Åben kommentar til "Kvinder for Frihed"

Allerførst. Jeg erkender blankt, at jeg tror, at det her indlæg er tidsspilde. Jeg tror simpelt hen ikke på, at det er muligt at trænge igennem til noget, der ligner et almindeligt forsøg på at forstå hinandens udgangspunkt. Det kommer sig dels af Vibeke Manniches retorik i Forkvindens Blog, dels af reaktionerne på min kommentar, hvor jeg stiller Manniche følgende spørgsmål ang. kvinders ret til at gå med tørklæde:

Hvilken ret har du til at udtale dig entydigt om, hvad tørklædet symboliserer?

Har du tænkt over, hvor friheden er henne, når du vil TVINGE tørklæderne af hovederne på en lang række kvinder?

Hvor er disse kvinders frihed, hvis det engang lykkes jer at tvinge tørklæderne af deres hoveder?

Bemærk, at mine kommenatar ikke drejer sig om, hvorvidt de muslimske tørklæder er problematiske - blot hvilken ret vi andre har til at tvinge folk til at tage dem af.

Andrea har den første kommentar:

Tørklædet med tildækkede arme og ben er forbundet med Islam. Hvor kompliceret kan det være, Zenia? En kvinde, som ikke kan smide sit tørklæde for at få sit drømmejob, må være temmeligt fanatisk. Samtidigt er hun ligeglad med dem af sine medsøstre, som er tvunget til at gå med tørklæde. En sådan person tiltror jeg ikke sund fornuft og ikke evnen til at leve sig ind i andres tankegang og er derfor uegnet til at være dommer.

At tørklædet er forbundet med islam er ikke spor kompliceret. Men at hævde, at fordi denne første konstatering er ukompliceret, så er resten af diskussionen det også, er i sig selv en temmelig kompliceret påstand.

Hvis en kvinde ikke kan få sit drømmejob, fordi hun ikke vil klæde sig, som det er påkrævet, så er det naturligvis problematisk. Men at tilskrive det fanatisme, er for mig at se et udtryk for manglende vilje til at sætte sig ind i det væld af bevæggrunde, der kan være for at træffe den slags valg. På samme vis er det skudt langt over mål at antage, at en sådan kvinde er ligeglad med de medsøstre, der er tvunget til at gå med tørklæde. Hvilket i sig selv er ret interessant.

Jeg går altid med BH, som regel med høje hæle, og jeg plukker mine øjenbryn. Jeg ved, at nogle kvinder gør disse ting, fordi de føler sig pressede til det. Hånden på hjertet - jeg er ikke ligeglad med, at nogle kvinder gør den slags mod deres vilje, men jeg betragter det på ingen måde som mit ansvar. Hvorfor skulle en kvinde, der bærer tørklæde af egen fri vilje lade være, fordi der findes andre kvinder, som ikke gør det frivilligt? Jeg synes, man skal være uhyre forsigtig med den måde at gruppere folk og derefter tillægge dem et fælles ansvar.

Andrea slutter af med at skrive, at den slags kvinder, der ikke evner at leve sig ind i andres tankegang er uegnede som dommere. Det ligger meget godt i tråd med de "eksempler på krænkelser fra offentligt ansattes side", som Margrethe Nørskov lister op i en kommentar længere nede:

- En kvinde kommer ind til en praktiserende læge for at bede om abort, eller for at blive undersøgt for evt. kønssygdomme. Den samme læge sidder med et stort fédt kors om halsen. Er det OK over for den kvinde?

- En HIV-smittet bøsse kommer ind på sygehuset til kontrol. Ind ad døren træder en kvindelig muslimsk læge med shariaklud på hovedet - en påklædning, der står som symbol for den sharialov, som påbyder, at henrette homoseksuelle, hvad de så også bliver i Iran. Er det OK over for den mand?

- En dommer skal dømme i de utallige sager om vold og voldtægt begået af unge mænd med indvandrebaggrund. Den samme dommer sidder iført en badge påtrykt “Dansk Folkeparti”. Er det OK? (det må det jo være iflg. Birte Dum Hornbech. Tørklædet er lige så iet symbol, som et DF-badge. Og vi er jo lige for loven)

- En socialrådgiver, der er hindu, føler for at bruge sin personlige (religions-)frihed til iklæde sig det hinduistiske frugtbarhedssymbol, på arbejde. Den samme hindu, skal servicere temmellig mange indvandrere. Og nu er der liiige den detalje ved det samme frugtbarhedssymbol, at Hitler anvendte dette symbol spejlvendt under navnet “hagekorset”. Er denne socialrådgivers pålædning så OK?

