Timen, der vender tilbage

Klokken lidt over to begav jeg mig på vej hjem fra en herlig fest hos nogle venner, og det fantastiske er så, at nu er jeg kommet hjem, kan sidde og falde lidt ned, før jeg går i seng - og om lidt vil klokken være mindre end den var, da jeg tog afsted. Fantastisk. :)

Bloggen her har ligget død nogen tid. Det afspejler sikkert meget godt mit eget engagement. Jeg fik afleveret den opgave, der har forfulgt mig siden juni måned. Deadline var 15. oktober, og jeg nåede det til tiden - den røg afsted på mailen kl. 23.58.

Næste skridt er opgaven til Feminist Science and Technology Studies. Jeg ved endnu ikke helt, hvordan den skal skrues sammen, men det skal jeg bruge de næste par uger til at finde ud af. Noget med noget feminisme og så noget oplevelsesøkonomi, tænker jeg. ;)

Og i morgen skal jeg, sammen med en af de venner, jeg var til fest hos - og en af præsterne fra kirken - stå for en temagudstjeneste om blasfemi. Vi skal vise klip fra filmen Dogma, og måske kommer Donna Haraway endda og taler lidt med via sit blasfemibegreb:

Blasphemy has always seemed to require taking things very seriously. (...) Blasphemy protects one from the moral majority within, while still insisting on the need for community. Blasphemy is not apostasy.

Jeg glæder mig rigtig meget til det. Det er spændende at være med til at arrangere en gudstjeneste, der afsøger blasfemibegrebet og vender blikket mere indad mod vores egen kirke og os selv, end udad. Det sidste er måske mest oplagt og lettest at få øje på - det sidste mener jeg er langt mere konstruktivt. Hvori består vores egen blafemi? Og hvordan forholder vi os til de blasfemiske handlinger? Jeg glæder mig meget til at finde ud af, hvordan præsten har fået vores diskussioner og tankerækker omformet til en prædiken, der tager udgangspunkt i klip fra filmen.

Alle er selvfølgelig velkomne. Det er i Helligåndskirken, og det er kl. 17. Og bagefter er der spaghetti med kødsovs til en 20'er. Eller måske er det kun 15 kr.?

Før deadline

I morgen er der deadline på den opgave i Academic and Creative Writing, som jeg vist har fået nævnt et utal af gange i denne blog efterhånden. I nat drømte jeg, at det var søndag aften og klokken var 23, og at jeg endnu ikke var kommet i gang. Det er ikke helt sandt. Jeg er kommet i gang, men foreløbig har jeg kun 3 siders færdig tekst. Det vil sige - jeg har mere end tre siders færdig tekst, jeg har bare ikke fået det skrevet sammen endnu.

I går sad jeg og nørklede hygsomt med det hele. Tænkte, at jeg havde masser af tid. Og først da jeg lagde mig til at sove - sådan ved 5-tiden i morges, gik det op for mig, at min tid kun var god, hvis det hele klappede og kørte uden bøvl. Og det gør den slags jo sjældent. Der opstår altid noget, hvor jeg pludselig synes, jeg skal en anden vej - at der er noget andet end det oprindelig planlagte, jeg burde fokusere på i stedet. Jeg er hammerdårlig til at forlade brainstorm-stadiet. Sådan har det ikke altid været.

Jeg kan ikke rigtig afgøre med mig selv, om jeg gør tingene sværere for mig selv, end de behøver være, eller om jeg simpelthen er en doven slog, der burde arbejde lidt hårdere for at få ting til at lykkes. Måske er der noget om begge dele, måske er spørgsmålet irrelevant. Og når jeg nu sidder og hænger så tæt op af en deadline, hvorfor pokker vælger jeg så at begynde at blogge? Kunne tiden ikke være brugt bedre?

Næh... det kunne den ikke. Når jeg sidder og gør mig umage med at skrive noget, som er rettet mod lige netop det publikum, som skal læse teksten, så får jeg sådan en lyst til at bande og sværge og bruge mærkelige ord og gå i selvsving. Og til sidst hober det sig op i knolden på mig, og jeg bliver nødt til at få afløb. Så jeg tænker, at et lille afbræk, hvor jeg kan braldre løs i det sprog, der nu engang passer mig, vil være ganske nyttig på nuværende tidspunkt. Så travlt har jeg heller ikke - der er ikke noget bestemt afleveringstidspunkt, så jeg går ud fra, at bare jeg sender opgaven før midnat, så er det rettidigt. Det vil sige, at der stadig er mere end et døgn tilbage, og jeg mangler ret beset kun en 4-5 siders tekst - resten ligger der allerede, fordelt over et utal af dokumenter og blogentries.

