Myten om den afstumpede kunde

I de seneste år har der været en tendens til at ville flytte fokus fra den prostituerede og over på kunden. Det ville have været en udmærket ting, hvis det havde været ud fra et oprigtigt ønske om at lære disse kunder at kende og ikke et ønske om at tilføre disse mennesker et stigma på samme måde, som det sker med de sælgere, de henvender sig til.

Der er forskellige myter om luderne. Først gik vi mod myten om den lykkelige luder, fordi det var vigtigt at forstå, at disse kvinder bestemt ikke altid havde det godt med at sælge sex. Måske som en konsekvens af den menneskelige tendens til enten/eller-tænkning, blev dette hurtigt til, at så var ingen kvinder glade for at sælge sex. Af dette er opstået myten om luderen som offer. Og i visse debatter er det denne dikotomi, der bliver styrende: vi må afgøre, om luderen er lykkelig eller om hun er offer - det er svært at begribe, at der nok findes nogle få tilfælde i hver ende af skalaen, og at resten så ellers fordeler sig ganske normalt. Nu taler jeg også mod bedrevidende - jeg har faktisk aldrig set en normalfordelingskurve over, hvordan ludere trives, men det kunne være ganske interessant. Mit gæt ville være, at den er klokkeformet med et flertal, der er sådan okay tilfredse uden at være oven ud ekstatiske, og så gradvist færre der er hhv. særligt tilfredse og særligt utilfredse.

Tilbage til kunderne. Jeg vil hævde, at vi står over for en ny myte om kunderne, nemlig myten om den afstumpede kunde. Det er ham, der helt uden at tænke på andre end sig selv - betaler en skummel bagmand for at onanere i en levende kvindekrop. Om ham, der tvinger luderen til at gøre lige præcis, hvad han ønsker, og som slår eller voldtager hende, hvis hun ikke makker ret.

Nyere forskning som f.eks. den der præsenters i bogen Mænd, der køber kvinder fastslår, at det er ganske almindelige mænd, der går til prostituerede. Og læser man, hvad Sus Luder fortæller om sine kunder, for eksempel på Camilla Lærke Mors' blog bliver det bekræftet, at der - i hvert fald ikke hos Sus - er tale om kyniske kvindenedgørere, der bare er ude efter en levende organisme at onanere i. Hun fortæller, hvordan det er mange mænds ønske, at hun - som kvinde mere end som luder - skal få noget ud af sexakten, og at hun jævnligt hører mænd fortælle, at det værste er de kvinder, der bare lægger sig ned, lukker øjnene, og giver udtryk for, at de egentlig bare venter på, at han bliver færdig.

Når man tænker på, at de fleste prostitutionskunder er ganske almindelige mænd, så er den tanke vel ikke så fremmed? Egne erfaringer, og det jeg har hørt fra veninder gennem tiden, tyder i hvert fald på, at hovedparten af mænd er interesserede i, at deres partner skal nyde samværet. Det er ikke altid, det lykkes, men det er deres udgangspunkt. Hvorfor bliver det så oplagt at tro, at noget fuldstændig andet er på spil, fordi der er penge involveret?

Mit gæt er, at meget af det ligger i vores måde at snakke om tingene. Vi snakker om mænd, der køber kvinder, frem for at snakke om mænd, der køber sex. Vi taler om, at kvinderne sælger sig selv eller deres kroppe, frem for at de sælger seksuelle ydelser eller oplevelser. Vi tænker måske også på alt det, vi hører om kvindehandel og vi hører prostitution omtalt som noget, der per definition er vold mod kvinder. Alle disse forforståelser har vi med os, når vi skal vurdere og forholde os til, at en helt almindelig mand betaler en helt almindelig kvinde for at have sex. Det præger os så meget, at vi næsten ikke tør tro på, at der faktisk kan være tale om dette: en helt almindelig mand og en helt almindelig kvinde.

Den svenske feminist, Nina Bjørk, skriver i bogen Kvindelighedens Maskerade noget med, at det vi tager mest for givet, ofte er det, der er mest gennemsyret af ideologi. Det er en rigtig fin tanke at basere sig på, når man skal prøve at vurdere ting sagligt og nøgternt - at man spørger sig selv, om det kan passe, at der ikke er mere på spil, end man lige går og tror. Og når man tager sig selv i at tænke eller sige: "det kan der slet ikke være tvivl om", så kan det være gavnligt at stille spørgsmålstegn ved netop det udsagn. Det ligger i øvrigt i god forlængelse af aktørnetværkteoriens udsagn om, at hvis noget fremstår enkelt og entydigt, så må en masse arbejde være gået forud for at gøre dette muligt - taget i betragtning, hvor rodet og uregerlig verden ellers er.