Måske er det symptomatisk for Kvinder for Friheds tendens til at forsimple verden i det ekstreme, at eksemplerne listes på den måde. "Er denne påklædning OK?" spørger Margrethe til de forskellige situationer. Jeg vil undlade at tilføje til listen, om det er okay, at en debattør giver en anden debattør øgenavne, bare fordi hun har besluttet, at modparten mener noget forkert, men jeg synes, det er en tanke værd. Om de forskellige situationer er okay, er een ting. Om alt "ikke-okay" skal forbydes, er en anden. Det er første indvending. Dernæst: for mig at se er det virkelige problem i den her debat, at ingen mennesker er neutrale. Spørgsmålet er så, om vi må udtrykke vores ståsted eksplicit.

Man kunne spørge tilbage: Hvis den kristne læge lod korset ligge i natbordsskuffen, før han/hun tog på arbejde, ville vedkommendes holdning til kvinden, der ønskede abort eller undersøgelse mod kønssygdomme så ændre sig? Den sidste situation er særlig - der ville være tale om, at symboler blev misforstået på samme måde, som schweiziske flag blev brændt i Mellemøsten, fordi de lignede danske. Men bortset fra dette eksempel, så kalder Margrethes liste på en diskussion om det, der vel er eksemplernes egentlige dilemma: hvordan sikres neutralitet i et samfund af værdistyrede mennesker?

Korset, tørklædet, DF-badgen, og alle de andre symboler, vi bærer i vores påklædning, kan betragtes som det yderste, synlige tegn på bestemte overbevisninger. Jeg kan spørge mig selv, om jeg selv er blevet mindre kristen i de måneder, der er gået, hvor jeg ikke har båret mit kors om halsen, fordi kæden er gået i stykker. På samme måde kan man spørge, om DF'eren ville blive mere venstreorienteret af at tage sin badge af, eller om den muslimske kvinde ville blive mindre muslimsk af at tage tørklædet af. Jeg vil undlade at besvare spørgsmålene og gå videre i teksten, så kan hver enkelt læser tænke videre og sandsynligvis nå frem til vidt forskellige svar.

Margrethe indleder sin kommentar med ordene: "Ang. det Zenianske Stockholm syndrom m.m." Indtil videre har det handlet om "m.m." og jeg vil fortsætte dette en stund endnu, men skal nok nå frem til denne version af Stockholmsyndromet, før jeg runder af. Først noget om, hvor entydigt symboler kan/bør tolkes. Margrethe fortæller mig, at man ikke kan tolke tørklædet på hovedet af en muslimsk kvinde som andet end religiøst funderet kvindeundertrykkelse: " Du kan ikke løsrive et symbol fra de værdier og holdninger, som symbolet repræsenterer." Herefter bruger Margrethe kommunisternes "hammer og segl" som eksempel på, hvordan man ikke kan løsrive symbolet fra det værdisæt og syn på verden, som symbolet skal repræsentere.

Hammer og segl kan jeg forholde mig til, for jeg har selv brugt dette symbol og i det set et håb om frihed, lighed og fællesskab. Vel vidende, at der blandt kommunister har eksisteret store uenigheder om såvel mål som midler, og at symbolet også har været brugt til at retfærdiggøre massedrab og andre menneskelige uhyrligheder, herunder i øvrigt kvindeundertrykkelse. Lad os tage et andet eksempel:



Hvis det er sandt, at symboler kun kan have een entydig fortolkning, hvordan skal vi så forstå kvindetegnet? Hvad betyder det? Dette symbol har været anvendt af kvinder med et væld af forskellige bud på, hvad kvindesag burde have af mål og midler. Hvad ligger der i dette symbol?