Og så alligevel... siden den der drøm i nat, har "søndag aften kl. 23" fået en eller anden magisk kraft. Jeg bilder mig ind, at jeg er nødt til at være kommet et godt stykke videre inden da. Realistisk set vil det vel sige, at opgaven skal være vokset med mindst to sider, ellers er jeg bange for, at jeg genoplever den intense stressfølelse, som nærede drømmen. Det er i øvrigt en tilbagevendende drøm, jeg har: at jeg skal til en eller anden form for eksamen, og at det alt for sent går op for mig, at jeg ikke kan det, jeg skal præstere. Nogle gange handler det om, at jeg skal på scenen og spille et teaterstykke, og netop som tæppet går (jeg er som regel altid først med i 2. akt), går det op for mig, at jeg fuldstændig har glemt at læse manuskriptet, og at jeg ikke engang helt ved, hvad det er for en rolle, jeg selv skal spille. Så haster jeg rundt for at redde situationen, men heldigvis slutter drømmen som regel, før jeg skal på scenen, så jeg når aldrig at dumme mig.

I den dersens persontypeindikator-test på jobindex.dk er der et spørgsmål, om man som regel begynder på opgaver i god tid, eller om man sidder med dem natten før deadline. Jeg gør begge dele. Jeg har været i gang med denne her opgave i hvad der føles som evigheder. Jeg har levet med den, som var den et foster, jeg bar rundt på - sådan føles det ofte, det med at arbejde på en opgave. Jeg starter som regel i rigtig god tid, men alligevel ender det med, at jeg først får helt tjek på tingene lige før deadline. Metaforisk set kunne det tilskrives min modvilje mod at føde. I praksis skyldes det nok, at hver gang jeg skriver noget, åbner dette noget op for nye ideer til, hvordan jeg burde have vinklet tingene. Så skriver jeg om igen (jeg har trods alt efterhånden lært at gemme tidligere udkast, så jeg har noget at hive ind, når tingene skal feberreddes), og så får jeg noget nyt, som viser mig, hvordan jeg burde have gjort - og sådan fortsætter jeg så, indtil jeg godt kan se, at nu bliver jeg sgu' nødt til at tage en beslutning. Og så går jeg i stå.

Jeg tror egentlig ikke, det er fordi jeg er specielt doven. Jeg skriver jo en masse (og som noget nyt er jeg faktisk også blevet god til at få læst noget - det hjalp at komme på det kursus i Norge og få diskuteret læsestrategier med min svenske roommate), men jeg tror, jeg er arbejdsmyren, der gerne producerer en hel masse, men som helst overlader til andre at tage beslutningerne om, hvordan det skal præsenteres. Hvorfor er det jeg hører min ven Sørens stemme i baghovedet sige: "Jamen, du er jo også en kvinde!"?

Tanketeknologier

Det er pudsigt. Aldrig så snart har jeg bekendtgjort, at jeg har startet en faglig projektblog, før jeg går helt i selvsving over, hvad jeg så skal poste hvor. Kategorisering har aldrig været min force; måske er det derfor, jeg aldrig rigtig bliver god til filosofi? Og i forlængelse heraf derfor, jeg så nemt lader mig forføre af Donna Haraway og hendes ideer om verdens foranderlighed og dikotomiernes drilskhed. Særlig det sidstnævnte kan give anledning til selvsving - når jeg har noget på hjerte, hvordan bestemmer jeg så, om det er fagligt eller personligt? Eller politisk? Eller religiøst? Eller... seriøst eller humoristisk, ligegyldigt eller vigtigt? "Things are true in their consequences", lyder en eller anden røst bag mig, og det er sikkert rigtigt. Nogle gange kan jeg komme til at bruge så meget tid på at finde ud af, hvilket label et eller andet skal have, at jeg forsømmer at koncentrere mig om indholdet.

