lader ikke til, at han forpligter sig på adfærdsregulerende normer om god opførsel.

Det mest interessante ved Blachman er nok hans meget direkte ærlighed, en troværdighed over for egne følelser, som jeg synes er kommet til udtryk flere gange, når han har kommenteret de forskellige præstationer. Desværre kommer han så også nogle gange til at fremstå som et dumt svin, fordi vi mennesker er så uvante med at tackle den form for ærlighed, så den påvirker os meget stærkt. Jeg selv ville nok også bryde flæbende sammen, hvis det var mig, der fik et hans rants efter at have lagt en masse hjerteblod i at stille mig op og synge - men jeg tænker også, at sådan er det måske meget godt, at det er?

Uden at vide andet om Thomas Blachman end det, jeg har set på tv de sidste to fredage, tror jeg, at vi har det til fælles, at vi let lader os skræmme af konventionalitet. Jeg fornemmer sådan en genkendelig angst for ligegyldighed hos ham - og jeg fornemmer, at det skyldes en vilje til at kæmpe for noget, der virkelig har betydning, men som mange mennesker virker for fastlåste til at tage ind. I hvert fald er det spøjst, som mandens ord har påvirket mine tanker om, hvad det egentlig er, jeg skal med den her akademiske genre, jeg arbejder med og skal blive god til.

Jeg tror, det er med den akademiske tekst, som det er med et stykke musik. Det er en komposition. Det er vigtigt, at der er noget på færde, som folk kan lære noget af - det er mindre vigtigt, hvilken indpakning, shittet leveres i. Eller, mere præcist måske: det er vigtigt, at shittet leveres i en indpakning, der sender budskabet ud over scenekanten og ikke nøjes med at være en indadrettet hyldest til nogle for længst fortærskede principper om, hvordan man skriver en god akademisk tekst, eller hvordan man laver et solidt popnummer.

Det er et af de spøjse fænomener ved at være omgivet af medier, synes jeg. Mennesker, man aldrig har truffet, og som ikke aner, man eksisterer, kan pludselig komme til at levere små, brugbare guldkorn, som man kan gå og gnaske på helt uden forpligtelser. I virkeligheden har jeg det på den måde med rigtig mange mennesker. Jeg kan blive helt høj af de historier, jeg nogle gange kan få leveret via tv-skærmen eller internettet. Men når det gælder tv, så skal det altså være gode historier! Og dem er der desværre for få af. X-factor er ikke nogen specielt god historie. Måske blive den det, hvem ved? Men det er okay god underholdning, at Blachmans attitude giver bestemt showet et løft og tilføjer det lidt nerve, som ellers nemt kunne drukne i alt det her "wee, vi leger celebs"-show, som selv dommerpanelet gør sig skyldige i af og til. Især Lina Refn. Hun fik mig i øvrigt også til at tænke i aften. Over den der bemærkning, om Thomas Blachman havde et problem med stærke kvinder. Og Blachmans prompte bekræftelse - med den twist, at han endnu ikke har mødt en stærk kvinde.

Hvornår ved man, om man har mødt en stærk kvinde? Eller en stærk mand? Jeg tror ikke, jeg ville karakterisere Thomas Blachman som et stærkt menneske - snarere som en mand med en refleksiv tilgang til verden og en stærk etik, han er meget loyal over for. Akke ja, akke ja - sådan kan fordomme spindes. Hvad ved jeg egentlig om Thomas Blachman? Sikkert ikke meget. Men jeg ved en hel del om det af ham, der er blevet leveret direkte til adressen via DR1.

Usete privilegier

2008-01-10T20:51:00.000+01:00

For nogle år siden skrev jeg en opgave, hvori jeg udforskede et begreb om empatisk engagement - en attitude, som jeg finder frugtbar for en kvalitativ forskningsproces. Siden har jeg lært mere om feministisk teori og metode, og jeg har fundet brugbare ideer om autobiografisk tilgang til forskningsprocessen og om at bruge skriveprocessen som en forskningsmetode i sin egen ret.

I bloggen her har jeg skrevet om kunsten at tale på vegne af andre og kunsten at tale på vegne om sig selv. Jeg har hele tiden kredset om spørgsmålet om, hvilken rolle forskerens egen krop spiller i forskningsprocessen. Hvordan oplever denne krop det, der er genstand for projektet? Hvilken rolle spiller forskerkroppen i produktionen af ny viden? Kort sagt: hvordan står forskerens egen krop i relation til de andre aktører, der deltager i produktionen af ny viden?

At besvare disse spørgsmål kræver, at man pålægger sig en metodisk attitude, der formår at skue såvel indad som udad. Balancen mellem indadskuen og udadskuen må afpasses det konkrete forskningsprojekt, og man må huske, at der er grader af begge - afstand er relevant, hvad enten der er tale om indadskuen eller udadskuen.

For at vende tilbage til det empatiske engagement, så drejer det sig for mig at se om at kunne forbinde sig empatisk til sin forskningsgenstand og at søge aktivt at skabe så mange delvise, empatiske forbindelser som muligt til det, forskeren skal undersøge. I mit tilfælde med prostitutionsprojektet handler det altså om, hvordan jeg kan forbinde mig empatisk til det felt, som udgøres af Sus, hendes praksis og hendes kunder.

Det vil være løgn at sige, at jeg er i stand til at engagere mig empatisk i det at være prostitueret. Jeg har aldrig prøvet det, og jeg har ikke noget kendskab til det, der ikke er medieret og dermed transformeret af f.eks. pressen eller - for det gælder også dem - prostituerede og deres kunder, som skriver om deres oplevelser på nettet. Men jeg kan engagere mig empatisk i en del af den situation, jeg ser Sus som værende i. Jeg kan engagere mig empatisk i Sus' frustration over at måtte operere anonymt pga. et offentligt tabu. Jeg kan engagere mig empatisk i det at føle sig priviligeret, selvom det på papiret ikke ser særlig heldigt ud for en. Og jeg kan selvfølgelig engagere mig empatisk i, hvad det vil sige at være en kvindekrop, der mødes med en mandekrop i seksuel udfoldelse.

Disse emner udgør felter, hvori jeg ser det muligt at engagere mig empatisk i Sus' praksis. For eksempel gemmer der sig bag de objektive fakta om mig og min livssituation nogle temmelig usete privilegier. Man kunne beskrive mig helt korrekt og objektivt således: "33 år, kvinde, fraskilt, samværsforælder, revalident på psykisk indikation, bosat i 1-værelses lejlighed i socialt boligbyggeri i Århus V". Det lyder ikke særlig opløftende, vel?

Alligevel sidder jeg altså her i min etter i ghettoen, der for nylig kom i medierne grundet en skudepisode (jeg var ca. 100 meter væk) og føler mig så privileret, at jeg nogle gange fristes til at tro, at min realitetstestning helt er gået fløjten. Men det sker kun, når jeg glemmer at se de her mærkater gennem min egen forståelse og ikke gennem andre menneskers reducerede indblik i, hvad der kan ligge gemt af levet virkelighed bag disse mærkater. På samme måde kunne Sus' ene mærkat: "Prostitueret" sagtens ses i et lys, hvor man måtte mistænke hende for at være på afveje, når hun føler sig priviligeret, blandt andet i kraft af sit arbejde. Den mistanke må vi tilskrive det lys, vi forstår mærkatet "prostitution" i - den indre film, der afspilles, når vi hører ordet. Det er her, indadvendtheden bliver vigtig i forskningsprocessen.

Før jeg stødte på Sus vidste jeg kun det om prostitution, at det var et fornedrende valg, som kvinder aldrig traf frivilligt, men ofte som konsekvens af social nød og måske seksuelt misbrug. Jeg vidste, at det var en vigtig kvindesag at hjælpe de prostituerede til en værdig tilværelse, og jeg vidste, at prostitution var et problem næret af patriarkat og kapitalisme. Jeg vidste, at man mister sit selvværd og sin selvrespekt som prostitueret, og jeg så spalte efter spalte af ødelagte kvindeliv, når jeg af og til skimmede Ekstra Bladets annoncer og undrede mig over ordvalgene. Menneske degraderet til krop, tænkte jeg. Fornedrende, åndsforladt, reducerende...

Den opfattelse af prostitution er stadig så ny for mig, at jeg uden de helt store anstrengelser kan etablere dem som sandhed igen og tro på, at sådan er det faktisk. Det giver mig en dobbelt fortvivlelse at jonglere med. En fortvivlelse over at følge med i et kvindeliv, hvor kvinden i helt ekstrem grad fornægter sig selv og sælger ud i et desperat håb om fastholde bare en smule værdighed. Og en fortvivlelse over ikke selv at kunne slippe den vildfarelse, at kvindens fantasi kunne være virkelig. En skam over at nære denne kvindes tro på, at hendes liv er værdigt, og at hun trives med det karrierevalg, hun har foretaget.

Som sagt, det er kun når jeg ifører mig denne distancerede forståelsesramme, jeg tror på ovenstående. Det distancerede og objektive kan være udmærkede i visse sammenhænge, men når det handler om at forstå mennesker og deres livsvilkår, så er vi nødt til at engagere os empatisk og nært og fokusere på levet virkelighed snarere end mærkater. Og så må vi skrive vores viden om den levede virkelighed til de mærkater i stedet for at opfinde nye. Derfor bliver jeg ved med at sige 'luder', selvom nogle mener, det ville bedre af mig at sige sexarbejder. Jeg vil også gerne sige sexarbejder. Jeg mener bare, der er en pointe i også at sige luder, fordi vi ellers efterlader ludermærkatet upåvirket af den nye viden, vi har skrevet til det.

Bøssebegrebet er vel denne metode par excellence? Bøsserne koncentrerede sig ikke så meget om at bekæmpe de negative konnotationer koblet til bøssebegrebet, de lagde mere vægt på bare at være bøsser, uanset hvad andre så mente, at det ville sige. På den måde tilføjede de insisterende og vedholdende ny viden til, hvad det ville sige at være bøsse. Bøssebegrebet er ikke blevet transformeret via sprogarbejde, men via levet virkelighed. Vi kender allesammen nogle bøsser. Ligesom de fleste af os nok kender nogle perkere. Men jeg tror desværre, at mange af os kender for få ludere. Eller - vi kender for få af den slags ludere, som synes, det er fedt at være luder. Tænk på, at engang så man ikke glade og almindelige mænd, der var bøsser - der så man mentalt forstyrrede, forarmede mennesker, der var i oprør med sig selv på grund af den homoseksualitet, der plagede deres tilværelse. Det er ikke en umulig opgave at iklæde sig den forståelsesramme, der nødvendigvis må ende med den konklusion, at bøsserne stadig under overfladen er ulykkelige mennesker. Og først, når vi engagerer os empatisk også med den forståelsesramme, kan vi oprigtigt se ting fra flere sider.

Tilbage til de usete privilegier, jeg har lokket med i min overskrift. Som nævnt er en af vejene til empatisk engagement med Sus og det forskningsfelt, jeg har skabt omkring hende, det faktum, at vores liv - hvis forstået ud fra objektive mærkater - nemt kan fremstå temmelig sølle. Og alligevel føler vi os hver på vores måde priviligerede. Det empatiske engagement findes altså i det, at jeg som hun ved noget om at leve under et mærkat, der slet ikke lader disse privilegier komme til deres ret.

Jeg er lykkelig skilt. Jeg er meget glad for, at min datters far nu er min eksmand og ikke længere min ægtefælle. Jeg oplever klart, at vi er bedre skilt, end vi var gift. Det betyder ikke, at vores skilsmisseliv er idel lykke, eller at ægteskabet var et helvede. Blot at relationen alt i alt er langt bedre nu, end den var, mens vi var gift. På en måde, som jeg netop tilskriver det faktum, at vi nu er skilt og ikke længere skal omgås hinanden på den måde, vi skulle som ægtefæller. Det egnede vi os bare ikke til.

Jeg er glad for mit familieliv, som det er nu. Jeg er glad for at leve et liv, hvor sødt og surt har lov at sameksistere uden at alarmklokkerne ringer. Jeg er stolt over at kunne tilbyde min datter et rum, hvor hun kan græde over, at hun næsten altid savner nogen, og at hun slet ikke er sikker på, hun altid synes, det er godt, at vi er skilt. Jeg er rig på den erfaring det er at trøste og omfavne hende og snakke med hende om, hvordan man nogle gange bare bliver ked af, at tingene er, som de er, og samtidig vide, at man ikke kan gøre noget ved det. Jeg føler mig så priviligeret, fordi jeg får indblik i hendes fem år lange livserfaring, også når det gælder det hendes oplevelse af at være skilsmissebarn: "Men jeg ved jo godt, at jeg altid bliver glad igen, så det gør ikke noget, at jeg somme tider er ked af det." Og så se, hvordan al mismodet kort tid efter ser ud til helt at have forladt hende til fordel for en ilter frustration over, at hun ikke kan få lov at spille Oline, fordi mor sidder og arbejder med sin opgave. "Så ser jeg da bare en film, og du skal altså ikke sige, at jeg skal skrue ned, hvis jeg skruer op!"

I børnehaven fik vi at vide til skoleparathedssamtalen, at min datter er helt klar til at starte efter sommerferien, selvom hun først fylder 6 til november. Og særligt blev det fremhævet, at hun har særdeles gode sociale evner. Hun er god til at give plads og til at sætte en sjov leg i gang. Hun tænker mere i at have det sjovt, end hun tænker i retfærdighed, og hun er ofte overbærende over for børn, der ikke behandler hende pænt. Dælme nogle seje skills at være udstyret med som 5-årig. Der tror jeg allerede, hun har overhalet mig med flere længder. Og sådan er det skilsmissebarn, hvis mor flyttede lige efter hendes 2-års fødselsdag, så blandt andet blevet. Og det bedste er, at det ikke har dræbt hendes naive begejstring over verden. Nogle gange bliver hun helt balstyrisk, fordi hun får øje på en fugleflok, der letter, og hun fortæller mig ivrigt om, hvordan de leger tagfat og får mig med på en snak om, hvilken af fuglene, der mon er den, og vi ser, hvordan nogle af fuglene somme tider ligesom tager en brat flugt til siden - og det må jo være fordi, de er lige ved at blive taget. Mit skilsmissebarn er en gedign livsnyder, der ser begejstret på små bevægelser i verden, og som af og til splatter totalt og nægter at parere ordre, for det er hun altså for træt og for lille til, og jeg er jo hendes mor. Kan det næsten blive bedre?

Sus har selvfølgelig ikke præcis de her oplevelser, som jeg oven for har beskrevet. Men det er mit gæt, at hun godt kan forstå, hvorfor jeg i ovenstående ser en empatisk forbindelse til, hvordan hun oplever det at være luder? At være samværsforælder (dvs. den forælder, der ikke har barnet boende hos sig) til et lille skilsmissebarn er et liv med så mange privilegier, som det kan være så svært at få folk til at forstå og tro på - og det er ærgerligt, men ikke vigtigt nok til at overtage deres forståelse af, hvordan livet er.

Sus har for mig åbnet en dør til hendes oplevelse af, hvad hun lever, i kraft af et interview, i kraft af hendes blog, og i kraft af de kommentarer og små diskussioner, vi har haft gennem det sidste års tid. Jeg kan ikke hævde at forstå, hvad for et arbejde, hun har, men jeg har til dels mulighed for at forstå, hvordan hun oplever det at være luder. Og det kan jeg, fordi der eksisterer nogle følelsesmæssige forbindelser som jeg kan undersøge via empatisk engagement, og ikke fordi jeg kan sætte mig i hendes sted. Jeg befinder mig et andet sted, og jeg forstår hendes liv ud fra den position, jeg har - ikke kun i forhold til hende, men også i forhold til resten af min tilværelse.

Jeg tror stadig, at empatisk engagement er en frugtbar forskningsattitude. Og jeg tror, at jeg kan bruge luderprojektet til at formidle, hvad et sådant engagement går ud på - samtidig med, at det baner vejen frem mod andre diskussioner, der er relevante for mit projekt: spørgsmålet om autenticitet i en professionel setting, om ægte skuespil kontra falsk skuespil, hvor skuespillet er en omstændighed, man ikke kan undslippe. Om iscenesættelse og transformation - jeg synes, det hele ligger implicit i prostitutionserhvervet. Men det kræver et mere spiseligt eksempel på oplevelsesøkonomi, hvis jeg for alvor skal kunne få disse aspekter ved prostitution frem i lyset.

You need a bun to bite Benny Lava!

2008-01-05T22:49:00.000+01:00

Enjoy Benny Lava!

Så snakker hun om ludere igen!

2008-01-05T04:13:00.000+01:00

Så er jeg her igen. Jeg skal så frygtelig snakke om ludere, igen-igen. Mit ph.d.-projekt nærmer sig det stadie, hvor der skal problemformuleres og udvælges empiri, og selvom jeg egentlig havde afskrevet prostitution som egnet felt, så bliver det ved med at dukke op. Og jeg ved af erfaring, at tanker ikke kan ties ihjel, men de kan måske tales til rette. Så nu må jeg snakke om ludere, så meget som der nu er brug for, for at jeg finder ud af, om der er grundlag for at forene prostitution og oplevelsesøkonomi i et projekt, der gerne skulle handle om det hersens sære magisk-realistiske felt, hvor mennesker og teknologier ikke rigtig kan skilles fra hinanden.

Der er så afsindigt meget at snakke om i prostitutionslandskabet. Jeg oplever det cirka hver gang, jeg besøger Sus - mine tanker flyver i så mange retninger, at jeg slet ikke kan følge dem alle til dørs, og nogle gange bliver jeg bare rundtosset og opgiver. Forvirringen bliver ikke mindre, når jeg så også lige skal kigge ind hos de erklærede prostitutionskunder, The Human Stain og Cecilie. Der er flere, men de to sidstnævnte har jeg sådan en følelse af, at jeg nævner alt for lidt i forhold til, hvilken betydning de har for, hvordan mine tanker vender og drejer sig.
Jeg fik Sidste Nat i Kødbyen i julegave. Har endnu ikke fået hul på den, men glæder mig til at læse den. Og sådan er det med det felt - det bliver ved med at kræve min opmærksomhed. Ikke som sådan en forvokset teenager, der ikke har fattet, at mor ikke længere kan være der non stop, men som et fænomen, som jeg hele tiden må indse, at jeg - og måske kun jeg? - kan placere i en ramme, der får det til at handle om teknologier, drømme, materielle omstændigheder af den slags, som ofte utålmodigt klassificeres som 'uhåndgribelige'.

Måske vil de fleste spørge sig selv, hvorfor jeg så ikke bare gør det. Altså, bruger prostitution som empirisk felt for ph.d.'en. Det ved jeg vel egentlig lige så lidt, som jeg ved, hvorfor jeg ikke bare gør nogle af de andre ting, jeg har lyst til. Som f.eks. at tage på krydstogt og studere oplevelsesøkonomi og dens autentiske skuespil ombord i sådan en socioteknisk maskine. Jeg kunne endda have lyst til at invitere en luder ombord på sådan en rejse, eller måske interessere mig for, om ludere rundt omkring i verden er en usynliggjort del af den slags 'rene' og luksuriøse oplevelser for mennesker, der har råd til at vælge med hjertet snarere end pengepungen.

Så jeg snakker og snakker og snakker om ludere. Uden rigtig at vide, hvor jeg vil hen med det. Kun, at jeg vist nok har noget på hjerte, som kunne ende med at blive rigtig interessant. Der er i hvert fald noget, de ludere kan lære os. Om autenticitet. Om at være en rolle snarere end at spille end rolle. Og om at skabe et rum sammen med kunden (den betalende gæst), hvor grænsen mellem virkelighed og fiktion udviskes, og hvor det egentlige produkt findes et sted i gæstens krop. Luderen sælger ikke sin krop. Det er kunden (den betalende gæst), der køber en tilføjelse eller transformation af sin. Ligesom enhver anden kunde i oplevelsesøkonomien. Måske lige som enhver anden, der betaler for noget, punktum?

For ikke at snakke om hele det netværk, der næres af prostitution. Al den politiske debat og al den forskning, der kun kan eksistere, fordi der findes nogle antagelser om, hvad prostitution er, som forskellige fronter så forsøger at definere til egen fordel. Som om prostitution var een ting. Egentlig er det rent ud sagt uklogt at føre diskussionen på det plan, og det undrer mig at se forskere hoppe på en antagelse om, at der er tale om et homogent område, som kan passes ind i een model.

Eller at der ikke er flere, der tager den der 'synd for'-mærkat til sig og ser, hvem det ellers er synd for. Frem for at diskutere, om det er eller ikke er synd for luderne. Eller kun synd for nogle ludere. Og hvem det i så fald er og ikke er synd for. Hvilke medarbejdere i forlystelsesparker er det synd for? Er det synd for alle dem, der vader rundt i 30 graders varme og afsindig luftfugtighed i Mickey Mouse-kostumer, eller er det kun synd for nogle af dem? I så fald hvilke af dem? Eller måske snarere: hvornår er noget, der har med arbejde at gøre, synd for dem der gør det? Der er så meget, der som diskussionsmateriale holdes til snakken om prostitution, som aldrig når videre derfra. Og der er så meget, der handler om trivsel i arbejdslivet, som aldrig når videre til prostitutionsdebatten.

Hvorfor hører man ikke flere sige i al den her snak om prostitution, at en eller anden luder fandeme må tage sig selv og sit erhverv alvorligt, hvis hun vil klare sig? I stedet for at himle op og gøre alt for at hive hende væk? Hvorfor taler man ikke om, hvordan luderne bliver bedre ludere, ligesom man taler om, hvordan krydstogterne bliver bedre krydstogter og forlystelsesparkerne bedre forlystelsesparker? Jeg har en enkelt gang haft hul på den diskussion med en, der sagde, at selvfølgelig kan man ikke tillade sig at diskutere, hvad der gør en luder god, fordi det, der foregår i luderens arbejde er så privat. Hun glemte at spørge sig selv, for hvem det er privat.

Man må gerne diskutere, hvad der gør en politiker god. Eller dårlig. Især dårlig. Især, hvis man er journalist må man tale om, hvad der gør politikere inkompetente. Hvad sælger politikerne, hvis ikke de sælger sig selv? Hvor går grænsen mellem privat og offentlig for en politker? Eller for en skuespiller. Eller en forsker. Hvorfor må luderne ikke være med i det selskab? Hvorfor må de kun være beslægtede med ofre og kriminelle? Hvorfor er det så farligt at tro på Den Lykkelige Luder?

Jeg spørger, gør jeg. Jeg kan spørge i een uendelighed, det er ingen sag. Sporten er at finde ud af, hvilke af disse spørgsmål, der kan bruges til at angive retningen for det, jeg har solgt en del af min krop til. Nemlig at aflevere en ph.d.-afhandling om noget, der nærmer sig præcis tre år. Mon jeg også fabler løs om ludere til den tid? Hvis jeg gør, gør jeg det forhåbentlig bedre, end jeg gør nu.

Vi går ind i kredsen om natten og bliver fortæret af ild

2007-12-26T00:50:00.000+01:00

Jeg har fået en rigtig herlig julegave af min hemmelige nisse fra et internetforum, jeg er medlem af. Vi har i december måned sådan en nisseleg, hvor hver deltager udstyres med en person, som vedkommende så som minimum skal sende en julegave samt nogle hints, og så skal modtageren prøve at gætte, hvem gaven er fra. I år deltog ca. 80 personer i legen.

Min nisse sendte mig først et anonymt indlæg indeholdende Danmarks vist nok længste palindrom:

Elsa har fire lam, stol, steg og otte-ni romaner, et gardin, lyssignal, ni bure, dyr ged, dansk snaps, løber, grødske, skitseblok, Ottos Irakiske leksika, risotto, kolbestik, seks dørgreb, øl, Spansk snadde, gryde, rubin, lang issyl, ni dragter, en amorin, et tog og et slotsmaleri fra Hasle.

Herefter fik jeg postkortet med den maniske julemusik, som Josefine fortolker i videohilsenen lidt længere nede.

Selve julegaven var bogen Betydningen af Tingo og andre usædvanlige ord fra hele verden. I den bog kan man læse en masse ord og deres betydninger, og hvilke sprog de stammer fra. Fælles for mange af ordene er, at ordene i sig selv er ligegyldige. Det er deres betydning, der er interessant. Eller snarere: det virkelig interessante er de fænomener, som forskellige sprogbrugere rundt omkring i verden har fundet det nødvendigt at have ord for.

Der er et lille afsnit om high tech, af hvilket man blandt andet kan lære, at en mobiltelefon på zulu hedder 'khali khukweni', hvilket ordret betyder: 'at lave støj i lommen'. På kinesisk kalder man nye internetbrugere for små hummere, 'xiaoxia, og på Island valgte man som det lokale ord for computer en sammensætning af ordene 'ciffer' og 'spåkvinde' - toelva.

På indonesisk har man ord for at nærme sig nogen stille om natten for at få sex og i Holland er 'queesting' det at lade en elsker komme ned under dynen for at sludre. I Japan forstår man sig på at tænke fremtiden ind i kurmageriet, idet udtrykket 'rainen no kono hi mo issho ni warattelyoh' skulle være en af landets mest succesrige scorereplikker. Det betyder: 'ved denne tid næste år lad os da le sammen'.

På skotsk gælisk er det muligt at klappe i hænderne både af glæde og af sorg. Det hedder 'bas-bhualadh'. Mon de også kan være henryykt ulykkelige? Kan man overhovedet være henrykt ulykkelig?

Jeg kan godt lide, at der er så mange sproligt afgrænsede fænomener i verden, som jeg ikke selv kender til, men som andre forstår og taler om. Jeg kan også godt lide tanken om, hvilke muligheder der ligger i at opdage fænomener, det er værd at afgrænse sprogligt, og som vi så må opfinde ord eller vendinger for. Det behøver ikke være skarpe, præcise udtryk, det skal bare artikulere den måde, vi tænker om de fænomener, vi søger at få fat på. Måske kan vi lære noget af pidgin-udtryk lavet af brugere af tok pisin, der tales i Papua Ny Guinea? Pidgin er engelskinspirerede sproglige udtryk, der findes blandt folk med eget modersmål. Blandt tok pisin-talere sigere man f.eks. om en harmonika: 'liklik box you pull him he cry you push him he cry, og en riffel omtales som 'bigfella iron walking stick him go bang along topside'.

Det er en munter sport at finde på fænomener, der fortjener sprolig afgrænsning og måske endda selvstændige ord. Hvad for eksempel med:

Landområde, der er blevet omdannet til ørige, hvor hver ø i sig selv er et unikt, kunstnerisk mesterværk.
Det mix af følelser og andre kropslige aktiviteter, der udgør en konkret oplevelse.
Den menneskelige evne til at samarbejde parallelt uden viden om, hvor i processen man indgår eller hvilket samlet produkt man medvirker til at skabe.

Hvad overskriften angår, så er 'vi går ind i kredsen om natten og bliver fortæret af ild' den danske oversættelse af det latinske palindrom: 'in girum imus nocte et consumimur igni'. Jeg elsker ord!

Årets korteste dag

2007-12-21T23:39:00.000+01:00

Årets korteste dag lakker mod enden. For mit vedkommende er den blevet brugt til absolut intet. Der er dømt stilstand i systemet, og når det lykkes mig at holde omverdens krav til mig ude, så føles det faktisk herligt.

Jeg har lige overstået en længere periode med først min egen og siden hen datterens sygdom. Jeg synes, det her semester har været stressende, og samtidig præget af manglende motivation. Måske stressende af netop den grund. Der truer stadig nogle opgaver forude. Alligevel tillader jeg mig at sidde her på en ganske almindelig fredag og proklamere frejdigt: jeg har ikke lavet en skid i dag!

Jeg har lavet så lidt, at jeg først nu har taget mig sammen til at få mad. Har munchet lidt snacks i løbet af dagen, men ikke fået noget, der ligner almindelig føde. Endnu en af de ting, som omverden byder mig at føle mig skamfuld over. Born to be wild, som jeg er, tillader jeg mig at vende det døve øre til. Sådan en dag uden indhold er helt livsnødvendig for mig. Det er blot ikke altid, jeg husker at give mig lov.

Her i vintermørkets halvdeprime hjørner er det nemt at forfalde til selvbebrejdelser og klagesange over det, man med rette kan sige, burde have været bedre. Det ville være det simpleste i verden at håne troen på, at det nok skal arte sig fra nu af. Men jeg tager mig den frihed at sende selvhadet et stille smil. Det er en lettelse at opdage, at jeg ikke behøver anstrenge mig for at overhøre alle de dårlige automattanker om, hvor ussel og utilstrækkelig, jeg er. Jeg behøver blot huske på, at det ikke er dem, der bestemmer.

På det seneste har tankerne kredset en del om den tid, hvor næsten alt var sort og ubærligt. Jeg tror, det er et livsvilkår - der forhåbentlig fylder mindre og mindre som tiden går - jeg bare må bære igennem, at jeg lige skal gennem en periode med frygt for, at den tid kommer tilbage.
Måske har jeg stadig brug for den slags stunder for at lære, hvordan jeg går andre veje end den, som de der stemmer inden i forsøger at lede mig. De der stemmer, der fortæller mig, at jeg lige så godt kan opgive ævret. De der stemmer, der hele tiden siger: "Du har ikke fortjent at være lykkelig!" Og de lidt mindre skræmmende, der bare hele tiden afbryder tankerne med forskellige versioner af: "du burde...".

Stilhed er Guds eget sprog, står der på en side om retræte. Jeg har endnu ikke været på en sådan, men mærker hver gang jeg tænker på det, at det skal jeg engang. Det er i stilheden, jeg genfinder evnen til at se, hvad der er vigtigst af alt: bare at være.

Måske er der en sandhed i, at man skal søge lyset i det dybeste mørke? Skønt det lyder som en sær, kontraintuitiv kliché, så tror jeg der er noget om det. Jeg tror, man nogle gange har godt af at søge mørket. At søge derind, hvor intet lys distraherer, og blive der, til roen har sænket sig. Jeg tror, man kan fare vild i lys, der strømmer fra tusind kilder, og overse at det sted, hvor der intet lys er, faktisk kan være det sted, man har brug for at være. Og jeg tror, man har brug for at turde proklamere i ny og næ: nu er jeg her - i dette mørke, og jeg ved ikke, hvad vej jeg skal gå for at komme herfra. Med denne erkendelse hvilende i kroppen som en let lattermildhed vil jeg nu gå til ro i tryg vished om, at vejen nok skal vise sig.

Det bliver jo uværgerligt lysere fra nu af. :)

Julehilsen fra Josefine

2007-12-17T20:30:00.000+01:00

Før og efter brylluppet

2007-12-14T14:02:00.000+01:00

Her en lidt at muntre sig på, mens jeg langsomt vender tilbage til livet, universet og alt det der, efter mit hårde angreb af mandesygen. Det går bedre. Efterhånden tror jeg næsten, at jeg ikke skal dø af det. Nu truer blot de almindelige dagligdags pligter forude...

FØR BRYLLUPPET:

Hun: Hej
Han: Endelig! Dette øjeblik har jeg ventet på længe!
Hun: Forstyrrer jeg dig? Skal jeg gå igen?
Han: NEJ! Hvad tænker du på? Jeg gyser ved tanken!
Hun: Elsker du mig?
Han: Selvfølgelig. Hele dagen og hele natten!
Hun : Har du nogensinde været mig utro?
Han: NEJ! ALDRIG! Hvorfor spørger du dog om det?
Hun: Har du lyst til at kysse mig?
Han: Ja, hver eneste gang, jeg har mulighed for det!
Hun: Kunne du finde på at tæve mig?
Han: Er du vanvittig? Du ved, hvordan jeg er!
Hun: Kan jeg stole på dig?
Han: Ja!
Hun: Elskede!

SYV ÅR SENERE:
Læs teksten nedefra og op...

God weekend!

Mandesyge

2007-12-12T20:00:00.000+01:00

Jeg kan forstå på de fleste kvinder, jeg kender, at når deres mandlige, bedre halvdele bliver syge, så opfører de sig, som om de er ved at dø, går fuldstændig i brædderne og ynker, så man skulle tro, de var ramt af alverdens ulykker.

Den sygdom vil jeg vedstå at have pådraget mig. Det startede stille og roligt søndag. I går var jeg kæk og overbevist om, at det nok skulle blive bedre snart. Troppede glad og fro op til vejledning og tænkte, at jeg da lige kunne sidde og arbejde lidt på kontoret - det klarer alle andre jo fint, herregud, jeg er jo bare forkølet.

Efter vejledningen kapitulerede jeg. Tog hjem efter devicen: 'det bli'r nok bedre i morgen'. I formiddags var det egentlig også okay. Og allerede indtil ved 13-tiden troede jeg stadig, jeg sagtens kunne passe min kaffe-aftale med en veninde. Vi fandt så i fællesskab ud af, at det nok var bedre at udsætte det. Så kunne jeg blive frisk, og hun undgik at blive smittet. Kort tid efter gik jeg helt i brædderne. Sov i fire timer, og da jeg vågnede lidt i seks, kunne jeg godt se, at det måtte være den her mandesyge.

Det store problem er egentlig ikke så meget, at jeg i forvejen er bagud med projektet. Heller ikke det der med julegaverne, og at det gør ondt over det hele. Det store problem var mest, at jeg ikke havde mere cola. Så jeg måtte i Fakta. Det er en tur, der som regel tit kan overstås på 10 minutter fra jeg forlader hjemmet, til jeg atter sætter nøglen i låsen. Men jeg skal da lige love for, at det sejlede, og jeg fik den der indskydelse af: "Shit, det her klarer jeg aldrig!"

Hjemme igen var jeg sikker på, at den måtte være gruelig gal. Ondt i halsen, kan knap nok synke - var den ildrød og medtaget? Næh... Feber så? Jeg må da mindst have 40 i feber, sådan som jeg fryser og sveder og det hele sejler? Næh... 37,6.

Så jeg kan bare konstatere, her før jeg putter mig ned under dynen igen og æder chokoladekiks og drikker cola, fordi det er det eneste, jeg kan forestille mig at lave lige nu, at det ER den berygtede mandesyge, der har ramt mig. Godt, jeg ikke har en kvinde til at fortælle mig, at jeg er et ynkeligt skarn, der burde klemme balderne sammen og gøre mig nyttig!

Hjerteveninder

2007-12-09T16:34:00.000+01:00

Her er Josefine og en af hendes gode veninder i fuld gang med at hygge sig til MGP 2007. :)

Blottet for melodrama

2007-12-07T03:22:00.000+01:00

Jeg er tilbage i blogosfæren efter at have holdt en tiltrængt pause. Og allerede under mit første besøg hos Sus, blev jeg lidt klogere på, hvad der ligesom gjorde, at jeg havde brug for mit lille afbræk.

Hele den her prostitutionsdebat og de temaer, der filtrer sig sammen med den, har det ligesom med at gå i tomgang. Der er altid en eller anden, der lige skal stikke næsen frem og sige: "Jamen, det er altså fornedrende at være luder. Om ikke på den ene måde, så på den anden." Og der er helt sikkert grund til at give det tema opmærksomhed i dette rette omfang, men for pokker da ikke hele tiden, vel? Det ærgrer mig, at der er så meget fokus på, om det er synd for luderne, og om deres kunder er sofistikerede voldsmænd, der ødelægger deres ofre uden at det er umiddelbart synligt.

Sus skriver om "Lækre" kunder. Hun fortæller, hvordan den unge telefondame en dag lukkede en kunde ind, hvorefter hun med julelys i øjnene kom og fortalte, hvor dødlækker, han bare var. Det syntes Sus ikke. Hun syntes heller ikke, han var utiltalende, bare ikke sådan dødskøn, som telefondamen havde syntes. Andre gange er det så omvendt. Så er det Sus, der tripper småsavlende rundt med julelys i øjnene over en, som telefondamen knap værdigede et blik.

Det fine ved den historie er, at den er så totalt blottet for det der storladne melodrama, som ofte forsøges spundet omkring hverdagen som prostitueret. Hvis vi har brug for en scene for de virkelig store armbevægelser i tilværelsen, så er Sus' praksis et dårligt valg. Egentlig får jeg tit et indtryk af, at der er mere Skagensmaleri over det, end der er saftig porno eller politisk slagsmark.

Det er på tide at få sat lidt fut i prostitutionsdebatten igen. Og særligt at få bragt nogle nye elementer ind i diskussionen. Der er så meget guf at tage fat i: købeseksualitet som fænomen, forholdet mellem ånd og legeme, individualitet, voksenleg, tabuiseringsmønstre - you name it. Det er alt for ærgerligt at bremse den debat, bare fordi der stadig er nogen der mener, at prostitution er noget værre snavs. Dem om det. Det handler ikke om at overbevise flest mulige. Det handler snarere om at få mest muligt sagt af det, der stadig bare ligger og ulmer under overfladen.

Finurligt, som sådan en lille hverdagsberetning som den, Sus fortalte om den ikke-helt-så-lækre-som-det-telefondamen-syntes kunde, kan bringe noget nyt i fokus. Ikke, at det er noget vildt og banebrydende, der bringes frem, snarere tværtimod. Hvis en kvinde i et andet erhverv end prostitution havde fortalt, at hun havde diskuteret en eller andens kundes godtepotentiale med en kollega, så havde det knap været noget, man havde gidet kommentere. Med mindre, der selvfølgelig var billede med, så kunne man da afgive sin egen smagsdom. Men når faget er prostitution, så er den slags hverdagssnak mellem kvinder pludselig oplæg til en vældig diskussion om politik og ære. Det er da lidt bizart...

Folketingsvalg og signalværdi

2007-11-11T14:19:00.000+01:00

Der er en overvejende sandsynlighed for, at jeg lader valg være valg på tirsdag. Det placerer mig i gruppen af forhadte sofavælgere, hvis intention pr. konvention er prædefineret og tillagt betydningen: "Skider på demokratiet/fællesskabet". Og det er denne mærkelige konsensus om, at blanke stemmer/udeblevne med stemmeret absolut mener een bestemt ting med deres handling, som får mig til at overveje at blive væk.

Først og fremmest: jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal sætte mit kryds. I princippet kan jeg stå inde for en del af alle partiers partiprogrammer. Måske med undtagelse af Dansk Folkeparti, uden jeg dermed gider hoppe med på "fucking lede racister"-bølgen, som egentlig mest bare er trættende og primitiv. Der er også noget, jeg ikke kan stå inde for i alle partiers programmer. Så jeg hælder mest til at ville stemme blankt, og så er det jeg tænker: hvorfor ER det lige så vigtigt, at jeg så dukker op?

Den blanke stemme har en underlig symbolik. Det er en rationelt set ligegyldig handling, der måske har en signalværdi, men som man ikke i praksis kan udsige noget om. Der kan være utrolig mange grunde til, at man stemmer blankt:

1) Man har ikke taget stilling, men har lært, at man så i det mindste bør stemme blankt.
2) Man har taget stilling, men synes ikke, man kan stå inde for noget parti.
3) Man har taget stilling og står inde for et parti, man ikke har samvittighed til at stemme på, fordi man traditionelt har tilhørt den anden fløj.
4) Man er skide ligeglad.
5) Man synes, demokratiet er latterligt, men gør det, fordi det gør man nu engang.
5) Fortsæt selv...

Jeg har luftet for nogen, at jeg overvejer at blive hjemme. Automatreaktionen er: "Nej, det skal du ikke! Så stem i det mindste blankt! Fordi, så viser du, at du i det mindste har taget stilling og bakker op om demokratiet." Men hvem er det lige, der har vedtaget, at det kun kan betyde, at man er ligeglad eller utaknemmelig, hvis man bliver hjemme?

Når jeg måske bliver hjemme på tirsdag, så er det fordi, jeg ikke længere er inde i alt det her politiske halløjsa. Fordi jeg stadig mærker, at jeg bliver træt og føler mig presset på en uhensigtsmæssig måde, når jeg forsøger at tage stilling og sætte mig ind i tingene. Fordi jeg ganske vist nok har en holdning til mange ting, men i praksis er lidt ligeglad med, om landet ledes af rød eller blå stue. Fordi jeg hellere vil overlade det til jer andre, der faktisk har taget stilling og sat jer ind i tingene, at bestemme, hvem der skal bestemme.

Hvorfor så ikke bare stemme blankt? Fordi det er spild af tid! Ikke bare min, også de valgtilforordnedes. Fordi det i praksis er en ligegyldig gestus at sende et primitivt og forenklet signal. Fordi en blank stemme ikke signalere det, jeg rent faktisk ønsker at signalere.

Så med mindre, jeg finder ud af, at jeg faktisk vil sætte et kryds et sted, så bliver jeg hjemme på tirsdag!

Timen, der vender tilbage

2007-10-28T02:52:00.000+01:00

Klokken lidt over to begav jeg mig på vej hjem fra en herlig fest hos nogle venner, og det fantastiske er så, at nu er jeg kommet hjem, kan sidde og falde lidt ned, før jeg går i seng - og om lidt vil klokken være mindre end den var, da jeg tog afsted. Fantastisk. :)

Bloggen her har ligget død nogen tid. Det afspejler sikkert meget godt mit eget engagement. Jeg fik afleveret den opgave, der har forfulgt mig siden juni måned. Deadline var 15. oktober, og jeg nåede det til tiden - den røg afsted på mailen kl. 23.58.

Næste skridt er opgaven til Feminist Science and Technology Studies. Jeg ved endnu ikke helt, hvordan den skal skrues sammen, men det skal jeg bruge de næste par uger til at finde ud af. Noget med noget feminisme og så noget oplevelsesøkonomi, tænker jeg. ;)

Og i morgen skal jeg, sammen med en af de venner, jeg var til fest hos - og en af præsterne fra kirken - stå for en temagudstjeneste om blasfemi. Vi skal vise klip fra filmen Dogma, og måske kommer Donna Haraway endda og taler lidt med via sit blasfemibegreb:

Blasphemy has always seemed to require taking things very seriously. (...) Blasphemy protects one from the moral majority within, while still insisting on the need for community. Blasphemy is not apostasy.

Jeg glæder mig rigtig meget til det. Det er spændende at være med til at arrangere en gudstjeneste, der afsøger blasfemibegrebet og vender blikket mere indad mod vores egen kirke og os selv, end udad. Det sidste er måske mest oplagt og lettest at få øje på - det sidste mener jeg er langt mere konstruktivt. Hvori består vores egen blafemi? Og hvordan forholder vi os til de blasfemiske handlinger? Jeg glæder mig meget til at finde ud af, hvordan præsten har fået vores diskussioner og tankerækker omformet til en prædiken, der tager udgangspunkt i klip fra filmen.

Alle er selvfølgelig velkomne. Det er i Helligåndskirken, og det er kl. 17. Og bagefter er der spaghetti med kødsovs til en 20'er. Eller måske er det kun 15 kr.?

Før deadline

2007-10-14T20:33:00.000+02:00

I morgen er der deadline på den opgave i Academic and Creative Writing, som jeg vist har fået nævnt et utal af gange i denne blog efterhånden. I nat drømte jeg, at det var søndag aften og klokken var 23, og at jeg endnu ikke var kommet i gang. Det er ikke helt sandt. Jeg er kommet i gang, men foreløbig har jeg kun 3 siders færdig tekst. Det vil sige - jeg har mere end tre siders færdig tekst, jeg har bare ikke fået det skrevet sammen endnu.

I går sad jeg og nørklede hygsomt med det hele. Tænkte, at jeg havde masser af tid. Og først da jeg lagde mig til at sove - sådan ved 5-tiden i morges, gik det op for mig, at min tid kun var god, hvis det hele klappede og kørte uden bøvl. Og det gør den slags jo sjældent. Der opstår altid noget, hvor jeg pludselig synes, jeg skal en anden vej - at der er noget andet end det oprindelig planlagte, jeg burde fokusere på i stedet. Jeg er hammerdårlig til at forlade brainstorm-stadiet. Sådan har det ikke altid været.

Jeg kan ikke rigtig afgøre med mig selv, om jeg gør tingene sværere for mig selv, end de behøver være, eller om jeg simpelthen er en doven slog, der burde arbejde lidt hårdere for at få ting til at lykkes. Måske er der noget om begge dele, måske er spørgsmålet irrelevant. Og når jeg nu sidder og hænger så tæt op af en deadline, hvorfor pokker vælger jeg så at begynde at blogge? Kunne tiden ikke være brugt bedre?

Næh... det kunne den ikke. Når jeg sidder og gør mig umage med at skrive noget, som er rettet mod lige netop det publikum, som skal læse teksten, så får jeg sådan en lyst til at bande og sværge og bruge mærkelige ord og gå i selvsving. Og til sidst hober det sig op i knolden på mig, og jeg bliver nødt til at få afløb. Så jeg tænker, at et lille afbræk, hvor jeg kan braldre løs i det sprog, der nu engang passer mig, vil være ganske nyttig på nuværende tidspunkt. Så travlt har jeg heller ikke - der er ikke noget bestemt afleveringstidspunkt, så jeg går ud fra, at bare jeg sender opgaven før midnat, så er det rettidigt. Det vil sige, at der stadig er mere end et døgn tilbage, og jeg mangler ret beset kun en 4-5 siders tekst - resten ligger der allerede, fordelt over et utal af dokumenter og blogentries.

Og så alligevel... siden den der drøm i nat, har "søndag aften kl. 23" fået en eller anden magisk kraft. Jeg bilder mig ind, at jeg er nødt til at være kommet et godt stykke videre inden da. Realistisk set vil det vel sige, at opgaven skal være vokset med mindst to sider, ellers er jeg bange for, at jeg genoplever den intense stressfølelse, som nærede drømmen. Det er i øvrigt en tilbagevendende drøm, jeg har: at jeg skal til en eller anden form for eksamen, og at det alt for sent går op for mig, at jeg ikke kan det, jeg skal præstere. Nogle gange handler det om, at jeg skal på scenen og spille et teaterstykke, og netop som tæppet går (jeg er som regel altid først med i 2. akt), går det op for mig, at jeg fuldstændig har glemt at læse manuskriptet, og at jeg ikke engang helt ved, hvad det er for en rolle, jeg selv skal spille. Så haster jeg rundt for at redde situationen, men heldigvis slutter drømmen som regel, før jeg skal på scenen, så jeg når aldrig at dumme mig.

I den dersens persontypeindikator-test på jobindex.dk er der et spørgsmål, om man som regel begynder på opgaver i god tid, eller om man sidder med dem natten før deadline. Jeg gør begge dele. Jeg har været i gang med denne her opgave i hvad der føles som evigheder. Jeg har levet med den, som var den et foster, jeg bar rundt på - sådan føles det ofte, det med at arbejde på en opgave. Jeg starter som regel i rigtig god tid, men alligevel ender det med, at jeg først får helt tjek på tingene lige før deadline. Metaforisk set kunne det tilskrives min modvilje mod at føde. I praksis skyldes det nok, at hver gang jeg skriver noget, åbner dette noget op for nye ideer til, hvordan jeg burde have vinklet tingene. Så skriver jeg om igen (jeg har trods alt efterhånden lært at gemme tidligere udkast, så jeg har noget at hive ind, når tingene skal feberreddes), og så får jeg noget nyt, som viser mig, hvordan jeg burde have gjort - og sådan fortsætter jeg så, indtil jeg godt kan se, at nu bliver jeg sgu' nødt til at tage en beslutning. Og så går jeg i stå.