Jeg er ikke uenig i, at det islamiske hovedklæde hænger sammen med et religiøst og politisk tankesæt, der i de fleste fortolkninger jeg kender til, hænger uløseligt sammen med kvindeundertrykkelse. Men det er en alt for hastig konklusion at antage, at det dermed aldrig kan forholde sig anderledes. Symboler bliver kun, hvad folk lægger i dem. Jeg er enig i, at der sikkert altid vil være nogle, der - som fundamentalistiske muslimer og Kvinder for Frihed - aldrig vil kunne se andet i det end det traditionelle kvindefornedrende, men det er ikke ensbetydende med, at tørklædet ikke kan have andre betydninger. For en del af de muslimske kvinder, jeg kender til, bæres tørklædet netop ikke som en anerkendelse af mandens overlegenhed, men nærmere som et statement om, at også selvstændige og selvbevidste kvinder kan tilvælge en religion og forvalte den på egne præmisser. Faktisk ikke meget ulig det, Jesus gjorde i sit opgør med jødedommen, og som Luther senere gjorde i sit opgør med katolicismen. I begge tilfælde tog man fat i det samme symbol - den samme bog, de samme ord, men tillagde disse en helt anden betydning.

Lad mig til sidst sige et par ord om det hersens Zenianske Stockholmsyndrom. Skal jeg finde en alvor i Margrethe Nørskovs replikker der, så må det næsten være, at hun bruger en trættende og alt for gennemskuelig retorik, når hun sætter mine argumenter i forbindelse med Stockholmsyndromet. Hun forsøger at diskvalificere mig som en stemme, man ikke behøver tage alvorligt - i det hele taget synes jeg, at retorikken minder utroligt meget om den, George Bush lagde for dagen, da han slog fast, at var man ikke med ham, var man mod ham.

Jeg kender godt Stockholmsyndromet. Jeg kender også til andre syndromer som f.eks. det såkaldte Nightingale-syndrom, hvor mennesker forsøger at skabe sig en mening ved livet ved at gøre det til deres kald at hjælpe mennesker, der er endnu dårligere stedt end sig selv. Et problem ved dette syndrom er, at det ofte viser sig, at den slags mennesker i virkeligheden ikke har interesse i at hjælpe andre end sig selv. Så når objektet for velgørerinteressen viser sig at have en anden dagsorden end den, der er ramt af Nightingale-syndromet, vil sidstnævnte søge efter forklaringer hos den anden - hos offeret - snarere end hos sig selv. Således kan vi altid finde spidsfindige psykologiske forklaringer på, at vi handler, som vi gør. Jeg synes ikke, det er konstruktivt, og da jeg i øvrigt heller ikke er psykiater, vil jeg afholde mig fra at stille diagnoser.

Margrethe skriver sidst i sit indlæg om kvinder, der lider af Stockholmsyndromet, at de efter en årrække er chokerede over, at de virkelig har sagt det, de gjorde. Og så kalder hun ellers folk, der "forsvarer tørklædets undertrykkelse" for "Stokholm-syndromer". Jeg er ikke bekendt med at lide af Stockholmssyndrom, og jeg er ellers i årenes løb blevet gennemanalyseret og diagnosticeret grundigere end de fleste. Og dog - jeg genkender godt det med, at man år efter at have sagt noget, kan undre sig over sine ord. For noget, der vel efterhånden er 10 år siden, holdt jeg en tale til en feministisk demonstration. Her sagde jeg blandt andet:

Med risiko for at blive kaldt ”forstyrret kvindemenneske”, vil jeg lige pointere, at jeg mener, at pornografi er yderst problematisk. Ikke fordi jeg mener, det principielt set er værre at gøre sex til en vare, mere end at alt andet i det kapitalistiske samfund bliver gjort til varer, men fordi den er med til at fastholde et dybt nedværdigende kvindebillede. Det er et stort fremskridt, at kvinders seksualitet bliver anerkendt, men i pornografien er det netop ikke en anerkendelse af kvindens seksualitet, der er tale om. Det er en anerkendelse af visse mænds behov for at se på kvindekroppe, der bliver udnyttet af mænd. At kvinderne ser ud til at nyde det, kan ikke tolkes som meget mere end et forsøg på at undgå, at man får dårlig samvittighed over at se på det.

I dag kan det undre mig, at jeg havde den mening. Men det giver mening, når man tænker på det radikalfeministiske tankesyn, jeg var fedtet ind i dengang. Siden da har jeg bevæget mig, og ser i dag ikke det samme, som jeg gjorde dengang. Det er vel meget naturligt, at et menneske på den måde kan ændre mening, og ikke noget, man nødvendigvis behøver forklare med kulørte psykiatriske syndromer. Men det er måske et statement, feministerne fra Kvinder fra Frihed har brug for at komme med?

Her er så, til sidst, et statement fra feministen bag denne blog: