For nogen tid siden var der et forældrearrangement i Josefines børnehave. Det sker med jævne mellemrum, at man holder sådan et arrangement med fællesspisning, hvor hver familie tager en madret med til en buffet. Så får man mulighed for også at nyde godt af den brede etniske sammensætning i institutionen.
Til et af disse arrangementer oplevede jeg en sjov lille hændelse. Tre mødre sad og hyggesnakkede, mens ungerne rendte rundt og legede. En af drengene havde en kæmpestor edderkop af plastik, og på et tidspunkt tog den ene af de tre mødre denne edderkop og holdt den op foran ansigterne på de to andre - der, som reagerede som et fornuftigt menneske kun kan gøre - ved at skrige op og flygte ned ad gangen, med edderkoppekvinden bag sig. Så fik vi os alle et godt grin.
Jeg tænker tit på den historie. For egentlig var optrinnet vel slet ikke så underligt. Ganske vist formodes vi at være voksne mennesker, men lidt leg og venskabelig drilleri gør vel ikke det store? Nu er det sådan, at det besynderlige heller ikke var optrinnet i sig selv. Det, som fik situationen til at gøre så stort indtryk på mig, var at de tre kvinder alle var klædt i den slags muslimsk dragt, hvor kun ansigtet er frit - måske var den ene endda fuldstændig tildækket, så kun øjnene kunne skimtes?
Det sagde mig noget om, hvor meget vi kan tolke ind i folks påklædning. For havde der været tale om tre kvinder i tøj som mit eget, havde jeg nok ikke undret mig så meget. På samme vis har det krævet tid for mig at forstå, at man godt kan tale med kvinder i den slags påklædning om ganske almindelige ting, når man møder dem i Fakta eller andre steder: "Nu må det godt snart blive forår!" og "utroligt, at Fakta aldrig har det, man skal bruge."
Vi er så vant til at kæde muslimske tørklæder og andre religiøse klædedragter så meget sammen med religion, at vi helt kan glemme, at de mennesker der bærer det tøj, også rummer så mange andre ting. Vi har nogle forventninger til folk, når de ikke ligner alle andre, og de forventninger henter vi som regel fra det, vi hører fra pressen og andre steder, snarere end at vi tager os tid til at skabe vores eget indtryk, baseret på individuelle erfaringer, ligesom vi gør med alle andre.
Måske er det ikke så meget anderledes, end dengang jeg havde hanekam og bevidst opførte mig ekstremt høfligt i det offentlige rum, fordi det var rigtig skægt at opleve folks overraskelse over, at "sådan en" kunne finde på at rejse sig i bussen for en gangbesværet eller tilbyde at holde en dør for en person, der havde hænderne fulde af indkøbsposer. Klæder skaber folk, siger nogle. Jeg vil hellere sige: "Klæder skaber forventninger". Spørgsmålet er så, om vi er i stand til at se mere end det, vi forventer at møde. Det er altid en udfordring.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 comments:
Et godt indlæg. Selv er jeg meget splittet i holdningen til tørklæder. Jeg har selv uden problem arbejdet med tørklæde-klædte kvinder og har i øvrigt heller ingen skrupler ved at blive ekspederet af tørklædebærende i forretninger osv. Som liberal mener jeg, at folk må klæde sig, som de vil, MEN jeg synes så dermed også, at folk må have ret til IKKE at synes om denne hovedbeklædning, og at firmaer og instanser (som f.eks. dommernævnet) må have ret til at lovgive, at hovedbeklædning kan være upassende, uden at der skal råbes "diskrimination".
Uden at der skal gå Vibeke Manniche i debatten, så synes jeg personligt meget lidt om, at kvinder i Europa hyller sig i tørklædet, når der er millioner af kvinder i muslimske lande, der ville få pisk og stokkeslag, hvis de vovede at vise sig uden. Jeg giver derfor ikke ret meget for argumentet om, at "min bedstemor også altid tog tørklæde på, når hun skulle nogen steder." Jeg synes derfor, at Søren Krarup havde en vis ret i at kalde det et totalitært symbol. Jeg ved godt, det ikke er en særlig lødig debatform at drage paralleller til nazisme, men jeg kan nok heller ikke prominere iført et hagekors og insistere på, at det intet har at gøre med nazisme, men at det blot er det gamle indianske soltegn, jeg bærer.