Haraway taler om noget, hun kalder 'thinking technologies' eller 'cognitive technologies'. Hun betragter tænkning og særlig vores måde at anvende kategorier som teknologiske fænomener. Og hun taler om 'category formation/manipulation skills' for at understrege tænkningens teknologiske karakter. Jeg kan godt lide at betragte tænkning som noget vi gør på en bestemt måde, og ikke bare som noget, vi gør. Jeg er enig med Haraway i, at det giver mening at betragte tænkning som en materiel praksis - der sker noget, når man tænker - man tænker ikke bare noget... man tænker om noget, med noget, på bestemte måder. Jeg er ikke spor klog på, hvad det lige er der foregår, men mine tanker går tilbage til min gamle helt fra min tid som psykologistuderende, Vygotsky, og hans tekster om forholdet mellem tænkning og sprog. Jeg kan i øvrigt også godt lide at betragte sprog som teknologier, som materialer, der i særlige formationer bidrager til at give os de forståelser af verden, vi nu engang har. Betragtet som teknologi bliver sprogets begrænsninger mere spiselige. Når vi tænker sprog som et materielt fænomen bliver det nemmere at acceptere, at det ikke kan alt det, man kan foranlediges til at tro, hvis man tænker sprog som noget abstrakt, immaterielt, der ikke tilhører samme sfærer, som vi ellers vandrer rundt i.

For tiden er det projektet, der fylder næsten alt. Jeg får ikke rigtig fulgt med i, hvad der ellers sker i verden, og jeg har forsømt mine daglige vandreture gennem blogosfæren. Jeg bliver hamrende asocial af at være opslugt af faglige ideer. Jeg kan ikke helt redegøre for, hvad der sker, men det er meget tydeligt, at mine tanker nogle gange finder noget, der passer godt til deres måde at operere, og så kværner de løs, mens jeg forsøger at følge med og at gøre det, de byder mig - som f.eks. at starte en ny blog eller at bruge timer på at læse om tåreflasker (jeg spekulerer over, om der findes et andet dansk ord for disse, siden der er uendelig få hits på Google. På engelsk hedder de bl.a. tear bottles, tear catchers og lachrymatory bottles). Jeg tror, jeg tænker mere i associationer og forbindelser, end jeg tænker i kategorier eller felter. Og når jeg sådan rigtig går i arbejdsmode, så bliver jeg ført rundt - ofte i Cyberspace - og opdager den ene herlige lille ting efter den anden, og de ting, der ellers plejer at optage mig i hverdagen, herunder det faktum, at jeg har venner af den slags, man kan snakke med, forsvinder fra min opmærksomhed.

I morgen skal jeg undervise, og torsdag skal jeg til en forelæsning og har nogle ærinder på kontoret derefter. Jeg har ikke været på kontoret i denne uge, men jeg overvejer at blive hjemme også fredag. Jeg har planer uden for huset indtil torsdag aften engang - og hvis jeg nu arbejder hjemme fredag, så har jeg faktisk et stræk fra torsdag aften til mandag, hvor jeg kan tage en ordentlig arbejdsmarathon af den slags, som jeg har dyrket lidt i det små her de sidste par dage (og ugen før, jeg havde Fine), og som egentlig er en vane, jeg forsøger at udskifte med en mere normal 9-16 arbejdsrytme - det funker bare ikke optimalt. Jeg får lavet meget mere - og har det meget sjovere. Når jeg sådan har flere døgn i træk til rådighed, kan jeg virkelig komme til at arbejde på en måde, der passer mig rigtig godt. Så arbejder jeg - læser, skriver, googler, systematiserer (okay, prøver...) og den slags - og bruger en masse god tid på overspringshandlinger - og så sover jeg, når jeg bliver træt... det viser sig ofte, at jeg arbejder bedst om natten, og så kan jeg som regel ikke sove før omkring middag eller lidt senere - jeg tror, jeg må love mig selv, at een enkelt uge i det her semester - hvornår det så end kan blive - så skal jeg tage "ferie" fra alt andet... tanken om, at jeg kan starte en søndag efter at have afleveret Josefine, og så ikke skulle tænke på noget som helst ud over min arbejdsproces i en hel uge... det virker helt vildt. Bare tanken om at kunne lægge mig til at sove uden at skulle bekymre mig om, hvad dag det er, når jeg vågner igen... ak ja... det er ganske realistisk, at jeg kan få planlagt sådan en uge - men det er ikke nu. Det er slet ikke nu. Nu er tiden, hvor jeg skal få tankerne væk fra projektet og over på de øvelsestimer i Informationsvidenskabelig Metode, jeg skal levere i morgen. Det skal nok blive sjovt. Men lige nu tror jeg bare, jeg ser lidt skævt til alt, der ikke er enten søvn eller The Stuff that Dreams are made of...

