DR har en lille, temmelig informationsfattig, notits om en mand, der tiltales for ikke at gribe ind, da hans kæreste begik selvmord. Som jeg læser notitsen, havde kvinden fortalt, at hun ville begå selvmord, hvilket manden havde udvist forståelse for - og havde forladt lejligheden. Kvinde tog så medicin og efterfølgende en pose over hovedet og døde samme nat.
Skal man kunne straffes for sådan en handling? Har manden undladt at hjælpe et menneske i livsfare? Og vejer retten til at dø, hvis man virkelig vil, tungere end pligten til at hjælpe folk i livsfare?
Det er et tema, der for mit vedkommende er så gennemsyret af idiosynkrasier og uafklarede følelser, at det sikkert er ganske godt til at blive opmærksom på, hvordan ens egen sjælefred bliver udgangspunkt for, hvad man mener. Og det er et tema, der tager skridtet videre fra luderdebatten og spørgsmålet, om en kvinde vitterlig af egen fri vilje kan ønske at have sex mod betaling, og om hun i så fald skal have lov. Det spørgsmål finder jeg efterhånden en kende banalt. Dermed ikke sagt, at det er banalt for alle - det er blot blevet filtret så meget ud for mit vedkommende, at det begynder at fremstå åbenlyst for mig. Det indebærer naturligvis en fare for at være blevet forblændet. Men det var ikke emnet for nu.
Kan et menneske af egen fri vilje ønske at dø? Og bør et andet menneske i så fald have lov til at medvirke - enten passivt eller aktivt? Kunne man ligefrem forestille sig situationen, hvor en person kunne betale en anden for at slå sig ihjel?
Som sagt er der virkelig meget på spil for mig her. Jeg kan mærke det snøre sammen i halsen bare jeg skriver de her ting. Jeg har meget lyst til at give efter og sige: "selvfølgelig skal man redde folk fra at ville dø!" Og jeg har endda trumf-kortet ved hånden: jeg har selv haft et stærkt ønske om at dø. Jeg har selv fundet livet ubærligt. Og i dag går jeg rundt med smil på læbe og glimt i øje og er lattermild og let til mode det meste af tiden. Tanken om, at jeg kunne have haft mulighed for at gøre alvor af mit dødsønske dengang, er næsten ubærlig.
Men er det et argument i sig selv? Hvis jeg lader disse personlige erfaringer styre mit valg af generel holdning, stiller jeg mig så ikke i den position, Odile Poulsen indtager, når det gælder prostitution? Jeg kan naturligvis sige, at der er væsensforskel på død og sex. Men kan jeg gøre det til et almengyldigt argument? Er 'død' ikke lige så gennemsyret af kulturelle forståelsesrammer, som sex er? Købesex! Købedød?
Her er der vist endnu en tanke, der lige har behov for at ligge til lagring, før jeg smager på den igen. Der er noget dragende ved et begreb om købedød, men hvorfor? Jeg vil gerne zoome ind og se, hvad der gemmer sig bag tabuer, men jeg vil ikke gøre det bare fordi...
22. juli 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
17 comments:
Kan man forlange engagement af sin næste?
Bunder et lovmæssigt krav om næstekærlighed i en forventning om, at alle borgere har empati som personlig egenskab?
Jeg kender en, som også ville vende ryggen til og gå. Og fordømme efterfølgende.
Det kan godt være, at det er mig, der er langsom, men jeg forstår ikke hvorfor du draget køber ind i forbindelse med aktiv eller passiv dødshjælp. Hvem er det, der skal købe og sælge i den forbindelse? Er temaet ikke selve det, i hvor høj grad man skal acceptere andres menneskers valg, selv om de kan synes dybt kontroversielle og uforståelige?
I mine øjne er det grundlæggende problem, at vi har udviklet et samfund, hvor alting skal afstemmes i forhold til love og paragraffer. Og det kan man simpelthen ikke. Der er nogle valg og handlinger, der er så komplekse, at det enkelte menneske må klare det selv på egen hånd. Konkret ved, at man selv og omgivelserne i situationen lukker øjnene for alle de formelle regler. Det er en øvelse, der har den skønhed, at individet har både fuld ret og fuldt ansvar – man kan i sagens natur aldrig lave en formel regel, der siger, at man kan lukke øjnene for en anden formel regel.
