Betydningsfuld = stoffri?

Ifølge Else Trangbæk fra eliteidrættens kanonudvalg, kan Bjarne Riis ikke længere være med på idrættens kanon. Han har været dopet, ergo har han snydt. Hun mener godt nok ikke, man kan omskrive idrætshistorien, men for at blive kanoniseret, må man anses for at være betydningsfuld på sit område. Og det mener Trangbæk ikke, at Riis er længere.

Så hvad? Bjarne Riis har pludselig ikke længere været med til at sætte Danmark på idrættens verdenskort? Han har ikke længere begejstret en masse danskere og skabt en folkefest på højde med dengang, landsholdet vandt EM? Han har ikke længere kørt hurtigere og bedre end alle de andre dopede ryttere, det år. Ærligt talt. Der er det helt store apparat i sving for at teste, at rytternes værdier af ditten og datten befinder sig inden for de fastlagte grænser. Så er jeg egentlig fløjtende ligeglad med, om de er der pga. EPO eller en streng diæt af bulgur og rå æg!

Hvis man kun kan være betydningsfuld, hvis man er stoffri, så synes jeg, de skal fjerne Savage Rose fra kanon over populærmusik (og sikkert også andre, men nu var det lige dem, jeg kunne huske).

Men ja, Team Easy On siger vel egentlig det, der skal siges?

Lad mig se hvordan man boller

Jeg har hooket min blog op på Googles analyseværktøj for at kunne holde lidt øje med, hvor mange der kommer på besøg, hvor de kommer fra, hvor længe de er herinde og sådan noget. En af de rigtig sjove funktioner derinde, er et overblik over, hvilke søgestrenge, der har ført folk herind.

Den, jeg har nævnt i overskriften, er blandt de bedre - man må da sige, personen havde et klart mål, som jeg så nok ikke har kunnet indfri.

I mange tilfælde kan jeg godt forstå, at søgemaskinerne har foreslået min blog. Jeg har f.eks. skrevet om de Bonos tænkehatte (klaphat!), og den får jeg mange hits på. Jeg vidste slet ikke, det var så populært at søge på "sjove hatte", men variationer over det tema har ført mange besøgende hertil. Der er selvfølgelig også kommet mange hertil via søgninger på mit navn - også på Josefines, og som jeg derfor sagtens kan se koblingen til. Og så er der dem, der virkelig overrasker mig eller morer mig. Her følger et udpluk:

• Rigtig fakta om koen
• Hvad sker der på en savanne
• Myter om isbjørne
• Findes kærligheden
• Hvad består en lavine af
• Sort mand søger kvinde
• Hollandske navneord
• Holding ad indendørs træ
• Sig noget klogt
• Enhjørninger
• Hvordan skriver man sommerfest indbydelse
• Kvinder nogle sære skabninger
• Det må jeg ikke for moar
• Hvad står der på Jellingestenene

Og så er der lige en, der fortjener en benævnelse for sig selv. Af gode grunde ved jeg ikke, hvem der har skrevet det eller hvorfor, men det varmer at nogen kan finde på at søge efter: 'hjertebarn sts' - personen fandt muligvis ikke det, han eller hun ledte efter, og STS betød for vedkommende sandsynligvis ikke "science, technology, and society studies", men det er ikke helt forkert, at STS er mit hjertebarn. :)

Papers delivered!

I går kl. 12 (okay, 12.15 - fik lige et kvarters udsættelse) afleverede jeg de 2 stk. eksamensopgaver som har rumsteret i mit liv her den sidste måneds tid. Jeg skal have karakterer for dem begge, og hvis jeg skal gætte (og det er sådan lidt en leg for mig at gætte, hvad jeg får for mine opgaver), så vil jeg gætte på et 8-tal og et 11-tal.

Den ene opgave skulle egentlig handle om prostitution som oplevelsesøkonomi, men jeg kunne ikke rigtig få det til at hænge sammen. Syntes, jeg måtte ad så mange omveje, at hovedtemaet i opgaven blev overvejelser om formidlingsmetode og muligheden for at "designe" et felt, der ikke eksisterer i traditionel empirisk forstand - og så fik jeg end ikke det udtrykt så klart, som jeg kan gøre nu. Desuden havde jeg lagt den fra mig for at begynde på den anden opgave - med det mål, at jeg ville vende tilbage til den og få skrevet de sidste sider (havde 22 ud af 25-30 sider), men nåede så aldrig at få det gjort. Hvilket vil sige, at selve "analysen" kun fylder 3-4 sider og at alt det andet er den samme smøre om "crafting of academic knowledge", "noisy methodologies" og "exploring an elsewhere of experience economy", som jeg desværre har en fornemmelse af går hen over hovedet på dem, der skal bedømme dem. Alt i alt i sig selv en ikke særligt god opgave, men jeg tror dog, at den kan trække et 8-tal hjem (og måske 9, hvis jeg er heldig og de kan få øje på, at jeg prøver noget, der lykkes dårligt, fordi det er svært.)

Den anden opgave - teknologifilosofi, endte med at blive en virkelig sjov legekammerat! Jeg startede med at have sådan en idé om at skulle sige noget om "technologically mediated emotions" og endte med at analysere en vision om et oplevelsesøkonomisk spil i en verden spundet over Rolf Jensen vision om Dream Society. Som jeg var inde på forleden, så begynde tankerne for alvor at rulle, da jeg læste historien om Nephews trommestik, så måske er det her historien om, "hvordan en lille pind bliver til et oplevelsesøkonomisk eventyr om en gadget, der lærer folk noget om kærlighed"? Lyder det mærkeligt? Ja, men det er det sgu' også! Jeg fatter det ikke helt selv endnu, men jeg "fatter det ikke" på den der kriblende måde, som giver mig lyst til at blive ved med at lege med ideen, fordi jeg fornemmer, at det jeg ikke fatter er at finde i den, hvis jeg bare leder videre.

Det er lidt svært at gætte, hvad jeg vil få for den. Jeg gætter som sagt på en høj karakter. Jeg tror ikke på 13, for jeg havde kun 12-15 sider til rådighed og valgte derfor at skøjte meget let henover det, min amerikanske professor fra det andet fag kalder "theoretical grounding" - jeg har tænkt på ideer om fremmedgørende teknologi, masseproducerede mennesker, menneske/teknologi-relationer og ideerne om at designe ting så folk ikke smider dem ud, før de er blevet ubrugelige, men jeg har snarere tænkt dem ind i fremstillingen af det her spil og dets regler og teknologier, end jeg har skrevet: "og så siger Heidegger også, at teknologi bare er sådan en stor klump essens, som vi afdækker og som gør os ekstremt fremmedgjorte fra vores genuine natur" (undskyld, Heidegger, jeg ved godt, det ikke er sådan, du siger...) - men jeg har til gengæld tænkt dem ind på en måde, der gør forbinder mennesker og teknologier på måder, vi ikke er vant til at få øje på, og det synes jeg lykkedes rimelig godt, så jeg synes trods manglen på begrebsforklaringer og eksplicitte koblinger til pensum (bortset fra overfladisk i konklusionen), at det er en god opgave. Og jeg synes ikke, det er en rutineopgave, så jeg synes ikke, at 10 passer til den. Så ja - jeg vil næsten sige, at hvis den ikke er til 11 eller derover, så er den dumpet. Hvis den ikke er til 11 eller derover, så er det fordi den mangler nogle helt ufravigelige ting, som gør, at den ganske enkelt ikke kan godkendes.

Ha, det er lidt sjovt at sidde her og gætte karakterer ud i det offentlige. Egentlig også sådan lidt: "Gu' ka' jeg så!" Jeg har altid syntes, det var lidt interessant at prøve at vurdere mine egne opgaver ud fra de kritierier, jeg kunne forestille mig, at de der skulle bedømme den ville bruge. Ud fra det produkt, der ligger - ikke ud fra, hvor hårdt jeg har slidt eller hvor god, jeg selv synes jeg er. Jeg forstår godt, at man kan have et personligt forhold til det, man skriver, men jeg synes, det er underligt at tro, at karaktereren handler om 'mig'. Måske siger jeg det, fordi jeg i tidens løb har bevæget mig over hele karakterskalaen og derfor bedre kan se tilbage og forstå, hvorfor jeg fik 7 for det hårde arbejde og alle de kræfter, jeg lagde i et projekt, mens jeg fik 13 for noget, jeg brændte lige så meget for, men alt i alt bruge langt mindre tid på?

Det undrer mig også nogle gange, hvorfor folk har en tendens til at reagere sådan lidt snerpet, hvis man siger, at man håber man får 13 for et eller andet. Jeg afleverede en opgave sidste år, som jeg virkelig syntes fortjente et 13-tal, som den også fik. Faktisk har jeg, siden jeg fik mit første (ud af 2 på uni) 13-tal stilet efter at gøre det hver gang. Og jeg har lidt på fornemmelsen, at jeg generelt har fået bedre resultater, fordi jeg har stilet efter det - selvom jeg ofte allerede på forhånd har vist, at jeg ikke kunne. Men det der med at kunne have en fornemmelse af, hvad der skal til for at få 13, det skaber i sig selv en mulighedshorisont, der gør det muligt lidt bedre at vurdere, hvordan man så i det mindste kan få det bedste ud af noget, der højst kan blive til 8. Sidste år fik jeg 7 for noget, jeg egentlig slet ikke havde forudsætninger for at bestå - netop ved at tillade mig at have en forventningshorisont, der strakte langt ud over, hvad jeg rent faktisk var i stand til. Jeg kan jo godt vide, hvad der kræves, også selvom jeg ikke kan gøre det i praksis.

Jeg spørger tit andre, hvordan deres opgaver er blevet. Og jeg får tit svaret: "det ved jeg jo først, når jeg har fået karakteren." Det synes jeg lidt er noget vrøvl. Et er, hvordan den bliver bedømt. Et andet er, hvad man selv synes, den er værd. Og hvad man selv synes, et produkt er værd, behøver ikke være det samme, som hvad man gerne vil have. Jeg har også prøvet at få højere karakterer, end jeg selv synes, opgaven har været værd. Det er selvfølgelig sjovere, end hvis den bliver bedømt lavere, end man selv ville have gjort - men jo... jeg synes faktisk godt, man selv kan bedømme sit arbejde. Det kunne være et interessant eksperiment, når jeg engang selv skal til at bedømme andres projekter, at bede dem vurdere deres arbejde i form af en karakter og se, hvor tæt det rammer den bedømmelse, jeg selv ville give.

Spørgsmål og svar

Der er stor prestige i at kunne besvare vanskelige spørgsmål. Til det vil jeg gerne spørge: 'hvilken rolle spiller spørgsmålet i sig selv i forhold til muligheden for at finde svar?'

Jeg er mange gange bedre til at finde på spørgsmål end til at finde på svar. Jeg kan godt lide at spørge ind til ting, også uden at forvente, at folk har svar på rede hånd - nogle gange har jeg endda oplevet at føle mig forstyrret, hvis folk forsøger at besvare noget for hurtigt. Nogle gange tror jeg, at jeg stiller spørgsmålene, fordi de viser mig verdener, der er rare at udforske. Og svar kan være med til at lukke disse verdener igen. Måske er det derfor, jeg holder af at holde spørgsmål åbne?

Engang var der en der sagde noget med, at det er skødesløst at kaste om sig med spørgsmål, hvis man ikke engang gider gøre sig umage og forsøge at besvare dem. Det er jeg uenig i. Jeg mener ikke, at den eneste frugtbare måde at engagere sig i et spørgsmål, er ved at besvare det. At stille spørgsmål kan også være en måde at navigere frem mod andre spørgsmål. De kan være adgang til erkendelser af spørgsmål, man kunne have stillet tidligere og overvejelser over, hvor man kunne være nu, hvis man havde gjort det.

Derfor stiller jeg spørgsmål, helt uden at skamme mig, uden at nære noget som helst ønske om at få dem besvaret.

Nephews trommestik

I morges, mens jeg browsede lidt rundt for at søge inspiration til at komme i gang med min teknologifilosofi-opgave, faldt jeg i staver over Nephews hjemmeside: Nephew modtager en mail fra en 5-årig svensk dreng, der har fundet en trommestik der stod Nephew på. Han fandt den, mens han var på ferie på Hven.

Nephew er målløse over mailen. Et af medlemmerne smed nemlig to trommestikker i havet i forbindelse med indspilningen af en musikvideo. Scenen blev taget i første hug, og det er derfor usandsynligt, at der flyder flere end de to af Nephews trommestikker rundt i verdenshavene. Og så bliver den ene af dem samlet op af en lille dreng fra Sverige, som finder på at kontakte Nephew for at fortælle, at han har fundet den.
Det er en rigtig sjov historie af flere grunde.

Først og fremmest er der selvfølgelig den der 'det-kan-ikke-være-tilfældigt'-effekt, der fremkalder følelsen af 'mere mellem himmel og jord', når vi hører om den slags virkelig seje sammentræf. Men den fornemmelse druknede hurtigt. Hven ligger i Øresund, og jeg kunne godt forestille mig, at sejlturen der skildres i musikvidoen, foregik i farvandet ud for København. Hvis det viser sig, at de optog filmen på Stillehavet, ville jeg straks opleve en ny 'wauw'-effekt. Det er to vidt forskellige oplevelser at forestille sig en trommestik bevæge sig fra Stillehavet til øen Hven i Øresund, og at forestille sig en trommestik bevæge sig fra et skib der sejler rundt i Øresund til øen Hven.

Dernæst er der sødmen i historien. Det er bare sødt at tænke på den bette purk, der fisker den her pind op og opdager, at der står noget på den. Og så må nogen jo have tænkt på Nephew og haft lyst til at skrive til dem for at fortælle, at de fandt deres trommestik, da de var på ferie på Hven. Og det bliver Nephew så glade for, at de vælger at fortælle om lige netop dén mail blandt et utal af andre, hvoraf mange sandsynligvis aldrig siver ind. Det lyder bare som en rigtig rar oplevelse for både afsender og modtager. :)

Hvordan det lige var, jeg kom fra trommestik-driver-i-land-og-findes-af-svensk-dreng og til ideen om at gennemføre en teknologifilosofisk analyse, hvor man ikke som sædvanligt spørger, hvad teknologier bliver til, når de undersøges i samspil med mennesker, men snarere hvad mennesker bliver til, når de studeres udelukkende ud fra deres relationer til teknologierne. Jeg har ad flere omgange tænkt på, hvordan man kan beskrive emotioner ud fra deres sociotekniske forbindelser, ligesom vi gennem længere tid har været i stand til at forklare menneskelige handlinger ud fra disse.