Dobbeltblogging

Jeg har startet et nyt blogprojekt (igen-igen). Denne gang en engelsksproget faglig projektblog, som jeg vil bruge til at vende de ideer, jeg arbejder med i det daglige. Hermed bliver nærværende blog i højere grad personlig, omend jeg fastholder, at dette er en semi-faglig personlig weblog.

Der er gået endnu et par nætter, hvor jeg har arbejdet igennem, mest i brainstorm mode, men jeg har fået lidt mere styr på, hvad jeg skal til at i gang med - nu har jeg bare lige engang forberedelse af øvelsestimer i morgen på programmet, før jeg kan komme videre. Dvs., at jeg regner med at komme videre engang på torsdag, og så har jeg forhåbentlig mit første paper færdigt i løbet af weekenden, så jeg kan få det printet ud og rettet endeligt igennem på mandag, som er min deadline.

Lige nu er dilemmaet, at jeg har besluttet, at jeg lige vil skimme ugens pensum igennem, så jeg kan få styr på, hvad jeg skal tage fat på i morgen. Men jeg bliver hele tiden distraheret af nogle af de fascinerende teknologier, jeg har fået øje på her de sidste dage - og som jeg går mere i dybden med i min nye projektblog.

Cyklus

I går var Fine og jeg til fredagsfamilie-arrangement i kirken. Der var der en, der bemærkede: "Nå, så er der gået en måned igen", og det havde han fuldstændig ret i. Vi mødes dernede den første fredag i hver måned. Det var samtidig ensbetydende med, at det var fredag, og at Fine pludselig kun skulle sove her to gange mere, før hun skulle tilbage til sin far. Og nu er det lørdag formiddag. Barnet er allerede i fuld gang med at lege, mens jeg sidder og forsøger at få øjne og fatte, at hun skal væk igen i morgen.

Bloggen har ligget død et stykke tid, efter jeg gik i symbiose med mit projekt og skrev i vildskab, fordi jeg var inde i et godt flow, der snart måtte gå over pga. selvsamme fantastiske ninjaprinsesse, som meldte sin ankomst. Jeg kan ikke skrive på samme måde, når jeg ved, at hun er mit ansvar, for jeg har det med at glemme alt omkring mig og blive temmelig åndsfraværende, og det vil jeg ikke byde det bette barn (som i øvrigt sad og øvede sig i at skrive sit navn med graffiti-skrift, da jeg hentede hende i børneren i går).

I morgen går det så løs igen - farvel til Fine, goddag til projekt. Mit liv cykler afsted, og nogle gange synes jeg, det er lidt svært at følge med. Da jeg lagde projektet væk for at koncentrere mig om at blive familiemenneske igen - engang i mandags - var det lidt modvilligt, for nu gik det jo lige så godt. Og nu er det så med en vis modvilje, at jeg ser frem til at aflevere Fine igen. Dels er det aldrig sjovt at sige farvel til Fine vel vidende, at nu går der mere end en uge, før vi ses igen (men det er nu heller ikke så forfærdeligt, som nogle af og til har lyst til at udlægge fortællingen), dels skal jeg til at læse mig igennem alle de mærkværdigheder, jeg fik produceret i sidste uge - og noget siger mig, at der skal sorteres en del. Og så er der noget der siger mig, at det skal jeg slet ikke skrive om nu, for nu er det vist på tide, at jeg får øjne og bliver klar til at være mor igen. Vi skal ud og se, om vi kan finde et blinkesjippetov, og så skal vi på McDonalds og spise aftensmad - den med fiskene. Så kan Fine lege i legerummet, og mor kan sidde og kigge ud på blodbøgen. Det er også en slags oplevelsesøkonomi.

Taxi ride experience

The great Dan Turèll once wrote a poem in which he talked about what kind of taxi driver he would be. He would greet people as his guests and give them a good time as he carried them from place to place. He would give them whatever advice they needed and know what they talked about, however making an effort not to know better.

I quote from the poem, and if anyone needs a translation, please let me know:

Og jeg ville smile til dem alle sammen
og indrømme at det var for galt
at det var strenge tider
men at det jo nok alligevel gik
så længe man ikke mistede humøret -

Og en gang imellem
Måske én gang om måneden
ville jeg være gloomy og nedstirrende
og sort og skumlende og misantropisk og månesyg og mistænksom
og se ud som om jeg ventede at alle ville slå mig ned bagfra
eller i det mindste løbe fra regningen -
Dén dag ville jeg råbe og skrige sjofelheder og skældsord mod alle byens andre biler
og dén dag ville jeg kun le indvendigt -
Og morgenen efter ville jeg på ny
og mindst en måned frem
være den samme go'e gl. almindeligt afholdte chauffør
"Taxa-Turèll"
som de ville kalde mig -

Åh jeg kan næsten ikke vente!
Når jeg blir stor vil jeg være taxachauffør!
I mit næste liv vil jeg måske blive taxachauffør - ENDELIG!

