Av, for en vending

Politisk korrekt sprogbrug udspringer af en idé om, at visse ord er nedværdigende og derfor bør undgås og erstattes. I Danmark griner vi lidt i skægget over amerikanernes udgave, for der er da i hvert fald ikke noget i vejen med at sige 'blind', så det burde ikke være nødvendigt at erstatte det med 'visually impaired'. Sådan er det så nemt at lægge afstand til sig selv ved at pege i retning af noget, der tydeligt markerer et skel mellem 'dem' og 'os'. Problemet er, at vi udpeger nogle standarder, der ikke er vores, men vi får aldrig rigtig taget temperaturen på vores egne.

Hvad er det ved ord der gør, at de må anvendes med varsomhed? Hvordan kan ord gøre skade? Når jeg spoler lidt tilbage og tænker over samtaler, jeg har haft om det emne, bliver det meget tydeligt for mig, hvor lidt konsistens der er i mine egne argumenter. Det ene øjeblik ruller jeg med øjnene over, at man i Prostitution i Danmark gør et stort nummer ud af at redegøre for sine terminologi-valg, og f.eks. undlader begrebet 'narkoluder' til fordel for 'prostitueret stofmisbruger', fordi det første er stigmatiserende, mens det sidste ikke er. Det næste øjeblik finder jeg mig selv langt fremme i skoene for at advare mod vendinger som 'at sælge sin krop' og foreslår det erstattet med 'at sælge sex' eller lignende. Fordi det første er stigmatiserende og det sidste ikke er?

Det er muligvis en letkøbt undskyldning for mine egne selvmodsigelser, men jeg synes, der er forskel på forholdet mellem 'narkoluder'/'prostitueret stofmisbruger' og 'at sælge sin krop'/'at sælge sex'. Bortset fra, at det vel burde hedde 'narkomanluder' frem for 'narkoluder' for helt at passe, så er de to udtryk stort set identiske. Sidstnævnte lyder mere neutralt og mindre nedsættende, men det har vel snarere at gøre med, hvordan udtrykkene er blevet brugt gennem tiden, end det har at gøre med ordene i sig selv?

'At sælge sin krop' er derimod et ganske andet udtryk end 'at sælge sex'. Hvis man sælger sin krop, kan en anden komme og købe den, tage den med hjem og beholde den. Man kan måske tale om, at mennesker, der sælger deres nyrer og andre organer, sælger deres kroppe? Kun dele af dem, naturligvis, men her må der kunne tales om kropsdele til salg? Hvad gør den prostituerede? I og med, at kunden kun har råderet over kroppen i en begrænset periode, lejer hun den vel allerhøjst ud? Det er muligvis en plat bemærkning, men jeg synes, det er en diskussion, der er værd at tage. Igen handler det om ord: førnævnte bog, Prostitution i Danmark, vil ikke anvende ordet 'sexarbejder', fordi bogens holdning er, at prostitution er et socialt problem og ikke et arbejde. Spørgsmålet er, hvordan der kan være tale om en økonomisk udveksling, uden der er tale om arbejde. Ved at nægte at anvende udtryk som 'arbejde' og 'erhverv', mister man også en del af mulighederne for at forstå, hvad det er, en prostitueret praktiserer.

Jeg må altså medgive, at ord gør et eller andet. Jeg er tilbøjelig til ganske ofte at mene, at det ikke betyder det store, om man siger 'perker' eller 'nydansker', 'luder' eller 'prostitueret' og den slags. Dog forstår jeg, at man ønsker at bruge begrebet 'sexarbejder'. Netop ikke bare for at erstatte et 'stigmatiserende' udtryk med et, der ikke er det - men for at pege på et forhold ved prostitutionen, som det er væsentligt at få frem i lyset. Hvis formålet med at bruge andre vendinger end de gængse udelukkende er, at de gængse er 'stigmatiserende', så er jeg tilbøjelig til fortsat at mene, at det er spild af ord.