Måske er der en dybere mening med også at inddrage emotionerne som aktive aktører i de sociotekniske ensembler. Måske er det bare fordi jeg ønsker at retfærdiggøre, at jeg er sådan en, der stort set ikke kan se en film uden at tude (er lige ved at lære at se hele Askepot uden at få tårer i øjnene). Jeg ved egentlig ikke så meget andet lige nu, end at jeg har fået ideen til, hvilket artefakt jeg vil analysere, og hvordan jeg vil bringe det teknologifilosofiske i spil undervejs.

Og ja - mere er jeg faktisk ikke parat til at afsløre, men jeg vil gerne holde fast i, at ideen udviklede sig ud fra Nephews trommestik-historie, for det tror jeg, jeg kommer til at more mig over, når opgaven er færdig og afleveret. :)

Kunsten at tale på vegne af sig selv

Jeg skrev forleden et polemisk indlæg om at gøre sig til talsperson for andre. En af de ting, der blev kritiseret var, at de prostituerede, der blander sig i debatten, er de ressourcestærke - og ikke dem, som SF og de andre i virkeligheden taler på vegne af.

Jeg kom til at tænke på en debat, jeg havde mens jeg stadig var politisk organiseret feminist. Debatten om, hvorvidt afskaffelse af deltidsarbejde skulle være på den feministiske dagsorden. Jeg vil ikke udrede nuancerne i denne debat, blot i bakspejlet konstatere, at jeg i den debat så en masse ressourcestærke kvinder tale på vegne af dem med færre ressourcer: 'vi er nødt til slet ikke at tillade deltidsarbejde, for ellers bliver det for nemt for arbejdsgiverne at tvinge nogle kvinder ind i den slags mod deres vilje.'

Holdningen mødte en del kritik. Kritik, der ofte adresserede det, at nogle rent faktisk har behov for og lyst til deltidsarbejde. Kritikken blev ofte fejet af bordet med et: 'det siger du, fordi du er en af de ressourcestærke, der er i stand til at tage vare på dig selv. Vi bekymrer os om dem, der ikke kan.'

For mig at se ligger der en farlig konstruktion af 'svaghed' i den slags ræsonnementer. De udspringer for mig at se af et billede af en verden, hvori der findes problemer, vi ønsker at adressere og løse. So far so good! Vi begynder så at pege på løsningsmodeller: at afskaffe deltidsarbejde, at kriminalisere prostitutionskunder. Efterhånden viser det sig, at ikke alle er glade for vores løsningsmodel. Vi møder kvinder, der siger, at de har såvel behov for som ønske om deltidsarbejde. Vi møder kvinder, der er glade for muligheden for at ernære sig som prostitueret, fordi det er det, de har lyst til.

Hvordan kan vi nu fortsat kæmpe for vores løsningsmodel - den, som vi så inderligt brænder for, fordi vi oprigtigt tror på, at det vil kunne løse nogle problemer, som ligger os meget på sinde? I nærværende tilfælde ordner vi sagerne ved at differentiere os yderligere: 'vi taler ikke på vegne af de priviligerede, som allerede er i stand til at vælge frit og som derfor ikke ser, at det de vælger uden problem, er ødelæggende for andre.' Måske opfordrer vi disse til at kæmpe med os - for at hjælpe dem, der svarer til vores billede af virkeligheden. Men vi støder ind i et problem: 'de i forvejen priviligerede' er ikke villige til at opgive deres positioner i solidaritetens navn! Vi bliver tøsefornærmede og gider sgu' da ikke at have noget med dem at gøre, når de ikke gider lege på vores præmisser. De går fra at være 'i forvejen priviligerede' til at blive kvindekampens fjender.

Vi glemmer bare en ting. Vi gjorde dem til kvindekampens fjender udelukkende ud fra det ræsonnement, at hvis de ikke går ind for vores løsningsmodel, så svigter de nogle, der har brug for hjælp. Vi glemte helt at spørge dem, om de så havde et andet forslag til en løsningsmodel for de, der har behov for, at andre taler på vegne af dem. Måske finder vi det endda irrelevant overhovedet at beskæftige os med dem - de lever jo i en helt anden verden, der i bund og grund intet har at gøre med os og 'de svage', som vi ønsker at beskytte. Vi kæmper med andre ord en principiel kamp ud fra præmisser, der mere handler om vores egen måde at forstå verden, end det handler om den verden, vi ønsker at hjælpe.

Når SF og de andre henviser til 'de svage', på hvis vegne de kæmper, så forholder de sig primært til andre aktører, der for mig at se figurerer blandt 'de priviligerede': Videncenter for Socialt Udsatte, Reden og andre ressourcepersoner i besiddelse af et af vor verdens væsentligste magtmidler: Viden! Med andre ord - de henviser til andre talspersoner for 'de svage'. De indgår i et netværk med andre priviligerede aktører i et forsøg på at gennemføre nogle tiltag til fordel for de, der er så svage, at de ikke kan tale for sig selv. Af og til arrangerer de så et møde, hvor almindelig dødelige kan møde et levende bevis på løsningsmodellens eksistensberettigelse. De skaber nogle betingelser, hvori en enkelt stemme kan blive hørt - de sorterer i den materielle virkelighed og fisker det frem, der passer ind i narrativerne. Ikke noget ondt ord om det. Det gør mange af os jævnligt, og det er der ikke noget forkert i. Vi må bare være bevidste om, at vi netop sorterer i informationerne, og at det ikke er tilfældigt, hvad vi hiver frem i lyset. Det gælder for mig som det gælder for andre.

Bemærk, at vi i alt dette ofte taler langt mere om os selv og dem, der forhindrer os i at kæmpe vores ædle kamp for de svage. De svage selv optræder udelukkende som den her konstruktion af svaghed, som rummer en masse offerfortællinger om seksuelt misbrug, psykisk og fysisk ødelæggelse - som nogle virkelig stakkels og forkrøblede individer. Helt ærligt - hvordan kan vi være det bekendt? Hvordan kan vi som priviligerede tillade os at tale på vegne af nogen, som vi i samme åndedrag placerer i konstruerede myter om overgreb og fornedrelse og nærmest tvinger til aldrig at afvige derfra, fordi vi dermed frygter en afvæbning af vore pointer? Vi burde faktisk skamme os over at degradere vores medmennesker på den måde!

Jeg erkender, at det kan være svært at give stemme til 'de svage'. Vi har jo set, hvad der sker, når de begynder at tale for sig selv: de går fra at være 'svage' til at være 'stærke'. Fra stumt at lade sig repræsentere til aktivt at fortælle om en virkelighed, der overskrider vi udenforståendes hidtidige forståelsesrammer. Jeg har kun personligt kendskab til en af dem, for hvem prostitution har været et skadeligt erhverv: Odile Poulsen. For mig er hun ikke svag. Hun er snarere stærk. Hun er ganske vist en prostitueret som har følt sig fornedret og tingsliggjort, og jeg blev utrolig berørt af at læse hendes bog. Det er en virkelig stærk og rørende fortælling, og jeg er glad for, at Odile stoppede som prostitueret og havde modet til at fortælle, hvad prostitution har betydet for hende. Modigt, især fordi hun jo netop har været placeret i den her myte om, at når man oplever den slags modbydeligheder, som hun har oplevet, så er man 'svag'. Jeg tror, at det kræver en vis styrke at hæve stemmen, hvis man først begynder at tro på myten om svaghed. Derfor tror jeg også, at vi må af med den myte, hvis det skal blive muligt for flere at tale på vegne af sig selv og dermed fjerne nødvendigheden af at tale på vegne af hinanden.

At jeg opfordrer til at tale på vegne af sig selv, er ikke ensbetydende med, at man kun må tale om sig selv. Snarere, at man må tale ud fra den erkendelse, at man taler om et udsnit af verden, som den ser ud for en selv. Min bekymring i prostitutionsdebatten lige nu er, at vi forsømmer at forstå de 'stærke' kvinder, der kæmper for retten til at arbejde med det, de har valgt, som de "fragile, mortal, and juicy beings" de virkelig er (fra: The Haraway Reader). At vi bliver blinde for den 'ressourcestærkes' sårbarhed og måske i relation hermed også bliver blinde for den 'ressourcesvages' kraft.

Jeg mærker det selv, når jeg bliver skældt ud for at svigte kvindekampen og at være medskyldig i, at vi aldrig får ligestilling. Det kan godt være, jeg indtager en priviligeret position og italesætter problematikker, der eksisisterer hos de i forvejen priviligerede. Men disse privilegier er ikke på forhånd givne, og vores position 'ophøjer' os ikke fra at være mennesker til at være principmaskiner. Jeg tror ikke på, at der findes et privilegium, der kan gøre mennesker usårlige. Vi er nok nogle, der tør tale på vegne af os selv og den verden vi erfarer, og det kan godt være, det er et privlilegium at kunne det. Men vi mister ikke dermed vores menneskelighed, vores sårbarhed og vores fejlbarlighed. Og jeg tror, at det er en vigtig forudsætning for at kunne diskutere frugtbart, at vi husker på dette og behandler det med respekt og ikke som invitation til at slå endnu hårdere.

Jeg gider ikke diskutere, hvorvidt jeg er offer eller bøddel. Det er ikke mit ærinde at dele verden op på den måde. Jeg er ganske givet priviligeret på mange områder. Jeg er en af dem, der nemt vil kunne skabe rum for min egen stemme i denne debat. Jeg vil endda gå så vidt som at påstå, at jeg er velovervejet, kompetent og dygtig til at analysere, forstå og italesætte. Skal jeg sige det selv, er jeg afsindigt skarp og rasende godt begavet. Og her begynder det finurlige at træde i kraft: for det er netop vigtigt for mig og dermed også sårbart, at jeg får lov til at blive i den tro, at jeg faktisk kan bruge de evner på en ordentlig måde. Det er en erkendelse af nogle evner, jeg er så heldig at være i besiddelse af. Det er ikke en moralsk dom eller en ophøjelse af mig selv på bekostning af nogle andre. Det betyder ikke, at jeg har løftet mig over menneskets begrænsede udsyn. Det betyder ikke, at jeg kan udlægge hele sandheden om verden. Det betyder ikke, at jeg er et synsk orakel, der kan tale på vegne af andre. Jeg kan, som alle andre, kun tale på vegne af mig selv og derigennem udtrykke mine bud på, hvordan vi kan gribe problemer an på konstruktiv vis. Hvis jeg taler på vegne af Sus og de andre 'priviligerede' prostituerede, så gør jeg det udelukkende i kraft af deres bekræftelse af, hvordan jeg forstår tingene. Så er det dem, der peger på mig som en, der siger noget fornuftigt. På præcis samme vis, som når andre peger på mig som en, der siger noget forkasteligt. Jeg siger det jeg siger, fordi det er, hvad jeg forstår og ikke for at vinde nogen eller svigte andre. Og når nogen anerkender eller kritiserer mine pointer, så er det dem og deres forståelse af mine ord, det handler om - ikke mig eller min position som sådan.

Jeg er ikke en frontfigur i nogens politiske eller ideologiske kamp. Jeg taler udelukkende ud fra mine egne forudsætninger for at forstå verden. Jeg er en autonom aktør blandt andre autonome aktører. Det handler ikke om, hvem der bruger deres stemme i debatterne eller hvordan vi hver især går og har det. Det handler vel i bund og grund udelukkende om at anerkende netop det, at vi er autonome aktører blandt andre autonome aktører. Efter min mening bør man handle på denne erkendelse ved at gøre sig umage med at forstå den information, man har til rådighed og løbende justere den frem for at holde krampagtigt fast i principper for princippernes skyld. Det betyder ikke, at vi ikke kan forsøge at vinde tilslutning og at tale for en bestemt sag. Tværtimod. Jeg mener bare, det er vigtigt at huske, at når vi taler på vegne af andre, så gør vi det med udgangspunkt i andre som vi forstår gennem os selv.

Krop og forstand

Tak til Cecilie for nogle virkelig gode og tankevækkende kommentarer! Hermed en videre refleksion over nogle af de tematikker, hun bringer i spil. Hun har nogle gode pointer - og jeg tror faktisk, hun har sat ord på nogle ting, som jeg har gået og nørklet med gennem længere tid uden rigtig at kunne få dem formuleret. Så tak for dem. :)

Jeg ved ikke, om det giver mening i relation til det Cecilie skriver, men jeg har af og til observeret sådan et sært tilfælde...

På mit institut er der tradition for at kritisere mind/body-problemet med særligt fokus på det kropslige arbejde - i samspil mellem mennesker og teknologier, der går forud for, at noget anerkendes som viden. Men jeg når aldrig ret langt i mit argument om tanker og lign. som kropslige fænomener, før jeg bliver afbrudt med påstande om, at mit ærinde er reduktionistisk, kognitivistisk eller fyføj - essentialistisk!!

Denne kritik kommer fra de samme, der gennem min uddannelse har lært mig, at teknologi skal studeres situeret, som det et givet teknologisk artefakt bliver i samspil med mennesker og andre teknologier. Forholder man sig til teknologi som een samlet kategori og prøver at udsige noget ud fra den, falder man i fælder som determinisme eller transcendentalisme. Og så får jeg selvfølgelig lyst til at spørge, hvorfor det forholder sig sådan, når vi studerer teknologi og ikke, når vi studerer mennesker. Det er især mærkeligt, fordi vi sværger sådan til den hellige doktrin om symmetriske forklaringer.

Noget andet besynderligt er, at der faktisk kommer mere og mere fokus på kroppen. F.eks. via en filosof som Don Ihde, der taler om 'embodiment relations' mellem mennesker og teknologier. Udtrykt simplest ved det, at når et menneske tager briller på, holder det med tiden op med at 'se verden gennem brillerne'. Et andet eksempel er blindestokken. Forholdet mellem den blinde og blindestokken er også en legemliggjort relation, hvor stokken bliver en del af kroppens måde at erfare verden. Men det gælder ikke bogen. Her træder en anden relation i spil - den hermeneutiske relation. Her indgår menneske og teknologi ikke i en kropslig relation, der er i stedet tale om at mennesket fortolker verden via teknologien.

Jeg er ikke sikker på, at ovenstående adresserer samme problematikker, som Cecilie er inde på, men jeg tror godt, man kan betragte den her skelnen mellem krop og 'forstand' som en dehumanisering, der også kommer til udtryk i f.eks. sådan en skelnen mellem legemliggjorte og hermeneutiske relationer. Jeg forstår ikke, hvorfor det skal virke kontroversielt at pege på, at det, der forstås ved hermeneutiske relationer også har at gøre med relationer mellem mennesker og maskiner som hidrører kroppen. Hvis tanker og deslignende ikke er kropslige fænomener, der kan studeres som sådanne på samme situerede vis, som vi studerer konkrete teknologier i konkrete sociotekniske sammenhænge, hvad er de så?

Alive and clicking!

