En fremragende film, du ikke skal se!

For et par måneder siden, var jeg i biografen med min søde veninde, Helena. Vi så El Orfanato, Børnehjemmet, som den hedder på dansk. Dette indlæg har været undervejs i tankerne siden da, men jeg har haft svært ved at få det skrevet. En advarsel skal lyde her, allerede fra start. Dette er ikke en lille appetitvækker - det er en såkaldt "spoiler". Ikke fordi, jeg vil spolere oplevelsen for folk, der har tænkt sig at se filmen, men fordi jeg nok ikke kan undlade at komme ind på aspekter, som nogle måske helst ville have været foruden. Så er det sagt - og ansvaret dit eget.

Som mere end antydet i overskriften, er El Orfanato en fremragende film. Jeg er ikke så hjemmevandt med de spanske film, men jeg synes, den har det til fælles med de få andre, jeg har set i mit liv, at den har et fint, upoleret visuelt udtryk. Man kommer tæt på skuespillernes rynker og andre imperfektioner - i bogstaveligste forstand tæt på dem. Og langt de fleste af dem spiller og fremragende.

Så er der effekterne: musikken, kameraføringen, klipningen, de udefinerbare lyde - alt det, der til sammen sender det klokkeklare signal: "Jeg er altså en gyserfilm, nå!!" Nu vidste jeg godt, at det var en gyserfilm. Jeg havde selvfølgelig læst anmeldelser på forhånd, og jeg var forberedt på, hvad der ventede. Havde endda aftalt med Helena, at vi lige skulle på café bagefter for at sunde os og vende tilbage til virkeligheden. Som regel har jeg det sådan med gode gyserfilm, at jeg bliver skræmt til vid og sans - og nyder det. Det er en generel fascination, jeg har med film: det er en helt igennem sikker oplevelse - slet ikke så farlig som de vilde forlystelser i forlystelsesparkerne, der dog trods alt kan styrte sammen. Uanset om man griner eller græder eller gyser, sker der ikke andet, end at nogle teknologier i fællesskab fremviser billeder og afspiller lyd. Med mindre der er tale om en dokumentarfilm eller andet, der er "based on a true story", så er der ikke tale om andet end overordentlig livlig fantasi.

El Orfanato starter med, at man ser nogle legende børn. Hende, der er den, står med ryggen til de øvrige og tæller. De andre går så langsomt nærmere, og så gælder det for dem om at stå fuldstændig stille, når hun har talt færdig og pludselig vender sig. Når en så når tæt nok på, prikker han hende på skulderen, og så bliver det hele til en munter fangeleg. Denne leg foregår på et børnehjem - det sted, hvor den kvindelige hovedperson er vokset op, og hvortil hun som voksen vender tilbage for selv at starte et hjem for børn med særlige behov.

Før den virkelige action starter, lærer vi, at hovedpersonen og hendes mand har adopteret drengen, Simón, og at denne er HIV-positiv. Vi lærer også, at han har en besynderlig evne til at interagere med venner, der ifølge ham selv er ganske virkelige, men som ingen andre kan se. Selvfølgelig - det er jo en gyser - tyder noget på, at der er noget om det der med de usynlige venner. Nogle børn, der engang for mange år siden gennemgik nogle forfærdelige pinsler, og som derfor end ikke har kunnet finde fred efter døden.

Og hermed kommer den første spoiler - det forholder sig nemlig sådan, at de børn, vi så vores hovedperson lege med i starten af programmet, måtte lide en frygtelig død, fordi de i kådhed blev skyld i et andet barns død, en ansats vanskabte søn, Tomás. Den vanskabte dreng bar altid en mærkværdig hætte over hovedet for at skjule hans misdannelser (det er ham, der gemmer sig bag det uhyggelige væsen som filmen via plakaterne er blevet kendt for, og som illustrerer dette indlæg.) De andre børn, Lauras barndomsvenner, legede engang på stranden og hev da hætten af Tomás' hoved. De ville se, hvordan han så ud, men drengen flygtede i stedet ind i en klippehule, og da han ikke turde vise sig, druknede han derinde, da det blev højvande. Moderen, der i god gammeldags gyserstil naturligvis ikke kunne nøje med at sørge, tog herefter de andre børn af dage på den grusomste måde - og gemte ligene af vejen i fundamentet under et skur i haven.

Alt dette opdager Laura, fordi hendes søn forsvinder. På åbningsdagen for hendes nye børnehjem er der stress på, og Laura formår ikke at give Simón den opmærksomhed, han vil have. Drengen vil vise hende "Tomás' lille hus", men gæsterne er allerede kommet, og Laura har ikke tid til sønnens fantasivenner. Drengen insisterer, Laura stikker sønnen en lussing - noget, der plager hende, kan man se - men gæsterne venter, og Laura skynder sig tilbage. Senere går hun tilbage til drengens værelse, men da er han forsvundet, og filmens egentlige handling kan begynde.