Når det gælder dødshjælp, fungerer dette individuelle ansvar hver eneste evige dag. Hver dag er der en læge, der undlade at give livsreddende medicin til et gammelt menneske, der alligevel ikke har andet end lidelser tilbage. Det er en praksis, der på en gang er dybt ulovlig – og alment accepteret. Også selv om lægerne givetvis engang imellem tager fejl, og det pågældende menneske, der har undladt at give medicinen, kunne have fundet tilbage til et liv med daglige glæder.
Jeg sprang vist lidt rundt i tankerne. Fra DRs notits til aktiv/passiv dødshjælp i det hele taget - og så videre ud til tanken, om man kunne forestille sig situationen, hvor det er muligt at bestille en person til at slå sig ihjel.
Jeg tror, jeg er enig med dig i det grundlæggende. Og så synes jeg alligevel, at der er forskel på en læge, og så en mand, der forlader sin kæreste, som notitsen nævner. Jeg har senere hørt rygter om, at kvinden havde en dødelig kræftsygdom. Ændrer det ved sagen?
Det, der presser sig på i mit lille hoved er: "hvordan kan man afgøre, om folk er ved deres fulde fem?" Jeg tror, det var derfor, jeg kom til at tænke på, hvordan nogle problematiserer, at kvinder frivilligt kan vælge at sælge sex.
Kan mennesker frivilligt vælge at ville dø? Og hvis vi antager, at det kan de - ville det så også være okay, hvis de købte et andet menneske til at slå sig ihjel... eller hvis et andet menneske betalte (det må så være en anden, ellers bliver det lidt absurd) for at slå et andet menneske ihjel?
Tankerne er nok lidt langt ude, men derfor kan de jo godt tænkes.
1) "Kan et menneske af egen fri vilje ønske at dø?" Ja. Problemet er at afgøre, hvornår et ønske om at dø er udtryk for et afklaret og (forholdsvis) gennemtænkt valg, og hvornår det er udtryk for patologiske faktorer som f.ek depression, psykisk uligevægt etc.
2) "Og bør et andet menneske i så fald have lov til at medvirke - enten passivt eller aktivt?" Under visse omstændigheder vil jeg mene at svaret er ja.
3) "Kunne man ligefrem forestille sig situationen, hvor en person kunne betale en anden for at slå sig ihjel?" Tjah, bum, bum - jeg har, som The Human Stain, svært ved at se, hvorfor dette spørgsmål pludseligt dukker op her. For overhovedet at kunne diskutere dette spørgsmål på en fornuftig måde forekommer det mig nødvendigt først at have givet et rimeligt omfattende svar på 1) og 2) Hvis vi ikke har en nogenlunde velbegrundet formodning om, hvornår mennesker faktisk kan siges frivilligt og med velberåd i hu at have valgt at ville dø, og under hvilke omstændigheder andre mennesker kan have lov til (måske endog pligt til?) at hjælpe dem, så er det svært at diskutere 3)
Og der er masser af litteratur om 1) og 2), primært orienteret om spørgsmålet om, hvorvidt det kan være moralsk i orden at hjælpe dødeligt syge patienter (terminalpatienter) med at dø. (De fleste er enige om, at hvis der ikke er tale om terminalpatienter, så er det dybt problematisk at hjælpe andre mennesker med at dø).
Et af de mest overbevisende forsøg på at besvare og begrunde et ja til 1) og 2) er Ronald Dworkins Life's dominion, som kan anbefales.