Jeg er tilbage på det sted, hvor jeg sidst forlod min computer. Foran det store panoramavindue med noget, der faktisk er en ikke-helt dårlig udsigt over noget, man næsten skulle tro var rigtig natur. Jeg bor ca. der, hvor Århus stopper og afløses af en masse grønt.

Endelig er jeg blevet genforenet med mine ting. Der er kasser overalt, men møblerne står som de skal, og det ser faktisk slet ikke helt tosset ud. Jeg glæder mig til at få tingene på plads, og på at vågne op i morgen med fornyet energi. Jeg er udmattet på den der lette måde, man kan være det, når man har følt sig virkelig tynget af noget, man godt ved ikke er farligt.

Lige nu føles det som om, jeg nok skal blive glad for at bo her. Så glad, måske, at jeg ikke bare kommer til at føle det som en transitstation, før jeg kan komme videre til der, hvor jeg har tænkt mig at skulle slå rødder? Lige nu ville jeg næsten ønske, det bare var her, jeg skulle bo det næste lange stykke tid. Men det er nok bare lige nu, hvor jeg er så udmattet. En et-værelses er ikke meget for to hunkønsvæsener med store armbevægelser og dramaqueen-tendenser. Ih, hvor jeg savner min lille pige lige nu. :)

Før der skal knokles...

Så er det i dag, der skal knokles. Altså fysisk. Ifølge den ressourceprofil, der blev udfærdiget i forbindelse med min revalideringssag (jeg var nemlig så heldig at blive syg i et anerkendt erhverv, så jeg havde mulighed for at få revalideringsydelse og komme videre!), er mine ressourcer 'høj begavelse' og 'gode intellektuelle evner'. Men jeg kan altså også godt løfte en flyttekasse. Faktisk kan jeg en del ting, der ikke har med kloge-Åge paradigmet at gøre. Og jeg kan faktisk også godt tænke afsindigt dårligt, drage forhastede konklusioner og den slags. Vel sådan ca. ligesom den kvinde, der lever af ressourcer i form af skønhed eller andre 'ydre' faktorer også kan være andet og mere end bare kroppen, selvom det er den, der er interesse for i erhvervsmæssigt øjemed.

Jeg kan også være ualmindelig plat - og synes, det er herregrineren. F.eks. har jeg her til morgen holdt humøret oppe ved at tænke på gårsdagens koncert, hvor min veninde og jeg brølede: 'det sagde han osse i går', fordi Smon Kvamm et par gange sagde præcis det samme, som han gjorde til sidste koncert.

Hvis jeg så bare også kunne mønstre lidt motivation til den her flytning, så ville alt være godt. Jeg må bare knibe balderne sammen (eller hvad man nu ellers kan knibe sammen - knibeøvelser er en god ting, især for kvinder, der har født) og glæde mig over, at når klokken igen viser halv ti på et analogt ur, så er vi formentlig forlængst færdige. Og så kan jeg atter koncentrere mig om det, jeg på papiret er bedst til: det akademiske, det der intellektuelle nåed, hvor min gode begavelse kan komme i spil. Sagt på en anden måde: på at få taget hul på den 12-15 sider lange teknologifilosofiopgave, der skal afleveres på onsdag.

Næfjusionsfæst og flyttømmermænd

Jeg er virkelig glad for, at jeg valgte at tage ned til Nephew-koncerten. Sådan en halvanden times tid med god udsigt fra forreste række i fuldt dagslys. Langt om længe har jeg fået sat ansigt på de øvrige menneskelige Nephew-medlemmer - en flok nydelige mandspersoner er de minsandten, alle til hobe. Til gengæld var de nonhumane aktører, især de skærme, jeg sådan forelskede mig i sidst, lidt mindre fremtrædende i dagslyset. Det blev dog opvejet af en herlig indblanding fra en nonhuman aktør af ikke-teknologisk art, nemlig en plante, der fint hoppede med i takt, hver gang vi andre hoppede.

Alt det var bare fjong. Men så er der lige det der med flytningen. Dorsk og distræt, som jeg er, gik det op for mig, at jeg har glemt at få fat i bomnøglen. Hvis ikke jeg kan få fat i en person med en nøgle i morgen (hvor sandsynligt er det lige en lørdag?), vil det sige, at vi ikke kan køre flyttebilen helt hen til døren. Hvilket vil sige, at jeg er nødt til at få mine højt værdsatte flyttehjælpere (og jeg selv, men jeg har mere fortjent det, det er jo min _bom_mert) ud på en mindre ørkenvandring fra parkeringspladsen. Oh well - det er egentlig ikke sååå langt igen, men hvert skridt tæller, når man er i gang med sådan en umenneskelig ting som at flytte.

Efter koncerten tog jeg tilbage til den gamle lejlighed for at pakke videre. Det gik meget fint, indtil det gik op for mig, at jeg ikke har flyttekasser nok. Typisk mig igen ikke lige at have talt efter. Jeg havde bare en ordentlig stak i kælderen. Det viste sig så at være ca. 2-3 stykker for lidt. Det går såmænd nok. Og jeg skal også nok få pakket det sidste i morgen. Om ikke andet, så i hvert fald næsten færdig, før jeg involverer andre i projektet.

Kors, hvor jeg hader at flytte. Ikke bare sådan en distanceret ulyst. Jeg kan mærke det i kroppen som sådan en af de signaler, jeg faktisk skal være på vagt over for. En rigtig usund fornemmelse af slet ikke at have mig selv med. Nå. Godt, at der går mindst et år, før jeg skal til det igen. ;) Aj, seriøst - når jeg (forhåbentlig) i løbet af max. 1½ år får tilbudt noget dernede i nærheden af, hvor Fine skal gå i skole, så _vil_ jeg bare blive boende i minimum fem år. Jeg trænger virkelig til det. Mit liv siden jeg flyttede til Århus kan nærmest kortlægges ud fra, hvor jeg boede på det tidspunkt:

1995: True
1996: Stavtrup (2 steder)
1997-1998: Vester Allé
1998: Østbanetorvet
1998-1999: Trøjborg
1999: Vestergade
1999-2000: Nørre Allé
2000: Kort nomadetilværelse mellem min egen og den kommende far til min datter.
2000-2001: Vestre Ringgade (første fælles lejlighed)
2001-2002: Trøjborg
2002-2004: Hasle
2004: Århus C
2004-2005: Højbjerg (efter kortere nomadetilværelse efter seperation)
2005-2007: Århus V
2007-2008 (?): andet sted i Århus V

Siden jeg flyttede herop i 1995 har jeg haft Folkeregisteradresse 15 steder. Og nu er det trættende. Men jeg VIL ned i nærheden af Fines skole til næste år. Og så vil jeg gro fast. Det er egentlig ikke fordi, jeg synes, at et socialt boligbyggeri vil være det fedeste sted at fylde 40, men tanken om, at jeg næste år kunne flytte ind i den lejlighed, hvor jeg skulle holde min 40-års fødselsdag, er faktisk rigtig, rigtig rar.

Jeg tror, jeg skal stramme livremmen godt ind det næste års tid, så jeg kan spare sammen både til indskud og professionelle flyttefolk næste gang. Måske vil det faktisk være en rigtig god investering. Penge er penge. Det kan man ligesom forholde sig til og ordne uden de helt store armbevægelser. Den der mentale træthed (som paradoksalt nok ofte for mig resulterer i søvnløshed) er noget helt andet. Den vil det være rigtig mange penge værd at kunne slippe for næste gang.

For pokker, jeg tror sørme næsten, jeg har ondt af mig selv. Hvem smider lige en tudekiks i min retning?

Som om jeg kunne undvære Nephew

...så fik jeg alligevel arrangeret at tage ned til festlighederne i uniparken - bare for at se Nephew. Må hellere få skrevet de 2-3 siders projektbeskrivelse, jeg skal aflevere senest i dag i forbindelse med det ph.d.-kursus jeg skal på midt i juni. Og så må jeg nok også hellere komme i bad og få noget tøj på, så jeg kan få pakket lidt inden. Der var et eller andet med, at jeg skulle flytte i morgen. Jeg husker ikke helt, hvad det går ud på, men der var vist et eller andet?

Nostalgi

Jeg sad lige for få minutter siden og var lidt dyster efter at have taget en dyb indånding og besluttet, at der ikke blev nogen koncert til mig i dag. Der er bare vigtigere ting i livet end Nephew.

Så fik jeg pludselig et musiknummer fra en ven: Crocodile Harris - Give me the Good News. Nummeret er fra 1983, og der var en overgang, hvor det blev spillet en del i radioen. Jeg husker, hvordan jeg f.eks. engang stod ved stuevinduet og vinkede farvel til min far, mens det kørte i baggrunden. Og det fængede. Men siden den periode hørte jeg det aldrig mere. Jeg var på musikbiblioteket og søge efter det, og selvom jeg aldrig rigtig for alvor har sat liv og sjæl ind på at genfinde det, så har jeg aldrig glemt det. Så ja - man må sige, at den sang har en stor betydning for mig. Linket fører til en side, hvor man kan læse teksten, men jeg vil da lige bringe den her også:

If we accept the word forever
Maybe we should live together

And not be scared to watch

The late night news

You can't use guns to build a nation

A bullet never was creation

Give, give me the good news

War's the one game where we all lose

Give me the good news

If I accept the word tomorrow

Can I file away my sorrow

And not be scared to watch

The late night news

You can't use force to sell a promise

Dictatorship was never honest

Give, give me the good news

War's the one game where we all lose

Give me the good news

(og så kommer der en masse gentagelser, men dem sparer jeg lige væk).

Jeg var vist et mærkeligt barn, dengang i 10-årsalderen. Jeg husker virkelig, hvordan mit hjerte næsten blødte over den sang. Og det samme gjaldt for et andet nummer, jeg hørte igen og igen dengang: Nino de Angelo og hans Jenseits von Eden:

Wenn selbst ein Kind nicht mehr lacht wie ein Kind,
dann sind wir jenseits von Eden.
Wenn wir nicht fühlen, die Erde, sie weint
wie kein and'rer Planet,
dann haben wir umsonst gelebt.

Wenn eine Träne nur Wasser noch ist,
dann sind wir jenseits von Eden.
Wenn man für Liebe bezahlen muß, nur
um einmal zärtlich zu sein,
dann haben wir umsonst gelebt.

Laß uns jeden Tag das Leben endlos spür'n
und uns niemals uns're Ehrlichkeit verlier'n,
wenn uns gar nichts mehr zusammenhält,
verlöscht vielleicht das letzte Licht der Welt.

Wenn unser Glaube nicht mehr siegen kann,
dann sind wir jenseits von Eden.
Wenn jede Hoffnung nur ein Horizont ist,
den man niemals erreicht,
dann haben wir umsonst gelebt,
dann haben wir umsonst gelebt.

Ich will mit Dir eine neue Liebe spür'n,
wenn wir uns auch in Gedanken nur berühr'n.
Irgendwann muß ich für immer geh'n,
dann will ich sagen: Diese Welt war schön.

Wenn selbst ein Kind nicht mehr lacht wie ein Kind...
Dann haben wir umsonst gelebt, dann haben wir umsonst gelebt.

Det mest fascinerende ved den her omgang nostalgi er næsten, at jeg fandt et billede af Nino dengang og et af Nino nu. En besynderlig fornemmelse, at stjernene fra ens barndom efterhånden bliver til gamle mænd. Og Nino er endda kun 11 år ældre end mig at dømme ud fra hans biografi.

Nino som han ser ud på coveret af mit kassettebånd og Nino som han ser ud nu.

Say what?

Her sidder man så og dovner sin morgen væk og nyder at have fået net i den nye lejlighed. Så bliver man pludselig rusket ud af freden af en veninde, der sender et link om et eller andet fest i uniparken. Hvordan er det lige, at det kunne forbigå min opmærksomhed? Nephew i uniparken i aften?

Her sidder jeg så med en masse at nå og ikke tid til den slags - men for pokker. Det bliver jeg sgu' da nødt til?!!?!

Forpustet pip

Jeg har netop smidt en lang og forhastet kommentar til den livlige debat, der pludselig er kommet i gang herinde.

Men nu må det være slut. Har en eksamensopgave overstået (sådan i en form, jeg kan være semi-bekendt at aflevere), så nu ligger teknologifilosofien og venter på mig. En oplagt mulighed for at studere koncepter og begreber (som f.eks. 'prostitution') som teknologiske artefakter, der gør noget ved vores måde at tænke om og forstå verden.

Men ja - egentlig vil jeg bare lige melde rent flag og sige, at min intention med denne blog ikke er at føre heftige politiske diskussioner, men for at kunne reflektere over faglige og semi-faglige emner og skrive om, hvad der ellers rører sig i mit liv og min hverdag. Det betyder ikke, at I andre skal stoppe - det er bare for at forklare, hvorfor jeg ikke nødvendigvis engagerer mig med samme liv og sjæl som I andre. Jeg læser dog fortsat med størst interesse de mere refleksive overvejelser, som jeg bare af en eller anden grund finder mere interessante end de politiske skyttegravsdebatter. (Jeg ved godt, jeg selv startede. ;) - og det er altså ikke negativt ladet... der er rigtig mange gode indfaldsvinkler, og flere af jer er væsentligt bedre end mig til kunsten at smide rundt med og gennemskue statistikker - respekt for det! :))

Prostitution og andre erhverv

I en kommentar fra 'Martin' til mit indlæg 'Kunsten at tale på vegne af andre', bliver jeg - og andre såkaldte 'fortalere for prostitution', kritiseret for at sammenligne prostitution med andre erhverv. Det fordrejer debatten, mener han. Jeg begyndte på min kommentar, men kan se, at den bliver så lang, at jeg har besluttet at give den et indlæg for sig selv. Hermed mit svar:

Først og fremmest: jeg forsøger ikke at fordreje debatten ved at sammenligne prostitution og andre erhverv. Jeg gør det, fordi jeg her ser en mulighed for at nuancere debatten og bringe andre ting i spil, så vi ikke ender i den sædvanlige omgang rundesang, hvor alle sandheder kan bekræftes internt på fineste, tautologiske vis.

Martin skriver:

"Jeg må indrømme, at jeg synes det forskruer debebatten at fortalerne konsekvent sammenligner med andre erhverv. Det er simpelthen ikke rimeligt, at foretage en sådan sammenligning. Hvorfor kan man spørge sig selv....af en simpel grund, nemlig at en meget store procentdel af de prostituerede får får alvorlige psykiske men af prostitutionen.

Således er det i forskellige undersøgelser opgort at mellem 20% og 80% af de prostituerede i undersøgelserne kan diagnosticeres med PTSD (posttraumatisk stresslidelse) - en lidelse, som typisk ses hos tidligere krigsfanger og torturofre. Nogle af konsekvenserne er angstanfald med flashbacks, personlighedsforandringer, koncentrationsbesvær mm."

At der er stor forskel på, om det er 20 eller 80%, der kan diagnosticeres med PTSD, vil jeg ikke gå i dybden med - blot påpege, at 20% næppe kan kaldes 'en meget stor procentdel'. Men jeg vil gerne lige uddybe, hvad PTSD er for noget. Martin nævner nemlig, at lidelsen typisk ses hos tidligere krigsfanger og torturofre, og den slags leder jo virkelig tankerne i retning af virkelig grumme ting. PTSD kan dog opstå på baggrund af meget forskellige oplevelser. Jeg citerer fra Center for Post Traumatic Stress Disorder's hjemmeside:

"PTSD er en belastningsreaktion, som kan komme efter en voldsom traumatiserende oplevelse. En situation der har været ekstremt overvældende og af en sådan karakter, at personen oplevede ikke at have nogen indflydelse på begivenhedernes udvikling, eller følte sig truet på livet og måske handlingslammet. Nogle vil reelt have været i livsfare, hos andre har det været en oplevelse heraf. Symptomerne kan også opstå ved at se andre lide overlast.

Eksempler på begivenheder, der kan udvikle PTSD efterfølgende:
Krigsoplevelser · naturkatastrofer · voldtægt · hustruvold · overfald · røveri · brandulykker · trafikulykker · skudepisoder · vådeskud · livsfare · trusler på livet · fysiske og psykiske grusomheder · arbejdsulykker og i nogle tilfælde langvarig og grov mobning på arbejdspladsen."

Det skal også siges, at PTSD er en af de psykiske lidelser, som man har rimelig gode muligheder for at helbrede. Center for PTSD hævder, at de fleste bliver symptomfri efter 1-4 behandlinger.

Hvad angår de skrækkelige symptomer, som Martin nævner - ja, så kan jeg ikke andet end at sige, at den slags er noget møg... men det er ikke nødvendigvis den direkte vej til død og ødelæggelse, som han også lidt prøver at få det til at lyde som.

Jeg kan fortælle, at jeg selv har været alvorligt ramt af stress og de andre psykiske konsekvenser, den slags kan føre med sig - så slemt, at det var ved at tage livet af mig til sidst. Jeg var syg i flere år, og jeg pådrog mig disse skader som handicaphjælper og efterfølgende som kundeservice-medarbejder hos TDC. Jeg betragter mig selv som rask i dag, men jeg døjer stadig med lidt efterveer, der især plager mig i stressede perioder. Jeg genkender nogle af symptomerne på Martins liste, f.eks. koncentrationsbesværet og angstanfaldende. Det er faktisk ikke mange dage siden, jeg sidst havde et rendevouz med panikangsten. Og gu' er det ej sjovt. Jeg vil bestemt ikke bagatellisere lidelsen. Alligevel så tror jeg egentlig, at hvis jeg fik valget mellem at blive kureret for panikangst eller for menstruationssmerter, så ville jeg vælge det sidste. Panikangst og andre psykiske (og psykosomatiske) lidelser skal bestemt tages alvorligt. Men man tager dem netop ikke alvorligt, hvis de dæmoniseres.

Mens jeg var i behandling, blev der fokuseret meget på, hvad der gjorde mig syg. Hvad var det, der lige præcis for mig, oplevedes som ødelæggende. For mig var handicaphjælperbranchen alt for opslidende. Jeg 'solgte' i bogstavelig forstand ud af mig selv og endte med at føle mig som en robot, en krop uden plads til andet, end det min arbejdsgiver proppede ind i den (i overført betydning, naturligvis).

Den ene pointe her er, at den form for psykisk nedbrud, som nogle prostituerede oplever, også kan ske for andre i andre erhverv. Den anden pointe er, at der i mit tilfælde blev fokuseret enormt meget på, hvad der forårsagede min problemer. Konklusionen var ikke, at det var 'handicaphjælperjobbet', som en entydig størrelse, der havde medført problemet. Snarere, at det var enkelte ting ved faget, der havde ødelagt mig: det, at jeg ikke turde sige fra. Det, at jeg hele tiden følte, at jeg ikke gjorde tingene godt nok. Søvnunderskuddet, jeg opbyggede på de lange vagter (nogle gange 4 døgn i træk, betalt af kommunen uden at blinke), fraværet af kollegialt netværk - den slags konkrete ting.

Det kunne være interessant på samme måde at uddybe, hvad der gør, at nogle prostituerede får psykiske mén, mens andre ikke gør. Jeg vil f.eks. tro, at risikoen er større, hvis man tidligere i livet har været udsat for seksuelt misbrug (selvom jeg kender til et eksempel, hvor en tidligere misbrugt tværtimod har brugt jobbet som prostitueret som en helingsproces, hvor hun lærte at blive glad for sig selv og for mænd igen). Jeg vil også tro, at man er mere udsat, hvis man har svært ved at sige fra og lader kunderne overskride sine grænser. Jeg tror med andre ord ikke, at det er prostitution som entydigt fænomen, der skaber problemerne, men at det snarere er et spørgsmål om 'måder at være i faget'.

Når alt dette så er sagt, så bliver jeg nødt til at gentage Pippis kritik af, at modstand mod prostitution ofte forstås ud fra de værst tænkelige konsekvenser. Du spørger: "Hvordan kan du sammenligne en kvinde, som sandsynligvis få slidgigt i sine fingre med unge kvinder, der får så alvorlige psykiske mén, at de forsumper i massive stofmisbrug." Dét udsagn synes jeg er et strålende eksempel på, hvordan debatten kan (for)drejes til prostitutionsfagets ulempe. Lad os blive lidt ved det:

Du hævder, at jeg vil drage sammenligninger mellem:

1) En kvinde, som sandsynligvis får slidgigt i sine fingre
og
2) Unge kvinder, der får så alvorlige psykiske mén, at de forsumper i massive stofmisbrug.

Bemærk de retoriske forskydninger her: Kurvefletteren 'får sandsynligvis slidgigt i fingrene'. Hun får ikke ødelagt sin krop, hun får 'bare' slidgigt i fingrene. Og det er ikke sikkert, kun sandsynligt. Herregud, hvor slemt kan det være? Overfor hende står et ubestemt antal 'unge kvinder' (hvor kurvefletteren er uden alder), der får så alvorlige psykiske mén, at de forsumper i massive stofmisbrug. Her er det altså ikke kun sandsynligt, men sikkert, at de får psykiske mén. Og ikke kun psykiske mén, men også alvorlige psykiske mén. Og ikke kun alvorlige psykiske mén, men psykiske mén så alvorlige, at de forsumper i massive stofmisbrug. De dulmer altså ikke 'bare' deres lidelser med euforiserende stoffer, de forsumper. Og de forsumper ikke bare, de forsumper i 'massive stofmisbrug'.

Det er klart, at punkt 2) kommer til at fremstå mere alvorligt end punkt 1). Retorisk set er der gjort en stor indsats for, at man skal synes, at kurvefletterens problemer er bagateller i forhold til den prostitueredes. Nuvel, jeg kan godt se, at ser man prostitution med Martins øjne, så må en smule potentiel slidgigt hos en tilfældig kurvefletter synes som en lam sammenligning. Så lad os lære hende (som naturligvis er en abstraktion, dog baseret på en vis viden om, hvordan mennesker kan formodes at reagere - jeg aner intet om kurveflettere, det var et eksempel hevet ud af det blå).

En kvinde, der ikke har andre måder at ernære sig, end ved at flette kurve, får slidgigt i fingrene. Hun ved, at denne sygdom truer hendes mulighed for at tjene til dagen og vejen. En sådan erkendelse må kunne give hende en følelse af håbløshed. Er kvinden desperat nok, vil hun måske tvinge sig selv til at flette kurve, selvom hendes krop ikke længere kan holde til det. Hendes liv vil blive fyldt med smerter i en grad, så jeg har svært ved at forestille mig andet, end at der følger psykiske mén i kølvandet på de fysiske skavanker. Hos Livslinien kan man læse, at 'alvorlige fysisk syge' statistisk set befinder sig i risikogruppen for selvmord. En slidgigt og dertilhørende kroniske smerter, der truer med at fratage et menneske hendes mulighed for at tjene til dagen og vejen, må betragtes som en alvorlig fysisk sygdom. Denne kvinde har altså ikke bare slidgigt - hun tilhører et potentielt selvmordstruet segment! Der er bestemt grund til at tage problemstillingen alvorligt. Dertil kommer jo så, at de psykiske mén, der kan følge i kølvandet på kronisk fysisk sygdom, potentielt set vil kunne forsøges dulmet ved hjælp af euforiserende stoffer.

Betragtet ud fra disse 'værst tænkelige konsekvenser', kan vi altså drage en, efter min mening, bedre sammenligning end Martins oprindelige:

1) En kvinde, der forsumper i stofmisbrug/begår selvmord pga. ødelæggende arbejde som kurvefletter.
og
2) En kvinde, der forsumper i stofmisbrug/begår selvmord pga. ødelæggende arbejde som prostitueret.

Jeg mener altså, at man godt kan sammenligne prostitution med andre erhverv. Jeg er endda tilbøjelig til at mene, at noget går tabt, hvis man ikke gør det. Det er muligvis uønsket, hvis man ønsker at bekæmpe alle former for prostution, fordi sammenligninger med andre erhverv kan åbne blikket for nuancer, der ikke bliver åbenlyse, når man udelukkende tillader begrebet at komme i berøring med emner som 'kvindeundertrykkelse', 'trafficking', 'psykiske problemer' og den slags. Prostitution er ikke bare een ting. Det er vel egentlig den allervigtigste pointe her. Og det får man lettest øje på ved netop at drage paralleller til andre områder, hvor man kan finde samme problematikker. Jeg kunne også dreje blikket i retning af byggebranchen eller landbruget, der er de helt store syndere, når det kommer til menneskehandel fra Østeuropæiske lande. Men jeg må hellere koncentrere mig lidt om mine eksamensopgaver nu...

Fantastiske Fine

Det nedenstående fine og kærlige portræt af min datter, fik jeg i julegave af hendes bedstefar på fædrene side. Endnu engang tusind tak til dig, Leif - og tak fordi, jeg måtte bringe det her i bloggen. :)

Filmen omhandler Josefine fra hun var nyfødt og til lige efter hendes fire-års fødselsdag, kort før jul sidste år.

Lillen

Efter fem dage med Josefine, hvor helligdage har umuliggjort det helt store akademiske arbejde, har jeg besluttet mig for et par lange dage på kontoret. For kort tid siden fik jeg heftige chokolade-cravings og måtte en tur i Føtex for atter at kunne koncentrere mig (og se bare her, hvor godt _det_ så lykkedes...) - og da slog det mig, at jeg må være den eneste blandt mine nye kolleger, der skriver eksamensopgave. Folk er jo minimum ph.d.-studerende, og lige pt. er jeg den eneste her, der følger 4+4-modellen, som betyder, at man starter før man er blevet kandidat.

Så kan man rigtig føle sig som lillen i foretagendet.

Og dette blev så det 'rigtige' indlæg nr. 100. Afhængig af, hvordan man tæller. I fald indlæg nr. 100, der bliver postet på bloggen. Måske skulle jeg gennemgå listen for ikke-publicerede drafts, der måske egentlig bare kunne dø i stilhed, siden jeg alligevel ikke husker, at de er der.

Samlesæt

Hvis du er kommet hertil, fordi du har læst indlægget Forskerspiren på 'Luders' blogge, skal du nok scrolle lidt ned for at finde noget af interesse. I disse dage er jeg mere end alt andet optaget af min forestående flytning, og selvom jeg ved, at det næppe kan interesse flertallet af bloglæsere, vil den alligevel fylde en del den kommende uges tid. Ren egoistisk mentalhygiejne - heldigvis er der læsefrihed og dermed også friheden til ikke at læse...

I dag aftale Josefine og jeg, at vi skulle over i den nye lejlighed og samle hendes seng. Jeg havde advaret hende om, at jeg forvandler mig til et frådende monster, når jeg skal lave den slags arbejde. Rettere sagt havde jeg foreslået hende, at jeg ordnede det på et tidspunkt, hvor hun ikke var der, fordi jeg havde brug for at koncentrere mig, og at hun nok ville komme til at kede sig - men hun ville så gerne. Og egentlig var det jo også fint nok at få overstået. Det er en af de praktiske ting, der trods alt lader sig gøre i de dage, hvor jeg har hende - opgaveskrivning er ikke rigtig en option.

I god stil vadede vi derover ved halv tretiden iført et bord og en kasse med legesager - man kan lige så godt tage et par ting med, når man nu alligevel skal derover. Jeg havde en eller anden idealistisk idé om, at så kunne jeg lige samle sengen, og så gå i Fakta og købe ind og så hjem og spise derefter. Jeg tror, jeg var ca. halvt færdig, da kirkeklokkerne fortalte mig, at nu var klokken 18, og at jeg havde misset muligheden for at købe ind.

Josefine rendte rundt og hyggede sig - enten i lejligheden eller på legepladsen. Hun mødte en dreng fra hendes stue, så det var herligt. Må i hvert fald have været sjovere for hende, end at høre mine febrilske udbrud, hver gang hun forsøgte at sige noget til mig, mens jeg forsøgte at afkode IKEA-manualens samleanvisninger. Men okay - sengen (se billede i indlægget nedenfor) blev samlet, og den kom faktisk til at vende rigtigt, selvom jeg på et tidspunkt var totalt dyster over, at jeg havde fået den samlet forkert - det var så fordi, jeg lige havde misset den med, at jeg samlede den med oversiden nedad, og at den senere skulle vendes.

Et godt råd, hvis nogen skulle finde på at samle sådan en Kura-seng: når listerne til lamelbunden skal skrues på, så lad være med at skrue den alt for godt fast i første omgang, for så risikerer man, at hullerne i lamelbrædderne og listerne ikke passer sammen. Det var lige før, jeg opgav, da det gik op for mig, at jeg kun manglede at skrue lamelbrædderne fast, men at listerne lige var to milimeter for langt fra hinanden til, at skruerne kunne gå i på begge sider.

Hvem er det i øvrigt, der har fundet på det der patenterede system med to plastikdimser, hvor den ene skal stikkes op nedefra og gribe fat i en skrue, der så presses ned fra oven - som system til at fastgøre lameller, der ligger så tæt på hinanden, at man skal have temmelig små hænder, for at de kan komme ned i mellemrummene? Det var så et tidspunkt, hvor man kunne glæde sig over at have hænder, der ligesom aldrig er blevet rigtig voksne.