Jeg er heller ikke helt i stand til at forstå argumentet, som kvinder, der påfører sig tørklædet, ofte bruger: "Når jeg går med tørklæde, er jeg mere fri, og så bedømmes jeg ikke på mit udseende." Når man vælger at iføre sig en bestemt uniform, udsender man da netop nogle entydige signaler. Når Asmaa Abdol-Hamid affejer debatten med, at det bare er 30 g stof, så kunne man da med rette spørge hende, hvorfor 30 g stof så er så udslagsgivende for hende, at hun ikke vil vise sig i offentligt rum uden. Hvis man gerne ville bedømmes på sine meninger og holdninger, så burde påklædningen vel netop ikke være det afgørende.
Min stærke antipati mod islam og tørklæder til trods, så synes jeg dog, dit indlæg har en væsentlig pointe - nemlig at huske også at fokusere på lighederne og ikke altid kun forskellene.
Tak for din kommentar og for at lægge op til en nuanceret og stilfærdig debat. :)
Jeg kan sagtens følge dine argumenter. F.eks. er jeg enig med dig i, at det muslimske tørklæde ikke kan sammenlignes med de tørklæder, vore bedstemødre havde på (min mormor havde det også). Det holder vel heller ikke helt, at det bare er 30 gram stof - og alligevel kan jeg måske godt forstå, at man hiver det frem? Jeg kan nogle gange tage mig selv i at underspille den betydning, den kristne tro har for mig. Det er sådan lidt dobbelt, for på den ene side har jeg rigtig meget lyst til at brede armene ud og råbe: "Jeg tror på Kristus, han er frelseren", fordi religionen gør mig så glad og får mig til at fryde mig sådan over verden. Omvendt er det også meget personligt, og jeg har ikke lyst til at skulle stå til ansvar for en masse - alligevel har jeg det godt med mit lille sølvkors om halsen, tæt på kroppen.
Måske er det også derfor, jeg er i stand til at se det muslimske tørklæde som noget andet end et symbol på kvindeundertrykkelse? At se det, som flere muslimske kvinder er inde på: et udtryk for deres religiøsitet og noget, der har en stor betydning for, hvem de er?
Nå - jeg er i og for sig enig med dig i, at det må være op til hver enkelt arbejdsplads at vedtage krav til påklædning, og jeg respekterer en arbejdsplads, der siger: "vi kan ikke have, at man går med tørklæde", selvom jeg i udgangspunktet vil tale for, at man forsøger at få plads til det.
Jeg er uenig i den med de europæiske muslimer kontra dem i de muslimske lande. Jeg kan godt se, at det må virke besynderligt for kvinder i de muslimske lande, der gerne vil undgå at gå med tørklæde, at se kvinder i andre lande tage dem på ganske frivilligt. Måske føler de sig ligefrem svigtet? Omvendt, så er der jo mange europæiske muslimer, der vælger IKKE at gå med tørklæde, så på den måde kan man vel også se den europæiske tendens som et håb om reel valgfrihed?
På en måde kan jeg godt sætte mig ind i følelsen af at være mere fri, når man går med tørklæde. Jeg kan f.eks. godt føle mig mere fri, når jeg sidder herhjemme og kommunikerer via en computerskærm - så kan man ikke se mig, men kun de ord, jeg skriver. Jeg ved ikke, om det kan sammenlignes, men især hvis det drejer sig om seksuelt ladede emner, ville jeg nok føle mig helt anderledes ufri, hvis jeg stod ansigt til ansigt med folk og dermed skulle forholde mig til, hvordan de evt. vurderede min krop.