Jeg tror egentlig ikke, det er fordi jeg er specielt doven. Jeg skriver jo en masse (og som noget nyt er jeg faktisk også blevet god til at få læst noget - det hjalp at komme på det kursus i Norge og få diskuteret læsestrategier med min svenske roommate), men jeg tror, jeg er arbejdsmyren, der gerne producerer en hel masse, men som helst overlader til andre at tage beslutningerne om, hvordan det skal præsenteres. Hvorfor er det jeg hører min ven Sørens stemme i baghovedet sige: "Jamen, du er jo også en kvinde!"?

Tanketeknologier

2007-10-10T00:31:00.000+02:00

Det er pudsigt. Aldrig så snart har jeg bekendtgjort, at jeg har startet en faglig projektblog, før jeg går helt i selvsving over, hvad jeg så skal poste hvor. Kategorisering har aldrig været min force; måske er det derfor, jeg aldrig rigtig bliver god til filosofi? Og i forlængelse heraf derfor, jeg så nemt lader mig forføre af Donna Haraway og hendes ideer om verdens foranderlighed og dikotomiernes drilskhed. Særlig det sidstnævnte kan give anledning til selvsving - når jeg har noget på hjerte, hvordan bestemmer jeg så, om det er fagligt eller personligt? Eller politisk? Eller religiøst? Eller... seriøst eller humoristisk, ligegyldigt eller vigtigt? "Things are true in their consequences", lyder en eller anden røst bag mig, og det er sikkert rigtigt. Nogle gange kan jeg komme til at bruge så meget tid på at finde ud af, hvilket label et eller andet skal have, at jeg forsømmer at koncentrere mig om indholdet.

Haraway taler om noget, hun kalder 'thinking technologies' eller 'cognitive technologies'. Hun betragter tænkning og særlig vores måde at anvende kategorier som teknologiske fænomener. Og hun taler om 'category formation/manipulation skills' for at understrege tænkningens teknologiske karakter. Jeg kan godt lide at betragte tænkning som noget vi gør på en bestemt måde, og ikke bare som noget, vi gør. Jeg er enig med Haraway i, at det giver mening at betragte tænkning som en materiel praksis - der sker noget, når man tænker - man tænker ikke bare noget... man tænker om noget, med noget, på bestemte måder. Jeg er ikke spor klog på, hvad det lige er der foregår, men mine tanker går tilbage til min gamle helt fra min tid som psykologistuderende, Vygotsky, og hans tekster om forholdet mellem tænkning og sprog. Jeg kan i øvrigt også godt lide at betragte sprog som teknologier, som materialer, der i særlige formationer bidrager til at give os de forståelser af verden, vi nu engang har. Betragtet som teknologi bliver sprogets begrænsninger mere spiselige. Når vi tænker sprog som et materielt fænomen bliver det nemmere at acceptere, at det ikke kan alt det, man kan foranlediges til at tro, hvis man tænker sprog som noget abstrakt, immaterielt, der ikke tilhører samme sfærer, som vi ellers vandrer rundt i.

For tiden er det projektet, der fylder næsten alt. Jeg får ikke rigtig fulgt med i, hvad der ellers sker i verden, og jeg har forsømt mine daglige vandreture gennem blogosfæren. Jeg bliver hamrende asocial af at være opslugt af faglige ideer. Jeg kan ikke helt redegøre for, hvad der sker, men det er meget tydeligt, at mine tanker nogle gange finder noget, der passer godt til deres måde at operere, og så kværner de løs, mens jeg forsøger at følge med og at gøre det, de byder mig - som f.eks. at starte en ny blog eller at bruge timer på at læse om tåreflasker (jeg spekulerer over, om der findes et andet dansk ord for disse, siden der er uendelig få hits på Google. På engelsk hedder de bl.a. tear bottles, tear catchers og lachrymatory bottles). Jeg tror, jeg tænker mere i associationer og forbindelser, end jeg tænker i kategorier eller felter. Og når jeg sådan rigtig går i arbejdsmode, så bliver jeg ført rundt - ofte i Cyberspace - og opdager den ene herlige lille ting efter den anden, og de ting, der ellers plejer at optage mig i hverdagen, herunder det faktum, at jeg har venner af den slags, man kan snakke med, forsvinder fra min opmærksomhed.

I morgen skal jeg undervise, og torsdag skal jeg til en forelæsning og har nogle ærinder på kontoret derefter. Jeg har ikke været på kontoret i denne uge, men jeg overvejer at blive hjemme også fredag. Jeg har planer uden for huset indtil torsdag aften engang - og hvis jeg nu arbejder hjemme fredag, så har jeg faktisk et stræk fra torsdag aften til mandag, hvor jeg kan tage en ordentlig arbejdsmarathon af den slags, som jeg har dyrket lidt i det små her de sidste par dage (og ugen før, jeg havde Fine), og som egentlig er en vane, jeg forsøger at udskifte med en mere normal 9-16 arbejdsrytme - det funker bare ikke optimalt. Jeg får lavet meget mere - og har det meget sjovere. Når jeg sådan har flere døgn i træk til rådighed, kan jeg virkelig komme til at arbejde på en måde, der passer mig rigtig godt. Så arbejder jeg - læser, skriver, googler, systematiserer (okay, prøver...) og den slags - og bruger en masse god tid på overspringshandlinger - og så sover jeg, når jeg bliver træt... det viser sig ofte, at jeg arbejder bedst om natten, og så kan jeg som regel ikke sove før omkring middag eller lidt senere - jeg tror, jeg må love mig selv, at een enkelt uge i det her semester - hvornår det så end kan blive - så skal jeg tage "ferie" fra alt andet... tanken om, at jeg kan starte en søndag efter at have afleveret Josefine, og så ikke skulle tænke på noget som helst ud over min arbejdsproces i en hel uge... det virker helt vildt. Bare tanken om at kunne lægge mig til at sove uden at skulle bekymre mig om, hvad dag det er, når jeg vågner igen... ak ja... det er ganske realistisk, at jeg kan få planlagt sådan en uge - men det er ikke nu. Det er slet ikke nu. Nu er tiden, hvor jeg skal få tankerne væk fra projektet og over på de øvelsestimer i Informationsvidenskabelig Metode, jeg skal levere i morgen. Det skal nok blive sjovt. Men lige nu tror jeg bare, jeg ser lidt skævt til alt, der ikke er enten søvn eller The Stuff that Dreams are made of...

Dobbeltblogging

2007-10-09T10:42:00.000+02:00

Jeg har startet et nyt blogprojekt (igen-igen). Denne gang en engelsksproget faglig projektblog, som jeg vil bruge til at vende de ideer, jeg arbejder med i det daglige. Hermed bliver nærværende blog i højere grad personlig, omend jeg fastholder, at dette er en semi-faglig personlig weblog.

Der er gået endnu et par nætter, hvor jeg har arbejdet igennem, mest i brainstorm mode, men jeg har fået lidt mere styr på, hvad jeg skal til at i gang med - nu har jeg bare lige engang forberedelse af øvelsestimer i morgen på programmet, før jeg kan komme videre. Dvs., at jeg regner med at komme videre engang på torsdag, og så har jeg forhåbentlig mit første paper færdigt i løbet af weekenden, så jeg kan få det printet ud og rettet endeligt igennem på mandag, som er min deadline.

Lige nu er dilemmaet, at jeg har besluttet, at jeg lige vil skimme ugens pensum igennem, så jeg kan få styr på, hvad jeg skal tage fat på i morgen. Men jeg bliver hele tiden distraheret af nogle af de fascinerende teknologier, jeg har fået øje på her de sidste dage - og som jeg går mere i dybden med i min nye projektblog.

Cyklus

2007-10-06T09:53:00.000+02:00

I går var Fine og jeg til fredagsfamilie-arrangement i kirken. Der var der en, der bemærkede: "Nå, så er der gået en måned igen", og det havde han fuldstændig ret i. Vi mødes dernede den første fredag i hver måned. Det var samtidig ensbetydende med, at det var fredag, og at Fine pludselig kun skulle sove her to gange mere, før hun skulle tilbage til sin far. Og nu er det lørdag formiddag. Barnet er allerede i fuld gang med at lege, mens jeg sidder og forsøger at få øjne og fatte, at hun skal væk igen i morgen.

Bloggen har ligget død et stykke tid, efter jeg gik i symbiose med mit projekt og skrev i vildskab, fordi jeg var inde i et godt flow, der snart måtte gå over pga. selvsamme fantastiske ninjaprinsesse, som meldte sin ankomst. Jeg kan ikke skrive på samme måde, når jeg ved, at hun er mit ansvar, for jeg har det med at glemme alt omkring mig og blive temmelig åndsfraværende, og det vil jeg ikke byde det bette barn (som i øvrigt sad og øvede sig i at skrive sit navn med graffiti-skrift, da jeg hentede hende i børneren i går).

I morgen går det så løs igen - farvel til Fine, goddag til projekt. Mit liv cykler afsted, og nogle gange synes jeg, det er lidt svært at følge med. Da jeg lagde projektet væk for at koncentrere mig om at blive familiemenneske igen - engang i mandags - var det lidt modvilligt, for nu gik det jo lige så godt. Og nu er det så med en vis modvilje, at jeg ser frem til at aflevere Fine igen. Dels er det aldrig sjovt at sige farvel til Fine vel vidende, at nu går der mere end en uge, før vi ses igen (men det er nu heller ikke så forfærdeligt, som nogle af og til har lyst til at udlægge fortællingen), dels skal jeg til at læse mig igennem alle de mærkværdigheder, jeg fik produceret i sidste uge - og noget siger mig, at der skal sorteres en del. Og så er der noget der siger mig, at det skal jeg slet ikke skrive om nu, for nu er det vist på tide, at jeg får øjne og bliver klar til at være mor igen. Vi skal ud og se, om vi kan finde et blinkesjippetov, og så skal vi på McDonalds og spise aftensmad - den med fiskene. Så kan Fine lege i legerummet, og mor kan sidde og kigge ud på blodbøgen. Det er også en slags oplevelsesøkonomi.

Taxi ride experience

2007-10-02T02:18:00.000+02:00

The great Dan Turèll once wrote a poem in which he talked about what kind of taxi driver he would be. He would greet people as his guests and give them a good time as he carried them from place to place. He would give them whatever advice they needed and know what they talked about, however making an effort not to know better.

I quote from the poem, and if anyone needs a translation, please let me know:

Og jeg ville smile til dem alle sammen
og indrømme at det var for galt
at det var strenge tider
men at det jo nok alligevel gik
så længe man ikke mistede humøret -

Og en gang imellem
Måske én gang om måneden
ville jeg være gloomy og nedstirrende
og sort og skumlende og misantropisk og månesyg og mistænksom
og se ud som om jeg ventede at alle ville slå mig ned bagfra
eller i det mindste løbe fra regningen -
Dén dag ville jeg råbe og skrige sjofelheder og skældsord mod alle byens andre biler
og dén dag ville jeg kun le indvendigt -
Og morgenen efter ville jeg på ny
og mindst en måned frem
være den samme go'e gl. almindeligt afholdte chauffør
"Taxa-Turèll"
som de ville kalde mig -

Åh jeg kan næsten ikke vente!
Når jeg blir stor vil jeg være taxachauffør!
I mit næste liv vil jeg måske blive taxachauffør - ENDELIG!

Since he died many years ago, in 1993, so I hope that by now he has finally gotten into the taxi business. I would love him to take me home one night. I think I would enjoy that ride, and even though I love cab riding, I think that I may be a difficult customer. Especially to white drivers for some reason (maybe it has to do with being exotic but I don't know).

Last week, I rode a cab home late one night, and I had a nice chitchat with the driver from whom I learned that being a cab driver was great because of all the stories a cab driver got to hear from the customers. I actually asked him did he know Dan Turèll, and he didn't but agreed that driving a taxi was a good way of getting stories from people. Turèll sound like he'd rather give people advice, but I guess that he would catch up on what he would later pass on by listening to his customer's stories. I told that particular driver the story that I was a PhD-student who just wanted to relax and have fun with what I was doing. And that I envied his access to stories but that I didn't want to drive a taxi. He agreed that he envied me for being at the university, earning a degree, but he didn't want to take an education. "I like what I do", he told me, and I had no doubt that he was serious about it.

I would never want to drive a taxi. Traffic makes me nervous, and I so enjoy riding busses and taxis because then I don't have to pay attention but am free to dwell into thoughts. I like the taxi, for having casual conversations in busses is just not that easy. I don't always talk with cab drivers. It depends whether they seem to have something to tell me. Tonight my driver wasn't very talkative. But I decided to test what happened if I kept the conversation going. I started out by asking to his work day, and I learned that on Monday nights there are very few people in need of a ride. I could then tell him that he was my second ride that night. We listened to the radio, and I asked him whether he liked that music. He didn't. I asked him why he didn't make a disk or two with music he enjoyed listening to, since he spent all that time in a car equipped to play back music. He told me that he didn't really care about buying music because a cd isn't cheap and because he found himself liking just a few numbers of each one. I then ask him why he didn't download from the net. He answered that he didn't know any address from which he could do that, and I told him about iTunes.

The taxi driver then said something that I doubt a white driver would ever say: "God has sent you with this address!" I was so surprised that I had to ask him to repeat, and he said: "Jesus has sent you, thank you - will you please write down the address here?" - and he handed me a sheet of paper. I noted down the address, and also gave him my e-mail address. I have never given out my e-mail address to a complete stranger like that before. But I know that converting files from iTunes can be a bit tricky, and I almost regretted that I sent him into such difficult domains - I mean, if he's never downloaded music before, he wouldn't find it all that intuitive in there. First of all he needs to discover that he must download the iTunes application, and then find out how to search for and purchase music, and then for playing it from his car system... lots of things can go wrong, and I just thought: Well, a person who drives a car for aliving should really be able to listen to their own choice of music. Hopefully he's able to figure out how to make it work if it's that important to him, but I just thought it would be a shame if he got stuck with nowhere to turn.

I guess that I just like to help out like that. Recommend something to people that would make their life just a little easier or just a bit more fun. And I like to live my own life like that. I guess that's one of the reasons why I always seem to find myself doing just a bit extra in order to make things a little more pleasant as I work. Like setting my bedtime for tonight at 5 o'clock because I still have something I would like to try out before I wrap up playtime and get ready for motherhood tomorrow. And then - my teaching duty starts Wednesday, I have a meeting with my supervisor on Thursday, and for those two events I have to prepare something. And I don't want to present just another "I don't know what I'm doing"-act so I'll be preparing an introduction of 'Sociotechnical Realities en Suite" - an essay in which I talk about how I want to move the next couple of Months. In other words: I will be writing a synopsis in which the three papers I will be delivering this semester are presented and explained in a way that makes it possible to follow the threads weaving them together and aiming at something which may end as my problem statement for 'The Stuff that Dreams are made of''. Actually, it makes me a bit nervous. Like I had a reason for that.

Public/private

2007-10-01T20:55:00.000+02:00

I have decided to write this blog entry in English, as I will be referring to it in the paper I am currently writing, the assignment for the PhD-course on Academic and Creative Writing in Gender Studies, that I attended in June. The paper introduces the idea of 'Reading Studies' as an approach to science studies which we should consider trying out more often. I began writing yesterday, and at some point I decided that my writing should be about my reading of the first two chapters of Dream Society. I got through a lot of very interesting thoughts, many of which I managed to capture in the text as I turned to that to log my recent activities and reflect upon what I've been reading and otherwise doing since I stopped writing the last time.

One of these interesting thoughts arrived from a conversation I had on Messenger with one of my friends. We were discussing how it felt being commented on the street by random men, and during that discussion we discovered, that we don't appear exotic to the same groups of men. She, as a white woman, is among others when she encounters a nonwhite. I am among others when I encounter a white. Only, I am among others whom I have been among more than I have been among nonwhites, so the relations are not entirely symmetrical, yet they did provide the framework for thinking about the meaning of being exotic.

That brought me into writing about myself as an Asian woman. I quote from the text:

As a nonwhite I am an exotic being. As an Asian I am a diligent and gentle being with a desire to please and to serve, and as an Asian I racially belong to the group that so troubled the Bell Curve folks that they weren’t able to ratify the Intellectual Superiority of Whites. My feminine Asian body bears connotations to trafficking, mail order brides, the funny Chinese at the junk food place down the street, the wise old dude with the funny grin from Karate Kid,
(It strikes me that the privilege of being inappropriate/d is that it allows for so many positions of deviations that you get one hell of a chance to study figurations of normality)
Lucy Liu, I realize that my body bears connotations to Yoda as well, which I know because it has been a joke I encountered sooner or later in several friendships I’ve had with whites during my life. However, carrying a body with popular culture as its only source of identification can be a rather troublesome ride. I can do whatever, and never will my body be able to escape this jolly ensemble of figurations that it dances as it longs for inhabiting the girl next door.

During dinner break I attended to one of my favorite procrastinations these days, Facebook. I have a lot of strange little applications attached to my profile, one of which being the Compare People-feature. For some reason I like to compare friends through this little machine. The game is this: You get a question and are asked to vote for one of the two of your friends that were chosen as candidates for that particular election. I like to actually think it over: "Which of these two would I actually rather be stuffed in handcuffs with?" and try to give honest answers - they are anonymous anyway, but I like to follow the rules of this game. Why? Probably because it gives me a chance to see my friends figure as a jolly ensemble of actors with whom I can share the burden of carrying a body with popular culture as its only source of identification. Maybe that is also why I love to challenge them into quizzes to determine which Simpson, Lord of the Rings, Incredibles, You-Name-It-character they are. (I am Dr. Hibbert (don't even know that character), Frodo, Elastigirl, and should I name one myself, I'm Clementine from Eternal Sunshine of the Spotless Mind, but I couldn't find a quiz on that one).

Back to Facebook and the meaning of being exotic. I dwelled a little into the results from elections I were chosen for:

I find it a bit funny to notice that a reading of this chart would be possible in a way that had nothing to do with me. Here I figure as pure statistics, as information feed for some database driven software system. My name was chosen for 8 elections with the question of who is better at science. In 5 occasions, the voter has chosen my name. Only twice have I been picked for the election of "rather be stuck in handcuffs with", one placed a winning vote with me. Still I rank as first within my network of friends. That tells me that my friends generally skip this question, as I skip many questions myself, that I don't want to think my friends into.

Then, a little later I came to look at my public profile and how the Compare People-feature portrayed me there:

So here's the woman whose friends would enjoy being stuck in handcuffs with, having dinner with (maybe she cooks?), laughs at the most, and who is also very studious and loyal. Hm.... "Best to be stuck in handcuffs with" + "My feminine Asian body bears connotations to trafficking, mail order brides", and "Lucy Liu" . "Best dinner companion" + "as an Asian I racially belong to the group that so troubled the Bell Curve folks that they weren’t able to ratify the Intellectual Superiority of Whites" . "Most loyal" + "I realize that my body bears connotations to Yoda as well, which I know because it has been a joke I encountered sooner or later in several friendships I’ve had with whites during my life" . "Funniest" + "the funny Chinese at the junk food place down the street" . "Most studious" + "As an Asian I am a diligent and gentle being with a desire to please and to serve", "the wise old dude with the funny grin from Karate Kid", and "carrying a body with popular culture as its only source of identification can be a rather troublesome ride". It all adds up, doesn't it? I can do whatever, and never will my body be able to escape this jolly ensemble of figurations that it dances as it longs for inhabiting the girl next door.

Min datters humor

2007-09-30T19:59:00.000+02:00

Jeg har lige snakket i telefon med Josefine. Den pige har så meget humor, det har jeg hele tiden haft på fornemmelsen, jeg så det f.eks. i dette billede, da pigen kun var 2 måneder gammel:

I dag spurgte jeg hende, om hendes far nu var sød ved hende. "Mjah...", sagde hun og trak sådan lidt på det, "men han er godt nok så fræk", sagde hun så. Jeg måtte jo vide, hvorfor han var fræk, og svaret var: "fordi, når jeg klapper ham i røven... så kilder han mig!!!" Det måtte jeg jo give hende - han er godt nok fræk! Og det blev ikke bedre af, at hun så også fortalte, at han så siger, samtidig med at han kilder: "nåååh, hvad var DET lige for noget, du gjorde der?" Frække far, altså! :)

Så begyndte hun at spørge til, hvor jeg har gemt de gaver, jeg købte til hende i Norge. Efter lidt definitionssnak om noget, der var midt mellem 'midt i mellem' og 'fugl' - vi enedes vist om, at 'babyfugl' lød okay, gættede Fine på, at den lå i hendes seng (en halvhøj IKEA-model i sådan ca. babyfugls højde), og så sagde jeg, at der måtte hun jo så prøve at lede, når hun kom hjem til mig igen. "Så ER det jo der!" sagde hun så. "Fordi når du siger: "jaaaa, det må du hellere selv kigge efter, når du kommer hjem til mig", så er det der, det ligger!" Busted! Hun er dælme skarp, og da jeg sagde, at det var godt tænkt, gnæggede hun løs i lang tid. Og så stoppede hun op og sagde: "Nej, nu er det mig der er fræk." Det var så morsomt. :)

Desværre kom hun til at græde, fordi hun hørte, at det var ved at være sengetid, og vi havde det jo lige så sjovt. Men jeg fik hende til at gå hen til sin far for at blive trøstet, fik sagt pænt farvel og fik lige farmand til at bekræfte, at han skulle trøste hende nu, og så fik jeg ellers en sms lidt efter om, at hun hurtigt var glad igen. Det er een måde, vores skilsmissefamilie fungerer.

define: producer of imaginations

2007-09-30T16:21:00.000+02:00

Jeg sidder og nørkler med ideer til min teknologifilosofiopgave, som jeg skal aflevere til januar. Jeg skrev et forhastet udkast, som endte med at blive en god tekst med for dårlig sammenhæng med det fag, det blev afleveret som en test af min viden om, at jeg ikke bestod testen, men jeg har ikke grund til at forlade de ideer, jeg satte i gang i opgaven. Forsiden så sådan ud:

Den handlede om et komplekst socioteknisk spil med The Globe som den hovedaktør, som spillets brugere skal føre gennem verden og tilføje deres eget særpræg til. En vision jeg lod udfolde sig ved hjælp af min viden om, hvordan teknologier kan beskrives på en måde, så deres jævnbyrdighed med andre aktører, herunder humane, kommer til syne. The Globe er en gadget, der kun kan købes online via virksomhedens website. Og da virksomheden ikke eksisterer, kan den heller ikke have et website, og den kan heller ikke have produceret en gadget, der gør det muligt at spille et spil, hvor man glad og gerne giver flere tusind kroner for et stykke lækkert designet teknologi, for så at lægge den ud på en pløjemark og gå og vente spændt på, hvornår den begynder at sende postkort hjem.

Jeg synes bare, det er ærgerligt at afskære sig selv fra at snakke om teknologier, bare fordi ingen har sat dem i produktion endnu. Og så blev jeg bare nødt til at gøre det, selvom jeg egentlig skulle skrive min opgave i teknologifilosofi. Så jeg bildte mig bare ind, at det var den, jeg skrev og afleverede den så som bevis på, at jeg havde tilegnet mig faget. Det bevis kunne opgaven ikke levere. Men den gjorde det muligt for mig at gennemarbejde nogle ideer om måder, man kan snakke om teknologier, og derfor vil jeg nu gå i gang med at skrive mit rigtige bevis på, at jeg behersker faget. Min nye forside ser sådan ud:

Indtil videre kan jeg anbefale følgende Google definitions, og jeg er i øjeblikket i færd med at skrive og samle tekst, der indeholder en bred vifte af ord, der kan defineres via Google Define: og bidrage til at synliggøre masser af amputeret mening.

