Det værdige selvmord

Jeg fandt, via en sommerfugl en artikel fra Kristelig Dagblad om en kvinde, der for år tilbage undlod at gribe ind, da hendes mand valgte at ende sit liv. Artiklen giver en forholdsvis detaljeret beskrivelse af de sidste dage, hvor begge parter vidste, at det var nu tiden var inde. De snakkede ikke direkte om det, men de vidste begge, at hinanden vidste...

Artiklen beretter, hvordan manden umiddelbart inden selvmordet, kørte sin hustru på arbejde for at få ordnet en liste, han havde lovet hende at reparere i flere måneder. Og om, hvordan de stod og omfavnede hinanden på parkeringspladsen, for at få sagt farvel. Det var en værdig død, sagde hun. Ligesom en sommerfugl fortæller om sin kærestes værdige farvel til livet.

Jeg ved, det er et farligt emne at trænge sig ind på, og at man rører ved nogle dybe følelser, men siden disse historier er offentlige, mener jeg også, vi må tage dem under behandling og reflektere offentligt, hvordan de sætter sig spor rundt omkring. Måske kan det blive lettere at snakke om disse emner - når vi engang får lært, at man ikke går i stykker, heller ikke selvom den slags snak kan gøre ondt?

Min mest fremtrædende tanke i det her er, måske fordi, jeg er religiøs: jeg forstår slet ikke, at man kan opfatte det som en værdig afslutning på livet, at man er nødt til at tage sagen i egen hånd og udføre sin gerning i ensomhed, evt. samtidig bærende på nag over, hvad man udsætter omgivelserne for. Måske skyldes det "bare", at jeg - i lighed med Donnie Darko er bange for at dø alene? Bemærk, at jeg ikke siger, at det _er_ forkert eller uværdigt at slutte sit liv på den måde, jeg redegør blot for nogle af de faktorer, der for mit vedkommende gør det svært at tro på. I et forsøg på at snakke lidt tilbage til Sommerfuglen og andre, der har den slags historier inde på livet.

I sommer reflekterede jeg lidt over begrebet købedød, som i øvrigt havde afsæt i en lille notits, der viste sig at omhandle en mand, der på omtrent samme tidspunkt gik om bord i blogosfæren for selv at fortælle sin historie. Jeg kredsede om tankerne om købedød - prøvede at tage den skridtet videre: hvis vi etablerer, at det er okay at beslutte, hvornår man vil dø, kan det så også blive okay at tjene penge på andres død? At købe andre til at tage livet af sig.

Måske virker det som en absurd tanke. På mig virker den beroligende. Hvis en af mine kære en dag kom dertil, hvor livet ikke længere kunne fortsættes - hvor meget jeg så end personligt måtte mene, at det var noget sludder - hvad ville så være det bedste alternativ? At vi tager afsked via uudtalte tegn og velvidende, at vi er i gang med at udføre en semi-kriminel handling, der skal foretages i hemmelighed (og skam og hemmelighed er for mig at se tæt knyttet sammen i mange tilfælde)? At man skal overlade et menneske, man elsker, til sig selv, fordi vedkommende skal have mulighed for at gennemføre sin plan uden indgriben?

Eller ville det være bedre, hvis man kunne henvende sig til en konsulent i pænt jakkesæt, som man kunne bestille til at opsætte sin dødsscene? Betale, hvad det kostede for at komme herfra lige netop, som man ønskede? Jeg hører allerede indvendingerne om, at det ville kunne lokke folk, der ikke reelt ønskede at dø, til at gøre det- bare for spændingens skyld, og et eller andet sted har jeg lyst til at sige, at den slags lemminger ikke skal afholde os andre fra at tænke tankerne derud, hvor vi faktisk får fat i, hvad for et alternativ det handler om.

Har du tænkt over, hvordan du gerne selv vil dø? Mæt af dage, uden smerte, javist - det vil de fleste nok. Men hvilken oplevelse skal din død være? Skal den være fredfyldt, dramatisk, festlig? Skal du selv bringe livet til ende, eller skal andre mennesker gøre det? Eller skal det ske ganske af sig selv, når det nu engang sker? Jeg hælder selv til at svare det sidste. Men jeg har en formodning om, at det skyldes, at det bare er den nemmeste måde at undgå at tage stilling til egen dødelighed.

Det er stadig ikke så længe siden, jeg hørte om et selvmord i min tidligere omgangskreds. Jeg havde ikke haft kontakt med hende i flere år, og i princippet kunne kontakten meget vel være brudt, så vi aldrig så hinanden mere. Alligevel sætter det sig at høre, at det glade og optimisiske menneske ikke længere er. Hun tog herfra med et ønske om glæde og kærlighed til alle. Tak for det! Og hvor det nager mig, at den glæde og kærlighed ikke på en eller anden måde kunne være blevet indpodet i hende selv, så hun havde fået øje på andre udveje end døden. Jeg tror, jeg er svær at rykke, hvad min egen moral angår. Uanset hvor stor forståelse, jeg har for de, der har undladt at gribe ind - og uanset hvor meget jeg et eller andet sted synes, det er vigtigt at gøre det muligt for de måske mange mennesker, det har været virkelighed for, at kunne stå frem uden fordømmelse - lige så meget vender jeg tilbage til at mene, helt personligt, at jeg ville lade folk i stikken, hvis jeg efterlod dem alene for at dø.