lørdag den 5. januar 2008

Så snakker hun om ludere igen!

Så er jeg her igen. Jeg skal så frygtelig snakke om ludere, igen-igen. Mit ph.d.-projekt nærmer sig det stadie, hvor der skal problemformuleres og udvælges empiri, og selvom jeg egentlig havde afskrevet prostitution som egnet felt, så bliver det ved med at dukke op. Og jeg ved af erfaring, at tanker ikke kan ties ihjel, men de kan måske tales til rette. Så nu må jeg snakke om ludere, så meget som der nu er brug for, for at jeg finder ud af, om der er grundlag for at forene prostitution og oplevelsesøkonomi i et projekt, der gerne skulle handle om det hersens sære magisk-realistiske felt, hvor mennesker og teknologier ikke rigtig kan skilles fra hinanden.

Der er så afsindigt meget at snakke om i prostitutionslandskabet. Jeg oplever det cirka hver gang, jeg besøger Sus - mine tanker flyver i så mange retninger, at jeg slet ikke kan følge dem alle til dørs, og nogle gange bliver jeg bare rundtosset og opgiver. Forvirringen bliver ikke mindre, når jeg så også lige skal kigge ind hos de erklærede prostitutionskunder, The Human Stain og Cecilie. Der er flere, men de to sidstnævnte har jeg sådan en følelse af, at jeg nævner alt for lidt i forhold til, hvilken betydning de har for, hvordan mine tanker vender og drejer sig.
Jeg fik Sidste Nat i Kødbyen i julegave. Har endnu ikke fået hul på den, men glæder mig til at læse den. Og sådan er det med det felt - det bliver ved med at kræve min opmærksomhed. Ikke som sådan en forvokset teenager, der ikke har fattet, at mor ikke længere kan være der non stop, men som et fænomen, som jeg hele tiden må indse, at jeg - og måske kun jeg? - kan placere i en ramme, der får det til at handle om teknologier, drømme, materielle omstændigheder af den slags, som ofte utålmodigt klassificeres som 'uhåndgribelige'.

Måske vil de fleste spørge sig selv, hvorfor jeg så ikke bare gør det. Altså, bruger prostitution som empirisk felt for ph.d.'en. Det ved jeg vel egentlig lige så lidt, som jeg ved, hvorfor jeg ikke bare gør nogle af de andre ting, jeg har lyst til. Som f.eks. at tage på krydstogt og studere oplevelsesøkonomi og dens autentiske skuespil ombord i sådan en socioteknisk maskine. Jeg kunne endda have lyst til at invitere en luder ombord på sådan en rejse, eller måske interessere mig for, om ludere rundt omkring i verden er en usynliggjort del af den slags 'rene' og luksuriøse oplevelser for mennesker, der har råd til at vælge med hjertet snarere end pengepungen.

Så jeg snakker og snakker og snakker om ludere. Uden rigtig at vide, hvor jeg vil hen med det. Kun, at jeg vist nok har noget på hjerte, som kunne ende med at blive rigtig interessant. Der er i hvert fald noget, de ludere kan lære os. Om autenticitet. Om at være en rolle snarere end at spille end rolle. Og om at skabe et rum sammen med kunden (den betalende gæst), hvor grænsen mellem virkelighed og fiktion udviskes, og hvor det egentlige produkt findes et sted i gæstens krop. Luderen sælger ikke sin krop. Det er kunden (den betalende gæst), der køber en tilføjelse eller transformation af sin. Ligesom enhver anden kunde i oplevelsesøkonomien. Måske lige som enhver anden, der betaler for noget, punktum?

For ikke at snakke om hele det netværk, der næres af prostitution. Al den politiske debat og al den forskning, der kun kan eksistere, fordi der findes nogle antagelser om, hvad prostitution er, som forskellige fronter så forsøger at definere til egen fordel. Som om prostitution var een ting. Egentlig er det rent ud sagt uklogt at føre diskussionen på det plan, og det undrer mig at se forskere hoppe på en antagelse om, at der er tale om et homogent område, som kan passes ind i een model.

Eller at der ikke er flere, der tager den der 'synd for'-mærkat til sig og ser, hvem det ellers er synd for. Frem for at diskutere, om det er eller ikke er synd for luderne. Eller kun synd for nogle ludere. Og hvem det i så fald er og ikke er synd for. Hvilke medarbejdere i forlystelsesparker er det synd for? Er det synd for alle dem, der vader rundt i 30 graders varme og afsindig luftfugtighed i Mickey Mouse-kostumer, eller er det kun synd for nogle af dem? I så fald hvilke af dem? Eller måske snarere: hvornår er noget, der har med arbejde at gøre, synd for dem der gør det? Der er så meget, der som diskussionsmateriale holdes til snakken om prostitution, som aldrig når videre derfra. Og der er så meget, der handler om trivsel i arbejdslivet, som aldrig når videre til prostitutionsdebatten.