Dream Society
(Jeg linker lidt hen ad vejen, når jeg lige har brug for en pause...)
Reader
Google
Eternity
Another
Definitions
Define
Immersion
Diffraction
Producer of imaginations

Jeg vil føre et gennemgående fodnotesystem, hvori jeg refererer til søgestrenge fra Google Define:-søgninger på det ord, fodnoten efterfølger. På den måde vil jeg tage forholdsregler for bias grundet mit begrænsede blik. Jeg vil gennem opgaven anvende Googles definitioner på de begreber, jeg bruger i min skrivning. Eller, det vil sige - det vil jeg i det her første udkast til opgaven, som jeg skriver til Academic and Creative Writing-kurset. Så kan jeg lige få leget lidt med mine udtryksmuligheder i en ramme, hvor forsøg på kreativitet i den akademiske skrivning anerkendes og vurderes positivt. Så kan jeg tage en periode på en måneds tid, hvor jeg lige læser mig lidt ind på kerneområderne i mit projekt: oplevelsesøkonomi, feministisk STS, læse nogle ph.d.-afhandlinger og aflure nogle tricks... og så kan jeg lige så stille gå i gang med at tænke over, hvordan jeg kan skrive andet udkast til Feminist Science and Technology-kurset. Men den snak gemmer jeg lige til bedre tider, jeg skal nok bestå min eksamen i teknologifilosofi denne gang - og have fortjent det. :)

Jeg anklager: Strygning!

2007-09-30T15:23:00.000+02:00

Strygning er komplet overflødigt! Den eneste gode grund til at eje et strygejern er, at Hama endnu ikke er begyndt at fremstille deres egen serie af devices, der kan få perlerne til at fæstne sig til hinanden. Det kan ikke betale sig at stryge. Det er unødvendigt tidsspilde, og alt for mange mennesker bruger alt for meget negativ energi på at spekulere over det.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har strøget noget udover perleplader. Jeg tørretumbler alt mit tøj, og der kan gå dage, før jeg får det lagt sammen. Jeg plejer at sige om mig selv, at det er lige meget, hvad jeg tager på, så kommer det til at se casual ud, og jeg tror, det har at gøre med, at det lynhurtigt bliver slidt (pga. tørringen) og så tilmed er krøllet. Det er da lidt sjusket, men jeg har endnu ikke været udsat for, at nogen har prikket mig på skulderen og bedt mig lige stryge mit tøj lidt mere omhyggeligt en anden gang.

Er der nogen, der kan fortælle mig, hvorfor de stryger? Eller, jeg vil egentlig hellere høre strygere, hvorfor I ikke lader være. Jeg bekymrer mig over folks strygevaner, kan jeg pludselig mærke. Det er ikke sådan, at jeg er fanatisk anti-stryger, jævnfør, at jeg jo faktisk bruger mit strygejern jævnligt, blot ikke til at forhindre krøllet tøj. Men det undrer mig bare, at folk stadig stryger. Jeg betragter vel mest af alt strygning som en dårlig vane - som noget, man gør fordi man ikke har tænkt ordentligt over det større billede og hvordan strygning er blevet taget for givet som en del af privatlivet. Spørgsmålet er, om det er strygningen i sig selv, der er vanedannende, eller om der gemmer sig nogle usynlige holdkammerater rundt omkring i krogene, som vi ikke har set, fordi vi altid har taget strygning for givet.

Tænk på, hvor meget tid man bruger på at stryge. Og hvor meget opmærksomhed, det kræver. Og hvad får man ud af al den møje og besvær? Glat tøj!!! Jeg forstår simpelthen ikke, at nogen kan synes, det er umagen værd.

Bedre tider

2007-09-29T23:54:00.000+02:00

En af mine gode veninder fortalte mig lige, at hun engang havde sagt til en mand, hun var sammen med, at hun ville gemme ham til bedre tider. Det synes jeg, man kan lære noget af. Især hvis man tør betragte udsagnet som andet end en kliché eller en eufemisme for 'nej tak, makker'. Først og fremmest ligger der en betydning af 'bedre tider', som er udtryk for et reelt håb.

Jeg tager måske fejl, men det forekommer mig, at vi i dag taler mere om 'nye tider' og 'fremtiden', end vi taler om 'bedre tider'. Når vi taler om fremtiden, er der ofte en snert af afglans fra apokalypsefrygt. Og det er ikke urimeligt, for en eller anden dag er det nok slut for den her planet, måske endda for hele det univers, vi kender som 'alt'. Alligevel giver det ikke helt mening, for vi kan trods alt være rimelig forvissede om, at vores egen livstid rinder ud før Jordens eller Universets, så hvad fidus er der egentlig i andet end at tro på bedre tider? Jeg synes da, det går meget godt for os - jfr. mit indlæg forleden om de her mennesker, som jeg i bund og grund holder så meget af.

Jeg tror på bedre tider. Jeg tror på, at det er umagen værd at slæbe rundt på læs efter læs af besværligheder og problemer og depressioner, for der kommer bedre tider. Jeg tror ikke på forløselsens øjeblik, men jeg tror på, at hvis man bare tror nok på bedre tider til også at finde glimt af dem hist og pist, hvor man færdes, så oplever man lige så stille, at det slet ikke er så tungt endda, og at man også roligt kan flytte fokus fra det, så vigtigt er det heller ikke.

Måske er det derfor, jeg er så begejstret over det livssyn, der gemmer sig bag begreberne om oplevelsesøkonomi. Den der bastante insisteren på bedre tider. På tider, hvor færre og færre mennesker oplever nød, og hvor flere og flere bliver så velhavende, at dagligdags fornødenheder tages fuldstændig for givet. Troen på, at mennesker så vil bruge deres penge på oplevelser - på muligheder for at indleve sig følelsesmæssigt i en lang række fortællinger, som kan tilføre ny mening til deres liv.

Fordi jeg tror på bedre tider, kan jeg forestille mig, at det scenarie holder. Jeg ved ikke, om disse tider kan komme, men jeg tror på dem og kan se en masse oplevelser, jeg kunne tænke mig at købe der. Og vide præcis hvorfor de vil virke, fordi jeg har oplevet så meget, som jeg gerne ville betale for at få designet på en måde, så det bare blev helt rigtigt. Flysimulatoren, der gav mig hele oplevelsen af at lette, svæve i tynd luft langt oppe i himmelrummet, mens jeg kigger ud på et bjergtagende landskab af bløde finurlige skyformationer, der oplyses i så mange nuancer af rød og gul, at det næsten tager pusten helt fra en at begribe det hele. Den oplevelse, men uden faren for at styrte ned, uden ubehaget af fremmede albuer, der støder ind i siden på en, hver gang sidemanden skal bladre i sin avis. Uden det begrænsede syn, man får af de små fedtede flyvinduer - panorama, flyet og alle dets andre passager er usynlige, der er kun mig i følelsen af at sidde i en behagelig stol og betragte skyer set fra oven i solnedgang. Hvis nogen kan designe sådan en oplevelse til mig, betaler jeg glad og gerne, hvad de skal have for det. Jeg tror, det er meget sjovere at tro på bedre tider, end at navigere efter ricisi.

Ateistisk Selskab

2007-09-29T17:26:00.000+02:00

Jeg har netop, via min Facebook-profil, opdaget noget, der hedder 'Ateistisk Selskab'. Og som det politiske og religiøse menneske, jeg nu engang er, måtte jeg naturligvis lige kigge lidt nærmere på det. Via Facebook-gruppen har jeg fundet ateist.dk og sekhum.dk - en hjemmeside, der støtter sekulær humanisme. Og fra sidstnævnte fandt jeg videre til en artikel fra Berlingske, om krisen i mit tidligere parti, Enhedslisten.

På Facebook har Ateistisk Selskab to diskussionstråde i gang. Den første handler om ateister, der er medlem af Folkekirken og har foreløbig kun en enkelt entry, hvori der spørges til, hvordan det kan være, at 83,1% af Danmarks befolkning i 1995 var medlem af Folkekirken, når nu Danmark er et af verdens mest sekulariserede lande. "Talking mixed signals here...", konstaterer kvinden bag indlægget. Jeg kunne tale længe om dette fænomen, men vil her nøjes med at påpege, at jeg ikke finder det så underligt endda, at sekulariserede mennesker er i stand til at sekularisere kirken i sådan en grad, at det stadig giver mening for dem at opretholde et medlemsskab og at anvende dem til de traditioner, som man som dansker uanset religiøs opfattelse, har lært at tage mere eller mindre for givet. Og måske skulle jeg også tilføje, at jeg mener kirken bør være åben og anerkende, at nogle har valgt at bruge den således. Det er ikke ensbetydende med, at indholdet i de kirkelige aktiviteter skal sekulariseres - kirken skal være religiøs, men den skal være åben også for de, der betragter det hele som en sludder for en sladder.

I den anden debattråd efterlyses slogans til selskabets t-shirt. "Fordi du er for gammel til din usynlige ven", hedder overskriften. Jeg håber helt oprigtigt for Ateistisk Selskab, at de vælger et andet slogan. Et selskab baseret på at anlægge distance til en gruppe mennesker med en "usynlig ven", kan jeg dårlig tage alvorligt. Der er forhåbentlig andet at komme efter for medlemmerne, end retten til at gå og råbe: 'Ævbæv, I er bare barnlige!' efter os andre. Spørgsmålet er, hvilket signal, Ateistisk Selskab vil sende. Når man skimmer nogle af artiklerne hos dem og Sekulær Humanisme, kan man jo se, at de har gang i debatter, der er ret så væsentlige, omend jeg ikke er i stand til at drage samme konklusioner, så jeg håber, at foreningen vil tænke over, hvilke signaler de vil udsende og dermed også hvilket publikum, de ønsker at tiltrække.

Og spørgsmålet er naturligvis også, hvad Ateistisk Selskab egentlig er ude på. Går vi til foreningens formålsparagraffer, får vi denne forklaring:

Foreningens formål er
1. at være en forening for ikke-troende
2. at arbejde for en total adskillelse mellem religion og stat, således at alle mennesker ligestilles uanset deres religiøse synspunkter og verdensbillede.
3. at oplyse offentligheden om det ateistiske synspunkt og derved mindske fordommene imod ateister
4. at opfordre folk til at tænke kritisk og selvstændigt om liv og eksistens
5. at støtte de, der ønsker at forholde sig til deres tvivl og skepticisme i en overvejende religiøs verden

Det er helt finurligt på mange måder. Jeg spørger mig selv, hvad jeg som kristen tænker om disse formålsparagraffer. For punkt 1's vedkommende hylder jeg vist bare foreningsfriheden og er helt med på, at ateister kan have glæde af at samles om deres 'ikke-tro'. Punkt 2 er mere problematisk. For det første tror jeg, at det er en illusion, at en adskillelse mellem kirke og stat vil gavne ligestillingen mellem mennesker. For det andet finder jeg, at foreningen modarbejder sig selv, hvad dette formål om ligestilling uanset religiøse synspunkter angår - det vil jeg vende tilbage til om lidt. Punkt 3 er okay - jeg er spændt på at se, hvilke fordomme det er, jeg har om ateister. Jeg var slet ikke bevidst om, at jeg havde nogen (udover måske den om, at de er lidt barnligt-kontrære med deres ønske om bare at række tunge af de gejstlige, selvfølgelig...), eller at samfundet som sådan producerede fordomme om ateister. Punkt 4 er jeg helt med på. Den formulering vil jeg også gerne indskrive i Folkekirkens formålsparagraffer. Måske står den der allerede, jeg synes i hvert fald, min kirke er særdeles god til at fremme den slags selvstændig tænkning. Punkt 5 støtter jeg på samme vis som 4 og mener også, at Folkekirken har et ansvar der.

Så langt så godt. Sådan lyder Ateistisk Selskab, når vi kigger på formålsparagrafferne. Hvordan lyder "de" så, når de optræder i medierne? Selskabet linker selv til en artikel om præster i etisk råd, der ifølge selskabet selv omhandler problemet med 'de mange overtroiske medlemmer af Etisk Råd'. I artiklen kræver selskabets næstformand på foreningens vegne, at de 3 ud af 17 medlemmer af Etisk Råd, der er teologer, skal ud. "De har ikke gjort noget forkert som enkeltpersoner, men kristendommen har hetzet videnskaben i århundreder, og kirken afviser stadig videnskabelige opdagelser. Derfor skal præster ikke have magt til at styre videnskaben.", siger han.

Det er på dette tidspunkt, foreningen kommer i konflikt med deres eget punkt 2 i formålsparagraffen (hvordan kan man ville fremme ligestilling mellem mennesker uanset religion og samtidig kræve religøse mennesker ud af Etisk Råd?). Det er ligeledes her, jeg begynder at bekymre mig om, hvorvidt ateisme er ikke-tro, eller om det nærmere er 'tro på noget andet end det traditionelt religiøse'. Journalisten spørger snedigt nok, om ateisme er den eneste tro, der skal være tilladt i Etisk Råd. Jonathan Szpirt svarer:

"Ateisme er fravær af tro. Det er tanker, som hylder det rationelle. Det er dybt kritisabelt, at man har valgt religiøse mennesker i rådet, for følelser og tro skal ikke afgøre, hvad videnskaben må arbejde med. Videnskaben og kristendommen er i kamp, og præsterne vil have videnskaben ind under kristendommen."

Mit problem er nu: hvordan undgår jeg at falde i samme 'ævbæv, I er bare barnlige'-retorik, som jeg før kritiserede Ateistisk Selskab for at bruge? Skal man virkelig skjule, hvis man har svært ved at tage budskaber alvorligt? Hvordan skal man beskrive det, at de samme der organiserer sig for at undgå fordomme om sig, øjensynlig er temmelig forblændede af fordomme over for dem, de betragter som 'ikke-os'? Og hvordan er nogle kommet til den naive tro, at hvis bare vi fjerner tre teologer fra Etisk Råd, så får følelser og tro ikke længere indflydelse på de beslutninger, rådet træffer. Og hvordan kan man hævde at ateisme er 'ikke-tro' og i samme sætning sige: 'Vi hylder det rationelle'? Den med, at der skulle eksistere en kamp mellem videnskab og kristendom, kan jeg slet ikke finde ordentlige ord at hæfte ved. Måske gør der? Jeg har bare aldrig oplevet min kirke som en aktør, der bekæmper videnskaben - snarere tværtimod.

For at afrunde denne udstrakte søben rundt i Ateistisk Selskab, er her, hvad interviewet slutter med: Szpirt konstaterer, at Etisk Råd bør bestå af akademikere - og han anerkender ikke teologer som akademikere, for deres fag har intet med videnskab at gøre. Men til spørgsmålet om, hvorvidt religiøse, ikke-teologiske akademikere så må sidde i Etisk Råd, er svaret ja:

"Det er helt i orden. De må gerne afspejle befolkningen. En psykolog, som er muslim, eller en matematiker, som er jøde, er helt i orden, for de har samtidig en rigtig akademisk ballast.«

Nu er jeg ganske vist stadig ikke færdigstøbt akademiker, men med årskortnummer fra 1995 må jeg vel efterhånden siges at have tilstrækkelig med akademisk ballast til at kunne konkludere, at Szpirt er ude i et tvivlsomt ærinde. Ateisme er en fair sag. Og det er aldeles væsentligt - måske især som religiøs? - at være særdeles opmærksom og åben over for kritik, hvad angår de samtidigt eksisterende rettigheder til at dyrke egen religion og til ikke at få andres smidt i hovedet. Men at tage så dogmatisk afsæt i en blind tillid til Akademiets dyder (Rationalitet er Hans Profet!), at man uden at blinke sætter lid til mennesker, bare de har den rette akademiske ballast, samtidig med, at man påberåber sig dette afsæt som 'ikke-tro', det bringer problematiske mindelser om forældede religiøse magtstrukturer, som næppe vil kunne gavne det sekulariserede samfund.

Nå, Sekulær Humanisme nåede jeg ikke til i denne omgang, og ligeledes må Asmaa og Enhedslisten må hænge og dingle (til en anden gang?)... det er alligevel sådan en af de sager, jeg ikke rigtig kan snakke om uden at blive bister...

Mennesker

2007-09-28T20:10:00.000+02:00

Jeg kan rigtig godt lide mennesker. Måske lyder det som en meningsløs udmelding, men egentlig bør man vel ikke tage for givet, at man automatisk synes om nogle, bare fordi de er samme art, som man selv er? Men sådan helt overordnet kan jeg rigtig godt lide mennesker.

Mennesker er fascinerende dyr - lidt dumme og indbildske, men som regel er de elskværdige og godmodige væsener. Og så kan de lave de underligste ting! De får, hvad de kalder 'ideer', og så piler de rundt på deres egen langsommelige vis. De er større og bevæger sig langsommere og har større afstand mellem sig end myrer, men myrer og mennesker har mange bevægelsesmønstre tilfælles. Lige så lidt, som den enkelte myre er i stand til at overskue den formation, den indgår i set fra menneskeperspektiv, lige så lidt er det enkelte menneske i stand til at overskue den formation, det indgår i set fra Guds perspektiv.

Tilbage til de der ideer. Det er noget af det mest fascinerende, der har med mennesker at gøre. Ideer kan være så mange forskellige ting. Alle de strukturer og konstruktioner, mennesker har formet i landskabet, kan i en forstand betragtes som en måde, disse 'ideer' materialiserer sig. Andre ideer kommer til udtryk via udvekslinger. Man ser ofte mennesker stå eller sidde i større eller mindre flokke og gøre det, de kalder 'samtale'. Så materialiserer 'ideer' sig i lyde af en art, som andre mennesker er i stand til at fortolke.

Når mennesker udsender lyde, kalder de det 'sprog'. Dette 'sprog' består af mindre lydenheder, som mennesker kalder 'ord'. Men sprog og ord kan også findes i andre former end lydenes. Mennesker bruger forskellige redskaber til at lave små klatter af det, de kalder bogstaver, og som andre mennesker er i stand til at fortolke.

Så jo - mennesker er sgu' fascinerende! Hvor enfoldige, skrøbelige og komiske, de end er, så holder jeg utroligt meget af dem. Nogle selvfølgelig mere end andre, men jeg skal som regel ikke gøre mig særlig meget umage, før jeg får øje på et glimt af noget elskværdigt i selv de mest frastødende af slagsen. Men hvor synes jeg, de kan være svære at omgås. Blandt alle de, jeg holder tilstrækkeligt meget af til at have lyst til at kalde dem venner, er der kun en håndfuld eller to, som jeg omgås frit og fortroligt. Jeg tror, jeg har behov for at kende folk utrolig godt, før jeg sådan rigtig kan slappe af i deres selskab. Og ofte må jeg omgås folk i årevis, før jeg sådan for alvor føler, at jeg kender dem.

Det er et af mine dilemmaer. Et problem af den art, der kalder på at blive forstået og ikke blive løst. Den slags har mennesker også. :)

Skyer set fra oven

2007-09-27T20:34:00.000+02:00

Jeg tror, jeg er mindre vant til at flyve end de fleste. Hvis jeg skal rejse, foretrækker jeg at sejle (tog er okay, men det er formidabelt at sejle... at se på vand er næsten det samme som at se på, hvad jeg i det følgende vil beskrive...), og i det hele foretrækker jeg i store træk af være hjemme. Men der er noget fascinerende ved at flyve. Der sker alt muligt i min krop, som stritter i alle mulige retninger, og det tætteste jeg kan komme på en dækkende beskrivelse er, at det er kontraintuitivt.

Man sætter sig ind i en bunke menneskeskabt, sammensvejset metal, sætter sig godt til rette i et sæde, og så sidder man ellers bare der i den konstruktion, og man behøver ingen særlig god fantasi for at forestille sig i hvert fald en halv million ting, der kan gå galt, mens man er højere oppe i luften, end det er behageligt at tænke på. Og man kan intet gøre. Bare sidde. Og håbe på det bedste.

Og når man så er kommet overens med det, så mærker man (i hvert fald, når 'man' er 'jeg'), hvor beroligende det føles at sidde i sådan et fly. Og så er der det der syn af skyer set fra oven - og i går var der oven i købet solnedgang et stykke af tiden. Særlig i går havde jeg godt af den oplevelse, tror jeg. Sådan at sidde og kigge ud over skylandskabet og se lyset brydes i sære formationer og bare prøve at begribe den der helt specielle rumlighed, der udspiller sig... og så den der solnedgang - følelsen af noget guddommeligt nærværende, som på een gang er så fuldstændig storslået, at jeg godt forstår, at nogle religiøse mennesker kan finde på at stå og hoppe og danse og strække armene i vejret og råbe "hallelujah, praise the Lord" - samtidig så fascinerende stilfærdigt, den kontraintuitive fornemmelse af insisterende ro, at kroppen bliver helt stille, så begejstringen kan forplante sig indad i sætte sig der. Det gik op for mig, at jeg havde savnet at have det sådan.

I dag har jeg dangderet den og lavet ingenting. I morgen må jeg hellere indfinde mig på mit kontor og få planlagt lidt sager og måske endda læst nogle ting. I næste uge starter instruktorundervisningen i metode, hvor jeg skal overskue tre hold unge, håbefulde studerende, i alt mere end 80 mennesker. Der er tradition på mit institut for, at man interesserer sig for, hvad hinanden hedder. Jeg er temmelig god til det med navne. Men vi skal mødes i alt tre gange + lidt vejledning, så måske skulle jeg bare opgive det aspekt på forhånd og i stedet sørge for, at de (og jeg selv) bliver lidt klogere på, hvilke metodiske redskaber, man kan anvende i kvalitativ forskning.

Situeret ironi

2007-09-27T13:57:00.000+02:00

Jeg er hjemme igen efter kurset i Trondhjem, Feminist Science and Technology Studies. Et udmærket kursus, men som altid en udfordring for mig at være blandt mange (mere eller mindre velkendte mennesker) stort set nonstop. Umiddelbart før kurset opstod en hændelse, som jeg tror fungerer som et eksempel på 'situeret ironi', hvad pokker det så end er...

Bevidst om min evne til at være social 24-7, havde jeg forud for kurset forhørt mig om muligheden for enkeltværelse, men det var ikke muligt - hvilket jeg var sådan rimelig okay med. Forud for kurset opdagede jeg desuden også, at min konto var gået i minus, og jeg risikerede at være på røven, da mit kort ville kunne blive spærret når som helst - Skandiabanken accepterer ikke overtræk.

I København opstår der bøvl i lufthavnen - noget med et erstatningsfly med 20 pladser mindre end det, der skulle have bragt os direkte til Trondhjem. Det medførte en del forvirring, og det korte af det lange er, at jeg måtte blive tilbage i København, mens min rejsekammerat og med-ph.d.-studerende røg videre (det i sig selv er et spøjst studie i socioteknisk agens og hvad et tal på en lap papir kan betyde, men det er en anden historie...).

Hvorom alting er: jeg måtte blive alene tilbage i København uden rejseselskab og uden at vide, hvor jeg skulle hen, når jeg engang ankom til kursuslokaliteterne. Og når man er så stedsans-depriveret som jeg, så kan det i sig selv være en temmelig angstprovokerende fornemmelse. Alt i alt en oplevelse, der nemt kunne beskrives som total nederen. Men sådan var det ikke. Og her træder ironien i spil. Ikke som en menneskelig egenskab, men som noget, der bare var til stede i situationen.

