Mandesyge

Jeg kan forstå på de fleste kvinder, jeg kender, at når deres mandlige, bedre halvdele bliver syge, så opfører de sig, som om de er ved at dø, går fuldstændig i brædderne og ynker, så man skulle tro, de var ramt af alverdens ulykker.

Den sygdom vil jeg vedstå at have pådraget mig. Det startede stille og roligt søndag. I går var jeg kæk og overbevist om, at det nok skulle blive bedre snart. Troppede glad og fro op til vejledning og tænkte, at jeg da lige kunne sidde og arbejde lidt på kontoret - det klarer alle andre jo fint, herregud, jeg er jo bare forkølet.

Efter vejledningen kapitulerede jeg. Tog hjem efter devicen: 'det bli'r nok bedre i morgen'. I formiddags var det egentlig også okay. Og allerede indtil ved 13-tiden troede jeg stadig, jeg sagtens kunne passe min kaffe-aftale med en veninde. Vi fandt så i fællesskab ud af, at det nok var bedre at udsætte det. Så kunne jeg blive frisk, og hun undgik at blive smittet. Kort tid efter gik jeg helt i brædderne. Sov i fire timer, og da jeg vågnede lidt i seks, kunne jeg godt se, at det måtte være den her mandesyge.

Det store problem er egentlig ikke så meget, at jeg i forvejen er bagud med projektet. Heller ikke det der med julegaverne, og at det gør ondt over det hele. Det store problem var mest, at jeg ikke havde mere cola. Så jeg måtte i Fakta. Det er en tur, der som regel tit kan overstås på 10 minutter fra jeg forlader hjemmet, til jeg atter sætter nøglen i låsen. Men jeg skal da lige love for, at det sejlede, og jeg fik den der indskydelse af: "Shit, det her klarer jeg aldrig!"

Hjemme igen var jeg sikker på, at den måtte være gruelig gal. Ondt i halsen, kan knap nok synke - var den ildrød og medtaget? Næh... Feber så? Jeg må da mindst have 40 i feber, sådan som jeg fryser og sveder og det hele sejler? Næh... 37,6.

Så jeg kan bare konstatere, her før jeg putter mig ned under dynen igen og æder chokoladekiks og drikker cola, fordi det er det eneste, jeg kan forestille mig at lave lige nu, at det ER den berygtede mandesyge, der har ramt mig. Godt, jeg ikke har en kvinde til at fortælle mig, at jeg er et ynkeligt skarn, der burde klemme balderne sammen og gøre mig nyttig!