Etisk Råds seneste redegørelse om aktiv dødshjælp (fra 2003) svarer nej til 2) (og tager, så vidt jeg husker, ikke stilling til 1)). Læs den her: http://www.etiskraad.dk/graphics/03_udgivelser/publikationer/doendes_vilkar/eutanasi/index.htm
I rådets første rapport om aktriv dødshjælp fra 1996 var konklusionen ligeledes et nej til at tillade andre mennesker at hjælpe dødeligt syge mennesker med at dø. Regørelsen rummede dog også en længere mindretalsudtalelse fra filosoffen Jørgen Husted, som, bl.a. vha. Dworkin argumenterede for et ja. Læs her: http://www.etiskraad.dk/graphics/03_udgivelser/publikationer/doendes_vilkar/eutanasi/index.htm
I det konkrete tilfælde ville jeg umiddelbart mene, at kæresten handlede forkert, selv hvis kvinden havde en dødelig sygdom. Jeg vil mene at man i et sådant tilfælde ikke i udgangspunktet kan eller bør udtrykke forståelse, men først og fremmest aktivt bør forsøge at tale hende fra det og forsøge at blive klar over, hvorfor personen ønsker at begå selvmord. Forståelse kan og bør ikke, som det synes at være tilfældet i den beskrevne historie, være den første reaktion, ommend den, muligvis, kan være den sidste. Men jeg kender ikke detaljerne, og vil helst ikke udtale mig på så løst et grundlag.
Er enig med dig i, at det kan være svært at forholde sig til den konkrete situation. Og i det hele taget kan det være vanskeligt at forholde sig til konkrete tilfælde, hvor man jo ikke som udeforstående kender til detajlerne.
For mit vedkommende giver det efterhånden lidt bedre mening at tænke ud fra tanke-eksperimentet, om det var okay at købe sin død. Måske mest fordi jeg tænker mærkeligt. ;) Altså - det tvinger ideen om "forhandlinger om liv og død" - som det med aktiv og passiv dødshjælp jo et eller andet sted er, ind i nogle rammer, som jeg ikke har tænkt om emnet før - og som gør det muligt for mig at tænke på døden på andre måder end jeg ellers har kunnet.
Mere om det senere, måske... jeg har et lille barn siddende ved siden af mig, som laver bobler med sit tyggegummi og ser Barbiefilm. Så er det lidt svært at tænke på de her ting. :)
Nu glemte jeg igen: Many, jeg er ikke sikker på, jeg forstår, hvad du mener med engagement.
Det er derfor, jeg ikke har kommenteret tilbage - jeg er ikke helt med på, hvad du mener. :)
Tænker mærkeligt? You have no idea. Jeg vil vædde med, at jeg kan finde de første 10 filosofiske artikler, der i detaljer diskuterer købedød, og forklarer præcist hvorfor det er uproblematisk :-)
Er det rigtigt? Ka' du så komme i gang! :D
Jeg har ikke tid - jeg skriver :-)
Men hvis du mangler læsestof så er her en hjemmeside med masser af forslag:
http://comp.uark.edu/~mpianal/suicide_biblio.htm
Af de nævnte værker er "Suicide: The Philosophical Issues" (ed. M. Pabst Battin and David J. Mayo, NY: St. Martin’s, 1980) nok særligt interessant, da der her er en del artikler om det rationelle/irrationelle i selvmord.
Derudover har B.A Brody redigeret en artikelsamling med titlen "Suicide and Euthanasia: Historical and Contemporary Themes" (Springer Verlag, Kluwer, 1989), der ser vældig god ud.
Takker. Så har jeg da lidt at forfølge. :)
Engagement forstået som at agere - enten aktivt eller passivt.
I den artikel du refererer, handler det om en stillingtagen til at agere passivt.
Jeg finder det interessant, at loven kræver næstekærlighed, dvs. aktiv ageren, måske mest fordi jeg har været i et forhold, hvor den stillingtagen ikke har været til stede - ikke pga ond vilje, men pga evne.
@Many - Hvad mener du med, at loven forlanger eller kræver næstekærlighed? Så vidt jeg kan se så er det eneste loven kræver at du GØR noget, nemlig forsøger at forhindre andre mennesker i at skade sig selv. Den siger intet om, HVORFOR du skal gøre dette.
Næstekærlighed og engagement er andet og mere end blot at gøre bestemte ting; det er følelser, livsholdninger, og dem er loven for så vidt ligeglad med. Du kan gøre det som loven kræver af dig, uden på noget som helst tidspunkt at engarere dig i det, af den ene grund at du er bange for at blive straffet, hvis du ikke gør det.