Flyselskabet gav nemlig kompensation til os, der måtte blive tilbage. Så der stod jeg pludselig med 150 euro (og økonomien reddet for resten af måneden!) samt en overnatning i København med alt betalt. Efter lidt ventetid var jeg i besiddelse af penge og taxavouchers (siden halvfemserne er den slags papirlapper åbenbart blevet opgraderet fra 'bon' til 'voucher') - og så var det bare at sætte sig ud i nærmeste ledige taxa, stikke chaufføren en af de to gule papirlapper hvorpå adressen på hotellet allerede var trykt. I receptionen fik jeg så tildelt et enkeltværelse (min bøn blev hørt, men Guds veje er uransagelige) og mad- og drinksvouchers (ordet 'voucher' er fænomenalt - det formår at gøre simpelt papir til noget ophøjet og nærmest andægtigt...), så jeg kunne få gratis mad i restauranten samt noget at drikke dertil. Og så kunne jeg ellers lægge mig til at sove i en seng, der klart er bedre end den, jeg har herhjemme - i et værelse med den fantastiske egenskab, at der næsten kunne blive fuldstændig mørkt. Og jeg missede kun ganske lidt af det samlede program, da jeg så endelig ankom til Trondhjem lidt op ad formiddagen mandag.

Set i bakspejlet og opsummeret ser det næsten sådan her ud:

Der kommer en hen, prikker mig på skulderen og siger: "Hey! Jeg er nødt til at give dig en gratis overnatning på et hyggeligt lille enkeltværelse med komfortabel seng og eget bad. Jeg skal selvfølgelig nok betale for, at du kan tage en taxa frem og tilbage. Og mad får du naturligvis også uden ekstra beregning. Og noget at drikke til? Jo, selvfølgelig, glemte jeg at nævne det? Og som tak for, at du går med på en deal, der stinker så vildt, så får du sgu' også lige en tusse + lidt til - så ka' du lige nurse dig selv lidt for dem..."

...og nå ja - glemte jeg at nævne, at der også var tre minutters gratis telefonsamtale inkluderet. Dem fik jeg nu ikke brug for. Man skal ikke nødvendigvis benytte sig af alt, bare fordi man har adgang til det.

Dæmonisk krage?

2007-09-20T22:53:00.000+02:00

Jeg fik lige denne her tilsendt fra en veninde, der har det med at se folk som dyr. Hun så vist mig som en eller anden trane-agtig fugl - men vist ikke helt hvid? Anyways... min "dæmon" skulle være denne her krage. Legen går ud på, at de der kender mig kan gå ind og ændre, hvis de ikke synes, den passer. Slå jer løs - eller prøv den selv. :)

Man kan selvfølgelig spørge sig selv, hvor beskedent og ydmygt det er at promovere sig selv på den her måde, men bullshit makes the flowers grow, and that's beautiful!

...og nu vi er ved dyrene. En anden dyre-test fortæller mig, at jeg er en pingvin. Pudsigt nok kan jeg godt kende mig selv i beskrivelsen - de foreslår også, at jeg kan være odder eller alternativt flagermus, men dem har jeg lidt svært ved at se mig selv i.

Tillykke, :-)

2007-09-19T20:37:00.000+02:00

I dag fylder smileyen 25 år. Det vil sige, at den er jævnaldrende med mit fag, informationsvidenskab. Jeg plejer at sløse og undlade at give den en næse. Til gengæld er jeg vild med mange af de nye, der er kommet til.

Hermed tillykke til :-) - man må sige, at den har gennemgået en utrolig evolution gennem årene.

Den lille kines kommer ikke helt til sin ret. I Messenger er den animeret og nikker så fint. En af mine absolutte smiley-favoritter.

Cyborgrettigheder

2007-09-18T12:40:00.000+02:00

Da jeg havde videnskabsteori på bacheloruddannelsen, var noget af det mest flippede, jeg stødte ind i, diskussionerne om "cyborgrettigheder" - de etiske diskussioner om, hvordan man skulle forholde sig til evt. kommende 'kunstigt' frembragte former for intelligent og følsomt liv. For nogen tid siden tog den ortodokse præst, Poul Sebbelov, emnet op, og jeg lovede mig selv at videreføre diskussionen før eller siden.

Sebbelov begrunder den slags diskussioner med en manglende forståelse for Guds skaberværk og en manglende rodfæstethed i den kristne forståelse af menneskets stilling i verden. Denne stilling uddyber han herefter, og jeg tror, det særligt var her, jeg fik følelsen af, at jeg blev nødt til at kommentere før eller siden. Selvom jeg vist synes, at spørgsmålet er lidt kildent.

Sebbelov kalder det selvoptagethed af kosmiske dimensioner, hvis vi tror, at noget som helst menneskeskabt vil kunne få en form, så det giver mening at vi skulle tale om rettigheder. Han skriver, at Gud alene har ret til at skabe væsener med fri vilje, og at væsener med fri vilje vil sige mennesker. Jeg ved ikke meget om emnet. Jeg er blot en sølle protestant og humanist og har ikke den store forstand på hverken kunstigt liv/intelligens eller teologi, men for mig fremstår det som selvoptagethed, hvis ikke af kosmiske så af menneskelige dimensioner, hvis vi på den måde gør os kloge på Guds forunderlige plan.

I går var jeg til et møde i kirken, hvor vi blandt andet kom til at tale om det her med forholdet mellem Gud og mennesker. Parafraseret efter hukommenlsen, sagde præsten, at Gud var altings årsag. At Gud går forud for det fænomen som naturvidenskabeligt forklares som 'the Big Bang' mens det på teologisk vis forklares som 'Gud sagde: der blive lys!'. Jeg skal ikke gøre mig klog på den slags, men det giver god mening for mig, at de to narrativer omhandler det samme - og at Gud har en eller anden finger med i spillet. Så jeg er med på Gud som altings årsag. Derimod er jeg ikke helt med på, at mennesket er altings mål. Jeg synes, det er antropocentrisk, selvoptaget og hovmodigt over for Skaberen (om denne så er Gud, tilfældighed eller Natur).

Mennesket har gennem tiden kreeret et hierarki over Jordens skabninger, der placerer os selv i toppen af kransekagen. Godt båret på vej af den religiøse tro på, at vi er til for at herske over Jorden og dens arter. Og det synes jeg bestemt, vi skal - mest af alt, fordi vi mig bekendt den eneste art, der kan. At jeg ikke altid er lige begejstret over måden, vi forvalter vores magt, er en anden sag. Jeg er bare ikke helt med på den der hierarkiske opstilling, som nærmest kan visualiseres som om, vi står på skuldrene af samtlige laverestående arter, så vi rager helt op til Himlen hvor vi kan give Gud Fader den Almægtige et jovialt håndtryk. Jeg tror, vi er sat i Guds billede så vi ligner Ham. Og jeg tror, der er en eller anden mening med galskaben. Men jeg synes, det er hovmodigt at udtale sig om, hvad denne mening er, og at gøre mennesket til Guds (eneste og endelige) mål.

Poul Sebbelov er teolog og præst i en kirke, der stolt fremhæver sig ved at være den direkte forlængelse af den oprindelige kirke grundlagt af Kristus selv. Spørgsmålet er, hvilken bemyndigelse det giver ham til at udsige Guds plan på vegne af Gud selv. Jeg tillader mig at forholde mig tvivlende. Af to grunde:

For det første: Sebbelov hævder, at det kun er mennesket forundt at skabe maskiner. Og dog har vi jo allerede set, at vi kan skabe mennesker. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Mennesker har kunnet skabe mennesker ligesom løver kan skabe løver og guldfisk guldfisk, men vi har desuden vist os i stand til at transformere de på forhånd givne forplantningsmuligheder og at skabe nye kanaler ad hvilke æg og sædcelle kan mødes. Vi kan udskifte organer og lemmer med maskindele, og i den forstand er cyborgen allerede en realitet (også i mindre overført betydning end Haraways). Jeg har nok svært ved at forestille mig, at en menneskeskabt distinkt ny art vil opstå i min levetid, men jeg har ikke svært ved at forestille mig, at den en dag vil kunne ske - lad os lege, at verden stadig kører derudaf i år 5000...

For det andet: Gud virker gennem mennesket. Det er en finurlig konstatering, siden ikke alt mennesket gør, kan kaldes Guds vilje, så hvem kan vide, hvornår en menneskelig handling foregår i overensstemmelse med Guds vilje, og hvornår den ikke gør? I går til mødet i kirken genhørte jeg en sød lille historie om den rettroende mand, der blev forsikret af Gud om, at Han ville frelse ham fra en nært forestående oversvømmelse. Regnen begynder at sile, og folk flygter afsted i deres biler - flere stopper op for at tilbyde manden et lift, men han afslår - Gud vil jo frelse ham! Senere stiger vandet, og manden må gå op på første sal. Der begynder at komme folk forbi i både, og de råber til manden, at han skal hoppe ombord, så han kan komme væk. Men nej, Gud vil jo frelse ham. Til sidst er vandet steget så højt, at manden må kravle op på taget. En helikopter flyver forbi og hejser et reb ned, så han kan kravle op. Men nej, manden venter på, at Gud selv kommer for at redde ham. Til sidst drukner manden, kommer i Himlen og konfronterer Gud med sin vrede: "Hvorfor kom du ikke, som du lovede?" Og Gud svarede: "Hvad mere skulle jeg gøre? Jeg sendte folk i biler for at hente dig. Jeg sendte folk i både for at få dig væk. Jeg sendte endda en helikopter, men du ville ikke. Hvad mere vil du forlange?"

Og det tror jeg er en af kristendommens vigtige pointer. Vi møder Gud og hans kærlighed og omsorg gennem vores medmennesker - gennem næsten, som man sagde dengang. Så hvis en flok forskere en dag kan vise det første hold skrigende små androidebabyer frem til verden, kan vi så pure afvise, at Gud har haft en finger med i spillet? Hele dette scenarium minder mig om en scene fra Dogma, hvor de to bortviste engle står i en parkeringskælder og diskuterer deres placering i forhold til hhv. Gud og menneskeheden. Den ene engel er fortvivlet over at føle, at Gud elsker mennesker højere end engle. At det er uretfærdigt. At mennesker er skabt med fri vilje og kan ignorere Ham, mens han i sin egenskab af engel er skabt til at føle den intense smerte over Guds fravær, fordi han ikke har samme frihed til at ignorere. Og så elsker han alligevel mennesker højere end engle! Det er på tide, at Gud bliver konfronteret og stillet til ansvar for denne urimelighed.

Det er en stærk scene, der ender med at den anden engel - den tidligere dødsengel - må tage fuldstændig afstand fra vennens ytringer: "You sound like Lucifer, you sound like the fucking Morning Star, you fucking lost it, man!" (Parafraseret efter hukommelsen). Helt så slemt er det naturligvis ikke med Poul Sebbelov og hans udtalelser, men da jeg læste hans blogindlæg første gang, fik jeg det billede i hovedet, da jeg mærkede efter, om jeg turde udtale mig lige så entydigt om Guds plan, som Sebbelov. Det tør jeg ikke. Jeg vil end ikke sige, at Sebbelov tager fejl. Blot, at en kategorisk afstandtagen til, at der kunne dukke livsformer op (menneskeskabte eller ej), der i endnu højere grad er 'skabt i Guds billede', på en måde mimer diskussionen i Dogma om englenes position i forhold til Gud og menneskene. Hvor vil menneskene stå i relation til Gud og androider, hvis vi forestiller os, at disse kommer?

Jeg er ikke kompetent til at svare på dette, men jeg vil alligevel vove at sige, at uanset hvad fremtiden skulle byde på af "højerestående" arter end mennesket, så vil Guds kærlighed til os altid være den samme. Det får jeg ud af det kristne budskab: vi har denne hersens allestedsnærværende og uendeligt kærlige Gud, der elsker os ubetinget, selvom Han kan se direkte ind i os og ved præcis hvornår vi sidst kløede os i røven og tænkte dårligt om folk, der i forvejen ligger ned. Der er ingen grund til jalousi, og jeg tror, at en iboende jalousi kan være medskaber af den her modstand mod ideen om en art, der vil være bedre til at forvalte rollen som verdens herskere.

Tales from a wedding

2007-09-18T00:51:00.000+02:00

As promised yesterday, I will try to sum up the course of the events of Helena and Jeppe's wonderful wedding on Saturday, september 15. Words, pictures, and video clips can't excactly capture what it was like, but I hope that everyone who were there will be able to recognize what was going on.

The celebration took place at the Frigate Jylland. Before the wedding ceremony we had an hour to walk through the exhibitions and learn about the history of the frigate. At four o'clock we gathered in the room where the ceremony were to take place and waited for the couple to show up. I had been so excited to see how Helena would look in her wedding gown, and I was sure that she'd be absolutely gorgeous. But reality eclipsed imagination - and I wasn't the only guest who were blinded by a few tears as she entered they entered the room.

A man whom I think was the vice mayor led the ceremony of which I didn't get any real good pictures, but take a look at the whole bunch of pictures I took during the day and evening, there are some from that part of the event. What's important here, anyway, is that Helena and Jeppe gave each other their "yes", and that it was a very touching moment.

Later we went to the restaurant where the dinner began with a musical feature in which the bride's parents were playing a few pieces of music as captured in the clip (click link if clip isn't showed correctly) below:

The food was wonderful. (Un?)fortunately I ate so much of the salmon (and other fish dishes) that I had a hard time finding room for the delicacies of the main course buffet. There were four speeches: Helena's father, Jeppe's father, Jeppe's brother, and Jeppe himself. Four very good speeches, and of course I have to foreground the groom's speech during which one had a hard time deciding which of the two newly weds were the most lucky. Especially touching was the part in which Jeppe talked about Helena's incredible courage and will power. I have known Helena for ten years, and when I first met her, she seemed somewhat shy and insecure. And even though I have absolutely nothing to do with her transformation into a still gentle, but strong and confident woman, I too am very proud of her. Oh, I get so sentimental at weddings, but who can't agree that Helena is a wonderful person?

The speech from Jeppe's brother was also very lovely. I don't know Jeppe as well as I know Helena so I don't feel competent to qualify it further, but I believe that the speeches confirmed how I view the two: Jeppe as the more quiet and private person and Helena as the sparkling and outgoing one. Both are very bright and intelligent, and well - as said before I get quite sentimental at weddings, but they were really both so sweet and adorable, and if it wasn't for the good vibrations from the Finnish band that were soon to twist the atmosphere from this quiet and romantic mode into a more jolly and dancable one, I would probably still be sobbing and sighing. ;)

The band was imported directly from Finland where Helena's younger brother Henrik lives, studies and plays the drums. He and his band began by playing a Finnish waltz which functioned as a substitute for the wedding waltz, and Helena and Jeppe were dancing and looked so cute and happy, so instead of taking part in the traditional events following the wedding dance, I decided to keep filming - and since the adorable front figure of the band announced Eurovision music right after, I just kept filming:

After this, the band delivered one hell of a great show, and I found myself dancing non-stop which actually surprised me somewhat since most of the time I usually find myself too shy to stay at the dance floor for more than a few minutes. I guess that everyone were just having such a good time and the band played so well that dancing was really the only appropriate thing to do. Hyvä Suomi!

I hope that the final two clips reminds those of you who attended, what a great party it was. And do feel free to leave your comments if you have anything to add. Obviously I'm unable to capture everything but I hope that you are able to recognize the party you attended. And thank you to my regular readers for bearing over with these lengthy but not-too-interesting-to-those-who-weren't-there-posts.

Well, so I guess that all I've got left to say is that if you ever run into one of these ignorants saying that female computer scientists can't be good looking, then just show them the picture below and tell them to eat sh*t!

Thank you, Helena and Jeppe, for letting me spend this day with you - it was an honor and great fun, too! :D

All your bass are belong to us!

2007-09-16T16:51:00.000+02:00

This post and at least one of the following will be written in English as they refer to the wedding of my friend Helena and her HUSBAND (wow! :D) Jeppe - and since a good deal of the guests were from either Finland or Austria, I thought it would be decent to write in a language allowing them to read what's being said about this no less than eminent party! The perfect combination of grace, romance, beauty - and great fun and rock n' roll.

The full, multimediated description of the party will come up later. For now here's just a brief look behind the scenes as the party was dying out and the bass player from the band was waking up - it's almost three o'clock in the morning, and Helena, I and a few others were discussing important issues like air guitars and other air-instruments. We learned that air guitars sell really well in Japan, and the bass player saw a business opportunity just waiting to be exploited, while the rest of us saw an amazing sales demonstration - words are useless (and there are quite a lot of them going on in this clip anyway...)

If someone didn't catch the word play of the title of this very intellectually gifted post (I wonder whether I'll land after this terrific party in time to actually get some real academic writing done as I'd planned for today...), they may get a clue from watching the following clip from YouTube or maybe just check WikiPedia to learn what it's all about.

So that's about how the party ended. I will return with a post about the entire, wonderful day when I am less tired and have more video clips and pictures ready. Thank you Helena (Mrs. Helena, goddammit! :D) and Jeppe - you were wonderful, both of you!

Tale

2007-09-15T15:42:00.000+02:00

Halvfemserficering

2007-09-13T23:20:00.000+02:00

Så ser det ud til, at det bliver i morgen, jeg tager en tur til halvfemserne. Og allerede i dag ser det ud til, at halvfemserficeringen er startet lidt af sig selv. Først overspringshandlede jeg lidt med et par andre ph.d.-studerende til Gramsespektrums bademesterrap:

(Halvfemserne er kommet på YouTube, jeg elsker det interweb!)

Nu bliver jeg lidt tidsforvirret. Måske startede halvfemserficeringen allerede for nogle dage siden, da en af mine netveninder fik mig lokket på Facebook (Linket virker vist kun, hvis man er oprettet som medlem, men ta' da og bliv det - man kan blive ninja og kaste med varme kartofler og blive bidt af vampyrer og lære, hvor meget I har til fælles med jeres venner hvad angår drikkevaner, ting man tiltrækkes af og andet væsentligt, hvad venter I på?) Hun bildte mig ind, at det var et seriøst sted for akademikere og lignende, og jeg hoppede godtroende i. Jeg tror, at Facebook temmelig meget indbefatter, hvad jeg forbinder med halvfemserne, deriblandt naturligvis et par af de venner, der har været med mig på i hvert fald sidste halvdel af rejsen.

I dag fandt jeg så Eva. En af mine bedste veninder fra mit år som udvekslingsstuderende på en nærdød skole i en nærdød flække ved navn Manheim - jeg boede i en anden nærdød flække, Lititz, begge dele beliggende i det nærdøde Lancaster County i Pennsylvania. Det var i 1992-1993, dengang Faith No More stadig var noget, jeg lige havde opdaget (faktisk opdagede jeg dem derovre - dvs., jeg fik sat navn på, hvem der stod bag 'Epic', som jeg havde hørt en enkelt gang og var desperat efter at finde frem til). Vi - Eva og jeg - skrev lidt sammen efter jeg tog tilbage til Danmark, men jeg mener, at kontakten løb ud i sandet allerede i løbet af det første års tid eller to.

Siden har jeg jævnligt forsøgt at google hende. En enkelt gang fandt jeg frem til en, der måske kunne være hende - men fik aldrig svar på den mail, jeg sendte. Så da jeg opdagede hendes navn på Facebook og kunne se, at hun havde angivet tilhørsforhold til Lancaster, PA, var det temmelig stort - og 'Yay! Ted Nugent! Hooray!' - som vi sagde dengang - hvor var det bare fedt at få svar. Nu venter jeg bare spændt på at høre mere og tænker mine tanker om, hvorvidt man kan genoptage sådan et gammelt venskab, der har været på stand by i så mange år. Uanset hvad, er det meget nostalgisk. Og egentlig burde jeg have skrevet denne post på engelsk, for hendes skyld, så hun kunne have mulighed for at læse, hvad jeg skrev om hende. Måske burde jeg slet ikke skrive om hende sådan helt åbent og offentligt. Jeg blev bare nødt til det. Det er en historie, der tilhører Cyberspace og som ligesom også må fortælles herinde.

Hun omtalte et par ting, som jeg efterlod som minder om vores tid sammen. Selv nu, hvor hun har nævnt dem, kan jeg ikke huske dem. Mon hun kan huske de skøre historier, vi skrev sammen, og som jeg stadig har i mine gemmer?

Ja, det går fremad med mit paper. Måske når jeg det endda uden stress inden deadline. Eller også er det lidt for optimistisk en tanke. Var det en svag følelse af stress, jeg mærkede der? Aj vel - jeg er vist bare træt...

INTP

2007-09-12T23:08:00.000+02:00

Ifølge Jobindex' typeindikatortest er jeg typen INTP, der beskrives som følger:

INTP-typer er ofte logiske, nysgerrige og eftertænksomme personer, som holder af at fordybe sig i idéer, sammenhænge og abstrakt tænkning. Deres talent ligger i at kunne fornemme de bagved liggende sammenhænge og finde frem til kernen. De er ofte meget dygtige til at analysere og forstå komplekse systemer og sammenhænge mest for forståelsen skyld og ikke så meget for at bruge det til noget i praksis og de kan ofte virke lidt verdensfjerne og distræte på andre typer.
For INTPer er det derfor vigtigt, at organisationen eller virksomheden har en løsere struktur med få regler. Ofte vil man finde INTPer i job, hvor de kan bruge deres evne til logisk og intellektuelt at skaffe sig indsigt i problemstillingerne, så opgaven bliver løst. Derfor finder man dem ofte i positioner, hvor de kan arbejde selvstændigt med idéer og foretage tilbundsgående analyser af komplekse, abstrakte principper og teoretiske problematikker. Ofte vil de være at finde inden for:

• videnskab
• udvikling
• sociologi
• arkitektur
• lovgivning
• IT-branchen
• programmering
• skribentvirksomhed
• journalistik
• ingeniørvidenskab
• medicin

Følgende kendte personer har typen INTP: Albert Einstein, Charles Darwin, Marie Curie.

Selvom der, som det næsten altid gælder for den slags tests, er mange spørgsmål, som jeg ikke helt kan forholde mig så skarpt enten/eller-agtigt til, som man er nødt til for at lege med, så er resultatet alligevel temmelig dækkende. Og tankevækkende. Jeg har taget testen flere gange siden jeg opdagede den for nogle år siden, og resultatet bliver lidt forskelligt hver gang, selvom jeg altid ender som INTP - men N, T, og P-faktorerne veksler lidt i deres klarhed, mens jeg hver eneste gang har været entydigt introvert uden svar overhovedet, der tyder på det ekstroverte. Denne gang så det sådan her ud:

Det giver god mening med det introverte. Hvor meget det end strider mig imod at sætte mennesker på formel, så giver det mig en ramme at forstå nogle af mine mærkværdigheder på. For eksempel kan jeg generelt rigtig godt lide mennesker. Jeg holder meget af at snakke med mennesker - at lytte til dem, at samtale... men jeg synes tit, at jeg ikke er ret god til at være sammen med folk. Og når jeg rigtig bliver optaget af en god samtale, så fiser mine tanker gerne afsted langt væk fra emnet og væver sig ind i alle mulige erindringer og ting, der giver vildt god mening for mig, men som sikkert virkelig temmelig irrelevant for andre.