Since he died many years ago, in 1993, so I hope that by now he has finally gotten into the taxi business. I would love him to take me home one night. I think I would enjoy that ride, and even though I love cab riding, I think that I may be a difficult customer. Especially to white drivers for some reason (maybe it has to do with being exotic but I don't know).

Last week, I rode a cab home late one night, and I had a nice chitchat with the driver from whom I learned that being a cab driver was great because of all the stories a cab driver got to hear from the customers. I actually asked him did he know Dan Turèll, and he didn't but agreed that driving a taxi was a good way of getting stories from people. Turèll sound like he'd rather give people advice, but I guess that he would catch up on what he would later pass on by listening to his customer's stories. I told that particular driver the story that I was a PhD-student who just wanted to relax and have fun with what I was doing. And that I envied his access to stories but that I didn't want to drive a taxi. He agreed that he envied me for being at the university, earning a degree, but he didn't want to take an education. "I like what I do", he told me, and I had no doubt that he was serious about it.

I would never want to drive a taxi. Traffic makes me nervous, and I so enjoy riding busses and taxis because then I don't have to pay attention but am free to dwell into thoughts. I like the taxi, for having casual conversations in busses is just not that easy. I don't always talk with cab drivers. It depends whether they seem to have something to tell me. Tonight my driver wasn't very talkative. But I decided to test what happened if I kept the conversation going. I started out by asking to his work day, and I learned that on Monday nights there are very few people in need of a ride. I could then tell him that he was my second ride that night. We listened to the radio, and I asked him whether he liked that music. He didn't. I asked him why he didn't make a disk or two with music he enjoyed listening to, since he spent all that time in a car equipped to play back music. He told me that he didn't really care about buying music because a cd isn't cheap and because he found himself liking just a few numbers of each one. I then ask him why he didn't download from the net. He answered that he didn't know any address from which he could do that, and I told him about iTunes.

The taxi driver then said something that I doubt a white driver would ever say: "God has sent you with this address!" I was so surprised that I had to ask him to repeat, and he said: "Jesus has sent you, thank you - will you please write down the address here?" - and he handed me a sheet of paper. I noted down the address, and also gave him my e-mail address. I have never given out my e-mail address to a complete stranger like that before. But I know that converting files from iTunes can be a bit tricky, and I almost regretted that I sent him into such difficult domains - I mean, if he's never downloaded music before, he wouldn't find it all that intuitive in there. First of all he needs to discover that he must download the iTunes application, and then find out how to search for and purchase music, and then for playing it from his car system... lots of things can go wrong, and I just thought: Well, a person who drives a car for aliving should really be able to listen to their own choice of music. Hopefully he's able to figure out how to make it work if it's that important to him, but I just thought it would be a shame if he got stuck with nowhere to turn.

I guess that I just like to help out like that. Recommend something to people that would make their life just a little easier or just a bit more fun. And I like to live my own life like that. I guess that's one of the reasons why I always seem to find myself doing just a bit extra in order to make things a little more pleasant as I work. Like setting my bedtime for tonight at 5 o'clock because I still have something I would like to try out before I wrap up playtime and get ready for motherhood tomorrow. And then - my teaching duty starts Wednesday, I have a meeting with my supervisor on Thursday, and for those two events I have to prepare something. And I don't want to present just another "I don't know what I'm doing"-act so I'll be preparing an introduction of 'Sociotechnical Realities en Suite" - an essay in which I talk about how I want to move the next couple of Months. In other words: I will be writing a synopsis in which the three papers I will be delivering this semester are presented and explained in a way that makes it possible to follow the threads weaving them together and aiming at something which may end as my problem statement for 'The Stuff that Dreams are made of''. Actually, it makes me a bit nervous. Like I had a reason for that.