Nå, men sengen blev samlet - og sengehimlen sat på. Fine var først lidt skeptisk, fordi der åbenbart lød lidt mærkeligt inde i 'hulen', men snart var hun så begejstret, at hun ville blive der og sove. Desværre havde vi ikke dyner med, ellers havde jeg nok været let at overtale. Klokken var tyve i otte, før jeg var færdig. I morgen står den på min sovesofa - det ligner ikke den samme udfordring. Det har bare ikke at være den samme udfordring. Og så står den nok på sleepover i den nye lejlighed. Hvis Fine altså kan undvære Morgenhår på tirsdag. :)

Gul og grumpy

Sidder lige her før sengetid og tænker tilbage på dagen, der gik. Puh, hvor har jeg været grumpy. Bare en af de dage, hvor verden pr. definition stinker, for no apparent reason. Oh well - selvfølgelig kan jeg hænge det op på PMS, eksamensstress, flyttestress og alt det - og det har nok også en del at sige. Nok især det sidste.

For pokker, hvor er jeg bare stadig træt af, at jeg trashede den bil i tirsdags. Selvom en diplomatisk studiekammerat fik den vendt til det positive: "Hey, tænk på, at du fik lov til at smadre en bil for kun 1000 kr.!" (Det er også fint nok, men så kan jeg jo ærgre mig over, at jeg ikke formåede at totalskade den, når nu prisen ville ha' været den samme...)

Egentlig er der ikke det store at sige. Det sker ikke længere ret tit, at jeg sådan bliver rigtig rådden, men sådan en dag har det været i dag. Josefine skulle lege med en veninde. Vi havde en aftale om, at jeg skulle følge hende derover sådan op ad formiddagen eller lige efter middag, som det nu passede os. Hun plejer at blive der og spise aftensmad, og jeg så frem til en dag, hvor jeg kunne få arbejdet med eksamensopgaven. Halv elleve blev jeg ringet op af venindens mor, der havde glemt, at de skulle til en fødselsdag til kl. 16. Men de kunne komme forbi og hente Fine bagefter. Oh well. Så gik vi i bad og holdt spontan-slikdag, bare fordi det var nogle hyggelige og forholdsvis u-rådne ting at foretage sig.

Det endte så med, at klokken blev over fem, før de kom. Den sidste halve time blev jeg så grumpy, at jeg blev nervøs for, at det var beyond repair. (Det passer ikke, men det lyder tilpas dramatisk.) Mit hoved kørte rundt i stress-mode, og jeg følte en voldsom trang til at slappe af. Indtil det slog mig: 'du har ikke lavet en skid i dag. Måske hjælper det mere, hvis du laver noget?' Som sagt, så gjort. Jeg fik gelejdet den madras, jeg håber passer til Fines nye seng, over i den nye lejlighed - sammen med en lampe og et par badeforhæng og en dug (hvad der lige kunne være i rygsækken). Besluttede mig for ikke at skumle over, at rengøringsfolkene ikke havde gjort altanen ren (men det kommer de til, sagde jeg!) Fik frigjort madrassen til min nye sovesofa fra vakuumpakningen, og nåede tilbage og trimme indholdet af tre flyttekasser (fra kælderrummet) ned til en (+ to sække affald), før jeg skulle afsted for at hente Fine. (Jeg huskede endda at spise aftensmad. Det glemte jeg, sidst hun var derovre.) I min råddenskab var jeg træt allerede før jeg tog afsted, fordi jeg ved, at det plejer at være noget nært umuligt at få hende med hjem. "Jamen jeg eeeeelsker S! Jeg vil sove her! Jeg gider aldrig mere hjem til dig, mor!" (Suk!)

Men ja - på en eller anden måde faldt jeg ned. Fik en hyggelig sludder med venindens forældre, og fik så faktisk ninjaprinsessen med hjem uden de helt store armbevægelser. En glad pige, som trods det fremskredne tidspunkt (21.30) virkede frisk og frejdig, og som blev fuldstændig elektrisk, da hun så, at jeg havde købt en Tornerose-tandbørste til hende. Og så var det, hun gjorde mig opmærksom på, at det er længe siden, hun havde fået lov at se en film i stedet for at få historie. Klokken var tæt på 22, men oh well - det kunne jo egentlig være hyggeligt nok. Så vi lå og puttede og så Askepot og rystede af skræk over den onde stedmoder og var ved at dåne af lykke over den vidåååånderlige kjole, som feen fremtryllede til Askepot. Og så fik vi lige en lille hyggelig sludder, før søvnen endelig fik overtaget - kl. 23.30.

En halv times tid senere var det, at det gik op for mig, hvor grumpy jeg har været det meste af dagen. Jeg ved ikke, hvordan det forsvandt igen, men pist væk er det. I morgen tager vi over i den nye lejlighed, og så skal jeg se, om jeg kan få samlet Fines seng. Jeg ved ikke, om det bliver en god dag. Men jeg er ret sikker på, at det bliver en dag - og at den går over, uanset hvordan den så end bliver.

(Forrige indlæg var i øvrigt ikke nr. 100, kun nr. 97. Jeg må have et par drafts liggende, der aldrig er blevet til noget.)

Hoved og krop

Dette er mit indlæg nr. 100. Lad os fejre det med et lille citat fra Enhedslistens ligestillingspolitik:

"Pornoficeringen af det offentlige rum bidrager til en stereotyp og begrænsende opfattelse af kvinder som en vare – krop uden hoved. Heroverfor skal stilles en kultur, der fokuserer på det hele menneske og går imod kommerciel udnyttelse i prostitution, reklame og film."

Det er lidt spøjst, det der med 'krop uden hoved' (og her tænker jeg ikke på, hvordan blowjobscener skulle laves med kvinder uden hoveder ;)), men jeg synes, der er en uheldig tendens til intelligens-snobberi i udsagnet.

Som kvinde i et såkaldt 'vidensfag' kunne jeg godt postulere, at jeg sælger mig selv som en vare, der er 'hoved uden krop'. Og det får jeg nok ingen til at synes noget galt om. Jeg bliver jo betalt for mit gode hoved, og så er alt godt. Men hvorfor er det okay at blive betalt for sit gode hoved, hvis det ikke er okay at blive betalt for sine gode patter eller sin gode røv?

Hvad er det egentlig, der gør at der er så stor forskel på, hvad man gør med sin krop for at få smør på brødet?

Forskellen på kvinder og mænd...

...ifølge vores allesammens yndlingskønsekspert, Carl-Mar Møller:

"Forskellen på mænd og kvinder er, at mænd kan skelne mellem farlig snavs og ufarlig snavs, fordi vi ved godt, at snavs der sidder fast, ikke gør noget, det er kun det løse snavs mænd ikke kan lide. Kvinder er imod alt slags snavs."

Tænk, jeg vidste ikke engang, der var noget, der hed 'farlig snavs'. Men jeg har jo så også flere drengegener end pigegener, det har Carl-Mar engang selv fortalt mig.

Nå, men jeg er da spændt på at se, om argumentet holder, når min lejlighed skal synes her om godt en uges tid. Jeg går ud fra, at de mandlige varmemestre stiller sig tilfredse, bare jeg har fjernet det farlige, løse snavs?

Ode til Samson

I dag har Josefine underholdt en hel bus med sin selvopfundne hyldestsang: 'Samson er en flydekran, som jeg så godt kan lide."

Der var ikke så mange andre ord end disse, men de siger jo også det hele.

Det er så, hvad der kommer ud af at have et barn boende på 10. sal med udsigt over havnen.

Kunsten at tale på vegne af andre

(Advarsel: I følgende indlæg har jeg taget det ene brilleglas ud af forskerbrillerne og udskiftet det med et brilleglas fra mine polemiske politiker-briller. ;))

Jeg mener, det var Michel Callon, der i en artikel skrev noget i retning af, at hvis man ville være talsperson, gjorde man klogt i at lukke kæften på dem, man ville tale på vegne af.

Et godt eksempel på, hvordan denne ved første øjekast ironiske bemærkning, kan komme til udtryk i praksis, kan man se ved at følge med på Balder Mørk Andersens weblog. Her søger han at gøre SF til talsperson for de prostituerede og at vinde tilslutning til SF's forslag om at kriminalisere fagets kunder. Nogle gange dukker en prostitueret eller tidligere prostitueret op og skriver en kommentar, der problematiserer Balders udlægninger. Som regel ignoreres disse kommentarer, og ellers forsøges de fejet af bordet med udsagn som: "det er klart, du skriver sådan, siden du netop ikke ønsker at afskaffe prostitution." Nogle gange virker det som en besynderlig omgang rundesang, hvor Balder kører rundt i den klassiske tautologislager: "Prostitution er et socialt problem. Det er ikke et arbejde, og vi kan ikke komme til at betragte det som et arbejde, fordi det er et socialt problem."

I det indlæg, jeg linker til foroven, fremlægger Balder en pressemeddelse udsendt af ham og SF-kollegaen Pernille Vigsø Bagge. Her foreslår de, at statsansatte skal forbydes at købe seksuelle ydelser (formuleret som "at købe prostituerede"), også når de opholder sig i lande, hvor prostitution er lovligt. Deres argument spindes om udsagn som: "Det kan ikke være rigtigt, at repræsentanter fra den danske stat er med til at udnytte unge kvinders elendighed" og "I SF vil vi ikke acceptere, at udsendte danskere, medvirker til en udnyttelse af kvinder i prostitution".

Indlægget får en del kommentarer, blandt andet fra en tidligere prostitueret, der kalder sig laerkefuglen. Hun skriver blandt andet:

"I andre lande, andre kulturer er det ikke nødvendigvis en skam at være prostitueret som du gerne vil gøre det til Balder. Der findes faktisk kulturer hvor det er en ære og der findes kulturer, meget lig vores egen, hvor kvinderne ikke er undertrykte blot fordi de vælger denne levevej.

Du gør dig ikke blot til dommer over en gruppe mennesker som du nægter at se nuanceret på - du vælger med din arrogante holdning at nedgøre kvinder i andre lande, hvor det ikke nødvendigvis er et skamfuldt job!"

Balder svarer tilbage med et: "Nuvel, jeg er klar over, at SF's politik på området bedst imødegåes med fordrejninger og blindhed overfor det håb om en bedre verden der ligger bag. Jeg finder det således ikke så underligt, at blive skældt ud af folk som kæmper for en bevarelse af prostitution" og understreger herefter: "Du siger, at jeg vil gøre det skamfuldt at være prostitueret - dette er forkert, jeg ønsker snarere at gøre det skamfuldt at købe andre mennesker til sex."

Første del af udsagnet kunne jeg ikke lade være med at kommentere i selve blogtråden. (Kommentar #25) Sidste del - den med, hvor skammen bør placeres, fortjener en udredning for sig:

1) Det skal IKKE være skamfuldt at være prostitueret.
2) Det SKAL være skamfuldt at 'købe andre mennesker til sex'.

ad 1) Fint ideal. Lad os holde fast i det. Naturligvis bør det ikke være skamfuldt at være prostitueret. Det må selv vi kristne holde fast i, for Jesus var jo egentlig ret progressiv på det punkt, hvor det handler om at behandle folk med respekt uagtet deres erhverv: "Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer" (Matthæus, kap. 21, v. 31)

ad 2) Den her kræver lidt større arbejde. Først og fremmest må vi lige have bragt orden i den retoriske forskydning 'at købe andre mennesker til sex'. Som laerkefuglen også gør Balder opmærksom på i en senere kommentar, så køber man ikke den prostituerede, men "en specifik ydelse oftest af en bestemt varighed. Nøjagtig som hvis du får massage i en time ved en uddannet massør!"

Der ligger i udsagnet en hel masse interessante koblinger til såvel andre seksuelle ydelser, der kan købes (og som SF ikke er modstandere af, f.eks. porno). I swingerklubber køber man sig også adgang til seksuelle ydelser (en væsentlig forskel set fra et kundeperspektiv er her, at man modsat hos den prostituerede betaler ved indgangen uden at kunne være sikker på at få noget for pengene.) Der ligger selvfølgelig også en masse interessant og lurer i forhold til både seksuelt aktive singler og også sex inden for ægteskaber, som antydet i Pippis skarpe og tankevækkende kommentarer her i bloggen. Men lad nu det ligge for nu. Lad os i stedet se på, hvad den prostituerede bliver til, når hendes kunder bliver kriminaliserede.

Lad os antage, at virkeligheden tegner sig således, at den prostituerede ønsker at fortsætte sit erhverv. Hun skal altså skaffe kunder. Kunder, der ved, at de ved at købe ydelsen hos hende, bringer sig selv i konflikt med loven. Den prostituerede kan med andre ord ikke udføre sit arbejde uden at gøre andre mennesker kriminelle. Og så er det, vi igen må huske på SF's mål:

1) Det skal IKKE være skamfuldt at være prostitueret.

Og her er det så, jeg får behov for argumenter, for jeg har svært ved at se, hvordan det kan være ikke-skamfuldt at tage penge for noget, der gør andre mennesker til kriminelle uden at man selv er det. Altså - jeg vil ikke sige "fyy-skamme" til de prostituerede, der fortsætter deres arbejde efter en eventuel lovændring, men for mig at se, vil en sådan lovændring netop bringe de prostituerede ind i en potentielt skamfuld position.

At jeg så også mener, der ligger en bizar (men måske et eller andet sted typisk dansk?) berøringsangst til grund for, at Balder ikke vil kriminalisere de prostituerede med argumentet:

"(...)mit dybtfølte social og økonomiske fokus er kvinderne. Det er jo bl.a. derfor jeg mange gange har forsvaret ikke at kriminalisere prostitution som sådan (dvs både køber og sælger) men kun køber - for derved at placere ansvaret og ikke ramme de sælgende (kvinder og mænd) som ofte i meget svære livssituationer ikke har brug for også at få politiet på nakken."

Jeg taler om berøringsangst her, for i de tilfælde, hvor der vitterlig _er_ tale om mennesker i så svære livssituationer, at de tvinges til handlinger, der ødelægger dem fysisk og mentalt i så alvorlig grad, at de ender som en slags forkrøblede skygger af sig selv (og den slags tilfælde findes desværre her i verden, såvel i som uden for prostitutionsfeltet, er jeg overbevist om), er det så ikke en underligt passiv holdning at sige: "Nej, I skal nu have lov. I lider så meget i forvejen, så vi vil ikke gøre tingene værre for jer, ved også at udsætte jer for at fortælle jer, at I gør noget forkert!" Hvis man vitterlig er så overbevist om, at prostitution udgør så stor en fare for de prostitueredes psykiske og fysiske helbred, burde man så ikke skride ind i langt højere grad? Skulle prostitution så ikke betragtes som en form for psykose, der berettiger til tvangsindlæggelse, siden de prostituerede jo ikke - i lighed med psykotiske - er i stand til at vide, hvad de udsætter sig for? Siden de jo nærmest lider af tvangstanker og vrangforestillinger om, at de rent faktisk trives, burde man så ikke tvangsindlægge og tvangsbehandle dem - for deres egen skyld, som man tvangsindlægger og tvangsbehandler andre psykisk syge?