Jeg er meget bedre til at være fokuseret på skrift. Måske er det derfor, jeg sætter så stor pris på de venner, jeg primært kommunikerer med via Messenger og lignende medier? Det er som om, jeg relativt nemt bliver distraheret af andre menneskers tilstedeværelse, hvor meget jeg så end sætter pris på den. Jeg skal som regel kende mennesker godt og ofte gennem flere år, før jeg rigtig synes, jeg kan være mig selv. Ikke, at det er noget stort problem, det er bare lidt et livstema, når jeg kigger tilbage. Jeg har altid holdt af at være alene, men jeg har også altid haft et stort behov for nærhed og fortrolighed med andre mennesker. Og de to ting har Internettet gjort det noget nemmere at forene.

Min veninde, som jeg omtalte i går, er næsten samme type som mig. Bortset fra, at hun er ENTP og altså ekstrovert i stedet for introvert - og med samtlige sine svar pegende i den retning. Min diametrale modsætning lige på det punkt, selvom vi derudover har mange ting tilfælles. Hun får bare sin energi ved at være sammen med andre mennesker, mens jeg især finder den ved at gå i et med væggen og måske læse en god bog eller slippe tankerne løs over et bestemt tema. Jeg tror i virkeligheden, at dilemmaet tildels består i, at jeg bliver træt af at snakke. Men mange af mine venner er nogle snakkehoveder, og jeg elsker, når de rigtig får talt sig varme, så jeg bare kan læne mig tilbage og suge til mig. Jeg kan også godt lide selv at snakke. Jeg synes bare sjældent, det er lige så interessant som at lytte til andre. Det giver mig ikke den samme energi at tale selv, som det gør at lytte til nogen, der har noget interessant at sige.

Jeg holder meget af skriftlig samtale. Måske fordi jeg holder meget af såvel kommunikation som stilhed, og i den skriftlige samtale kan dette forenes? Det er en finurlig tanke. For jeg holder utroligt meget af ro og stilhed og simplicitet. Og jeg kan bruge uanede mængder af tid på bare at kigge ud i luften - gerne på en eller anden sky eller på et træ - men et liv, der hele tiden skulle være så stille kunne jeg alligevel ikke tænke på. Kunsten er at finde en passende balance, og måske lærer jeg det en dag, hvem ved?

Virtuelle venner

2007-09-12T00:57:00.000+02:00

Dyveke fik mig til at tænke forleden, da jeg læste hendes indlæg: "Venskab IV - Virtuel og/eller virkelig?" Det mest slående for mig er, hvorfor det kan være så vanskeligt for folk at forstå, at teknologisk medierede venskaber er lige så virkelige som dem, hvor fysiske kroppe mødes. Det er klart, at en stor del af menneskets kommunikation består af kropsprog, men jeg synes, der ligger en implicit underkendelse af, hvad der udgør et venskab, når man tillægger kropsproget en så stor betydning.

På min mentale liste over mennesker, jeg holder af og betragter som gode venner, er der adskillige, jeg kun sjældent har mødt - og nogle af dem har jeg kun været på tomandshånd med, når snakken er foregået via Messenger eller lignende kanaler. Til gengæld har jeg tilbragt utrolig mange timer med dem på tomandshånd på den måde, og jeg tror, det er nogle af de mennesker, jeg kender allerbedst - og som kender mig allerbedst. Fordi vi kan sidde stille og roligt i hver vores dagligstue (eller hvor vi nu er) og vælge vores ord med den omhu, vi nu finder det passende at lægge i det, og hvis der lige er noget vi skal, kan vi bare gøre det samtidig. En ven, jeg snakker med via Messenger bliver ikke forstyrret af, at jeg sender en sms, ser fjernsyn, spiller computerspil eller blogger. Det bliver ikke relevant for mig, om jeg skal byde på et glas cola eller en kop kaffe. Hun kræver intet andet af mig, end at jeg lytter - og snakker med.

Jeg tænker især på en bestemt veninde, jeg kender ad den vej. Vi mødtes på et forum for gravide, og fortsatte videre til et andet forum, hvor vi spøjst nok havde en del sammenstød til at begynde med. Jeg fandt hendes skriftlighed svær at omgås, men samtidig kunne jeg mærke, at jeg godt kunne lide hende. Og dengang havde jeg knap nok set, hvordan hun så ud, og jeg kendte ikke engang hendes rigtige fornavn. Jeg kendte kun hendes ord - men jeg kendte mange af dem, og endnu flere nu. Jeg kendte hendes måde at snakke om en stor variation af emner, og på den måde kendte jeg hende både bredt og dybt, selvom jeg aldrig havde mødt hende.

I dag har vi kendt hinanden i hen ved 5 år. Vi har mødt hinanden face-to-face tre gange, så vidt jeg husker. Og alle gange har der været andre til stede, så vi ikke har kunnet fordybe os i nogen snak.

Men de korte møder har alligevel haft en betydning. En slags reality check, tror jeg. Det har været rart lige at kunne bekræfte det indtryk, jeg havde af hende på skrift - at det svarede overens med, hvad jeg mødte som biologisk krop ude i verden. Jeg tror først, vi blev rigtig fortrolige efter de første møder. Men siden er fortroligheden vokset, og selvom jeg hellere end gerne vil mødes med hende igen, også gerne på tomandshånd, så betyder det der med den fysiske nærhed ikke det store. Venskabet er ikke mindre stærkt end de venskaber jeg har, hvor jeg oftere møder dem face-to-face, end jeg snakker med dem via nettet (jeg snakker næsten aldrig i telefon, kun med to-tre af mine venner, og ofte kan der gå uger imellem).

Er hun så en virtuel eller en virkelig ven? Det spørgsmål er ikke så simpelt at besvare, som man skulle tro. Hun er en virkelig ven. Det er nemt nok at slå fast. Men er hun virtuel? Det afhænger jo af, hvad det vil sige at være virtuel. Hvis vi forstår det som, at "hun" er en kunstigt frembragt fremstilling, så er hun vel virtuel? Når jeg ser hende i dagligdagen er det som et navn på min Messengerliste, med et dertilhørende vindue, som jeg kan åbne, se det billede, hun har valgt til at visualisere sig selv, og skrive ord ind vinduet, som jeg kan sende og så modtage det, hun skriver i den anden ende. Men ret beset kan jeg ikke vide spor andet end det, jeg ser på min computerskærm. Jeg kan ikke vide, om det er hendes mand, jeg sidder og skriver med, og at hans ord ved et lykketræf bare svarer fantastisk godt til det indtryk, jeg har af min veninde fra de gange, jeg har mødt hende.

Det finurlige er så bare, at det mønster også gør sig gældende i de relationer, vi har til de mennesker, vi ofte møder face-to-face. Vi kan ikke vide, om de mener de smil, de sender os. Vi kan ikke vide, om de ord, de siger til os er oprigtige. Vi kan ikke gøre andet end at stole på vores sanser. Og når vi mødes face-to-face kan vi gøre brug af flere, end når vi kun har folk på skrift. Men når vi har folk på skrift, kan vi kompensere fra vores indskrænkede sansebetingelser ved at tage vores erindring og viden om verden i brug. Og når det gælder vores "virtuelle" venner, hvorend vi møder dem, så er vores viden om tillid til andre mennesker uhyre væsentlig. Vi må huske på, at vi i det store hele godt kan stole på hinanden. Selvom vores adgang til andre mennesker altid i en eller anden grad vil være kunstig, og venskaber derfor altid i større eller mindre udstrækning vil være virtuelle, så har langt de fleste af os en overflod af erfaring, der viser os, at vi er til at stole på.

Der er intet logisk, der kan begrunde dette. Ikke så vidt jeg kan se i hvert fald. Alligevel er det sandt - og herligt. :)

Hvilken historisk personlighed er du?

2007-09-11T19:33:00.000+02:00

*host* Jeg skriver... men så skulle jeg liiige google noget, og så opdagede jeg, at der var mail, og så kom jeg fra det ene til det andet til det tredje, og til sidst faldt jeg over en lille test om, hvilken historisk personlighed, man er. Og nu, hvor jeg alligevel er halvt halvfemserforpuppet, var jeg næsten nødt til at tage den. Den slags tests holder aldrig op med at underholde - især ikke, når man ender med at blive Einstein.


	Hvilken historisk personlighet er du?
	Mitt resultat: Albert Einsten Du er et av historiens største genier. Dine tanker går høyt over hodene på de fleste andre i din samtid. Sannsynligvis kommer du til å revolusjonere måten vi ser på verden for alltid før din tid er omme. Men alt er relativt, er det ikke?
	Ta denne quizen på Start.no

Til spørgsmålet til sidst i boksen må jeg svare nej. "Alt" er ikke relativt. Ligesom "intet" heller ikke er det. Men alt andet er. Eller noget...

Halvfemserne

2007-09-11T16:52:00.000+02:00

Allerførst: jeg skriver på mit paper! Hvis det ser ud til, at jeg bruger en masse tid på at producere tekst til bloggen, frem for tekst til mit paper, så skyldes det en finurlig optisk illusion! Godt så.

Linda og jeg skal snart til halvfemserne. Det startede med, at jeg læste om hendes tur dertil forleden. Som det fremgår af kommentarerne til Lindas indlæg, så længes jeg lidt efter halvfemserne. Jeg har stort set ikke været der siden 2000, og det er længe! Især når halvfemserne nu er sådan et herligt sted at være.

Halvfemserne er dér, hvor man reciterer Gramsespektrum (jeg siger stadig "det sagde hun osse i går", mere end hvad godt er, men resten er efterhånden lagt på hylden), klapper stavelser, chatter med ukendte mennesker via modemopkobling og ser fuldvoksne mænd på løbehjul. I halvfemserne gik jeg fra at være usikker og kejtet teenager med fuck-you-attitude til at være usikker og kejtet voksen i en ung og rebelsk udgave, der først og fremmest kom til udtryk via mit hår, men også min dengang højtelskede militærjakke med teksten "I wish I could speak sideways" på ryggen. Hvor blev den dog af, den jakke? Pludselig en dag var den bare væk...

I sluthalvfemserne var 8. maj den dag på året, hvor jeg talte flydende latin. I 2000'erne (hvad hedder de?) blev det til kæreste-, forlovelses- og bryllupsdag. Jeg går ud fra, at jeg her efter skilsmissen kan lade dagen regrediere, for det er nu ikke helt tosset med bare en enkelt dag, hvor man taler flydende latin.

Halvfemserne var stedet, hvor jeg gang på gang så Fucking Åmål og Mifunes Sidste Sang. Hvor det ikke var usædvanligt at tage hænderne over hovedet og imitere Rud (fra sidstnævnte) og læspe: "Linda", mens man fniser højlydt. Halvfemserne var Æsken, uendelige busture til steder, hvor unge socialister kunne mødes til enten sommerlejr eller demonstrationer mod klassefjender som nazister og EU. Halvfemserne var i det hele taget dér, hvor social kontakt foregik i det såkaldte IRL-mode, hvor det nu oftest foregår via det der Indernet.

Til allersidst var halvfemserne også Holland og en biltur med Linda og en gut ved navn Mikkel, joints i Vondelpark og visit hos min vildeste halvfemserromance af hvem jeg bl.a. lærte, at gardinstang hedder næsten det samme på hollandsk som på dansk. Halvfemserne var koncerthøjdepunkt efter koncerthøjdepunk (må jeg allerydmygst fremhæve Slayer i KB-hallen 17. december 1994, hvor jeg vandt backstage-pass i en konkurrence i Mix), det var dér, hvor jeg ofte kolliderede med medierne, og hvor jeg blev kendt for bl.a. at sige, at vold altid er muligt, og at jeg ville ønske, at kronprins Frederik ville springe ud som bøsse, gifte sig med en mand og adoptere et handicappet barn fra Cambodia. Halvfemserne var temmelig ungt!

Halvfemserne er snart tilbage. Eller rettere, jeg er snart tilbage i halvfemserne. Knap så ung, men så meget desto mere fjoget. Og siden vi endnu ikke har opfundet det selvskrivende paper, så må jeg hellere lige se, om jeg kan koncentrere mig før jeg har andre ting på programmet. Sådan et af de der næsten-halvfemseragtige sociale arrangementer, hvor man mødes med folk uden computerskærm imellem. I halvfemserne kunne vi i øvrigt finde på at dukke op hos hinanden uden forudgående aftale. Eller bare gribe knoglen og sige: "hey, kigger du lige forbi?" Born to be wild, siger jeg bare!

Nine eleven

2007-09-11T16:12:00.000+02:00

Linda minder mig om, at det er 11. september i dag - en dato, der om har fået betydning. Ved at klikke videre til hendes indlæg om emnet for et år siden, fandt jeg ud af, at hun befandt sig på sin daværende arbejdsplads, sammen med bl.a. min dengang kæreste nu eks-mand, og sådan væver folks historier sig ind i hinanden. For det var ham, der ringede til mig og fik mig til at tænde for fjernsynet. Og selvom min historie stammer fra det dybeste hul i mit liv indtil videre, vil jeg alligevel væve videre...

Jeg modtog opkaldet fra min seng på kommunehospitalet, hvor jeg havde været en uge på det tidspunkt og måtte blive en uge mere, så vidt jeg husker. Jeg havde besøg af en veninde, og vi tændte fjernsynet og kiggede målløst på, hvad der foregik. Som jeg husker det, var der kun sket noget med den ene bygning på det tidspunkt. Og så var der noget med Pentagon - og et fly, der var kommet på afveje... Vi kiggede på hinanden, og jeg husker ikke, om vi sagde det højt med det samme, men vi følte os vist begge overbeviste om, at det her var starten på en frygtelig krig. Og så brød den ene bygning sammen og snart efter den anden. Jeg husker, at vi snakkede om, hvor mange menneskers død, vi mon netop havde overværet der - og jeg følte mig så underligt hul, fordi jeg end ikke fældede en tåre.

Min veninde var så berørt af situationen, at hun ville hjem til sin kæreste, og der sad jeg tilbage med en nagende følelse af, at jeg blev forladt på grund af hændelser i en fjern, fjern verden. Det var temmelig syret. Senere beskæftigede jeg tankerne med det bedste våben mod helt at miste jordforbindelsen, når den slags sindssyge ting sker: den ironiske distance, humoren... Jeg tillod mig at heppe blot en lille smule på ideen om, at Pentagon kunne være blevet jævnet med jorden. Og overvejede, om jeg skulle sætte penge på, at de næste gang ville ramme Frihedsgudinden. Og så mærkede jeg et lille blasfemisk, revolutionsromantisk gys dybt inde, da jeg spillede den film for mit blik: Frihedsgudinden, der styrter i grus - den kapitalistiske imperialismes ultimative feminine fallos' fald. Jo, det billede er skam æstetisk og dragende. Og nej, jeg vil ikke citeres for at have sagt, at jeg går ind for sabotage af Frihedsgudinden, jeg har blot anmeldt et af mine indre filmklip!

På en eller anden måde blev angrebet på World Trade Center den 11. september 2001 skelsættende for mig. Ikke kun for mig, sikkert også for mange andre, men for mig, netop fordi det var en så voldsom begivenhed i en fjern, fjern verden, der - hvor svært det end havde ved at trænge ind - i så høj grad overskyggede, hvad jeg oplevede som min egen personlige tragedie i den tid. Min historie blev vævet ind i andre menneskers historier - inklusive mennesker, der på det tidspunkt, hvor jeg sad og tænkte dystre og sarkastiske tanker, lå fastklemte i ruinerne og som aldrig mere så dagens lys.

Scenariet har hængt ved længe. Det er en af de der situationer, det er mig komplet umuligt at begribe: man vader på arbejde, søvndrukken. Tænker måske på, at man burde have vandet blomster, inden man tog afsted. Møder op - vrisser lidt af kollegerne, bagtaler chefen, griner af en tilfældig vittighed, der lander i indbakken - og BAM! Så bliver den bygning, man befinder sig i, torpederet af et fly - alting brænder, og man ser sine kolleger springe panikslagne ud af vinduerne vel vidende, at det _kan_ man umuligt overleve... kan man overhovedet tænke, når den slags sker? Og hvad kan man tænke, hvis man ender med at sidde fastklemt i ruiner, mens det brænder over en og man måske lige når at opfatte, at nogle andre bliver reddet? Kan man overhovedet opfatte det? Eller hvad kunne man nå at opfatte, hvis man sad lige der, hvor flyet ramte? Kunne man nå at opfatte noget?

Den slags tanker er det kun muligt at tænke, fordi hændelserne i New York den 11. september rent faktisk skete. Det er ironisk. Selv tragedier gør verden rigere på historier og tanker, det er muligt at tænke. Det er ikke altid, tankerne er prisen værd...

Hver dag er en ny dag

2007-09-09T07:18:00.000+02:00

Jeg har siddet oppe hele natten og arbejdet på mit paper, der nu er vokset med lidt over to siders tekst og en langt bedre idé om, hvad det er, jeg har med at gøre. Og nu sidder jeg så og slapper af og overvejer, om jeg skal arbejde lidt videre, eller om jeg skal se at få mig noget søvn. Imens hører jeg Sørens Grand Prix-bidrag. Jeg har hørt det en del gange efterhånden, og jeg må sige, at det vinder af at blive hørt flere gange. Teksten er simpel, optimistisk og akkompagneret af en festlig og fængende melodi, som jeg skulle mene bør kunne stå distancen. Jeg håber, at den bliver antaget - den vil falde i manges smag, er jeg sikker på.

Desværre er det jo mod reglementet for foretagendet at gøre nummeret tilgængeligt, så det må I have til gode, til det forhåbentlig bliver offentligt tilgængeligt via deltagelsen i Melodi Grand Prix 2008. Men siden jeg kommer i sådan et herligt grand prix-humør af at høre sangen, skal I da ikke snydes for stemningen, så her kommer dette års bidrag fra Georgien, som både Søren og jeg havde blandt vores topfavoritter. Måske ville en stemme i stil med hendes passe godt til Sørens nummer?

Medvind

2007-09-08T23:41:00.000+02:00

I dag har jeg langt om længe fået lidt medvind. Det er gået op for mig, at jeg har trådt vande et pænt stykke tid, hvad angår mit ph.d.-projekt. Som om jeg ikke rigtig har været parat til at påtage mig den opgave, der ligger foran mig. Det kommer jo ikke af sig selv - jeg skal til at gøre en indsats og anstrenge mig noget mere. Men motivationen har manglet her efter sommerferien.

Jeg har været til polterabend i dag. Min søde veninde, Helena, skal giftes på næste lørdag, og i dag skulle hun så overraskes og på en gedign tøsetur. Jeg missede første del af programmet, der foregik hjemme hos det vordende brudepar - der var polterabend for både hende og ham, så dagen startede med morgenmad hos dem. Klokken 11 var der havnerundfart på pigernes program. Jeg havde afleveret Fine hos farmand og var ilet afsted for at nå med - man kan simpelthen ikke misse muligheden for at komme på sight-seeing fra søsiden af Århus Havn! Især turen tæt forbi Elly Mærsk var imponerende. Min eksmand har fået mig smittet med sin containerskibsentusiasme - godt hjulpet på vej af "Viden Om - Verdens Største Skib".

Turen blev guidet af en virkelig kompetent mand, der nærmest er vokset op på Århus Havn. Han kunne berette om alle bygningerne, fortælle små anekdoter, præsentere tekniske facts om forskellige ting og kommenterede også tilfældigt forbipasserende skibe. Og pludselig begyndte jeg at tænke informationsvidenskab og så spændende sociotekniske relationer overalt. Det er længe siden, jeg har set sådan på verden, det var virkelig dejligt. At vi så også så en mand med militærtøj, der gik rundt på kajen og spillede på en sækkepibe prydet med et TDC-flag, gjorde ikke turen dårligere.

Bagefter tog vi på Globen Flakket for at spise frokost. Vi blev betjent af en ung kvinde med et tydeligt signal om, at vi var til besvær, men vi hyggede os, og jeg fik en god fagnørdesnak med en datalogistuderende, der havde brug for lidt humanisering. Hun fortalte om et projekt, hun skulle i gang med, og jeg opdagede, at jeg havde en masse at byde ind med - foreslog blandt andet en række tekster, som jeg tror, hun vil kunne bruge.

Efter frokosten gik vi ned til Brøgger Dans for at få lidt danseundervisning. Helena fik bind for øjnene, og så kom drengene os i møde, og hendes kæreste gav hende et kys, som forvirrede hende noget - hun vidste jo ikke, hvem det var. Vi bildte hende ind, at det var en stripper og bad ham kysse hende igen. Han famlede lidt i det, og Helena udbrød utålmodigt: "Hva', har du prøvet det før, eller hvad?" Derefter fik vi alle rørt os lidt til lidt moderne dans og en gang linedans - og vi akademikernørder (hovedparten dataloger) fik vores at se til. Bagefter fik det vordende brudepar lidt undervisning i brudevals, og de var så søde, at jeg var lige ved at tude.

Så gik piger og drenge atter hver til sit. Vi gik op til Klostertorvet, hvor nogle af deltagerne bor (et par, der i øvrigt skal giftes til næste år) - en rigtig fed lejlighed med en udsigt, der er forsøgt gengivet på billedet, der ledsager denne tekst. Inden vi nåede derop, mødte vi pludselig Fine og hendes far, så de andre fik lige set containerskibsnørden (som jeg selvfølgelig havde underholdt med, mens vi passerede Elly Mærsk - der blev fneset behørigt). Nå, men oppe i lejligheden blev jeg pludselig sløj. Jeg lagde mig for at hvile lidt, faldt i søvn, og da jeg vågnede igen, havde de andre lavet mad og rettet an, så jeg kunne bare sætte mig direkte op og spise af alle lækkerierne. Og jeg fik det faktisk godt igen - og var med til en god omgang SingStar, hvor Helena rigtig fik vist sit brudeværd og overstrålede os alle med Superstar-rating efter Superstar-rating. Jeg var nu også ganske stolt af mig selv, og hvor var det bare skægt - jeg fik prøvet kræfter med både Wind of Change, adskillige Madonna-numre hvoraf Like a Virgin var det jeg klarede bedst af alle (det håber jeg ikke, der er noget symbolsk i), Take on Me, Eternal Flame (den klarede jeg også ganske godt), og ikke at forglemme - The Final Countdown.

Og så blev jeg pludselig sløj igen. Det var næsten ironisk. Jeg var den eneste, der ikke havde indtaget alkohol - dels er min alkoholtolerance temmelig lav, dels er jeg på anti-histaminkur mod min mærkværdige overfølsomhed over for varmt vand - mens de havde drukket tæt fra morgenstunden. Og så blev det mig, der måtte ud for at kaste op. Nederen. Så her sluttede festen for mit vedkommende, men jeg har det nu meget godt, omstændighederne taget i betragtning. Er lidt mat i koderne, men har i det mindste ikke længere kvalme, og jeg har heller ikke noget, der minder om feber, så mon ikke, jeg er frisk igen før weekenden er omme?

Designerdrugged

2007-09-07T23:02:00.000+02:00

Jeg har brugt det meste af min arbejdsdag i dag på at begræde, at mit paper til kurset Academic and Creative Writing in Gender Studies, endnu ikke har skrevet sig selv. Jeg havde givet mig selv 14 dage til at løse opgaven - et paper på 15 sider, der indholdsmæssigt skal balancere mellem at adressere kursets temaer og have relevans for ens eget projekt. Og i dag var så sidste dag i den 2-ugers periode, jeg havde givet mig. Alt er foregået i sneglefart. Jeg har læst og tænkt og tænkt og læst og skrevet, hvad der svarer til ca. 4 siders bare nogenlunde brugbar tekst. Det gjorde mig totalt rådden i roen. Når man hører sig selv udtale ordet: "lorteamatørkantine", kan man vist ikke løbe fra det... Og de, der mener, at PMS er noget, nogle mandschauvinister m/k har fundet på for at holde kvinder nede, kan bare komme an, så skal jeg personligt hoppe dem på strubehovederne!