Forældrene sætter alt ind for at finde deres dreng. Til at begynde med er det som om, de hele tiden hører lyde, der kunne være ham. Udefinerbare lyde i huset - der naturligvis er såvel gammelt som kæmpestort - får forældrene til at fare rundt uden at finde det, de håber på. Tiden går, og spiritister og politifolk gør, hvad de kan for at finde drengen. Husets ånder vågner mere og mere til live, og spiritisten er overbevist om, at gennem dem vil Laura finde sin søn igen. Hun får ret. Enkelthederne og kronologien i forløbet husker jeg ikke længere. Dels er der gået et par måneder, dels var det hele så intenst og sammefiltret, og dels sad med med sjalet for øjnene en stor del af tiden. (Jeg var dog temmelig tapper. En mand rejste sig brat på et tidspunkt og bedyrede med klar og determineret stemme: "Nej, NU går jeg!")

Det, jeg husker, er derimod det skånselsløsheden i de begivenheder, der til sidst viser os sammenhængen i det, CinemaZone.dk kalder "den afsluttende og ømme forløsning". Hen mod slutningen af filmen, hvor de udefinerbare lyde er konstante og Laura er et nervevrag, der kun udholder tilværelsen ved hjælp af mere psykofarmaka end hvad godt er, beslutter manden, at nu må de flytte fra huset og komme videre. Laura nægter pure. Hun VIL finde sin søn, og hun har på fornemmelsen, at ånderne forsøger at fortælle hende noget. Mand og kone aftaler, at kone får 2 dage alene i det store hus. Mutters alene...

Det skånselsløse er ikke så meget alle gyser-klicheerne. Det er mere, at der bag ved alle disse viser sig en virkelighed, der på få sekunder forvandler gyserdramaet til en erkendelse om virkelighedens tilfældighedsspil og den nogle gange rendyrkede ondskab, der kan lure bag disse. Laura finder Simón. Efter at have leget barndommens leg med ånderne efter hendes barndomskammerater, ender hun i et kosteskab, som blev præsenteret kortvarigt i begyndelsen af filmen - vist nok omkring det tidspunkt hvor det gik op for os, at Simón ikke længere var på sit værelse. Døren gik pludselig op, og koste og strygebrædter og hvad man ellers har i sådan et skab, væltede ud. Laura fik det hele maset ind i skabet igen - og så tænkte man ellers ikke mere på det. Nu viser det sig, at det håndtag, som Laura har fundet - Simón havde før sin forsvunden haft gang i sin yndlingsleg - en skattejagt, hvor en genstand fører til næste, indtil man får det man ønsker sig - hører til en hidtil ukendt dør i kosteskabet. Bag døren fører en faldefærdig trappe ned i et kælderrum, som man hurtigt forstår må være det, Simón omtalte som "Tomás' lille hus." Her ligger Simón - eller det, der er tilbage af ham. Gelænderet er knækket, og det tyder på, at drengen må være faldet igennem og er blevet dræbt. Om han døde på stedet eller lå der et stykke tid, melder historien ikke noget om.

Så er det, flere ting går op for en: At Lauras sidste kontakt med drengen var den lussing, hun i en stresset situation kom til at give ham - og som hun aldrig fik sagt ordentlig undskyld for. At ikke alle de udefinerbare lyde i huset skyldtes husets alder og de hemmelighedsfulde ånder. Nogle meget insisterende bankelyde må have været Simón, der opdagede, at kælderdøren pludselig var blevet smækket i. Og det efterfølgende brag var så barnekroppen, der røg gennem gelænderet. Vi hørte allesammen de lyde, der _måske_ - hvis der ikke blot var blevet trukket på skuldrene - kunne have reddet drengen, eller i det mindste reddet forældrene fra et års fortvivlende uvished. Det er en af de ting, jeg tog med mig ud fra salen. Jeg er ikke så bange for, om udefinerbare lyde skyldes ånder der bevæger sig rundt i et parallelunivers, der krydser mit eget fra tid til anden. Men hvad med lyde, vi hører og ignorerer hver dag, som signalerer ulykkestilfælde, der måske kunne forandres, hvis ikke vi blot tænkte, at det nok var vinden?

Afslutningens ømme forløsning var i øvrigt, at Laura - med sin døde dreng i armene - hurtigt slugte, hvad hun havde til rest af medicinen, foldede hænderne og bad en bøn om, at hun ville få drengen at se i live igen. Herefter slutter filmen med, at ikke bare Simón rejser sig og bliver levende for Laura - men de legekammerater, der har spøgt i huset gennem hele filmen, kommer også hen til hende og udtrykker med barnlig forundring, at det jo ER Laura - og at hun er blevet voksen ligesom Wendy i Peter Pan. Således fader billedet af Laura med en flok glade unger på skødet, og til allersidst fader det så op igen for at vise billedet af gravstedet og manden, der besøger huset for at mindes sin afdøde hustru og søn.

Øm forløsning? Hvis du deler min evne til at leve sig ind i film og føle med de karakterer, man møder der, så skal du ikke se den film. Det er i sandhed en perle, men lad alligevel være. Som regel har jeg lyst til at gense en god film - og mine yndlingsfilm har jeg nok set mindst en 10-15 gange. El Orfanato er en virkelig fremragende film på alle måder, og jeg skal aldrig nogensinde se den igen.