Selvfølgelig er det sidste her at smøre tykt på. Jeg tror, det skyldes, at jeg efterhånden har oparbejdet et stort behov for at råbe rigtig højt: "Så tag dog for pokker de prostituerede så alvorligt, at I i det mindste tør sige direkte til dem, at I synes, de ødelægger sig selv. Tag dem så alvorligt, at I direkte henviser dem til instanser, hvor de kan få hjælp, når de nu helt af sig selv henvender sig og forsøger at komme i dialog med jer. Eller fortæl dem i det mindste lige ud, hvis I mener, at de gør noget forkasteligt og umoralsk. Kort sagt: Så tal dog MED dem og ikke forbi dem. I vil jo så gerne gøre noget godt for dem, ikke sandt?"

Men måske har Michel Callon ret? Når man gerne vil være talsperson for nogen, må man sørge for, at disse nogen holder deres kæft. Det tangerer det absurde, når man koger alt det her ned og ser laerkefuglen, Sus og andre tidligere og nuværende prostituerede sige til de, der vil tale deres sag: "Vi har det altså ikke sådan, som I tror" for så at blive mødt med svaret: "det er klart, I siger det, når I ikke går ind for det samme som os."

Sex, kærlighed, monogami og utroskab

Forleden kunne man læse i En Luders Dagbog, at Sus har fået en mail fra en kundes kæreste. Kvinden havde opdaget, at hendes kæreste havde en aftale med Sus. Konklusionen var klar og utvetydig: forholdet måtte bringes til ende. Flere af de efterfølgende kommentatorer betragtede dette med samme selvfølgelighed.

Selvom jeg i mit projekt studerer prostitution i oplevelsesøkonomiens lys, så tror jeg, det er umuligt at komme uden om andre seksualpolitiske emner som monogami og utroskab. I en eller anden forstand er dette så grundlæggende, at jeg synes, jeg ikke rigtig kommer i dybden med emnet ("det sagde han osse i går"), hvis ikke den problematik medtages. Hvis mit fokus er oplevelsesøkonomi, så må jeg vel også forholde mig til, hvad der bremser 'varens frie bevægelighed'? Jeg har indtil videre koncentreret mig mest om sælger-siden. Forholdt mig til problematikker, der relaterer sig til kønskonstruktioner og kvindesyn, og om myter og fordomme om de prostituterede.

Måske er næste skridt, at jeg begynder at koncentrere mig om kunderne. Ud fra samme blasfemiske (i Harawaysk forstand) fokus på 'best case scenarios' for så at trække trådene videre derfra. Hvor den prostituterede i en eller anden forstand er diskursivt placeret i et felt domineret af problemstillinger om menneskehandel, vold mod kvinder og seksuelle overgreb, befinder kunderne sig i et felt domineret af spørgsmål om monogami og utroskab.

Jeg tror ikke, der er mange, som kunne finde på at sige: 'What! Overvejer du at gå fra din partner, hvis han/hun er utro?' Det er måske en af de ting, der næsten er blevet lidt _for_ selvfølgelige i vores samfund? 'Hvis han slår dig, eller hvis han boller udenom, så skal du skride straks, eller ender det grueligt galt for dig!' Den med volden gemmer vi lige - det er den med at bolle udenom, der er relevant her.

Jeg tror, emnet interesserer mig, fordi jeg oplever, at de kvinder der forlader utro mænd, nogle gange forlader mænd, de elsker dybt og inderligt - så bruddet sker pga. utroskaben og ikke fordi, kærligheden er ophørt. Som jeg kan se det, sker det fordi utroskab er forbundet med et tillidsbrud så dybt, at det er umuligt at genopbygge. Spørgsmålet er, om dette tillidsbrud er et af de spøgelser, jeg beskrev forleden i mit indlæg om seksualpolitik. Eller sagt på en anden måde: det er interessant at spørge, hvordan det er blevet sådan, at dette tillidsbrud opfattes som så centralt og ødelæggende, at intet nogensinde vil kunne blive godt igen - og om det kunne være anderledes.

Jeg har tit funderet over den med, at man godt kan have flere børn og elske dem - forskelligt, men dog ligeværdigt, men at man ikke kan elske flere voksne. Og dybt inde i mig selv tror jeg, at det snarere hænger sådan sammen, at børn accepterer at deres forældres kærlighed er delt, hvor voksne sjældnere er i stand til at acceptere, at deres partners kærlighed er delt. I hvert fald, når det kommer til den slags kærlighed, der manifesteres i seksuel adfærd. Det er som regel ikke noget problem i et parforhold, at man har højtelskede venner, bare man ikke dyrker sex med disse.

Og her bliver området allerede mudret, for allerede her presser spørgsmålet sig på, om sex og kærlighed nødvendigvis hører sammen. Baseret på andres og egne erfaringer, må jeg nødvendigvis besvare dette med et 'nej'. Ikke, at jeg mener, sex og følelser kan adskilles, for findes der noget her i livet, vi er i stand til at gøre uden at føle noget? Måske bruger vi 'følelser' som eufemisme for 'kærlighed', når vi taler om de her ting?

Der er mange og meget følelsesladede ting på spil, når vi taler om sex, kærlighed, monogami og utroskab. Ting, som vi vel i en eller anden forstand er sårbare, fordi de går meget tæt på. Jeg fristes for eksempel hele tiden til at tage stilling til disse problematikker ved at forholde mig til, hvordan jeg tror, at jeg selv ville reagere. Det er selvfølgelig ingen dårlig ting at tage personligt stilling til noget - det giver blot ikke andet end et partielt svar, som ikke nødvendigvis er sandt for andre end mig selv, og som måske kunne være anderledes.

Kærlighed er sådan et flygtigt og finurligt begreb. I virkeligheden nogenlunde lige så vanskeligt at indfange som begrebet om oplevelsesøkonomi. Ikke, at følelsen er svær at tage fejl af - selvom den til tider kan være det. Det er bare som om, at vi har en tendens til at knytte kærlighed til andre begreber og glemme, at de måske ikke hermed bliver uløseligt forbundne? Vi har allerede delvis accepteret, at sex og kærlighed ikke nødvendigvis hører sammen. Det har Pippi været inde på i sin kommentar om singlekvindernes (og mændenes) grundlæggende ret til at leve særdeles promiskuøst. Kærlighed og familieliv hænger også uløseligt sammen. Jeg har hørt kvinder sige, at de egentlig ikke rigtig elsker deres partner mere, men at de har det godt sammen og ikke har lyst til at gå fra hinanden. Og når jeg har svært ved at forstå dette, så må det skyldes, at jeg ikke rigtig synes, man kan adskille kærlighed og forhold. Og så er den finurlige kobling mellem kærlighed og monogami, som prostitutionsfeltet udfordrer, men ikke som eneste aktør. Swingerkulturer, poly-forhold og deslignende gør også deres til at udfordre vore forestillinger om den romantiske kærligheds monogame karakter.

For mit projekts vedkommende må det interessante spørgsmål være: 'kan kærlighed være en vare'? Oplevelsesøkonomien hævder, at dens trick er at skabe emotionelle bånd mellem sælgere og kunder. Så set fra dette perspektiv må svaret vel nødvendigvis være 'ja'? Det er interessant, at noget i mig slår væsentligt flere knuder, når jeg tænker på 'kærlighed' som vare, end når jeg tænker på 'sex som vare'. (Hvad det har med 'skal man nødvendigvis forlade sin partner, hvis han/hun er utro', ved jeg ikke helt endnu - det virker som om, jeg kom ud på noget af en omvej, men heldigvis er det noget med, at man godt må tænke tanker efter man har postet sit indlæg...)

Curious Psychology

Jeg har lige opdaget fænomenet Quirkology. Et videnskabeligt fænomen på grænsen af psykologi og vanvid, kunne man tro. Jeg har ikke sat mig nok ind i sagen til at vurdere lødigheden, men uanset, hvad du selv mener, så snyd ikke dig selv for disse tre fantastiske tryllekunster. Jeg synes personligt bedst om den første - som har en helt særlig twist, men nr. tre er også særdeles fascinerende. Og nr. 2 er såmænd også ganske underholdende. Enjoy!

The Amazing colour changing card trick


A psychological card trick


The prediction

Note to self 2

Det er BARE penge! Det er BARE penge! Det er BARE penge! Det er BARE penge! Det er BARE penge! Det er BARE penge! Det er BARE penge! Det er BARE penge! Det er BARE penge! Det er BARE penge! Det er BARE penge! Det er BARE penge! Det er BARE penge! Det er BARE penge! Det er BARE penge! Det er BARE penge! Det er BARE penge! Det er BARE penge! Det er BARE penge! Det er BARE penge!

Ja, jeg havde et lille rendevouz med en afsindigt malplaceret stenkonstruktion, da jeg i går forsøgte at vende flyttebilen for at køre fra min nye lejlighed. Og hurra for, at jeg valgte at betale 70 kr. for en ekstraforsikring, der skulle bringe min selvrisiko fra 4000 kr. ned til 1000., for jeg har netop hørt fra udlejningsfirmaet, at fadæsen betyder, at hele skydedøren skal skiftes ud = festen koster egentlig 10.000 kr. Og tusind tak til Josefine, der med barnets uskyldige begejstring gentagne gange under hele turen (både før og efter uheldet) udbrød: "Du er rigtig god til at køre bil, mor!" Det ER bare penge. Men for pokker, hvor er det en ærgerlig udgift, især når jeg, trods planer om andet, kun nåede at få brugt bilen til at køre møbler fra IKEA - jeg ville også have flyttet indholdet af mit kælderrum + lidt mere, men det blev for sent, og jeg orkede ikke mere. Det må vente til den 26., hvor jeg flytter for alvor (og overvejer, hvem jeg kan lokke til at køre bilen den dag). Suk...

Note to self

Det er midlertidigt! Det er max. 1½ år. Det er midlertidigt! Det er max. 1½ år. Det er midlertidigt! Det er max. 1½ år. Det er midlertidigt! Det er max. 1½ år. Det er midlertidigt! Det er max. 1½ år. Det er midlertidigt! Det er max. 1½ år. Det er midlertidigt! Det er max. 1½ år. Det er midlertidigt! Det er max. 1½ år. Det er midlertidigt! Det er max. 1½ år. Det er midlertidigt! Det er max. 1½ år. Det er midlertidigt! Det er max. 1½ år.

Har været til indflyttersyn i den nye lejlighed. Ikke helt så skidt som i det mareridt, jeg havde forleden. Men heller ikke helt så godt, som jeg havde håbet. Oh well, den ene stuevæg er lyserød. Det bliver Fine glad for. Og køkkenet ser okay ud, og jeg får en rigtig ovn - og et køle-fryseskab i almindelig størrelse. Always look at the bright side of life...

Prostitution, vold og retoriske forskydninger

For et stykke tid siden læste jeg Sus' refleksioner over Henrik Lists' Sidste nat i Kødbyen (som jeg nok snart må have fat i). Der er nu kommet en masse interessante kommentarer til indlægget, så lad mig hermed anbefale et kig på såvel indlæg som debat.

Forleden havde jeg en snak med en veninde om mit projekt. Hun mente, at man helt sikkert godt direkte kunne sige, at prostitution er vold mod kvinder. Desværre havde hun for travlt til at forklare hvorfor.

Jeg er ikke i tvivl om, at der foregår vold mod kvinder i prostitution. Jeg er ikke kompetent til at udtale mig om hvor meget, men det er let at forestille sig, at en prostitueret kan blive tævet eller voldtaget, og at hun - givet at hun arbejder alene uden dørmænd og andre sikkerhedsforanstaltninger - måske er særligt udsat. Jeg har tænkt det samme om kvindelige taxachauffører, selvom jeg egentlig har indtryk af, at mandlige chauffører oftere oplever overfald end kvindelige?

Min tvivl opstår ved spørgsmålet: "hvorfor er prostitution pr. definition vold mod kvinder"? Prostitution er vel: 1) sex og 2) pengehandel? I selve definitionen ser jeg ikke "vold mod kvinder" træde tydeligt frem. Og for Sus er prostitution snarere det modsatte.

Jeg kan forstå, hvis man kan synes, prostitution er "umoralsk" - at den prostituerede gør noget, hun ikke "burde". Det argument er der konsistens i, hvis man går ind for seksuel puritanisme. Hvilket er en ærlig sag. Men jeg forstår ikke tendensen til at gøre en kvinde til et offer, fordi hun tilbyder seksuelle ydelser mod betaling.

Måske er "synderne" i foretagendet til dels de retoriske kneb, der tages i anvendelse? "Luderen sælger sig selv" eller "kunden køber en kvinde"? For hvis disse formuleringer var korrekte, ville vi jo tale om slavehandel. Men sandheden er jo, at uanset graden af frivillighed, så sælger luderen en seksuel ydelse og kunden køber en seksuel ydelse (eller oplevelse). Kvinden selv får han ikke. Luderen sælger ikke sig selv eller sin krop mere, end andre lønarbejdere, der også må placere deres kroppe på steder, som arbejdsgiverne udpeger for at lade dem udføre ydelser, som andre har defineret, at de skal. Alt arbejde er kropsligt arbejde! Forskellen er, hvilke dele af kroppen, vi bruger, og hvordan vi bruger dem.

I "gamle dage" havde jeg et standardmodargument til argumentet om, at prostitutionskunderne hjalp kvinder i økonomisk nød. "Hvis de virkelig vil hjælpe disse kvinder, så giv dem da en skærv uden at kræve noget for det!" Det mener jeg egentlig til en vis grad stadig. Jeg kan ikke se det fine i, at man går ind for at have en sex med en kvinde for at hjælpe hende økonomisk. Men hvis en kvinde tilbyder sex og man gerne vil have sex, så synes jeg vel ikke, at der er noget forgjort i det. Egentlig holder samme argument vel også, når det gælder andre fattige i de varme lande? Hvis vi gerne vil hjælpe den fattige kurvefletter, så kan vi vel give hende pengene uden at tage en af de kurve, hun har brugt tid på at fremstille, hvis vi alligevel ikke har brug for den?

Jeg ser mange retoriske forskydninger taget i anvendelse i forbindelse med prostitution. "Prostitution er vold mod kvinder" er en af dem. Og da jeg ikke fik svar fra min veninde, er dette vel et passende tidspunkt til at spørge jer, der mener der er hold i udsagnet: Hvordan er prostitution pr. definition vold mod kvinder? Jeg opfordrer jer til at svare oprigtigt og ikke defensivt. Jeg vil gerne høre argumenterne. Måske er der noget, jeg ikke har tænkt på?