Public/private

I have decided to write this blog entry in English, as I will be referring to it in the paper I am currently writing, the assignment for the PhD-course on Academic and Creative Writing in Gender Studies, that I attended in June. The paper introduces the idea of 'Reading Studies' as an approach to science studies which we should consider trying out more often. I began writing yesterday, and at some point I decided that my writing should be about my reading of the first two chapters of Dream Society. I got through a lot of very interesting thoughts, many of which I managed to capture in the text as I turned to that to log my recent activities and reflect upon what I've been reading and otherwise doing since I stopped writing the last time.

One of these interesting thoughts arrived from a conversation I had on Messenger with one of my friends. We were discussing how it felt being commented on the street by random men, and during that discussion we discovered, that we don't appear exotic to the same groups of men. She, as a white woman, is among others when she encounters a nonwhite. I am among others when I encounter a white. Only, I am among others whom I have been among more than I have been among nonwhites, so the relations are not entirely symmetrical, yet they did provide the framework for thinking about the meaning of being exotic.

That brought me into writing about myself as an Asian woman. I quote from the text:

As a nonwhite I am an exotic being. As an Asian I am a diligent and gentle being with a desire to please and to serve, and as an Asian I racially belong to the group that so troubled the Bell Curve folks that they weren’t able to ratify the Intellectual Superiority of Whites. My feminine Asian body bears connotations to trafficking, mail order brides, the funny Chinese at the junk food place down the street, the wise old dude with the funny grin from Karate Kid,
(It strikes me that the privilege of being inappropriate/d is that it allows for so many positions of deviations that you get one hell of a chance to study figurations of normality)
Lucy Liu, I realize that my body bears connotations to Yoda as well, which I know because it has been a joke I encountered sooner or later in several friendships I’ve had with whites during my life. However, carrying a body with popular culture as its only source of identification can be a rather troublesome ride. I can do whatever, and never will my body be able to escape this jolly ensemble of figurations that it dances as it longs for inhabiting the girl next door.

During dinner break I attended to one of my favorite procrastinations these days, Facebook. I have a lot of strange little applications attached to my profile, one of which being the Compare People-feature. For some reason I like to compare friends through this little machine. The game is this: You get a question and are asked to vote for one of the two of your friends that were chosen as candidates for that particular election. I like to actually think it over: "Which of these two would I actually rather be stuffed in handcuffs with?" and try to give honest answers - they are anonymous anyway, but I like to follow the rules of this game. Why? Probably because it gives me a chance to see my friends figure as a jolly ensemble of actors with whom I can share the burden of carrying a body with popular culture as its only source of identification. Maybe that is also why I love to challenge them into quizzes to determine which Simpson, Lord of the Rings, Incredibles, You-Name-It-character they are. (I am Dr. Hibbert (don't even know that character), Frodo, Elastigirl, and should I name one myself, I'm Clementine from Eternal Sunshine of the Spotless Mind, but I couldn't find a quiz on that one).

Back to Facebook and the meaning of being exotic. I dwelled a little into the results from elections I were chosen for:

I find it a bit funny to notice that a reading of this chart would be possible in a way that had nothing to do with me. Here I figure as pure statistics, as information feed for some database driven software system. My name was chosen for 8 elections with the question of who is better at science. In 5 occasions, the voter has chosen my name. Only twice have I been picked for the election of "rather be stuck in handcuffs with", one placed a winning vote with me. Still I rank as first within my network of friends. That tells me that my friends generally skip this question, as I skip many questions myself, that I don't want to think my friends into.

Then, a little later I came to look at my public profile and how the Compare People-feature portrayed me there:

So here's the woman whose friends would enjoy being stuck in handcuffs with, having dinner with (maybe she cooks?), laughs at the most, and who is also very studious and loyal. Hm.... "Best to be stuck in handcuffs with" + "My feminine Asian body bears connotations to trafficking, mail order brides", and "Lucy Liu" . "Best dinner companion" + "as an Asian I racially belong to the group that so troubled the Bell Curve folks that they weren’t able to ratify the Intellectual Superiority of Whites" . "Most loyal" + "I realize that my body bears connotations to Yoda as well, which I know because it has been a joke I encountered sooner or later in several friendships I’ve had with whites during my life" . "Funniest" + "the funny Chinese at the junk food place down the street" . "Most studious" + "As an Asian I am a diligent and gentle being with a desire to please and to serve", "the wise old dude with the funny grin from Karate Kid", and "carrying a body with popular culture as its only source of identification can be a rather troublesome ride". It all adds up, doesn't it? I can do whatever, and never will my body be able to escape this jolly ensemble of figurations that it dances as it longs for inhabiting the girl next door.