Hvorfor hører man ikke flere sige i al den her snak om prostitution, at en eller anden luder fandeme må tage sig selv og sit erhverv alvorligt, hvis hun vil klare sig? I stedet for at himle op og gøre alt for at hive hende væk? Hvorfor taler man ikke om, hvordan luderne bliver bedre ludere, ligesom man taler om, hvordan krydstogterne bliver bedre krydstogter og forlystelsesparkerne bedre forlystelsesparker? Jeg har en enkelt gang haft hul på den diskussion med en, der sagde, at selvfølgelig kan man ikke tillade sig at diskutere, hvad der gør en luder god, fordi det, der foregår i luderens arbejde er så privat. Hun glemte at spørge sig selv, for hvem det er privat.

Man må gerne diskutere, hvad der gør en politiker god. Eller dårlig. Især dårlig. Især, hvis man er journalist må man tale om, hvad der gør politikere inkompetente. Hvad sælger politikerne, hvis ikke de sælger sig selv? Hvor går grænsen mellem privat og offentlig for en politker? Eller for en skuespiller. Eller en forsker. Hvorfor må luderne ikke være med i det selskab? Hvorfor må de kun være beslægtede med ofre og kriminelle? Hvorfor er det så farligt at tro på Den Lykkelige Luder?

Jeg spørger, gør jeg. Jeg kan spørge i een uendelighed, det er ingen sag. Sporten er at finde ud af, hvilke af disse spørgsmål, der kan bruges til at angive retningen for det, jeg har solgt en del af min krop til. Nemlig at aflevere en ph.d.-afhandling om noget, der nærmer sig præcis tre år. Mon jeg også fabler løs om ludere til den tid? Hvis jeg gør, gør jeg det forhåbentlig bedre, end jeg gør nu.

5 comments:

Therese sagde ...

Hey, opdagede lige at du var blandt de nominerede til blogprisen 2007. Tillykke med det!!

http://www.blogprisen.dk/2007.php

Zenia Effenberger Larsen sagde ...

Spooky - det har jeg også selv opdaget for ganske kort tid siden, da jeg sad og granskede, hvor min trafik kom fra og så, at den var på listen.

Og mange tak. :) Er du datalogi-Therese? Kan ikke lige "se" dig.

Der har været een, som har nomineret mig. Så det er egentlig ikke så vældigt endda. Men skægt nok alligevel. Tror dog altid, at det her lidt vil være en nicheblog, og jeg nægter at følge de der gode råd om, hvordan man får mange læsere. :p

Og nu godnat - det er skade, at jeg ikke har fået mig selv daffet i seng endnu (igen) - var egentlig gået til køjs, men så kom jeg lige til at tænke på ludere. ;)

Mette sagde ...

Altså - jeg kan jo kun anbefale dig at blive ved med at snakke om ludere. :-)

Ud over at jeg af rent egoistiske grunde synes, det er en god ide, fordi jeg tror det bliver interessant at høre om, så lyder det også som om du selv ville kunne få noget godt ud af det.

Selv skrev jeg jo speciale om porno, og jeg kan helt klart anbefale at skrive om noget, mange mennesker føler noget for eller har en mening om. Især hvis man kan komme med en lidt alternativ vinkel - som det jo ser ud til, at du er i stand til. Det betyder at folk gider lytte til og diskutere de ting, man når frem til undervejs, og det er altså guld værd, når man sidder i 100 år og nørkler med et eller andet.

Og så er det jo også bare fedt at have fornemmelsen af, at man bevæger sig ud på et område, hvor 1000 spørgsmål mangler at blive stillet, og hvor man selv gerne vil vide svarene.

Såeh.. god vind herfra!

(Og jo tak, i øvrigt, er allerede i meget bedre humør i dag. ;-)

Luder sagde ...

"Mon jeg også fabler løs om ludere til den tid? "

Åh ja, det håber jeg :-)

John sagde ...

Du er velkommmen til at anvende min blog, som "empirisk materiale", hvis du skulle få lyst til at skrive om prostitutionskunder og deres erfaringer. Jeg har oprettet den i desperation over min afhængighed og some en slags "cry for help" og selvrefleksion. ttp://prostituteaddict.blogspot.com/
Held og lykke med det.
vhJohn