Om forudsætningerne for dialog

Hvis noget ord er blevet kendt som den magiske kode, der skal løse alverdens konflikter, må det næsten være 'dialog'. Gennem dialogen, lærer vi, får vi mulighed for at forstå hinandens udgangspunkter og opnå en fælles referenceramme. Vi får øjnene op for, at vi ikke kun er forskellige, men at vi også har ting til fælles.

Det lyder smukt, og jeg er bestemt ikke modstander af dialog. Problemet er, at for at dialog kan lykkes, må nogle forudsætninger være på plads. Og jeg tror ikke meget på, at disse forudsætninger kan skabes gennem samtale - måske er det endda sådan, at det ganske enkelt er umuligt i visse situationer?

For nogen tid siden skrev jeg om mit problem med en bestemt type besværlige mennesker:

Andetsteds i cyberspace følger jeg en debat, der er begyndt at kredse sig om temaet: 'at skyde andre folk motiver i skoene'. Jeg tror, at det er en central egenskab hos den type, jeg omtaler her: at jeg oplever, at de ligesom danner sig et indtryk af mig, som de kaster tilbage på mig og bruger som ressource til at anklage mig - og som jeg kommer til at føle mig forsvarsløs over for, fordi jeg ikke føler, jeg har en chance for at blive forstået som andet end det billede af mig, den anden har skabt i sit hoved. De fører monologer og bruger de ting, jeg forsøger at byde ind med som ressource til at føre monologerne videre - frem for at gå i dialog.

Hvis den ene part i et dialogmøde går til verden på den måde, så tror jeg, at dialog er umulig. Nu er sagen den, at jeg ikke tror, noget menneske kan undlade at tale ud fra en antagelse om, hvem de taler til, for i bund og grund kan vi vel aldrig vide, at vi forstår hinanden? Forståelse er vel primært, at vi den samtale, vi fører sammen, giver mening for begge parter? Hvordan skelner man så mellem et oprigtigt ønske om at forstå hinanden, og så det scenarium, jeg har skitseret oven for? Hvornår er der tale om, at den ene part blot bruger den anden som ressource til fortsat monolog, frem for at gå i dialog?

Jeg synes, at måder at snakke sammen er lige så interessant et emne som det, vi snakker om. Nogle mennesker kan jeg føle mig totalt på bølgelængde med, selvom vi egentlig ikke er enige om ret meget. Vi har bare et fælles sprog, som gør, at vi forstår at snakke sammen på en måde, der åbenbart bekræfter noget meget grundlæggende: vi forstår og værdsætter hinanden. Andre gange kan jeg være stort set enig med nogle mennesker og alligevel føle en dyb afgrund i vores tilgang til verden. I ovenstående eksempel ligger ikke nødvendigvis, at modparten er uenig med mig - det kan lige så vel være, at mine ord bliver til ressource for en monolog, som jeg i bund og grund er enig i, men som alligevel skyder forbi i forhold til min egen oplevelse af situationen, og det jeg forsøger at udtrykke.

Den gode test er at gøre opmærksom på, at man føler sig misforstået. I de mest grelle tilfælde vil den, der fører monolog på bekostning af andre, blot konstatere, at der sørme ikke er tale om misforståelser. Måske vil vedkommende endda gå så vidt som til at mene, at det er den anden, der ikke vil forstå, og som blot bringer misforståelse på banen for at vildlede debatten og skabe forvirring i mangel af (andre) argumenter.

Jeg er opvokset med den måde at tale sammen, og muligvis kan man sige, at jeg er hærdet og kender rutinen. Alligevel er der ikke ret meget, der får mig til at føle større uvilje. Måske er det netop på grund af de talrige erfaringer jeg har med, hvor lidt det nytter at lege, at man har en dialog med den slags mennesker? Cecilie skrev for nogen tid siden om, at man nogle gange kunne tale forbi hinanden, fordi man i virkeligheden ikke svarer den, man snakker med her og nu, men nærmere en, man snakkede med for længere tid siden. I den her situation betyder det, at der er mennesker, jeg helt holder op med at diskutere med, fordi jeg på et tidligt tidspunkt fornemmer, at vi er ude i den her: "jeg snakker ikke med dig, jeg bruger dig bare som ressource til min egen selvretfærdige monolog".

Dialog er en glimrende ting. Men spørgsmålet er, om konflikter overhovedet spidser til, når dialog er mulig. Om det ikke snarere sker, fordi forudsætningerne for dialog netop ikke er til stede?