Palæstinenserne vil med til Grand Prix

Ifølge Ekstra Bladet søger palæstinenserne om at komme med til Melodi Grand Prix og kommiteen er åben over for interessen. Det bliver rigtig spændende at se, hvad der kommer til at ske, hvis de kommer med - og at høre de mavesure bemærkninger om kammerateri, når de og israelerne giver hinanden toppoints.

Georgia on my mind

...og nu, hvor jeg er i gang og endelig har fattet, hvordan jeg indlejrer videoklip fra youtube på bloggen, så skal I da ikke snydes for min favoritsang fra Georgien. Det skulle være den officielle musikvideo. Langt, langt bedre og mere karakterfuld end livepræstationen - enjoy!

Det er en farlig tendens, kan jeg mærke. Jeg fornemmer, at der vil snige sig flere ting fra youtube herind i den kommende tid. Men jeg skriver altså eksamensopgave. Det gør jeg! Næsten, i hvert fald...

Grand Prix-konspiration, hurra

Hurrah! Intet Grand Prix uden konspirationsteorier om kopierede vindersange. Dagens overspringshandling har været intense gennemlytninger af en albansk sang fra sidste år og så gårsdagens serbiske vinder.

Hos Ekstra Bladet har de hørt rygter om, at det ikke bare er melodierne, der minder om hinanden, men at teksten skulle være direkte oversat fra albansk til serbokroatisk. Hverken Ekstra Bladet eller jeg selv er kompetente til at vurdere sidstnævnte påstand, men hvor Ekstra Bladet kun bringer en sammenklippet video, der skulle gøre det muligt at sammenligne de to sange, synes jeg da, at I skal have mulighed for at høre begge sange fra start til slut.

Jeg ved det ikke. Jeg er egentlig ganske musikalsk, og jeg kan også godt høre, at der er visse melodiske sammenfald i de to sanges omkvæd, men jeg synes ikke, de minder mere om hinanden, end andre af den gruppe grand prix-sange hvis charme netop er, at man synes, man har hørt dem så mange gange før, at man kan synge med allerede før, man har hørt dem første gang. Bedøm selv!

Kvindelig kønsforvirring

Okay, jeg springer ud: jeg elsker Melodi Grand Prix!!! Jeg elsker den der stemning af overfladisk fest og ballade, som det alligevel altid ender med, at jeg kommer til at fundere over (jeg kan bare ikke lade være). Allerede før aftenens show fik jeg udtrykt min tilfredshed med et musikalsk koncept, hvor det er fuldstændig tilladt at være totalt banal og klichéagtig. Jeg mindes med morskab den danske ikke-vindersang fra vist nok 1984: "Længsel, du er min længsel - kun gennem dig finder jeg vej ud af mit fængsel. Du er min bro over rørte vande. Du er min længsel, du er mit liv". Kæft, hvor sang jeg den meget som barn. Og lige netop det holder jeg af, selvom jeg synes sangen er rædsom i dag.

Jeg har set mavesure bemærkninger rundt omkring i cyberspace allerede nu. Bemærkninger, som en i et sarkastisk øjeblik nok kunne finde på at fortolke som udtryk for, at Danmark ikke nåede videre til finalen. De der over-rationaliserede udlægninger af alverdens problemer med, at nabolande stemmer på hinanden, og hvad ved jeg. Efter min mening en fuldstændig malplaceret kritik. Ikke, at det ikke er rigtigt - de tidligere sovjetrepublikker stemmer på hinanden, de katolske lande stemmer på hinanden, det der engang var Jugoslavien stemmer på hinanden, de nordiske lande stemmer på hinanden, men altså:

1) er det ikke fint og dejligt, at de den her aften stemmer på hinanden, når tendensen ellers er, at de slås?

2) er det ikke okay? Drejer det sig ikke mest af alt om at have god fest og underholdning i den lette ende?

I år 2000 nød jeg, at Brødrene Olsen vandt i det virvar af letpåklædte, falsksyngende teenagere i et sandt inferno af rytmisk overbelysning. Der stod de så - to noble ældre, sortklædte herrer, stort set urørlige, og sang en sang om en kvinde, der ældedes med ynde. Og verden tog det til sig. Smukt.

Sidste år nød jeg, at heavy metal pludselig gjorde sit indtog, og at Finland langt om længe fik en sejr. Jeg svælgede i Lordi og syntes, det var en total god fest. Og i år, hvor tendensen i medierne centrede sig om mænd i kjoler, var det en kvinde i mandetøj, der løb af med sejren - mand-i-kjole måtte nøjes med nr. 2. Totalt god kvindelig kønsforvirring fordelt på begge køn. Skønt.

Okay, jeg holdt faktisk ikke med Serbien. Det var en af dem, jeg undte en sejr, men jeg selv brugte min halvanden krone på Georgiens lady-in-red-prinsesse-Alexandra-look-alike. Og så ham der Jens-Rohde-møder-David-Copperfield fra Hviderusland. Men jeg synes nu, det er meget fedt, at Serbien vandt og Ukraine løb af med andenpladsen. Det er jo ikke just verdens mest populære nationer, så fedt, at de bliver vindere af denne årets vigtigste begivenhed.

I en nøddeskal...

...snakker i telefon med veninde, mens jeg haster i tøjet. Skal nemlig nå en bus ud til grand prix-hygge hos en anden veninde. Jeg kommer i tøjet, får pakket sammen, men pludselig kan jeg ikke huske, hvor jeg har lagt min telefon. Der går et stykke tid, før femøren falder...

...så haster jeg afsted mod bussen - kan jeg lige nå i Fakta efter den cola, jeg garanteret får brug for, når jeg kommer hjem igen? Næh, den er 49 og kører 52. Så går det op for mig, at den er 15.49 og ikke 16.49 - og jeg skal først med bussen 16.52.

Nu er jeg så kommet hjem igen. Nåede jo så i Fakta og fik den obligatoriske cola. Nu slår det mig så, at jeg egentlig mest af alt skulle i Fakta, fordi jeg havde lovet at tage noget snolder med. Så tjekket er jeg! :D

Seksualpolitik

Stiftelsen af Seksualpolitisk Forum har givet mig sådan en lille-bitte lyst til at blive politisk aktiv igen. Lille-bitte... jeg ved også, hvor meget den slags dræner min energi, men jeg synes der er potentialer i foreningens grundlag. Det lyder som en nuanceret forsamling, der ønsker seksuel frihed og ikke antiteser til nuværende problemer.

Det er meget finurligt. Før jeg begyndte på mit prostitutionsprojekt, var jeg næsten blevet træt af feminisme og overvejede, om jeg overhovedet selv var det. Efterhånden, som jeg har fulgt med i prostitutionsdebatter og læst om prostitueredes hverdag, er mit feministhjerte begyndt at brænde igen. Jeg er atter begyndt at interessere mig for faktiske seksualpolitiske forhold, samtidig med fornyet gang i min glødende utopi om et samfund, hvor værdighed bliver multiform og hvor kvinder og mænd og alt derimellem får fred til at leve - og hermed også have en seksualitet - der ikke gøres umulige af juridiske og videnskabelige dogmer.

Måske er nutidens prostituerede, prostitutionskunder, swingere, polyamourøse, selvvalgte singler og cølibalister det, der svarer til datidens bøsser og lesbiske? Der var engang, hvor homoseksualitet blev opfattet som afvigende og sygelig adfærd. Var du homo, skulle du have hjælp. Det er heldigvis anderledes i dag. Godt nok er der stadig homofobiske tendenser i samfundet, men egentlig er det efterhånden mest af alt rimelig trivielt, om man vælger at leve med en af modsat køn eller af samme køn. Så længe - lader det til, er vores nutids problematik - man ønsker at leve sammen med een - hverken mere eller mindre! Og så længe, man holder sig til at gøre seksualiteten til et privat og ikke et professionelt anliggende...

Jeg havde i går en snak med en, om menneskers tendens til at fordømme og bekæmpe det, de føler sig truede af. Det har jeg ikke svært ved at følge, og jeg tror, at det er en meget præcis diagnose. Spørgsmålet er, om vi flygter fra spøgelser eller fra reelle farer. Ransager jeg mig selv kritisk, må jeg erkende, at flugten fra spøgelser har været et gennemgående træk i visse perioder af mit liv. Spøgelser, som jeg netop opfattede som reelle farer på daværende tidspunkt - ellers havde jeg jo ikke haft behov for at flygte. Jeg levede i en sært betryggende verden, hvor jeg var ganske klar over, at jeg var aparte, uattraktiv og dømt til et liv i den sociale periferi. Når en stakkel af modsat køn en sjælden gang i mellem forsøgte at gøre tilnærmelser, gik jeg enten ind i det med en påtaget ligegyldighed - eller jeg fik travlt med at afvise ham. Som regel afviste jeg kun dem, jeg selv var forelsket i. Det var jeg jo nødt til - for hvis ikke, ville de jo lynhurtigt lære mig at kende godt nok til at opdage, hvor håbløs og ubrugelig, jeg i virkeligheden var.

Jeg mindes en fyr fra min efterskoletid, der var temmelig ihærdig over en længere periode. Han skrev ligefrem en sang til mig - set i bakspejlet faktisk en rigtig sød sang - som han fremførte ved hjælp af min udtjente guitar. Det var meget rørende - og jeg var sikker på, at han tog pis på mig. Og hvis ikke han gjorde, så skulle jeg alligevel ikke nyde noget, for så frembrusende som han var, så ville jeg jo være nem, hvis jeg lod mig forføre. Jo, jeg har flygtet meget i mit liv - fra spøgelser født af velmente feministiske og moderlige ønsker om beskyttelse af os sarte små piger, der uundgåeligt skulle vokse op og møde de her dominerende og overlegne mænd. Og paradoksalt nok, så har jeg en lang overgang troet på, at de allermest charmerende mænd har været de værste - de har jo ikke bare været dominerende og overlegne, de har været decideret manipulerende. Og hermed stop for dette ynkelige (og naturligvis let karikerede) vue tilbage til min forskruede ungdom...

Spørgsmålet er: hvori ligger troen på kvinders styrke og værdighed, når vi har haft behov for at skrive historier om mændenes dominans og overlegenhed? Og i samme tråd: hvori ligger troen på mænds menneskelighed og sårbarhed i den slags fremstillinger? Sat på spidsen, så har udfaldet af disse fortællinger været en dyb disrespekt for både mænd og kvinder. Jeg havde engang en hollandsk kæreste. Socialist på den politisk korrekte måde og naturligvis erklæret feminist. Hvilket betød, at han virkelig slog knuder på sig selv i skam over sin viden om, hvor "traditionelt maskulin" han var på nogle punkter: ishockeyspiller, master-of-the-remote-control og utroligt glad for sex. Set fra oven og i bakspejlet nogle næsten komiske ting at skamme sig over.

Måske er det derfor, jeg tror, at "værdighed" er et meget bedre mål for feminister end "ligestilling". Vigtigst af alt må være menneskers ret til at føle sig værdige, uanset hvilke bizarre ting de end måtte foretrække i seksual- og andre aspekter af livet. Og jeg tror, at respekt for forskellighed er altafgørende, hvis sådan et mål skal kunne opnås. Vi må lære at vurdere andre på præmisser, der ikke har identifikation som udgangspunkt: "det der kunne _jeg_ aldrig finde på" er egentlig en ligegyldig refleksion i mange henseender. Det er fint, hvis det handler om at afgrænse sig selv og lære sig selv bedre at kende, men det er galt, hvis det bruges som argument for, hvordan noget kan være for andre.

Det var egentlig det der med flugten fra spøgelser, jeg ville have bredt lidt ud, men nu orker jeg ikke at skrive mere, og du orker sikkert ikke at læse mere... måske vender jeg tilbage. Seksualpolitik er så centralt et emne, fordi det på en eller anden sær måde har forbindelse til stort set alt, der handler om at være menneske og socialt væsen. Det undrer mig næsten dagligt, at vi mennesker kan sende folk ud i rummet, skabe sådan noget som internettet og avanceret medicin - men at vi stadig langt hen ad vejen er så rigide, at vi kun anerkender den monogame kernefamilie som acceptabel ramme for seksualitet. Noget tyder på, at det er et emne, jeg vil vende tilbage til en gang eller to i fremtiden...

For pokker!

Sidder her og er lidt konfus. Har haft mareridt - og er lige vågnet. En formidabel start på projekt "bedre-vaner-i-eksamens-tiden"... ifølge min projektplan står den på teoriafsnit i dag. Afsnittet om Haraway og afsnittet om Curry. Jeg havde afsat fra kl. 9 til kl. 16.30. For pokker!

Måske er det derfor, jeg havde mareridt? Det var nemlig sådan en rigtig: "hvorfor-er-jeg-havnet-her-det-er-jo-helt-galt"-drøm - så måske var der et eller andet i mig der vidste, at jeg slet ikke burde være i drømmeland? Men siden det nu er skredet så meget, så lad mig da lige dele med jer, hvad jeg så rent faktisk har lavet - i drømme.

Det første, jeg husker, er at jeg ankommer til det værelse, jeg skal flytte ind i. Jeg bliver vist rundt - der er et relativt stort værelse, og så er der sådan et underligt rum, som på en eller anden måde er gang, værelse og badeværelse på samme tid. Jeg studser lidt over arrangementet, men det går op for mig, at det jo er annonceret som en et-værelses, så det er jo slet ikke så skidt, at det faktisk næsten er en to-værelses i stedet. Jeg tror nok, at jeg slår til. Det er også en meget sød dame, der viser mig rundt.

Så fanger bordet. Jeg husker ikke lige, hvordan jeg fik skrevet under på kontrakten, men i hvert fald er der ikke noget at gøre, og tingene er i det hele taget ret forvirrede, for pludselig går det op for mig, at mit nye hjem af og til bliver brugt af en musikskole - og i de tidsrum har jeg ikke lov at være der. Jeg får et hysterisk flip. Kan huske, at jeg tuder i raseri og råber og skriger. Til sidst foreslår jeg, at udlejeren så i det mindste stiller et hotelværelse til rådighed for mig, når musikskolen skal være der. Det accepterer hun.

Men det stopper ikke der. På en eller anden måde ændrer lokaliteterne sig, og pludselig viser det sig, at mit værelse er meget mindre end først antaget - og at det ligger mellem en masse andre stuer, en suite. I hver stue bor der en person - det viser sig, at jeg er flyttet ind i en kæmpevilla hos nogle rige, private udlejere. Og pludselig er der kun det ene værelse, der i hvert fald ikke er de lovede 55 kvadratmeter (hvilket er den størrelse, min "rigtige" nye lejlighed har). Min nabo - en flink fyr - forsikrer mig om, at rummet faktisk er større, end man skulle tro, men samtidig forsøger han at folde sin seng ud, og der er næsten ikke plads.