Men ja - egentlig er det vigtigste for mig vel at anerkende, at to muslimske kvinder, der ser fuldstændig ens ud, fordi de har det samme tøj på, kan have forskellige grunde til at have det på - og en af disse grunde kan desværre være, at de er tvunget til det. Det er bare ikke nødvendigvis sådan, og det er ikke nødvendigvis sådan, at fordi man bærer tørklæde, så er man en spagfærdig og viljefattig person, der ikke tør sige sin husbond i mod. Ej heller er man nødvendigvis en stivnakket patriark, fordi man har en hustru, der bærer tørklæde.
Det er vel sådan med næsten alt, at virkeligheden er langt mere nuanceret end de teorier, vi er i stand til at komme med, fordi teorier jo netop er generaliseringer.
>>>det vigtigste for mig vel at anerkende, at to muslimske kvinder, der ser fuldstændig ens ud, fordi de har det samme tøj på, kan have forskellige grunde til at have det på
Det er heller ingen uvæsentlig pointe. Og for en del tørklædebærere kan der vel også være tale om en mere kulturelt betinget norm, mere end den religiøse manifestation, som en del af os verdslige / ikke-religiøse kan føle et vist anstød over i det offentlige rum. Jeg tror også, vi alle har oplevet grupper af tørklæde-teenage-piger med muslimsk baggrund, der fniser, pjatter og er ligeså livsglade som almindelige etnisk-danske piger. Den slags gør (ligesom dit møde m. taxachaufføren) også mig i godt humør, så jeg er også meget påpasselig med ikke at generalisere. Jeg er som nævnt meget kritisk over for islam som den stærkt ideologiske lovreligion, jeg synes den udleves som alt for mange steder, men uanset at jeg derfor ikke forstår, hvad der får folk til at blive muslimer (eller religiøse i det hele taget - du har jo desværre at gøre med en hardcore ateist ;-), så er der jo heldigvis mange andre ting, jeg kan tale med muslimer om.
I forbindelse med tørklædet har jeg dog også oplevet i min tid hos ISS at arbejde sammen med to tyrkiske svigerinder, hvoraf den ene bar tørklæde og den anden ikke gjorde. Sidstnævntes mand var ekstremt kontrollerende, og vi måtte til sidst gøre ham opmærksom på, at han ikke havde nogen adgang til arbejdspladsen, hvor vi gjorde rent om natten. Den tørklædebærende kvindes mand havde åbenbart større tillid til sin kone (uden at jeg dermed skal kunne fastslå, at det var fordi, hun gik med tørklæde og måske derfor ikke var i fare for at friste os mænd ...) Hun bar dog kun tørklædet, når vi holdt kaffepause sammen. Når hun gik og gjorde rent uden andre mennesker i nærheden, tog hun det af.
Jeg kan godt forstå, at den til tider hysteriske og ensidige debat herhjemme kan fremprovokere en stædighed for muslimske piger/kvinder, der så netop tager tørklæde på i trods. Og som jeg nævnte før, synes jeg egentlig ikke, at staten skal blande sig i folks påklædning. Uden dog at sympatisere med DFs usympatiske burka-dommer-annonce (1) Mon en burkabærende kvinde nogen sinde ville blive uddannet til dommer? 2) Ville en sådan så kunne godkende håndsafhuggelser og stening? 3) Vil man ikke stadig kunne anke en dom, hvis man synes, dommeren har dømt på et fejlagtigt grundlag?), så synes jeg dog, at dommere bør fremstå neutrale, og derfor ville jeg ikke synes om en tørklæde-dommer.
Uanset hvad, så må man jo sige, at tørklædet er et stærkt symbol og nok i lang tid fremover vil forårsage ophedede debatter. Når tørklædet betyder så meget for islamiske styrer i Iran, Saudi-Arabien og Afghanistan, så bliver det nok ikke meget anderledes.
Men stadigvæk en sjov anekdote i øvrigt.
Send en kommentar