For at tage dit eget eksempel med en person der "ville vende ryggen til og gå. Og fordømme efterfølgende". At vedkommende ikke har lyst til at hjælpe, fritager på ingen måde personen fra at skulle hjælpe; loven siger at det skal han eller hun. Det er netop fordi der er mennesker, der ikke ønsker eller har lyst til at hjælpe, selv hvor andre mennesker er i akut livsfare, der er en af de primære grunde til at loven er nødvendig. Hvis vi alle rent faktisk spontant udviste næstekærlighed, så ville loven ikke være nødvendig - men det gør alle mennesker jo ikke. Så loven forlanger faktisk ikke engagement eller næstekærlighed; den forudsætter snarere at folk ikke aktivt engagerer sig.
Interessant ... det vil altså sige, at det jeg opfatter som en usædvanlig, enestående og frastødende personlig egenskab hos en næste, er en normal-tilstand. Hm. Det lyder ikke rart.
@Many - æh nej. Hvor har du det fra? Min pouinte var blot, at ikke ALLE alle mennesker er så gode og rare som de burde være. Hvis alle mennesker elskede hinanden, eller spontant altid hjalp hinanden, så ville der ikke være brug for en lov, der påbød folk at hjælpe i tilfælde, hvor andre er i akut livsfare. Men alle mennesker elsker IKKE hinanden, og man kan langt fra være sikker på, at folk spontant hjælper andre. Derfor har vi en lov der siger, at det skal de sgu'.
Min andne pointe var, at loven er bedøvende ligeglad med om folk kan lide hinanden eller ej, eller gør det de bør gøre af de rigtige grunde. Loven forlanger ikke, at du skal engagere dig i andre menneskers liv, eller elske dem eller sympatisere med dem, eller kunne lide dem. Den siger "Hvis et andet menneske er i akut nød, og du har mulighed for at hjælpse, så SKAL du hjælpe, ellers bliver du straffet. Det er derfor jeg ikke forstår at du snakker om, at loven forlanger engagement?
Ville det være bedre hvis folk engagerede sig mere i hionandens liv? Hvis de var mere selvopofrende, og hjalp hinanden uopfordret? Sikkert. Men indtil da er det da fint at have en lov, det hjælper dem til at gøre det rigtige.
Sagen har været for retten. Jeg blev frifundet. Det har jeg lavet en blog (og nogle sider) om, tosommerfugle.blogspot.com - der er plads til debat.....
Hej sommerfugl. Jeg var i går inde for at læse lidt på din blog og din hjemmeside. Jeg tror, jeg fik hvad jeg havde brug for: baggrunden, det der var sket forud for den hændelse, der var nævnt med så få ord i DRs lille notits.
Jeg forstår godt dine følelser. Alligevel føler jeg stadig dilemmaet, men jeg kan forestille mig, at du selv gør eller har gjort dig den slags tanker. For det kan jo bare ikke være rigtigt, vel? Men sådan er det, og det må vi forholde os til. Vi kan sende folk til månen, men der er stadig meget, vi ikke kan.
Jeg tænker stadig på, om man kunne give mennesker i din kærestes situation en værdig mulighed for at komme herfra. Jeg tror, det er det, jeg forsøger at få sat ord på, og som jeg indtil videre bare har kaldt 'købedød'.
Undskyld, jeg kører ud af en tangent. Tillykke med frifindelsen. Jeg er ret sikker på, at det var det helt rigtige - og jeg er ked af, at du måtte trækkes med den sag. Jeg håber, at du kommer videre på en eller anden måde! :)
Jo, jeg har gjort mig masser af tanker om etikken i dette. Min kærlighed til hende gjorde dilemmaet meget mindre, fordi jeg var helt sikker på at det var det kærligste jeg kunne gøre. Desværre. Det var meget sværere at følge med i hvordan hun stump for stump måtte give afkald på livets glæder, og hele tiden finde mindre og mindre ting at se som livets lyspunkter. Hun kæmpede dygtigt og længe.
Send en kommentar