Så i stedet for at arbejde koncentreret, fik jeg i dag pillet mig selv i navlen og opdyrket min dårlige samvittighed i en grad, der kræver en vis dramaqueen-indsats klap dig selv på skulderen - ååh, hvorfor kan jeg dog ikke bare finde ud af at holde en fridag med Fine og så stadig nå det, jeg har sat mig for? Ååh, hvorfor kan jeg dog ikke bare koncentrere mig om opgaven i stedet for at sidde her og gå i selvsving og være ynkelig?

En samtale af de mere mærkværdige, hvor jeg beklagede mig til min vejleder over, at det gik alt, alt for trægt med mit arbejde, endte med konklusionen, at jeg sørme skulle tage stoffer. Og ideen om såvel coke som amf blev hurtigt forladt - det skulle klart være nogle af de hersens nymodens slags, som jeg dårligt kender navnene på. Bare et eller andet til at give mig bare antydningen af human-Duracell-effekt.

Heldigvis havde jeg snydt som i TV-køkkenet og bestilt mit designerdrug allerede i torsdags - og i dag kom der bud fra Synoptik om, at varen kunne afhentes. "Læsebrille" hedder konceptet, og jeg tog den raske beslutning, at de måtte være løsningen på mine problemer. Efter en kort pep-talk med en af de nye 4+4'ere (jeg er ikke længere lillen!) satte jeg brillerne for øjnene og skrev koncentreret den sidste halve time, før jeg skulle afsted efter Josefine. Fik produceret næsten en hel normalside. Det tegner godt for næste uges effektivitet. Hvor jeg i øvrigt må multi-taske, for allerede sidst i september dukker næste kursus op: Feminist Science and Technology Studies, så der er en stak tekster, der skal læses inden da. Indtil for 14 dage siden var jeg af den faste overbevisning, at det ikke kunne svare sig at lade være med at skrive et paper og på den måde gå fra 5 til 10 ECTS - jeg er ikke længere helt så sikker. Men nu er jeg selvfølgelig blevet designerdrugged, så går det nok som fod i hose - eller i hvert fald bare lidt mere koncentreret og lidt mindre mavesurt. Det ville være herligt.

En stjerne er død, en ny (eller to?) fødes

2007-09-07T01:28:00.000+02:00

Pavarotti døde tidligere i dag (ret beset var det i går). Udover at være en trist begivenhed, er sådan et dødsfald også anledning til at lægge mærke til det liv og det kreative talent, der stadig er - og netop i dag (ret beset var det i går) fik jeg nys om, at min gode gamle ven Søren (som jeg har kendt i over 20 år!), har været i studiet i England for at lave sin første professionelle indspilning af et nummer - sammen med et stærkt producerteam bestående af Ian Levine og Clive Scott - som jeg med skam må melde, at jeg ikke mindes at have hørt om tidligere, men jeg kan jo se på især førstnævntes profil, at min med-eksilfredericianer har været i særdeles prominente og kompetente hænder.

Selvom jeg stadig ikke er helt færdig med at tilgive, at Søren og gemalen snart rykker teltpælene op og flytter til Sverige, så måtte jeg bare bruge lidt plads på min blog på denne her nyhed. (Jamen det MÅTTE jeg altså, Søren, og det kan du eller 10 vilde heste altså ikke få mig til at lave om på, og så kan du nok så meget give din kat Fido en paraply, det bliver den altså ikke nogen utilregnelig hund af!) Hvis der er nogen, der fortjener at få lidt medvind på den musikalske karrierevej, så må det være Søren. Derfor hepper jeg entusiastisk og håber på, at 'Every Day's A New Day' bliver blandt de bidrag, vi får mulighed for at nyde til næste års Melodi Grand Prix. Sangen kan jeg desværre ikke dele med jer - det strider mod reglerne, men jeg kan naturligvis ikke undlade at fortælle, at jeg - som Søren gjorde mig opmærksom på tidligere - er nr. 5 i hele verden, der hører det. Sådan er det at sidde og være stolt over noget, man så absolut ingen aktier har i. :)

...og hvad angår parentesen i titlen, så fik jeg for lidt siden besked om, at Josefines fars debut som sanger til et eller andet festuge-arrangement, som jeg pinligt nok aner nada om (bortset fra at han og hans guitarspillene kammerat altså skulle optræde der, og at det vist nok foregik på Rosenteatret), er vel overstået.

Egentlig ville jeg i dag have reflekteret videre på Dyvekes tanker om 'virtuelle venner', men når man nu har sådan et par stykker af rigtigt kød og blod, som går rundt i verden og oplever store små ting, så skulle man da være en slog, hvis man ikke lige kunne zoome lidt ind på dem. :)

Hvil i fred, Pavarotti

2007-09-06T07:37:00.000+02:00

Hos Linda fik jeg for lidt siden første hint om, at Luciano Pavarottis tid på jorden var ved at rinde ud. Nu er han død. Men det er hans stemme ikke.

3 måneder som ikke-ryger

2007-09-04T20:08:00.000+02:00

I dag er det tre måneder siden, jeg sidst har røget en smøg. Pudsigt nok fik jeg netop i dag en kommentar på mit nu to måneder gamle indlæg om, at jeg havde været røgfri en måned. Og så dumpede der en besked ind i min mailbox fra et rygestopprogram, jeg tilmeldte mig, men som jeg aldrig rigtig fik benyttet mig af - de fortalte mig, at jeg er ved at være en stabil eks-ryger.

Det er ikke helt min egen erfaring. De første par måneder plejer at gå forholdsvis nemt - jeg kører på begejstringen over at kunne. Men på et tidspunkt bliver det hverdag, og så dukker rygetrangen op med fornyet kraft. Det er ikke længere spændende at lade være, der er ikke længere prestige i at lade være - jeg mister følelsen af, at det betyder noget ikke at ryge, det er blevet sædvane. Det er ikke specielt stabilt, for det plejer at være heromkring - efter en 3-6 måneder, at krisen for alvor melder sig.

Jeg bruger stadig nikotinerstatning - det er efterhånden så få, at det ikke er noget at snakke om, men meningen er selvfølgelig, at jeg en dag skal holde op. Jeg ved endnu ikke, om jeg vil. Så længe, jeg kan sidde her og stadig tænke: "Gu' har du da ej røget din sidste smøg!", så bør jeg nok holde fast i erstatningen - det er trods alt bedre at være afhængig af nikotinsugetabletter, end det er at falde tilbage til smøgerne.

Modsat mange andre, der harcellerer over den nye rygelov, så hilser jeg den velkommen. Af rent egoistiske grunde - når jeg ikke må ryge, skal andre da heller ikke have lov! Sådan tænker jeg stadig lidt nogle gange. Som om, jeg er berøvet noget, jeg gerne ville have. Det er temmelig finurligt, for jeg vil jo netop ikke de forpulede smøger. Hvis jeg havde villet dem, kunne jeg bare ryge dem. Men så snart jeg ryger, har jeg det elendigt med at gøre det.

Lige nu føles det mest som en lose-lose situation - men jeg er vist også i det grumpy hjørne igen i aften. Det har ellers været en rigtig hyggelig dag. Ikke, at jeg fik lavet det, jeg skulle, men jeg kom da videre og gik hjem med godt humør og næsten-god samvittighed, hentede Fine tidligt og tog ned til hoppeborgene i rådhusparken.

Nå ja - jeg snakkede med lægen i morges. Min formodede, pludseligt opståede parfume-allergi lader til i virkeligheden at være en "allergi" over for varmt vand. Og det er dælme til at blive mellemfornøjet over. Når der nu ikke findes ret meget i denne verden, der er bedre end et langt, varmt bad. Hurra for antihistamin!

Grumpiness

2007-09-03T20:43:00.000+02:00

Anne lancerer i dag begrebet brokblogging. Jeg melder mig hermed under fanerne. Jeg ved ikke, om det er manglen på sommer eller om det er min mærkværdige, pludseligt opståede allergi, øjensynligt over for alt, hvad der indeholder en smule parfume - eller noget helt tredje, ved jeg ikke, men fyføj hvor er jeg da egentlig i ækelt humør.

Sådan et humør, hvor man næsten ville ønske, man havde nogle uvenner at skændes med. Hvor man er så grumpy, at hjernen arbejder på højtryk for at finde et 'problem' at kaste følelsen over på. Men næ nej, så nemt skal det ikke være. Jeg har ganske vist opdaget, at 4+4-ordningen rummer nogle besværligheder mht. de 840 timer, som en ph.d.-studerende forventes at arbejde i løbet af forløbet. Men det kan jeg ikke rigtig begrunde det med.

Blondinen skrev forleden om forbudt synlig vrede. Jeg husker ikke, om det også var hende, jeg snakkede med om det, at det nærmest ikke anerkendes, at man er sur uden grund. Hvis man er i dårligt humør, mødes man ofte med spørgsmålet: "Hvorfor dog det?" Tænk, hvis vi stillede det spørgsmål, hver gang man viste glæde. Man må gerne være glad uden at have grund til det. Men vrede skal helst kunne begrundes, ellers er den unødvendig.

Det giver anledning til at spørge, hvornår følelser egentlig ellers forstås ud fra et nødvendighedsprincip. Er jeg glad, fordi det er nødvendigt? Næh, vel? Hvorfor skulle jeg så ikke kunne være godt gammeldags ond i sulet uden at der er spor grund til det? Det forunderlige er, at det tit hjælper ganske godt bare at være grumpy uden at kræve af sig selv, at man skal kunne retfærdiggøre det. Men omvendt, så går luften lidt af ballonen og humøret stiger lidt - og det er jo heller ikke sjovt. Kan man nu ikke engang få lov at være grumpy længe nok til, at man kan nå at nyde det? Typisk!

EDIT: Jeg læste lige indlægget igennem. Josefine, der ligger ved siden af mig og ser godnatfilm, kigger på skærmen, peger på mit profilbillede og udbryder: "Mor! Når jeg ligger og kigger på det der billede af dig, så ligner du altså en elefant."

Handicaps og diskrimination?

2007-09-03T11:15:00.001+02:00

Det gik ellers meget godt med at undgå overspringshandlinger, men nu hvor jeg har forsømt bloggen i flere dage, må jeg jo hellere nurse den lidt.

Jeg faldt lige via blogbot over nyheden om, at en døv kvinde er blevet afvist som knækbrødstester. Bloggeren harcellerer over denne synlige diskrimination, der kun kan skyldes uvidenhed og eventuelle fordomme. Min umiddelbare tanke var, at lyden er en væsentlig del af oplevelsen, når man spiser knækbrød, og derfor giver det ganske god mening at afvise døve som testere. Men det vil en døv vel ikke kunne forstå?

Eller hvad?

Jeg mangler selv lugtesansen. Jeg kunne nok mene, at jeg ville være en nok så kompetent tester af f.eks. rengøringsmidler - man har vel en rest professionel stolthed tilbage, selvom det er mere end et årti siden, man slog sine folder i den branche... men jeg ville aldrig kunne udtale mig om, hvilken duft der blev hængende i rummet bagefter - og det kan jeg jo forstå betyder en del for den majoritet, der har lugtesansen i behold.

Nu ved jeg godt, at det må være et langt mindre handicap at mangle lugtesansen end at mangle hørelsen. Faktisk er det sådan en biting, at det slet ikke tæller som et handicap. Men jeg er dog berøvet en sans og dermed muligheden for at tale med om mange af de ting, andre mennesker smalltalker om: "ihhhh, hvor dufter det godt!" "Puha, hvor her stinker, er der en, der har feset?"

Jeg kommer til at tænke en 8-10 år tilbage i tiden. Jeg arbejdede som handicaphjælper ved siden af studierne - det stod sløjt til med SU'en, og jeg var så tilpas studie-inaktiv at jeg valgte at gemme SU'en til bedre tider og i stedet arbejde - og handicaphjælper i døgnvagt gav en fleksibel arbejdsuge med god plads til også at læse. Hvorom alting er: jeg arbejdede på et tidspunkt for en kørestolsbruger, der i en eller anden situation skulle på et offentligt toilet. Jeg tror, vi havde været i teateret eller lignende - i hvert fald var der lange køer til både herre- og dametoiletterne, mens der ikke var kø til handicaptoilettet, omend døren var låst.

Da døren gik op viste det sig, at det ikke var en handicappet, der havde været der. Min arbejdsgiver var rasende og sendte en bemærkning med på vejen om det skammelige i, at vedkommende havde spærret toilettet og afholdt en af dem, det faktisk var tiltænkt, i at bruge det. Men min arbejdsgiver havde ikke problemer med sin blære. Hun kunne holde sig præcis som alle andre. Hendes eneste behov for specialtoilet var, at hun ikke kunne få kørestolen ind på et af de almindelige toiletter. Hvorfor skulle andre så ikke kunne tage handicaptoilettet i brug, når nu der var så lange køer til de øvrige?

Hvornår er noget diskrimination, og hvornår er det bare tough luck, at vi ikke alle har samme forudsætninger for at begå os?

Det værdige selvmord

2007-09-03T11:02:00.000+02:00

Jeg fandt, via en sommerfugl en artikel fra Kristelig Dagblad om en kvinde, der for år tilbage undlod at gribe ind, da hendes mand valgte at ende sit liv. Artiklen giver en forholdsvis detaljeret beskrivelse af de sidste dage, hvor begge parter vidste, at det var nu tiden var inde. De snakkede ikke direkte om det, men de vidste begge, at hinanden vidste...

Artiklen beretter, hvordan manden umiddelbart inden selvmordet, kørte sin hustru på arbejde for at få ordnet en liste, han havde lovet hende at reparere i flere måneder. Og om, hvordan de stod og omfavnede hinanden på parkeringspladsen, for at få sagt farvel. Det var en værdig død, sagde hun. Ligesom en sommerfugl fortæller om sin kærestes værdige farvel til livet.

Jeg ved, det er et farligt emne at trænge sig ind på, og at man rører ved nogle dybe følelser, men siden disse historier er offentlige, mener jeg også, vi må tage dem under behandling og reflektere offentligt, hvordan de sætter sig spor rundt omkring. Måske kan det blive lettere at snakke om disse emner - når vi engang får lært, at man ikke går i stykker, heller ikke selvom den slags snak kan gøre ondt?

Min mest fremtrædende tanke i det her er, måske fordi, jeg er religiøs: jeg forstår slet ikke, at man kan opfatte det som en værdig afslutning på livet, at man er nødt til at tage sagen i egen hånd og udføre sin gerning i ensomhed, evt. samtidig bærende på nag over, hvad man udsætter omgivelserne for. Måske skyldes det "bare", at jeg - i lighed med Donnie Darko er bange for at dø alene? Bemærk, at jeg ikke siger, at det _er_ forkert eller uværdigt at slutte sit liv på den måde, jeg redegør blot for nogle af de faktorer, der for mit vedkommende gør det svært at tro på. I et forsøg på at snakke lidt tilbage til Sommerfuglen og andre, der har den slags historier inde på livet.

I sommer reflekterede jeg lidt over begrebet købedød, som i øvrigt havde afsæt i en lille notits, der viste sig at omhandle en mand, der på omtrent samme tidspunkt gik om bord i blogosfæren for selv at fortælle sin historie. Jeg kredsede om tankerne om købedød - prøvede at tage den skridtet videre: hvis vi etablerer, at det er okay at beslutte, hvornår man vil dø, kan det så også blive okay at tjene penge på andres død? At købe andre til at tage livet af sig.

Måske virker det som en absurd tanke. På mig virker den beroligende. Hvis en af mine kære en dag kom dertil, hvor livet ikke længere kunne fortsættes - hvor meget jeg så end personligt måtte mene, at det var noget sludder - hvad ville så være det bedste alternativ? At vi tager afsked via uudtalte tegn og velvidende, at vi er i gang med at udføre en semi-kriminel handling, der skal foretages i hemmelighed (og skam og hemmelighed er for mig at se tæt knyttet sammen i mange tilfælde)? At man skal overlade et menneske, man elsker, til sig selv, fordi vedkommende skal have mulighed for at gennemføre sin plan uden indgriben?

Eller ville det være bedre, hvis man kunne henvende sig til en konsulent i pænt jakkesæt, som man kunne bestille til at opsætte sin dødsscene? Betale, hvad det kostede for at komme herfra lige netop, som man ønskede? Jeg hører allerede indvendingerne om, at det ville kunne lokke folk, der ikke reelt ønskede at dø, til at gøre det- bare for spændingens skyld, og et eller andet sted har jeg lyst til at sige, at den slags lemminger ikke skal afholde os andre fra at tænke tankerne derud, hvor vi faktisk får fat i, hvad for et alternativ det handler om.

Har du tænkt over, hvordan du gerne selv vil dø? Mæt af dage, uden smerte, javist - det vil de fleste nok. Men hvilken oplevelse skal din død være? Skal den være fredfyldt, dramatisk, festlig? Skal du selv bringe livet til ende, eller skal andre mennesker gøre det? Eller skal det ske ganske af sig selv, når det nu engang sker? Jeg hælder selv til at svare det sidste. Men jeg har en formodning om, at det skyldes, at det bare er den nemmeste måde at undgå at tage stilling til egen dødelighed.

Det er stadig ikke så længe siden, jeg hørte om et selvmord i min tidligere omgangskreds. Jeg havde ikke haft kontakt med hende i flere år, og i princippet kunne kontakten meget vel være brudt, så vi aldrig så hinanden mere. Alligevel sætter det sig at høre, at det glade og optimisiske menneske ikke længere er. Hun tog herfra med et ønske om glæde og kærlighed til alle. Tak for det! Og hvor det nager mig, at den glæde og kærlighed ikke på en eller anden måde kunne være blevet indpodet i hende selv, så hun havde fået øje på andre udveje end døden. Jeg tror, jeg er svær at rykke, hvad min egen moral angår. Uanset hvor stor forståelse, jeg har for de, der har undladt at gribe ind - og uanset hvor meget jeg et eller andet sted synes, det er vigtigt at gøre det muligt for de måske mange mennesker, det har været virkelighed for, at kunne stå frem uden fordømmelse - lige så meget vender jeg tilbage til at mene, helt personligt, at jeg ville lade folk i stikken, hvis jeg efterlod dem alene for at dø.

Synd, anger og tilgivelse

2007-08-30T01:09:00.000+02:00

Linda og jeg så Dogma sammen i dag. Som tidligere nævnt er det en film, jeg holder meget af at se med forskellige mennesker, fordi det er min erfaring, at den kan sætte skub i interessante samtaler. Linda er asatro og dermed ikke ateist som de fleste af mine venner, men selvom vi har religiøsiteten til fælles, viste det sig tydeligt i vores efterfølgende snak, at vi står milevidt fra hinanden i vores måde at opfatte vores religiøse følelser.

En af de ting, der for alvor adskiller os, er begreberne om synd, anger og tilgivelse, som Linda så vidt jeg kunne forstå mener er 'falske konstruktioner', eller noget i den stil. For mig er det derimod en måde at forstå nogle værensbetingelser, som jeg har været mig bevidst længe før, jeg mødte kristendommen. For mig er anger (eller fortrydelse) en finurlig og frisættende tilstand - en tilstand, der gør det muligt på en og samme tid at vedstå sig sine fejl og at slutte fred med dem. For mig giver det utroligt god mening at forstå denne tilstand rammet ind af begreberne om synd, anger og tilgivelse.

Vores forskellige måder at opfatte disse begreber kan muligvis forstås ved, at Linda ikke gør noget, hun fortryder. Måske mestrer hun det, som Michael Kiske på sin sædvanlige patosstemte facon udtrykte som "You say to me I will repent what I do - if it's right I'll stop before." Jeg ved ikke, om jeg misunder hende denne tilstand. Fri for synd og anger, men vel dermed også fri for tilgivelse?

Uanset hvad, så var det igen en tankevækkende og eftertænksom samtale, hvor jeg lærte noget, som jeg ikke vidste før - uden at jeg dermed kan hævde, at jeg forstår det. Måske kommer jeg til det en dag, måske er det slet ikke så vigtigt at forstå?

Prostitution, patriarkat og feminisme

2007-08-28T14:02:00.000+02:00

Prostitution = feminisme skrev Cecilie forleden. Human Stain knyttede an til temaet ved at skrive om 'Lil' Kim and Christina' og deres i hans øjne feministiske, seksuelle udtryk. Og Mette reagerede også. Hun var mere skeptisk, måske endda lidt vred?

Tilsammen udgør disse tre indlæg en interessant spændvidde i et særdeles relevant emne. Det er et emne, der er alt for stort til, at jeg kan blive færdig med det i et indlæg, men her er, hvad jeg kunne stille op:

Cecilie starter med at slå fast, at prostitution er feministisk. Hun ser i prostitution et tegn på, at kvinder er begyndt at tage deres seksualitet i egen hånd, at de kræver retten til promiskuøsitet og kontrol over eget sexliv. Hun refererer bl.a. til bogen Whores and Other Feminists og til Sus, der på sin weblog engang har skrevet sådan cirka: Lad nu være med at tale om kvindens kusse, som om den er det allerhelligste hun ejer!

Human Stain tager tråden op fra Cecilies indlæg og reflekterer videre over, hvad feminisme egentlig er for en fisk, og hvordan den kan komme til udtryk. Han er inde på de nutidens kvindelige musikikoner - de numsevridende, halvnøgne duller, som visse feminister forsøger at forstå som et symptom på objektivisering af kvindekroppe på mænds præmisser. Human Stain har en anden udlægning af, hvad der kan ligge af budskaber i den optræden, vi ser hos f.eks. Lil' Kim og Christina Aguilera i den musikvideo, han slutter indlægget med: Altså, min kusse er ikke den hellige gral, og mine bryster bliver ikke slidt op, fordi man rører ved dem. Jeg vil bruge både kusse og bryster til at skaffe mig selv nydelse og fordele.

Human Stain mener i øvrigt, at man skal kunne mærke kvindelige følelser indefra for at kunne kalde sig feminist - hvorfor han ikke mener, at man kan være det. Det er i sig selv et interessant spørgsmål, som vist kræver et helt indlæg for sig selv...

Mette byder ind på Cecilies indlæg fra en anden kant: ved at minde om, at prostitution og andet sexarbejde foregår inden for patriarkalske rammer, og at de derfor ikke kan betragtes som feministiske. Hun medgiver, at prostitution kan være feministisk, men vil ikke hoppe med på konklusionen, at det er, færdig basta. I en kommentar til Cecilies indlæg, spørger hun: Hvorfor tager den promiskuøse kvinde kontrol over sit sexliv ved at sælge sex, og ikke ved at købe det? Og hun slutter sin egen post af med at konstatere:

"Hun (den stereotype kvinde) er en våd drøm. Og ved at leve op til den drøm lærer man helt sikkert også noget om sine egne drømme, hvor de stemmer overens med, og hvor de afviger fra vort patriarkalske samfunds drøm om kvinden. Men det er sgu da for fattigt, hvis vi kun tillader kvinder at drømme om sex inden for de rammer, der udstikkes af en serviceindustri for mænd."

Og nu, hvor jeg har ridset de væsentlige linjer op i de tre indlæg, jeg har lyst til at kommentere på, er indlægget her allerede blevet så langt, at jeg hellere må slutte det af og tage tråden op i et nyt indlæg. Klokken er fremskreden, og jeg burde sidde og skrive på mit paper - eller rettere: lige nu skulle jeg vist læse artiklen om skrivning som undersøgelsesmetode. Det må jeg hellere gøre, før jeg fortsætter her...

Spørg om noget!