Jeg begynder at få kolde fødder, men bordet fanger jo, og pludselig er nogle mennesker, jeg slet ikke vidste, jeg havde til at flytte for mig, begyndt at sætte mine møbler ind. Som den optimist jeg er, begynder jeg nu at forsikre mig om, at det nok skal gå - jeg lægger mærke til, at der på badeværelset både er et kæmpestort badekar og et kæmpestort spabad, og så kan man jo leve med meget. Alligevel synker hjertet noget, da det går op for mig, at der ikke er døre mellem værelserne - og at der kun er gennemgang gennem dem til badeværelset. Jeg skal gennem to andre værelser for at komme derud, og der er i hvert fald en tre-fire andre bagved, der skal gennem mit. Jeg er temmelig mismodig. Det nytter ikke så meget at tænke på, at det kun er et år.

Nu spørger en af de andre mig, hvad det så er, jeg læser. Jeg fortæller - sandt som det jo er - at jeg er ph.d.-studerende ved informationsvidenskab... og tilføjer så... i Århus. Da er det, det går op for mig, at jeg er flyttet til København. Min hjerne kører på højtryk. Hvordan gik det lige til? Og hvad med Josefine? Hvordan kommer vi frem og tilbage? Hvordan får jeg hende afleveret i børnehave og hentet hver dag? Jeg kan slet ikke overskue det mere, jeg har lyst til at droppe det hele igen, men bordet fanger jo, og jeg _kan_ ikke gøre noget. Oh well - så begynder jeg at bræge om Lejernes LO - man er vel jyde, og i det mindste kan man vel argumentere for, at man skal have en gedign huslejenedsættelse, når nu vilkårene er, som de er...

...i det mindste er jeg lettet over at opdage, at musikskolen slet ikke skulle være på mit værelse alligevel. De holdt til i enderummet og rummet ved siden af. Larmen var selvfølgelig stadig et problem og ingen af de andre er ligesom i stand til at forklare, hvor ofte de kommer der. Men altså, jeg er i København - hvad med Josefine, og alt det der?

Så er det, jeg hører barnegråd. Høj, ulykkelig, ensom barnegråd. Det lyder som Josefine. Det ER Josefine. Pludselig kommer jeg i tanke om, at Josefine var med, og at hun blev passet ovenpå af en eller anden. Jeg løber derop. Hun klynger sig til mig og er helt ulykkelig. Jeg spørger efter ham, der skulle se efter hende. Han er gået ud med en flok, der hed noget med et bogstav og et tal - det har jeg desværre glemt, men det var ikke A38.

Uh, hvor har jeg dårlig samvittighed. Bare det at skulle fortælle hende, at vi skal bo i et værelse, som andre mennesker skal gå igennem for at komme på wc. "Jeg får hende aldrig til at sove", tænker jeg...

...og så kommer sidste sceneskift - lige sådan en eye-opener, der langt om længe får mig til at indse, at det hele er en drøm. Josefine begynder nemlig at spille et skydespil på computeren. Og i starten ser det meget normalt ud, bortset fra, at hun har en imponerende præcision og hastighed - hun lægger simpelthen fjenderne ned på stribe, fuldstændig koldt og kynisk. Men hun løber tør for ammunition, og en eller anden, der ikke er mig råber: "spis de våben, der falder ned." Heldigvis er Fine en klog pige, der godt ved, man ikke skal spise dem, så hun nøjes med at klikke og samle dem op. Hun kan skyde videre. Men ammunitionen løber alt for hurtigt ud, og pludselig står vi begge i den her digitale verden af sære små væsener med pixelerede våben og dot-kugler, der hviner om ørerne på os. Det er vildt og stressende, men det føles helt normalt og ingen af os er bange. Vi ved nok godt, at det bare er et computerspil.

Og så vågnede jeg og så, at klokken var næsten 13. Jeg havde stillet vækkeuret til 6.30. Det er lykkedes mig at komme op der alle de andre dage denne uge. Måske glippede det, fordi jeg ikke havde Josefine at kigge på denne gang? Hun er hjemme ved sin far igen, efter at have været her siden fredag. Heldigvis har jeg ikke misset noget, der involverer andre mennesker. Og nu må jeg i tøjet og få lidt at spise og se at få arbejdet lidt. Hvis jeg bliver hjemme i dag, burde jeg kunne nå at få lidt fra hånden, før jeg skal videre i programmet - bestille flyttebil og så op og passe Josefine hos hendes far, der skal til et møde. Det skal nok blive hyggeligt. :)

EDIT: jeg glemte helt en af de mere komiske detaljer. Jeg husker ikke lige, hvor den passede ind. Men mit værelse havde et indbygget skab. Et skab, som jeg så åbnede for at tjekke dets rummelighed. Det viste sig, at det var falske låger sat direkte op på væggen. Et virkeligt slag i ansigtet til skabs-elskere som mig. (Øh ja, altså - indbyggede skabe er jo fantastiske eller nåed. ;))

Eksamenstid

Det er eksamenstid. Som ph.d.-studerende på 4+4-ordningen er man stadig kandidatstuderende de første to år, hvilket i praksis vil sige, at man skal følge fag og bestå 30 ECTS (+ en kvalifikationseksamen, der tæller 30 ECTS på fjerde semester). Jeg har valgt at tage alle 30 ECTS dette semester, hvilket betyder, at jeg skal aflevere to opgaver den 30. maj. Jeg har netop taget hul på den første.

Udover at få skrevet nogle hæderlige opgaver, er mit mål med denne eksamensperiode, at jeg skal have tillært mig nogle bedre vaner. Eksamen har for mig hidtil betydet noget med at leve totalt slammet, arbejde i lange stræk, gerne fra om aftenen og indtil næste formiddag, sove om dagen... og det holder ikke, nu hvor jeg gerne skulle forberede mig på at leve af at skrive artikler og den slags. Så jeg har lavet en plan for, hvordan opgaverne skal skrives, og så må de blive efter, hvor godt det lykkes mig at arbejde i de tidsrum, jeg har fastlagt - hvilket typisk vil sige i dagtimerne.

Første eksamensopgave er i faget 'Time and place in digital environments'. Det er et fag, hvor jeg har fungeret som graduate assistant (hvad det så end hedder på dansk, jeg arbejdede for en amerikansk gæsteprofessor). Det er egentlig et fag på designlinjen (design og programmering), men jeg valgte at gå til eksamen i det, nu jeg alligevel har fulgt faget og læst det meste af pensum. Snild ordning... Jeg har fået lov at skrive en opgave, der knytter mit ph.d.-projekt sammen med begreber fra kurset, så min arbejdstitel på eksamensopgaven er: 'Placing prostitution within the experience economy'. Min plan er at få denne opgave næsten færdig i løbet af den næste uges tid. Omfanget er 20-25 sider, og det lyder voldsomt, men jeg skal bare nå det.

Den næste opgave har et omfang på 12-15 sider og skal skrives i faget teknologifilosofi. Og her er jeg mere blank. Det centrale i kurset har været en postfænomenologisk tilgang til teknologifilosofi. Egentlig kan jeg vældig godt lide tilgangen, men jeg synes, det er enormt svært, og jeg aner ikke, hvad jeg skal skrive om. Jeg tror, jeg tager udgangspunkt i mit (noget middelmådige) oplæg om Forgotten Silver og forsøger at skrive noget om filmens fænomenologi (Merleau-Ponty) og forholder det til postfænomenologisk artefakt-analyse.

Og det var så den overspringshandling. Jeg skal lige ha' skrevet en løs problemformulering, og så skal jeg ellers sove, så jeg kan komme tidligt op og ind på kontoret - jeg skal lære at arbejde med den slags der. Kan lige så godt vænne mig til det fra starten!

Bryllupsdag, efter skilsmissen

I dag var en af de relativt sjældne dage, hvor min kontormakker var til stede samtidig med mig. Det plejer at udvikle sig til lidt af en snakkeklub - vi kan godt være stille og arbejde, men siden der kan gå uger mellem, at vi ser hinanden, så skal vi jo lige ha' vendt verdenssituationen. I dag kom vi - ad omveje - til at snakke om mit forliste ægteskab. Jeg husker ikke engang sammenhængen, blot at det senere slog mig, at i dag er min bryllupsdag. En mærkværdig ting, for selvom jeg ikke længere er gift med manden, så er det jo en glædelig dag at mindes.

Min eks-mand og jeg havde kendt hinanden et par år, før vi blev kærester. Men da det endelig lykkedes, var det den 8. maj. Siden blev vi forlovet den 8. maj og gift den 8. maj. Og i dag er det så den 8. igen. Datoen er den samme, og det slog mig, at det ikke længere virker som en sørgerlig dag. Det tror jeg nok, jeg syntes sidste år - der var det lidt vemodigt.

I Aftenshowet i dag havde de passende nok valgt et indslag om "den perfekte skilsmisse". Jeg sad og fulgte med og tænkte, at vi nok egentlig passer ganske godt på den definition. Altså, ikke at jeg tror, en skilsmisse nogensinde er optimal for et barn - men det kan bestemt være den bedste løsning, og det har det været for os tre. Mit største problem er egentlig at bryde ud af de mentale narrativer, der ligesom er spundet omkring mit liv qua den her skilsmisse. Jeg prøver nogle gange at forestille mig en verden, hvor der ikke på forhånd var antagelser om, hvad en skilsmisse er. I det hele taget en øvelse, jeg laver nogle gange - også i faglige sammenhænge... hvordan ville verden se ud, hvis ikke der var forhåndsantagelser (ikke nødvendigvis kun 'fordomme' i gængs forstand) om prostitution, f.eks. - og selvom det jo er svært at vide, så er det en interessant tanke.

Hvorom alting er. Jeg tror jeg nåede frem til den konklusion, at 8. maj ikke holder op med at være kæreste/forlovelses/bryllupsdag, bare fordi kontinuiteten er brudt, og jeg ikke længere fejrer det med nogen. Det vil simpelthen være for ærgerligt - som en slags benægtelse af nogle hændelser, som jo langt hen ad vejen har været gode og smukke. Måske ærgrer det mig lidt, når jeg hører andre fraskilte tale om fortiden som om de ved skilsmissen smed alting væk, usorteret. Lidt sørgerligt, at man på den måde afskærer sig fra sin historie.

Midtvejsevaluering

Tiden er fløjet, og halvdelen af mit første halvår som ph.d.-studerende er sådan godt og vel overstået. Det er tid til at evaluere, siger noget mig. Ikke mindst, fordi jeg synes, jeg trænger til lidt ro i sindet - og evaluering kan være den rene meditation nogle gange - man får mulighed for at dvæle lidt ved tingene og ligesom lege, at man starter lidt på frisk igen derefter, så meget for så lidt.

Jeg synes, det har været nogle sjove og hektiske måneder. Det, der slår mig allermest er, hvordan jeg ligesom har fløjet afsted på en mærkelig følelse af at kunne alt og intet samtidig. I sidste uge var jeg til DASTS-workshop, hvor jeg præsenterede mit prostitutionsprojekt og hørte en masse andre oplæg fra andre, der beskæftiger sig med Science, Technology and Society Studies. Det var min debut på sådan en konference, og jeg var på som den første. Det var lidt angstprovokerende lige først, men egentlig var det nok udmærket, for så slap jeg for at få præstationsangst, når jeg opdagede, hvor gode alle de andre var.

Det gik egentlig meget godt. Men jeg kom hjem med den der "hold op, hvor skal jeg bare nå meget"-følelse. En følelse af ikke rigtig at have nået noget det første halve år, selvom det slet ikke passer. Jeg har nået meget - jeg har bare ikke nået så meget, der har med projektet at gøre.

Den 30. maj skal jeg aflevere to eksamensopgaver, hvorefter jeg (forhåbentlig) har afviklet de 30 ECSTS på kandidatniveau, som jeg skal tage i løbet af de første 1½ år af ph.d.-forløbet. Desuden har jeg afviklet 75 timers institutarbejde. Jeg har deltaget (aktivt) på en konference, lavet et interview og fulgt med i prostitutionsdebatten og læst om såvel prostitution som oplevelsesøkonomi. Man kan ikke sige, at jeg har været doven. Men følelsen er der vel altid - den der: "jeg har ikke nået det, jeg burde". Som sidder der, selvom jeg er fuldt ud klar over, at jeg næppe kunne have nået mere. Der er andet i ph.d.-forløbet end selve ph.d.-projektet, og dette halvår er primært gået med sådanne "andre ting".

Til juni skal jeg på et ph.d.-kursus, der har en vægt på 10 ECTS. Jeg skal sandsynligvis op på 30 i løbet af den 4-årige periode, så summa summarum har jeg nået mere end nødvendigt. Så altså - på det formelle plan er der ingen problemer.

Er der så det på andre planer? Jeg synes, jeg føler mig lidt presset lige nu. Men det handler nok ikke så meget om studie, som det handler om, at jeg skal til at flytte. Jeg hader at flytte! Min lejlighed nr. 15 i min tid som århusianer - siden efteråret 1995 - venter på mig derude. En lejlighed, jeg forhåbentlig kun skal bo i et års tid, før jeg kan flytte videre ned til et sted tæt på der, hvor Fine skal gå i skole. Det der med at skulle flytte og skrive eksamensopgaver samtidig - det roder! Heldigvis lader det til, at det kan lade sig gøre uden det helt store underskud. For engangs skyld har jeg været dygtig og har sparet penge sammen på forhånd. Det spændende er så, hvor hurtigt de får genudlejet min nuværende = hvor længe, jeg hænger på dobbelt husleje.

Til sommer - dvs. når jeg har afleveret eksamensopgaver og før sommerferien, skal jeg have lavet min ph.d.-plan for resten af forløbet. Det har indtil videre virket angstprovokerende, men jeg er begyndt at glæde mig til at få den lavet. Jeg tror, den giver mig noget af den ro, jeg mangler lige nu. Især tror jeg, at jeg rimelig hurtigt skal få afklaret, hvad jeg skal lave af arbejde - skal op på i alt 840 timer, så vidt jeg har forstået. Og det kan jeg jo lige så godt komme i gang med, så jeg ikke sidder det sidste år og mangler en hel masse. Det kunne være jubelskønt slet ikke at have noget det sidste halve år, men det er måske utopisk? Regne-regne - aj, det må vente...

...i denne uge skal jeg skrive så meget på min første eksamensopgave, at jeg med god samvittighed kan pakke den væk og begynde på den næste i næste uge. Det bliver ikke de bedste opgaver, jeg har skrevet, men jeg har på den anden side heller ikke længere behov for gode karakterer - rygterne siger i øvrigt, at vi slet ikke skal have karakterer. Den 14. er der informationsmøde for 4+4'ere. Det bliver spændende at finde ud af lidt mere om den uddannelse, jeg er i gang med.