2007-08-27T15:22:00.000+02:00

De næste par ugers arbejde er afsat arbejdet med et paper til det skrivekursus, jeg deltog i før sommerferien, Academic and Creative Writing in Gender Studies. Rammerne for opgaven er: 15 sider, engelsk - og et mål om ramme en passende balance mellem kursets temaer og relevans i forhold til eget projekt.

På kursus stiftede jeg bekendtskab med forskellige feminististike epistemologier og skrivemetoder, med anvendelsen af 'jeg' i akademiske tekster - og om at udforske grænsen mellem kreativ og akademisk skrivning som bevidst metode til at udfordre og undersøge måden, akademisk viden bliver til.

Jeg er glad for at være nået hertil, hvor jeg skal skrive det paper. Kursuslitteraturen er, med enkelte undtagelser, stimulerende og inspirerende, og Donna Haraway fylder behørigt. Jeg har længe set frem til at få anledning til atter at fordybe mig i The Promises of Monsters, som er noget af det fedeste, jeg har læst inden for Akademiets mure (omend jeg ikke skal påstå, at jeg har fattet den helt endnu...).

Hvorom alting er: mit projekt handler om oplevelsesøkonomi - det samfund, som kloge hoveder spår står lige for at efterfølge vort nuværende informationssamfund. I USA udkom en bog om emnet i 1999. Samme år udkom en dansk bog ved navn 'Dream Society' - en ny udgave udkom i 2006, og her kobler forfatteren sig til den amerikanske bog og fastslår, at Dream Society og oplevelsesøkonomi handler om det samme.

Min opgave er at finde ud af, hvad det her fænomen er for noget - og ikke mindst, hvad det bliver til i forskellige praksisser, forskellige stykker af 'levet, socioteknisk virkelighed'. Projektet hed til at begynde med 'Socioteknisk virkelighed mellem faktum og fiktion'. I dag har jeg givet det den lidt mere prætentiøse titel 'The Stuff that Dreams are made of' - fordi den bare er mere stimulerende at arbejde ud fra, omend det kan give lidt præstationsangst at tænke på at skulle skrive noget, der er titlen værdigt.

Det paper, jeg skal i gang med at lave, skal altså gerne knytte oplevelsesøkonomi sammen med overvejelser om feminisme og akademisk skrivning. Min idé er at lave en fremstilling, der mimer forskningsinterviewet: jeg skal initiere en omgang personlighedsspaltning og splitte mit akademiske selv fra resten af mig. Det overordnede tema for interviewet bliver nok: "Hvor er du nu, og hvilken vej har du fulgt?" Det skal nok blive morsomt, og jeg håber at kunne gøre det så godt, at det kan fungere som del af afhandlingen.

Spørgsmålet er så, hvad jeg mere konkret skal spørge mig om. Så jeg vil høre, om I derude ikke kunne give mig nogle ideer til gode spørgsmål at stille. Det er selvfølgelig i sig selv en øvelse i at udforske grænserne for det akademiske arbejde - en måde at komme ud af Elfenbenstårnet, ikke for at berige verden, men for at gå i dialog med den og spørge den til råds, frem for altid at konsultere akademiske tekster og ditto kolleger. Nogen, der vil lege med?

Universets største hul

2007-08-26T23:09:00.000+02:00

I dag har jeg inde på ScienceBlog.dk læst om universets største hul. Jeg forstår overhovedet ikke videnskaben bag, men fortællingerne om den slags fascinerer mig og tilfører tilværelsen et strejf af magi. Kan det mon overhovedet lade sig gøre at begribe de materielle vilkår ved sådan et fænomen?

Hullet er en millard lysår i diameter, skriver Nicloai Nygaard. Jeg bliver helt svimmel af at tænke på det samlede arbejde, der i tidens løb er gået forud for, at et sådant faktum kan fremlægges. En sådan oplysning er et glimrende eksempel på, hvordan uforståelig videnskab kan få status som drømmemageri. I like. :)

Otte ting, du sikkert ikke ved om mig

2007-08-26T21:00:00.000+02:00

Anne har sendt mig en udfordring. Der skulle godt nok gå over en måned, før jeg opdagede den, så nu må jeg også hellere tage den til mig. Så vidt jeg kan forstå går legen ud på at sige 8 ting om sig selv og så nævne 8, man gerne ser tage udfordringen til sig. Det er da en sjov nok leg. Jeg elskede også kædebreve som barn, selvom jeg kun sjældent fik andet end spændingen ud af det.

Otte ting, du sikkert ikke ved om mig

Jeg har altid elsket at skrive. Engang var 'dansk stil' et af højdepunkterne i min tilværelse. Jeg skrev også dagbog, digte, noveller og skuespil, og jeg har skrevet politiske tekster, blandt andet som klummeskribent for Århus Stiftstidende. Skuespil er en af de genrer, jeg stadig har lyst til at udforske. Jeg har i øvrigt et gammelt ufærdigt manuskript i gemmerne, som jeg jævnligt overvejer at tage et kig på igen. Og så har jeg skrevet 'En Bog om Fisk' med en veninde, jeg desværre ikke længere har kontakt med. Den endte også i skrivebordet, men er noget af det morsomste, jeg nogensinde har været med til at skrive.
Jeg elsker at bade i bælragende mørke. Og drømmer om at prøve at flyde i et sensorisk deprivationskammer, bare for at finde ud af, hvordan det føles.
Mit første seriøse jobønske var at blive dansk-russisk tolk. Jeg var vel en ti år gammel og elskede at se gymnastik i fjernsynet - og især de russiske piger fascinerede mig, særlig deres navne. Jeg legede, at jeg var sammen med dem og lærte deres sprog, og jeg gennemspillede de samtaler, jeg havde med dem. Den leg elskede jeg.
Jeg har vundet to præmier som 'bedste spiller i blok x' på rollespilstræffet Calling All Heroes, hvor jeg også har hostet mit eget scenarium, baseret på Freuds teori og en nifty lille eventyrverden. Det hed Frustration og levede vist ganske godt op til navnet.
Jeg er så dårlig til at lave mad, at det næsten er en joke. Jeg er meget glad for halvfabrikata. Og tabasco.
Josefine er det menneske, der mest af alle har formået at ændre min måde at se verden. Via hende har jeg fået adgang til et helt unik perspektiv på den verden, der er blevet min hverdag, og som jeg på rigtig mange punkter har stirret mig blind på. Det er en verden, der er så smuk og fascinerende og svær at blive klog på. Josefine lever på mange måder i en verden, der er så anderledes end min - selv når vi færdes de samme steder - at jeg nogle gange helt må opgive at finde koblingen mellem min verden og hendes. Andre gange er forbindelsen så umiddelbar, at der strømmer en masse ny energi til min verden. Jeg håber, det også er tilfældet den modsatte vej.
Engang har jeg danset med en midaldrende dame i en kirke til live lirekassemusik, under et banner med et lesbisk kvindetegn. Ved samme lejlighed blev der serveret salat af gulvspande og senere sov jeg med politiske aktivister fra flere lande på bårer sirligt placeret side om side i en gymnastikhal. Det var i den hollandske by, Meppel.
Blodbøgen er mit yndlingstræ. Stærkt efterfulgt af hængepil.

Så, nu ved I det. Og så var det noget med, at man skulle sende den videre til otte andre. Her er otte, som jeg tror kunne svare interessant på udfordringen. Men kun hvis de har lyst!

Mrandersson
Dyveke
Filoffen
Blondinen
Sus Luder
Linda Solskin
Human Stain
Cecilie

Hvad tæller i venskaber?

2007-08-26T18:46:00.000+02:00

En ting, jeg ofte har spekuleret over her den sidste tid er, hvad der tæller i venskaber. For et stykke tid siden læste jeg på nettet en beskrivelse af venindetyper, vist nok fem forskellige typer veninder, enhver kvinde burde have. Den kan sikkert googles, men jeg gider ikke rigtig - den var temmelig uinteressant. I hvert fald for mig.

Jeg har aldrig haft som kriterie for valg af venner, om de er gode at shoppe med. Og en af de her venindetyper var, så vidt jeg husker, shoppeveninden. Hende, man tager ud sammen med for at finde lækkert kluns og sådan rigtig tøser den med. De øvrige venindetyper sagde mig heller ikke rigtig noget, selvom jeg da kunne se alle kvaliteter repræsenteret i min vennekreds.

Noget andet interessant er, hvad man lader tælle, og som besværliggør venskaber eller ligefrem ødelægger dem. Jeg har bemærket, at temaer som 'opmærksomhed' og 'loyalitet' går igen mange gange, når jeg har hørt folk tale om venner der svigter.

Jeg tror, jeg er en meget loyal ven. Men jeg er ikke specielt opmærksom. Der er flere, jeg betragter som nære, selvom der går måneder mellem, at vi har kontakt. Jeg bliver hele tiden i tvivl om min næreste venindes fødselsdag, og jeg har kun ganske få gange præsteret at give hende en fødselsdagsgave. Vi ringer heller ikke sammen uden forudgående aftale - enten på sms eller over Messenger. Alligevel er der ingen jeg føler, jeg ånder så meget i takt med, når vi endelig har kontakt.

Den seneste tid har jeg tænkt meget over, hvad der har talt så meget, at venskaber jeg tidligere har sat stor pris på, ikke længere er. Et par gange har der været tale om forskellighed i livsværdier, der er trådt så meget i karakter, at mit samvær med folk ikke længere kunne være åbent og rummeligt. Men den slags forskelligheder har i andre relationer ingen betydning, så det i sig selv kan ikke være det afgørende.

Jeg tror, at det ganske simpelt handler om kemi. Nogle mennesker har man en fantastisk kemi med, selvom man egentlig synes, at mange af deres holdninger og handlemåder er temmelig usympatiske. Man opdager, at sympati ikke er så afgørende, når det kommer til stykket. Det handler, for mig i hvert fald, langt mere om empati og bølgelængde. Og på en eller anden finurlig måde handler det også om musik.

Jeg nævnte før, at jeg ånder i takt med min bedste veninde. Det er ikke ensbetydende med, at vi ånder synkront. Men det er som om, vores samvær og samtaler altid har en god rytme - at vores udvekslinger er symfoniske. Måske er det derfor, jeg ikke bryder mig om jazz? Fordi det giver mig associationer til relationer, hvor man ånder i utakt?

En anden god veninde og jeg talte forleden om det med kemi mellem mennesker. Og vi kom til at sammenligne os med genopladelige batterier. Det var en rigtig skæg samtale, som gav anledning til en masse god latter, og som også gjorde os klogere. Og opmærksomme på, at menneskekroppe er så pivåbne, at de næppe kan betragtes som lukkede kredsløb på samme måde som batterier.

Den slags tæller for mig i venskaber. At kunne føre den slags bizarre samtaler, fordi man ved at have dem, kan holde liv i nogle rigtig skægge og frugtbare stemninger, som alle parter får gavn af. Måske er det også derfor, jeg bedst kan forholde mig til folk på tomandshånd? Fordi det er så besværligt at snakke på den der mærkværdige måde, når man er mere end to, der skal tune sig ind på hinanden?

Nå, det var noget om, hvad der tæller for mig i venskaber. Noget, jeg har brudt mine tanker med det seneste stykke tid. Den faglige årsag er, at jeg går og gransker i Rolf Jensens 'Dream Society' og særlig de markeder, han spår vil dominere i det oplevelsesøkonomiske samfund, som han og andre spår vil følge efter det nuværende informationssamfund. Et af de markeder er 'The Market for Love, Friendship and Togetherness".

Dogma

2007-08-25T22:53:00.000+02:00

Det der med kirken har længe været sådan lidt finurligt. Jeg har før blogget om de religiøse aspekter i mit liv, men det er som om, det er pokkers svært at holde sammen med resten af det, jeg nu engang går og laver. I går snakkede jeg med en bekendt og kom til at referere til det med kirken, hvilket han vist nok undrede sig lidt over. Der blev ikke spurgt yderligere ind til det, og på en måde var jeg lettet. Og det ærgrer mig lidt.

Det er ikke fordi, jeg har lyst til at råbe op om min tro i tide og utide. Det er bare pusseløjerligt, at jeg ikke kan nævne kirken uden at føle mig en smule pinligt berørt. Med mindre jeg selvfølgelig er sammen med andre fra kirken - eller andre religiøse. Jeg tror, det er den del af mit liv, der ligesom falder ved siden af.

For en uges tid siden besøgte jeg et par venner fra omtalte kirke. Vi skulle bl.a. se filmen Dogma. Det er en af de film, jeg gerne ser igen og igen, og gerne med forskellige mennesker, fordi det er min erfaring, at den sætter gang i spændende samtaler. Det var første gang, jeg så den med andre kristne. Hvilket naturligvis gjorde samtalen anderledes, end når jeg har set den sammen med de forbenede ateister, der udgør det meste af min vennekreds. Vi havde en virkelig spændende diskussion med 'blasfemi' som det centrale tema. Et emne, der ligger mig meget på sinde. Fordi det ofte betragtes som noget negativt, hvor jeg vil hævde, at blasfemi kan være aldeles konstruktivt og progressivt, hvis det anvendes med omtanke.

Sidst i oktober er temaet 'blasfemi' på plakaten i forbindelse med den række tema-gudstjenester for unge, vi laver i Helligåndskirken. Fænomenet er netop i denne sæson blevet omdøbt til Medier, Mad og Vorherre. Før hed det, mere beskedent, 'spaghettigudstjeneste', hvilket i og for sig var lige på kornet, idet der er tale om temagudstjeneste og efterfølgende spaghetti med kødsovs.

Hvorom alting er: til oktober er temaet 'blasfemi' og mediedelen skal bestå af et klip fra føromtalte film, Dogma. Det var mit forslag. Jeg har længe haft lyst til at tage den diskussion op i kirkeligt regi, baseret på noget, der går tættere på end f.eks. Life of Brian eller Muhammedtegningerne. Kevin Smith, manden bag Dogma, er katolik og lavede filmen for at fejre sin tro. Men filmen kan umiddelbart syne som et angreb mod katolicisme og religion i det hele taget. Den går tæt på tro og tvivl og sætter den katolske kirke i et lidet flatterende skær, samtidig med at den er spækket med plat humor, 'foul language' og andre herligheder. Men samtidig skildrer den meget fint og subtilt en række problemstillinger, som vi mennesker kan gå og tumle med, når vi snakker om religion. Uden alt det højtidelige bullshit - og så alligevel.

"Blasphemy has always seemed to require taking things very seriously. I know no better stance to adopt from within the secular-religious, evangelical traditions of United States politics, including the politics of socialist feminism. Blasphemy protects one from the moral majority within, while still insisting on the need for community. Blasphemy is not apostasy."

Sådan skriver Donna Haraway i indledningen til sit cyborgmanifest, og den betydning af blasfemi kan jeg godt lide. Blasfemi er ikke frafald, det er tværtimod en metode til at konfrontere uden at tage afstand. Set i dette lys synes jeg bestemt at Dogma er blasfemisk. Den sætter spørgsmålstegn ved mange aspekter ved institutionaliseret religion, men den fortæller samtidig en varm og loyal fortælling om den tro, der ligger bag organiseret religion. Som Smith siger det i det interview, der findes som bonusmateriale på DVD'en, så er kirken blevet til for at bringe Jesu' budskaber videre - og Smith prøver så bare at 'listen to what the first guy said instead of listening to those who came afterwards' (parafraseret efter hukommelsen).

I øvrigt har Dogma en del af ansvaret for, at jeg efterhånden ikke længere kunne løbe fra at være kristen, selvom jeg i årevis hårdnakket havde forsøgt at benægte det over for mig selv. Lidt som Søren Ulrich Thomsen beskriver det i Kritik af den negative opbyggelighed, hvor han konstaterer, at han måtte være kristen siden han følte sig oprørt over - ja, jeg har glemt hvad det præcis var - noget med, at en kirkebygning blev bygget sammen med almindeligt, verdsligt byggeri, så vidt jeg husker? Pudsigt nok ville netop dette nok ikke vække de store følelser i mig, det ville nok mere være æstetisk harme end religiøs ditto, hvis det skulle være - men Dogma rørte mig. Og selvom den vel egentlig primært er tænkt som en underholdende komediefilm, så bliver jeg stadig helt tummelumsk i bøtten, hver gang jeg ser den.

Det bliver spændende med den gudstjeneste til oktober. Jeg håber, jeg kan finde ud af at formidle til de andre, hvad det er, jeg synes er så godt og fint ved filmen - og ved muligheden for at forholde sig blasfemisk til det, man brænder for.

En anbefaling

2007-08-24T19:32:00.000+02:00

Selvom jeg ikke længere beskæftiger mig med prostitution i mit projekt (jeg kommer forhåbentlig tilbage til det senere, når jeg lige har fået projektets centrale kerne på plads), vil jeg gerne stadig anbefale En Luders Dagbog - i dag fortæller hun, at de er bange for sperm i Sorø.

I øvrigt underdriver Sus vildt og voldsomt, når hun hævder, at prisen for at få sperm i øjet er 2-3 timer med rødmen og irritation. Det er en helt anden historie, der ikke hører hjemme på en anstændig blog som denne, men jeg vil hævde, at "en uges tid" bedre betegner hvor længe der går. Og så forstår man jo pludselig panikken i Sorø langt bedre...

Ønsketænkning

2007-08-22T23:10:00.000+02:00

Efter aftensmaden var jeg i bad, mens Fine sad på toilettet. "Jeg laver masser af lort, mor!", sagde hun glædesstrålende. Jeg svarede ikke, men lidt efter lød det med endnu gladere stemme: "Hov mor! Jeg lavede en lort, og så sprøjtede der vand op på min numse!" Og så kiggede hun forventningsfuldt på mig, hvorefter det slog mig, at jeg - i et kækt øjeblik på et toilet på Livø - var kommet til at sige til hende, at så måtte hun ønske. Den hænger jeg på fra nu af, kan jeg godt se.

Men når man nu engang har sagt sådan, så må man også lade ungen ønske. Og Fine ønskede - hun insisterer stadig på at sige sine ønsker højt, selvom jeg holder på, at den slags skal holdes hemmeligt: "jeg ønsker, at regnbuen ikke forsvinder, når der er en!"

Efter badet, da vi puttede og jeg fortalte historie ("mor, de historier du fortæller uden at du har en bog, er bedre end dem far fortæller uden han har en bog" - sådan får man mor til at fortælle historier uden at have en bog :) ), fik hun øje på et fly, der tegnede hvide striber efter sig. "Eller måske er det et stjerneskud?" Jeg sagde, at så var det i hvert fald et meget langsomt stjerneskud, og den købte hun. "Og når man ser et stjerneskud, må man ønske!" Jo, det står jo i loven.

Min fantastiske lille pige sad et øjeblik og var tænksom. Så sagde hun - og hun sagde det bedre, end jeg kan videregive det: "Jeg ønsker, at alt hvad der er, bliver hvor det er. Og at der ikke er nogen der dør eller bliver væk eller forsvinder." Det der med døden er begyndt at optage hende. Hun snakkede også om det, da vi spiste til aften. Hun bliver så stor. :)

Josefine som fotograf

2007-08-21T23:05:00.000+02:00

Jeg har skiftet mit profilbillede. I forlængelse af tankerne om ironisk distance slog det mig, at jeg altid har et eller andet med billeder. Jeg har det lidt svært med billeder, hvor jeg kan se, at jeg ligner mig. Og det gør jeg her, har jeg fået at vide. Det er Josefine, der har taget det, da vi var på Livø. Hun er faktisk ikke helt tosset til det med at tage billeder. :)

Ironisk distance

2007-08-21T22:22:00.000+02:00

Jeg har længe tænkt på at tage fat på fænomenet 'ironisk distance' her i bloggen. Det er et af de udtryk, jeg ofte hører anvendt som et virkelig plus - den, der mestrer den ironiske distance signalerer i høj grad kontrol og overskud.

Til gengæld kan den ironiske distance, ironisk nok, være vanskelig at distancere sig fra, når man først har lært at bruge den. Og jeg selv - ja, jeg har elsket den ironiske distance alt, alt for længe. Dyveke reflekterede tidligere på dagen over, at hun er blevet mere personlig i sin blog med tiden. Det fik mig til at reflektere videre over min egen stil herinde - og om hvilken type blog, jeg selv holder mest af at læse.

Nu er hver dag jo forskellig, og jeg kan ikke nødvendigvis sætte fingeren på een måde at blogge på, som virker som den helt rigtige. Men jeg har bemærket, at blogs hvor forfatteren lægger al for stor ironisk distance til sine emner, ikke rigtig kan holde min interesse fanget over tid. Kender jeg forfatteren personligt, er det naturligvis noget andet - så skinner der en smule igennem bag skriften, men ofte oplever jeg, at ironisk distance virker kølig og nedvurderer emnet, selv hvis der anvendes rosende ord: "den gadget var virkelig top-dollar-najs - sådan en, der kunne give Jean-Luc Picard våde drømme". Okay, måske var det mere ungdomsslang end ironisk distance, jeg fik illustreret her, men jeg tænkte, at et eksempel var påkrævet.

I søndags havde jeg besøg af Linda, til en af den slags snakke der bliver siddende i kroppen længe efter, og som vi begge - som hun så fint formulerede det i sin blog - kom klogere ud af, end vi gik ind i. Jeg tror også, at vi lærte os selv og hinanden lidt bedre at kende. Linda og I andre - kan I ikke sige noget klogt om 'ironisk distance'? Det er et emne, jeg gerne vil være klogere på, som jeg går og grubler lidt over i ny og næ, men som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med...

Josefine vil osse skrive

2007-08-21T19:53:00.000+02:00

kære internet og hej far er i sikre på at i kan huske hvad i har spist til morgenmad

Google Analytics

2007-08-21T14:49:00.000+02:00

Siden mit sidste indlæg om Google Analytics er frekvensen af søgestrenge indeholdende ordet 'boller' steget markant. Det er ganske finurligt.

Finurlig, derimod, det ord jeg omhyggeligt har adopteret for at det ikke skal forsvinde fra det danske sprog, optræder kun en enkelt gang på listen over de 254 søgestrenge, der har ført besøgende hertil den sidste måneds tid. Som sidst jeg fordybede mig i denne liste, kan jeg godt forstå, hvordan Google har fisket denne blog frem som svar på de fleste forespørgsler. Og derudover er der mange små pudsigheder. "Severity of dependence scale" er nok det mest mystiske. Jeg var nødt til at google det for at blive klogere.

Pudsigt er det også, at hvor "zenia effenbergers blog" og "effenbergers blog" indtager hhv. anden- og tredjepladsen, så er det denne gang "Polen", der dukker op på en suveræn førsteplads. Hele 57 gange er folk gået forgæves herind (formoder jeg) ad den vej. Her er nogle flere af de mere løjerlige, hvor bloggen nok ikke helt har givet folk det, de kom efter:

Idér til kreative ting du kan lave i hverdagen
kan du elske mig igen
sex med cecilie på hendes bryllupsdag
tre hvide duer sang tekst download
stof labels
planlægning i hverdagen
hvordan kan man undgå at blive overvægtig?
hvordan kan man kende Pippi
hvordan bliver man elsket
hvordan bliver man hetero
hvordan kan jeg være sjov

Det er egentlig en lidt trist tanke, at der sidder nogen derude og spørger Google, hvordan de kan blive elsket. Jeg ville ønske, jeg kendte svaret...

Bundfald

2007-08-20T22:32:00.000+02:00

Jeg elsker når en vanskelig erkendelse endelig holder op med at brydes og bundfælder sig, så jeg atter kan slappe af.

Godt spørgsmål

2007-08-20T19:35:00.000+02:00

Hvad er erkendelsens ontologi?